I næsten halvandet år har JEG deltaget i et non-binært oprør sammen med mine gode venner white african og in my footstep. Det har fået mig til at vende tilbage til et essay om identitet og tilhørsforhold.
Vores samarbejde tager form af et radioprogram, hvor vi anmelder kunst, laver reportage og har samtaler med andre kunstnere. I virkeligheden er det et forsøg på at afvikle litteraturen og andre falsk postulerede modsætninger – litteraturen som den falske modstilling mellem tegnene hugget i stem og lyde fra hammeren. Vi skærer en vertikal linje gennem verden fra nordiske fortællinger, for at krydse på tværs af Middelhavets multikulturelle sammenhængskraft og sætte kurs mod det nordøstlige hjørne af Viktoriasøen, hvorefter vi forbereder os på en lang vandring gennem bantusprogenes kulturarv hele vejen til Transkei i det østlige Sydafrika.
Lige nu tænker vi på identitetspolitik. Ikke kun lige nu, men også lige nu. Der er mange måder at give udtryk for identitet, meget ofte sker det gennem separation, ved at adskille sig fra normen i samfundet. Mekanismer for opdeling er uendelig, ligesom kapitalismen behov for profit. Vores mål er at finde en identitet, som ikke betjener sig af separation, men identiteter med et åbent sind, der inkluderer de andre. Det skal vise sig at identitet er tæt sammenvævet med den kontinentale.
Hvem er vi?
Det non-binære oprør fødes af en række pronomener: De individuelle og subjektive ord HAN og HUN bliver erstattet af nogle andre og mere flerdimensionelle ord. Vores centrale ord er VI, men også ordene DE og DET eller DEN spiller en vigtig rolle.
Spørgsmålet er, om en simpel søg og erstat vil ændre særlig meget, hvis sproget forbliver det samme, og det blot er nogen andre identiteter, der udtaler ordene?
Vores pronomen er VI for at distancere os fra kønsbestemte konstruktioner – et VI som er i slægtskab med den sydafrikanske kunstner Zanele Muholi, som insisterer på pronomenet THEY (DE). Hos Muholi synes også adskillelsen mellem ental og flertal at blive betvivlet. Heller ikke VI ønsker at blive placeret et bestemt sted.
Zanele Muholi Ntozakhe II, Parktown 2016. ©Zanele Muholi. Courtesy of the Artist and Stevenson Gallery, Cape Town/Johannesburg/Amsterdam and Yancey Richardson, New York (Pressefoto Kunstforeningen Gl.Strand).
Zanela Muholi laver meget stærke, voldsomme og klare portrætter af queer personer. VI foretrækker at bruge betegnelsen queer frem for den meget matematiske abstraktion LBGTQAI+, idet queer er en bred, omfavnende og åbenhjertig menneskebeskrivelse. Anvendelsen af pronomenet THEY understreger en opmærksomhed på noget, som ellers ikke får opmærksomhed – eller nogen som bliver udsat for en stigmatiseret opmærksomhed. Muholi’s fotografier er ikke blot værdige og stolte portrætter, men de udstråler også en styrke med sine skarpe kontraster og en sort farve, der er næsten skinnende blank. Altid mennesker med vidt åbne øjne, der kigger direkte på beskueren. De næsten træder ud af billedet, som en grafisk struktur eller skulpturer, der således møder et andet menneske i en behørig afstand, før et nærmere bekendtskab kan udvikle sig.
Tvivlen spørger fortsat om, hvem VI er? – og om, der hvor VI og DE er på vej hen, kan være indeholdt i det sprog, som er til rådighed. Men foreløbig har VI valgt at operere på et sprog, som forekommer de fleste bekendt, selvom VI risikerer at blive fremmede for hinanden.
Det er lettere at afspille en lyd end formulering af et ord. Radioens skrattende syntaks og et lydklips pludselige tilstedeværelse etablerer en ny begyndelse, hvor alt er tilfældigt og ingenting sker – det er kroppens næste indskydelse, som bestemmer retningen af et radikalt work-in-progress.
Etnicitet og tilhørsforhold
Identitetspolitikkens problem er at være meget selvoptaget – kun at være optaget af sit eget, ikke når et menneske opholder sig i det offentlige rum at tage hensyn til, hvad der foregår i omgivelserne. Kun tage hensyn til det man selv føler og det man selv gør og de bedrifter man selv har udført. Det er definitionen på identitetspolitikkens traume.
Spørgsmålet er hvor mange mennesker, som falder i denne kategori, der ikke af officielle grunde kan beskyldes for identitetspolitik? – at være optaget af sig selv er den største form for separation, VI kan forestille OS.
Morten Ranum – JEG – er, som det vil komme til at fremgå, svær at definere. Måske knapt nok et menneske, men føler mig bedst hjemme i selskab med sort lesbisk erfaring, selvom der næppe kan være tale om en kvinde. På alle måder et tvivlsomt subjekt.
Jeg er ham den anden:
Min uendelige søgen efter den mand, som jeg ville have været, hvis jeg ikke fra fødslen var blevet skubbet over på den anden side og placeret i et ingenmandsland udspændt mellem indbildning og rastløshed.
