Archive | April, 2013

Sjælland rundt

20 Apr

Torsdag i sidste uge kørte jeg rundt på Sjælland. Takket være DSB Plus var det en sjælden gratis fornøjelse i anledningen af min fødselsdag ugen i forvejen.

Det var sidste frist, fordi muligheden skulle benyttes inden 7 dage. Jeg besluttede mig for, at det ikke kunne skade at køre i tog på må og få en tilfældig dag.

Der var noget med Vordingborg. Jeg havde aldrig været der før. I øvrigt huskede jeg pludselig, at der gennem de senere år havde været opslået en stribe af kulturstillinger. Jeg havde ikke søgt nogen af dem.

Efter at have modtaget billetten på min telefon valgte jeg at lade tilfældet råde. I Holbæk havde jeg heller aldrig været – eller Skælskør for den sags skyld. Problemet er, at der ikke går tog hele vejen til Skælskør. Jeg ville se, hvad der skete, når jeg nåede til Hovedbanegården. Hvor jeg ville tage hen først, ville blive afgjort af togafgangene. Jeg ville tage den afgang, jeg kunne nå, uanset hvor jeg så ville komme hen. Nogle vil måske mene, at det grænser til beslutningsløshed. Jeg, derimod, opfatter det helt i tråd med, hvem jeg er, ikke meget anderledes end jeg normalt lever mit liv. Der er altid noget interessant omkring det næste hjørne – ja, ikke nødvendigvis det du håber på, men i det lange løb noget som du med tiden ikke ville have været foruden.

Da jeg ankommer til Hovedbanegården snyder jeg lidt, fordi det første tog går til Holbæk. Det vil alligevel være lidt for oplagt, eller jeg har i forvejen så mange muligheder for at komme til Holbæk. Derfor nøler jeg lidt, og jeg lader som om jeg ikke kan nå toget til Holbæk. Derfor tager jeg toget til Nykøbing Falster. Og det går jo faktisk helt til Rødby. Indtil Roskilde sidder jeg meget indeklemt ved vinduet. Jeg er meget sulten, og derfor sluger hurtigt min medbragte mad og drikker en halv liter juice. Efter Roskilde bliver det hele meget mere behageligt, og da jeg når til strækningen mellem Ringsted og Næstved bliver det næsten nervepirrende spændende. Der sidder to piger overfor hinanden. De er vel i begyndelsen af 20’erne. 22 vil jeg tro. De har den mest forunderlige samtale. Det er helt umuligt for mig ikke at lytte til dem. De taler om vigtige ting. Deres accent er let 3.g’er, men de taler ellers fuldbyrdet dansk. Sjovt hvordan den slags hænger ved. Det kan vel også kaldes en dialekt blandt mange andre.

-”Du ska’ kunne li’ hvem du selv er og skabe en profil. Det gælder både når du ska’ finde en partner og når du søger job. Du skal sælge dig selv”.

De to piger har haft en samtale kørende i nogle minutter, og den ene af dem konkluderer således. Det lyder pludselig underligt i mine ører. Der sidder to piger ved siden af mig og taler om at sælge sig selv til mænd. Var der nogen der sagde prostitution? De fortsætter deres samtale om andre emner som ikke banker så tydeligt igennem, selvom jeg stadig lytter med. Nu, hvor jeg er begyndt er det svært at holde op igen. Toget standser i Næstved, og de to piger står af. Jeg kører videre.

Jeg overvejer, hvor jeg skal stå af. Min beslutning bliver logistisk. Hvis jeg kører for langt bliver det næsten mørkt inden jeg står af det første sted. I Vordingborg står jeg af toget. Her finder jeg nemt hovedgaden, som jeg går lidt op og nedad. Det er lidt efter lukketid. Gaderne er tomme. Jeg tænker over provinsbyer. Ikke et sted for mig. Føler mig med det samme meget unormal. Mit daglige liv på Vesterbro i København er en undtagelse fra reglen.  Jeg fortsætter. Finder nogle steder som er åbne. Endda en café. Jeg vælger en sidegade, drejer omkring et hjørne, som var jeg et ekko af mig selv. Omkring det næste hjørne ligger der næsten altid noget interessant. Det gør der ikke i denne gade. Næsten altid, altså ikke lige denne gang. Jeg går videre ad hovedgaden. Så husker jeg en plakat, jeg så, da jeg stod af toget, for en koncert i byens koncertsted, som hedder Stars. Jeg ser endnu en plakat. Der er en koncert samme aften, og Stars ligger ikke langt fra der, hvor jeg befinder mig. Pludselig får jeg øje på Stars. Jeg går