Så længe jeg husker, har jeg været en anden end mig selv. Der har altid været en afstand mellem mig og verden. Eller jeg har altid været revet væk fra mig selv. Jeg blev født på den anden side af havet, hvor jeg gennem meterhøje bølger måtte lede forgæves efter fodfæste.
Vi hører bølgerne bevæge sig som et lys fra himlen. Det er en strøm som vi ikke kan fornægte. Her bliver vi lukket indenfor i et sprog, som kun fuglede taler og fiskene er et ekko i dalen.
Den anden side:
I 1920’ernes USA brugte man ordet passing til at beskrive at kvinder af blandet race valgte at fornægte deres afrikanske baggrund og gå over på den anden side. De afskar al kontakt med andre sorte og levede i hvide miljøer. De opførte sig fuldstændig som hvide og havde hvide familier. De opnåede ellers uopnåelige privilegier og undgik racisme, men de amputerede også noget af deres identitet. Når man først var gået over på den anden side, var det irreversibelt. Der var ingen vej tilbage, og man kunne selvsagt heller ikke bevare kontakten til sin fortid.
Fænomenet passing tilhører ikke kun fortiden. Vi kender det fra adopterede i Danmark. Voksne kvinder fra Korea, der som børn blev adopteret af danske familier, fortæller, hvordan de er vokset op i en hvid verden i Danmark. De har gjort alt for at være danske, og har endda kigget den anden vej på gaden, når de har set andre asiater. Denne tilpasning kommer ikke ud af den blå luft, men den er dem påtvunget af nødvendighed. Om det skyldes familiens ønske om intakt danskhed eller pigens behov for accept, forbliver et åbent spørgsmål.
Vi befinder os på SMK Fridays for at opleve udstillingen Forbindelser, som kan opleves på Statens Museum for Kunst frem til den 19.februar 2023. Det er white african, der har insisteret på at føre ordet, fordi de udstillede kunstnere også lever i eksil.
SMK lover et indblik i migration, forskellighed og erfaringer fra det tidligere Jugoslavien. I museets introduktion til udstillingen afslører museumsdirektøren, at han var rektor på kunstakademiet, da de deltagende kunstnere var elever. Dermed sås et frø om korruption – er det mon direktørens kendskab til dem, der har givet dem billet til museet – og som legitimering er et aktuelt tema blevet opfundet til lejligheden. Vi øjner allerede en konflikt, og white african står allerede på tæerne med DERES eksplosive gemyt parat til at udkæmpe et slag.
Ismar Čirkinagić, The House in the Forest by the Sea, 2021. Foto Thomas Andersen ©Ismar Čirkinagić. VISDA.
(Pressfoto Statens Museum for Kunst)
Udstillingen befinder sig i skulpturgaden i centrum af museet. Ned fra loftet hænger et kludetæppe syet sammen af tøj fundet i forskellige krigs- og katastrofeområder, men det ved man ikke, hvis man ikke tilfældigt møder kunstner eller kurator, som velvilligt fortæller det. Et andet værk ligner et go-card stativ på den lokale cafe med gratis postkort. Motiverne på kortene er fra en road trip gennem det tidligere Jugoslavien, og man er velkommen til at tage dem med sig og gøre med dem, hvad man har lyst til. De udstillede genstande kunne lige såvel have befundet sig på Nationalmuseet eller et andet etnografisk museum. Her ville det måske heller ikke have været nogen særlig vellykket udstilling, men vi andre ville have undgået at skulle diskutere, hvordan værkerne kvalificerer som kunst.
Den velsmurte kuratormaskine sekunderet af museumsdirektøren selv overdøver alle white african’s kritiske spørgsmål, men hvad sker der når hverdagen indfinder sig og museumsgæsterne går rundt på egen hånd? – hvordan skal de kunne forstå meningen med kunstværker, som ikke taler for sig selv og som minder om objekter i hverdagen. Museumsgæsterne tror, at postkortene fra en road trip er et stativ for go-card postkort på den lokale cafe, der bare er flyttet ind på SMK. Kludetæppet fra loftet fremstår som et tilfældigt tæppe syet sammen af tøj fra en Røde Kors butik og murbrokkerne på gulvet lægger man ikke mærke til – andet end genstande, som man må gå udenom. Under rundgang i udstillingen sammen med kurator, kunstnere og museumsdirektør tager white african tilløb med en let skjult og det sædvanlige tydeligt konstaterende toneleje og stiller spørgsmålet om publikum går glip af noget, hvis de oplever udstillingen uden kurators forklarende udlægninger af værkerne og kunstnernes tilstedeværelse i udstillingen. Ismar Čirkinagić, der har lavet The House in the Forest by the Sea (2021), har ikke noget svar. Kurator næsten overfalder white african og sekunderes af museumsdirektøren, der følger sit beskytterinstinkt og argumenterer med, at der til et hvert værk hører en forklarende tekst. Mumlende lyder det fra white african, at det jo vist ikke passer – nogle værker kan faktisk tale for sig selv. Ingen lytter. Kludetæppet får lov til at passe sig selv og vi andre går videre i udstillingen.
Kludetæppet udstikker en tendens, der også gælder for de andre værker i udstillingen. Vi befinder os på et kunstmuseum, men white african mener ikke at opleve kunstværker på museet. For at understrege den problemstilling udpeger white african de skamler og taburetter som tilfældigt er opstillet på langs af skulpturgaden ind imellem de udstillede objekter – og spørger måbende om SMK mon har været i IKEA eller om IKEA har været sponsor på udstillingen, men kurator fortæller stolt, at møblerne er specielt fremstillet til værkerne på udstillingen, og de er skabt af udstillingsdesigner Lovorika Banovic, inspireret af en traditionel jugoslavisk skammel. I hovedet på white african oplæses H.C. Andersens fortælling ”Kejserens nye klæder”. Det er som om white african er nede til tælling over forundring, og in my footstep står ved siden af og undrer sig, hvad der er sket med det sædvanlige eksplosive temperament, der ellers karakteriser white african.
Som regel bidrager in my footstep med at VI holder os på jorden ved at skrive digte og anmeldelser på steder hvor tilfældet opstår – og der sker altid noget i DERES selskab. Enhver kan følge i fodsporene, men følgevirkningerne er på eget ansvar.
VI kan se, at noget er under opsejling – white african forbereder et nyt angreb og spørger til kurators overvejelser om, at udstillingen placerer sig mellem antropologi, billedkunst og arkitektur. Kurator afviser patroniserende spørgsmålet og white african’s antydning af, at vi skulle leve i en tid, hvor grænserne for billedkunsten synes at være mere flydende. Igen reagerer white african med tavshed og en tavshed der udstråler en forundring over, at de ikke taler det samme sprog.
Det undrer white african, at skulle udsættes for såkaldte kunstværker, som egentlig bedre kunne beskrives som antropologi og installationer fra hverdagen. Udstillingen er måske i højere grad en etnografisk samling af objekter, men selvom de havde været udstillet på Nationalmuseet ville udstillingen ikke have været særlig god, fordi udtrykket er alt for privat og personligt uden nogen form for æstetisk fortolkning og derfor efterlades publikum med en følelse af identitetspolitisk hovmod.
I sammenligning med in my footstep har white african et mere konfliktfyldt og eksplosivt gemyt. Det er en konsekvens af DETS navn, men det er et menneske, som mener enhver bør være taknemmelig for et navn givet og derfor insisterer på at beholde det og leve i en modsætning, et sted der ikke giver mening og bevæges af kræfter på tværs af verden.
Tomrummet bliver forsøgt udfyldt af in my footstep som står ved siden af. DE siger, at VI bør spørge om, hvem der er de fremmede. Føler VI os fremmed, fordi VI befinder os på et museum, der har inviteret nogle andre slags kunstnere og præsenterer en anden type kunst, end de plejer? – eller har museet inviteret de adopterede og fremmede som et udslag af gæstfrihed – fordi de er fremmede og på grund af deres herkomst, ikke fordi deres kunst er værd at udstille. Kuratoren har forladt kunsten og importeret nogle andre forudsætninger for udstillingens udformning og indhold.
Hvad vil det overhovedet sige at være adopteret? – og hvem er de fremmede?
Adopteret
En mor til en adopteret kinesisk pige fortæller mig, at de asiatiske pigers stærke tilpasning i Danmark ikke skyldes deres oprindelige kultur. I Europa har vi en stereotyp om asiatiske kvinder, at de er særlig underdanige og indvilgende. Derimod mente moderen til den kinesiske pige, at adopterede asiatiske pigers reaktionsmønstre skyldes deres tidlige opvækstvilkår. Mange af dem har været på børnehjem i hjemlandet før de bliver adopteret. Det har betydet sporadisk og skiftende kontakt til voksne. Derfor var den pågældende moders pointe, at pigerne knytter sit stærkt til voksne og derigennem søger bekræftelse og accept.
Pigen er jo kinesisk, udbryder white african – hvorfor denne kontinentale stigmatisering? Der er vel ikke længere noget, som hedder Asien. Det burde der i hvert fald ikke være. Udsagnet kommer fra DEN, der selv lider af en tilsvarende kontinental navngivning.
Mange adopterede forsøger som voksne at opsøge deres tidligere etnicitet og oprindelse. Ligesom de i nogle tilfælde angriber og udstiller den stigmatisering og de stereotyper de udsættes for. Ingen af delene sker uden konsekvenser. Det er vanskeligt og måske nogle gange også smertefuldt at gå tilbage, hvor man kommer fra – og det danske samfund forstår ikke problemstillingen.
De adopteredes situation kan selvfølgelig ikke helt sammenlignes med de afroamerikanske kvinder i 1920’ernes USA. I USA valgte kvinderne som voksne at gå over på den anden side, mens de adopterede ikke har valgt eller haft en intention.
Uendelig rastløshed:
På samme måde som de adopterede føler jeg, at jeg er blevet placeret et sted, hvor jeg ikke hører hjemme, og jeg har forgæves forsøgt at lede efter steder, hvor jeg kan finde fred. Min skæbne har været lige dele indbildning og frit fald mod afgrunden. Der er ikke noget sted, hvor jeg kan finde hvile. Kun en uendelig rastløs søgen efter ham den anden. Den mand jeg ville have været.
Der er imidlertid ikke noget synligt ved mig, som afslører, at jeg kunne være en anden. Derfor har jeg noget til fælles med 1920’ernes kvinder i USA. De lignede alle andre hvide kvinder og opførte sig som enhver anden hvid kvinde. Det havde skæbnesvangre konsekvenser at træde ved siden af og risikoen for at blive afsløret var en konstant trussel. Selvfølgelig har heller ikke jeg valgt med intention, men jeg er blevet født ind i en situation – ligesom den adopterede kvinde er min skæbne blevet mig påtvunget. Jeg har altid følt mig forkert.
Den smukke dreng:
Det har haft forskellige udtryk i stadier af mit liv. Som lille og nyfødt barn, var jeg den smukke dreng, som skulle vises frem. Det var jeg ikke særlig begejstret for. Det kom til at ligge dybt og tungt i mig, at skulle være noget, som jeg ikke var – og heller ikke kunne være
Måske derfor har jeg altid følt et slægtskab med kvinder. Jeg har haft en særlig adgang til det kvindelige og også haft erfaringer som ellers siges at være kvinders erfaringer. Det mandlige og kvindelige flyder sammen, kønnet er i opløsning – derfor har jeg måttet finde min egen måde at være menneske på, som måske endnu ikke er lykkedes – som aldrig vil lykkes, fordi jeg altid vil være på vej.
Husets Teater spillede i september og oktober måned en alternativ opsætning af Shakespeares Hamlet, hvori hans moder Gertrud får lov til at tage ordet – fra ham. På overfladen er det et stykke gængs identitetspolitik. Det synes for øvrigt som netop identitetspolitik er den nye profil for teatret efter at Liv Helm har taget over. Forestillingen ”Gertrud svarer igen” er imidlertid mere avanceret end som så. Gertrud tager tilløb flere gange fra kulissen gennem dagbogsnotater, hvor hun konfronterer Hamlets position, og hvor også mandens magt udstilles. Undervejs i forestillingen opstår der en slags fælles front mellem Hamlet og Gertrud, hvor de hjælper hinanden eller hvor hun forløses – gennem en trance eller ekstase kommer hun i udbrud. Det er en ny skabelsesberetning, som vi er vidne til. Det er måske ikke kun Gertrud der kommer i udbrud men også Hamlet som opløses? Til sidst ser vi Adam og Eva omfavne hinanden i Edens Have. Det hele begynder igen. En mærkelig slutning. Vi begynder igen, men er det alt – er det en lykkelig skæbne? Det er under alle omstændigheder en åbenhed overfor at alt kan ske. Identitetspolitisk betragtet er der håb forude for en debat om køn, der ellers ofte synes at støde på grund.
Pressefoto, Husets Teater.
Forestillingen ”Gertrud svarer igen” spillede på Husets Teater på Halmtorvet i København fra 10.september til den 15.oktober 2022.
Stille og tavs:
I skolen var jeg en pæn dreng, men jeg var også en meget stille dreng. Jeg var bange for at komme hjem fra skole, fordi jeg vidste, at far ville sidde i køkkenet og spørge mig ud om dagen i skolen. Det kunne jeg ikke lide, for jeg havde intet at fortælle og ville bare gerne op på mit værelse på loftet og være alene. Her søgte jeg tilflugt, men det kunne meget ofte være en stakket frist. Far skulle altid på toilettet på et tidspunkt, som lå ved siden af mit værelse, efter at have besørget sit ærinde derinde og læst avisen, bankede han på, og uden yderligere invitation rev han døren op og brasede ind, placerede sine hænder hårdt i min nakke og insisterede på at få at vide, hvad jeg lavede. Jeg sagde mindst muligt og håbede på den måde, at han ville forsvinde. Det føltes altid som en evighed, inden han gav op og gik igen.
Her placeres ingen skyld. Alle har haft de bedste intentioner med interesse og omsorg. Meningen er udelukkende at forstå en dreng, som vokser op.
Jeg foretrak at være sky overfor verden for at undgå den. Jeg ville helst ikke være til stede. I hvert fald skulle jeg helst ikke blive set. Jeg sneg mig langs muren, og jeg troede, at jeg dermed gik i ét med omgivelserne, som om jeg var en camoufleret jæger, men jeg jagtede kun mig selv. Når jeg endelig blev fanget i selskab med andre mennesker, vidste jeg aldrig, hvad jeg skulle gøre. Jeg ledte krampagtigt efter noget at sige, men måtte altid give op og forblive tavs. Andre opfattede mig som sær og svær og mærkelig, og jeg søgte helst tilflugt i mit eget selskab. I min ensomhed tænkte jeg meget.
Tanken bliver mit våben:
Jeg voksende op med eftertænksomhed. Efterhånden som tiden gik begyndte jeg at sige mine tanker højt. Det var mit forsøg på at tale med andre. Derfor begyndte jeg at have meninger. Alle omkring mig opfattede mig som klog og utilnærmelig. Jeg var god til det med meninger. Det gav mig point hos de voksne og i skolen. Men det efterlod mig også alene. Jeg var ikke god til det, som var vigtigt hos kammeraterne og pigerne. De vidste ikke, hvad de skulle stille op med mig.
Pigerne begynder at stille krav til mig om, at jeg skulle tale om følelser, men jeg havde ingen følelser – eller jeg kunne ikke finde ud at tale om dem. Måske vidste jeg bare ikke hvad det ville sige, eller jeg turde ikke fortælle, hvad jeg følte. Derfor fandt jeg på ting, som jeg kunne fortælle dem for at tilfredsstille deres appetit.
Drømmen om min datter:
Jeg forsvandt i mine fantasier. I mine drømme mødte jeg piger, som jeg havde sex med, og bagefter gik det op for os, at vi var søskende. Det var fordi jeg var adopteret men ikke vidste noget om det, og det gav mig svar på, hvorfor jeg følte mig utilpas og ikke passede ind nogen steder, fordi jeg hørte til et helt andet sted, og mine omgivelser var helt forkerte. Min far og mor var ikke dem, de gav sig ud for at være. Der var en forløsning i den forbudte fantasi med blodskam. Langt senere i mit helt voksne liv er en tilsvarende fantasi genopstået. Her er pigen ikke min søster, men min ukendte datter, som jeg heller ikke vidste noget om, før vi havde haft sex med hinanden. Min datter har fået et så selvstædigt liv, at jeg har måttet opfinde en roman til hende, som jeg har arbejdet på siden år 2000, og som jeg hele tiden forsøger at undgå at skrive færdig, men det ender altid med, at jeg møder hende i min rigtige virkelighed på gaden et sted, og så bliver jeg nød til at skrive videre. Mine fantasier har ført mig til den, jeg er – jeg er tvunget til at skrive – og forfatteren opstår, fordi jeg er ham den anden. Der er ikke rigtig sket noget nyt, men jeg er bare blevet mere bevidst om min skæbne.
Meningers mod:
Mine meninger tager overhånd. De lukker op for et kraftigt temperament, som viser sig at være gemt i mig. Meninger og holdninger sættes i system og bliver til politik. Det er jo også en slags drømme at have. Politik stimulerer mine behov for fantasi. Jeg oplever interessen for vold vokse frem. Der er nogen, der må dø, og jeg vil gerne dræbe dem, hvis det er nødvendigt i en højere sags tjeneste. Men jeg vil også gerne have magt over andre og over ting og over land. Mødet mellem parlamentarisk magt og voldelig revolution får det hele til at kollapse. Jeg er blevet en maskine, som kører for fuld fart, og den kører en dag afsporet. Jeg forstår ikke helt, hvad der er sket med mig, men jeg føler et stort ubehag, og jeg oplever igen, at jeg ikke hører til nogen steder.
Intet har forandret sig. Jeg har fortsat det samme reaktionsmønster. Derfor søger jeg tilflugt i min egen ensomhed sammen med mine tanker. Denne gang er det ikke meninger og holdninger, men bare tanker. Jeg er blevet det, som jeg altid har været beskyldt for at være – klog, en professor. Jeg tænker, grubler og spekulerer. Det meste af tiden bruger jeg på at læse tykke bøger for at lære andre menneskers tanker at kende. Alting stiger til hovedet – og det er alt, jeg er. Jeg har nogle få konkrete og kropslige rutiner, som holder mig fast til en virkelighed. Ellers var jeg nok forsvundet ind i en uendelig tankestrøm. Jeg løber nogle gange om ugen sammen med nogle venner. De er heller ikke helt normale. Det lykkes mig i løbet af et par år at få skrevet en mærkelig bog, som ikke særlig mange forstår. Alligevel forsætter jeg ud ad samme tangent de kommende 5 år.
Jeg vil helst bestemme alting selv. Det er også en måde at være alene på. Derfor forsøger jeg af al kraft at undgå at blive afbrudt. Et hvert forsøg på at øve indflydelse på de ting, jeg laver, bliver krampagtigt afvist. Jeg har forskellige strategier, som jeg tager i brug. Det er gået op for mig, at tavshed og tilflugt ikke altid er den mest effektive strategi. Noget har jeg lært. Hvis jeg kun forsvarer mig, bliver jeg fanget i et hjørne.
Helvedes syner:
Der er en drøm, jeg har haft mange gange. Det er mørkt. Jeg er på vej væk. En flugt. Jeg må gemme mig, men der er intet sted, hvor jeg kan gøre af mig selv. Mine muligheder indsnævres. Jeg bliver bange. Der er nogen efter mig. De er meget tæt på. Foran mig truer katastrofen. Jeg føler skyld. Der er noget, jeg har gjort forkert. Brudt loven. Slået et menneske ihjel. Det er ikke helt klart. Jeg husker det kun svagt. Klaustrofobien forhindrer mig i at tænke klart. Jeg ved, at jeg går døden i møde. Om kort tid er alle mine muligheder udtømte. Jeg er ikke præcis det samme sted hver eneste gang, men der er mange lighedspunkter. Drømmen slutter altid, lige før jeg bliver fanget eller dør.
Jeg havde engang en kone, som plejede at sige, at hvis man dør i en drøm, så vågner man aldrig op igen. Derfor bad hun mig altid advarende om, at jeg skulle sørge for at vågne i tide. Det forekom mig, at hun mente, at jeg selv kunne vælge at vågne op. Jeg ved stadig ikke, hvad hun præcist mener.
Der er måske ikke den store forskel på dag og nat, drøm og virkelighed. Det lyder forkert. Intet er så virkeligt som en drøm. Jeg kan ikke sætte grænsen.
Forfatteren og kunstneren bliver mange menneskers redning. VI er også kun levende som kunst, uden at være et kunstværk ville VI ikke eksistere. Det er en drøm, men drømmene er måske mere virkelige end alt det andet. Leonora Carrington forløste sig også som kunst – uden den ville hun blot have været en skør dame. Der er en imponerende udstillingen på Arken syd for København med Carringtons billeder. De er befolket med besynderlige skabninger og kroppe uden et køn, eller på tværs af køn. Kønnet hos Carrington og hos veninden Leonor Fini er flydende og udefinerbart. Det er en af flere grunde til at de er på dagsordenen lige nu – at vi har behov for at finde nye måder at opfatte kroppen på. Vi er endelig løbet tør i maskulin arrogance. Hvis du synes at Max Ernst’ malerier er bedre kunstværker, bør du spørge om det måske ikke mest skyldes din angst for fremtiden? – men også drømme, alkymi og magi spiller en stor rolle hos Carrington – alt sammen forhold vi i århundrede har forsaget, foragten og bekæmpet. Carrington var meget optaget af kulturen hos mayaerne i Chiapas i det sydlige Mexico. Mange år senere blev netop Chiapas arnested for et helt nyt og anderledes oprør – måske fordi det er et af de steder, hvor lavaen ligger og bobler i junglen – her kan ikke skjules hvad gemmer sig i okkulte dybder og adgangen til menneskenes historie er et åbent hav og en flammende ild.
Leonora Carrington, Mayaernes magiske verden, 1963. Courtesy of The National Museum of Anthropology, INAH, National Institute of Anthropology and History ®Estate of Leonora Carrington. VISDA (Pressefoto ARKEN).
Den enkle og mest officielle forklaring på Carringtons aktuelle popularitet er nok, at vi er i færd med at grave de glemte kvinder i kunsthistorien frem i lyset, men med kvinden Leonora Carrington får vi selskab af langt vigtigere forhold, som vi også havde glemt.
Leonora Carrington er i indeværende år blevet symbol på alt, hvad vi tidligere har gemt væk og glemt ved at være overskriften på Venedig Biennalen. Hun og hendes samtidige kvindelige kunstnere har fået tildelt et helt rum i hjertet af et af de to store udstillingssteder – Giardini – på biennalen.
Vi skal også huske Carringtons litteratur, hvor hun latterliggør overfuglen alias Max Ernst, og hyænen bliver overtalt til at gå til fest som stedfortræder for pigen, der hellere ville blive hjemme. Dermed afsløres alt muligt hykleri.
Udstillingen på Arken med Leonora Carrington kan ses indtil den 15.januar 2023.
Mine drømme foregår altid, når det er mørkt. Nogle gange er jeg i vandet. Jeg falder gennem vandet mod havets bund. Men meget ofte er jeg i en storby, som aldrig sover. Alligevel er her ingen mennesker og intet lys. Jeg er altid alene. Det passer ikke helt. Men mine forfølgere kan jeg ikke se. De er lige i hælene på mig. Hvorfor jeg synker mod havets bund er uklart og uigennemsigtigt, som havet der omgiver mig.
Vanviddets aggression:
I vågen tilstand har jeg tilegnet mig mere udadvendte og aggressive strategier for at beskytte mig mod andre menneskers indvirkning på mig. Selvom om jeg altid tænker på noget, er der forhold, som kommer bag på mig. Jeg kan ikke forudse alt. Da jeg skulle skrive min næste bog, var jeg ellers aldeles kampklar. Jeg tænkte, at det bare ville blive mere af det samme. Det var ikke helt forkert, men der var en række detaljer, jeg havde overset.
Økonomi, location, geografi, og transport … jeg er jo stædig. Blot fordi jeg havde fået et job, som jeg fik penge for, og som foregik et andet sted i landet, så ville jeg ikke flytte. Jeg har aldrig tænkt over, hvad der ville være sket med mig, hvis jeg var flyttet dengang. Konsekvensen af ikke at flytte er dobbelt husførelse. Det kan man trække fra skat, men det husker jeg ikke, at jeg gjorde. Derimod var det meget hårdt for mig at bo to steder, Det medførte, at jeg ikke rigtig var nogle af stederne, men altid et andet sted. Der hvor jeg skulle være var alting fremmed. De mennesker jeg var sammen med talte et andet sprog. Jeg forstod det ikke. De sagde ting, som ikke gav mening, og når jeg åbnede munden, blev jeg ikke forstået. Igen begyndte jeg at snige mig langs muren for at undgå konfrontationer. Der var ting, vi skulle tale om. Ligesom der var opgaver, jeg skulle udføre. Ingen af delene gik godt. Det er svært for mig at afgøre, hvad der præcist skete. Jeg byggede et værn omkring mig. Derfor var det svært at trænge igennem til mig. Som tiden gik, trak jeg mig væk fra de værste trusler. Det gjorde selvfølgelig det hele lettere. Alligevel var jeg meget afkræftet i lang tid. Det lykkedes mig at finde nogle grupper af mennesker, som bekræftede mig i at have ret. Derfor var jeg ikke længere alene. Jeg benyttede også en tidligere erhvervet evne. Modsat hvad man skulle forvente, har jeg altid haft en meget stærk selvfølelse. Min overbevisning har været, at jeg har ret, og de andre må tage fejl. Det er imidlertid en evne, som bygger en aggressiv kraft i mig. Det er en strategi, jeg bruger til at forsvare mig med, men det er vel egentlig et angreb. Jeg beskylder de andre for at være idioter, selvom jeg ikke altid siger det højt.
Bogen som det tog mig 5 år at færdiggøre blev aldrig accepteret nogen steder. Netop mit iltre temperament reddede mig fra en langvarig depression. Jeg besluttede mig for, at hvis de ikke ville have mig, som jeg var, så gik jeg min vej. Det var præcis, hvad jeg gjorde. Dermed var universitetet et afsluttet kapitel. Tretten års tænkning i institutionelle rammer nåede sin grænse. Jeg var ikke helt klar over den fulde virkning af den situation, som jeg havde bragt mig i, men jeg gik en tid i møde, som skulle vise sig at gøre mig meget lykkelig. Det er svært at forstå. Universitetet havde i mange år været alt, jeg ejede. Hvordan kunne det være så let at forlade? Jeg havde valgt noget, som jeg endnu ikke vidste, at jeg allerede kendte. Dermed havde jeg bragt mig tættere på ham den anden.
Det frie falds lyrik:
Hvad sker der, hvis du fjerner et hvert fodfæste for din eksistens?
Hvis du stiller spørgsmål ved alt, som giver dig mulighed for at leve, så begynder du at gå i opløsning, men der går noget forud for det. Før det sker, mærker du en sammentrækning i maven. Det er en angst for… men du er netop ikke bange for noget bestemt. Sådan er det i nogle få tilfælde, når jeg sætter mig til at skrive. Den tekst, jeg skriver lige nu, har en sådan karakter, derfor viger jeg tilbage for at fortsætte, men jeg ved, at der ikke er nogen vej tilbage. Intet kan stoppe mig. Jeg er allerede ude over rælingen og befinder mig i frit fald. Det er den samme fornemmelse jeg har i de drømme, hvor jeg flygter ind ad en mørk gade, som jeg godt ved ender blindt.
Kontinental fornuft?
VI postulerer, at identitet er tæt sammenvævet med det kontinentale. Derfor vil VI gerne sige noget om kontinenter og deres grænser. VORES argument er, at kun på grænsen af det kontinentale, kan en væsentlig tanke opstå. Morten Ranum bliver mindet om denne pointe under sit ophold på Oodi biblioteket i centrum af Helsinki. Det er arkitekturen, der gør udslaget. Det er en modig bygning, og i den kan næsten alt ske. Den har formen af en skib, og man kan sidde mange forskellige steder – børnene leger i den ende og i den anden ligger den unge kreative og arbejder i alle tænkelige stillinger. Man kan stille sig helt ud i stavnen af skibet og spejde udover horisonten – som det elskende par på Titanic blæst igennem af vinden, og det er også her, at VI står, mens vi indrømmer at bygning kun vil være mulig på grænsen af kontinentet, hvor den almindelige konformitet er sat ud af kraft. Man kan se overalt og igennem, på tværs af bygningen, på den øverste etage er et stort rum med mange funktioner. Det giver en oplevelse af åbenhed. Der er lys over alt. På anden sal kan man sågar booke et køkken, og der står opfordrende på døren: ”book a kitchen and cook with your friends”. Det er sted man får lyst til at flytte ind.
Foto fra Oudi Bibliotekets hjemmeside.
Morten Ranum gør venligt opmærksom på, at VI ikke har været i Finland i 20 år – og det er en stor oplevelse, både nu og dengang. Det er fordi Finland ligger på grænsen af kontinentet – and WE are continental borderlines kind of guys. Sådan har det ikke altid været. Før årtusindeskiftet havde Morten Ranum en forestilling om kontinenternes DNA. Han havde en oplevelse af, at når han flyttede sine fødder fra et kontinent til et andet, så skete der noget særligt – deraf opstod forestillingen om en kontinental fornuft, som hviler på at der er en afgørende forskel mellem det ene og det andet kontinent.
Finland er et sted, der viser det modsatte, og hvis VI tænker efter, har alle de steder, hvor VI har oplevet noget særligt, befundet sig på en grænse. Det som Morten Ranum kaldte ude af kontinentet oplevelser, skyldtes ikke fornuft, men at han befandt sig udenfor – eller på grænsen af – kontinental kontrol. Kun her opstår storhed.
I 1995 rejste Morten Ranum til Island, og her havde han en radikal oplevelse af, hvad et landskab vil sige eller kan være. Island ligger på grænsen af noget. Det er ikke rigtig Europa og heller ikke del af noget andet. En del år tidligere havde han haft en tilsvarende oplevelse på vej gennem ørkenen mellem Mexicali og Tijuana, og her var han også nået til en grænse – ikke grænsen mellem USA og Mexico, men udkanten af et kontinent.
Latin America is a colonial construction. Latinamerika er en kolonial konstruktion. Latin America. WE love “las americas”. Why do WE love “las Americas”? WE love ”las americas” because of plurality, because “las Americas” accept difference, accept it is difference that rules the world, not uniformity. It is not what we have in common that decides who we are. It is what makes us differ that define us.
En anden grund til at betvivle den kontinentale fornuft er, at det skulle være landet, der forener os, men det er ikke land, der forener os, men vandet. Tænk på et land som Malawi, som slet ikke ville eksistere, hvis ikke man konstant sejlede på kryds og tværs af Malawi-søen, og derfor er Malawi også tæt forbundet med den vestlige del af Mozambique.
Europa er en illusion, fordi den europæiske identitet er skåret over af alperne, en bjergkæde, der deler nord fra syd. Derimod er Middelhavet en forenende faktor mellem Mellemøsten, det nordlige Afrika og det sydlige Europa. Det er en region, der er til at tage og føle på, hvorimod Europa er en meget tvivlsom affære.
For en del år siden deltog Morten Ranum i en danseworkshop i Letland udenfor hovedstaden Riga. Her blev han fanget i sit eget koloniale hovmod. Han var taget afsted i den tro, at fællessproget selvfølgelig ville være engelsk, men det var det ikke – det var russisk, fordi det var det sprog alle undtagen han havde til fælles.
Et andet eksempel på sammenbruddet af den kontinentale fornuft er Andalusien. Et område meget tæt på det afrikanske kontinent, men stadigvæk på den Iberiske Halvø – i Europa. Et sted hvor det europæiske, arabiske og afrikanske har været fuldstændig sammenblandet i århundreder. Det er et meget vigtigt skæringspunkt for forståelsen af, hvem vi er.
Men spørgsmålet er, hvornår et andet kontinent bliver så genkendeligt at det ikke længere virker fremmed, og hvis det ikke længere er fremmed, hvordan kan det så udgøre en afgørende grænse?
I Andalusien er det hændernes bevægelser, der udgør de taktfaste klap.
På Island oplevede Morten Ranum landskaber og bevoksning, som mindede om hans barnlige fantasier om, hvordan der ser ud på månen – i deres sælsomme vanvid og forunderlige faretruende gru fremstod de som en række drømmesyner, der kun senere er overgået af de voldsomme eksperimenter sammen med Marcelle og Simone. Han var konstant besat af den samme rædsel, men han var på intet tidspunkt frastødt eller bange – derimod ville han fortsætte ind i løvens gab
Africa does not exist. Africa does not exist. Afrika eksisterer ikke, fordi det som mange andre områder af verden er et vildtfavnende med sig selv usammenhængende og umuligt definerbart område.
Den camerounske filosof Achille Mbembe argumenterer for at Afrika er et tomt begreb, der kun referer til sig selv – ”… to say Africa consists in constructing figures and legends on top of an emptiness”.
Forestillingen om Afrika og sorthed er resultat af kolonihistorie. Det er derfor farligt og risikabelt at fortsætte den kontinentale retorik, fordi den er vævet sammen med vores kolonihistorie – først når vi forlader retorikken og sproget kan vi begynde at gøre noget ved den koloniale arv, og den koloniale arv ligger tungt over det afrikanske kontinent. Tungere end så mange andre steder. Det er tankevækkende, at det især er på det afrikanske kontinent, at forestillingen om Afrika og sorthed bliver fastholdt i så stor udstrækning – og det er samtidig bemærkelsesværdigt, at den bog, hvor Achille Mbembe går til angreb på den panafrikanske bevægelse og kerneordene Afrika og sorthed, er den af hans bøger, som der aldrig bliver henvist til. Den hedder Critique de la Raison Négre – og bare rolig den er oversat til engelsk med titlen Critique of Black Reason, så der er ingen undskyldning.
Læs og forstå.
Vi vil vende tilbage til identitetspolitik og de stærke pronomener. Det sydafrikanske kunstprojekt Zanele Muholi insisterer på et THEY – ja, DE er netop et kunstprojekt, ikke bare et menneske eller en person. Med dette THEY forsøger DE at træde et skridt væk fra separationen – identitetspolitikkens traume. VI associerer OS med DE og THEY. Herved skaber VI en ny platform, hvor VI kan tale og danne nyt sprog. Pronomenerne indeholder en bestræbelse på at komme et nyt sted hen for at erfare noget andet om verden.
VI tror, at en anden verden er mulig – Chiapas har ikke eksisteret forgæves,
inmyfootstep 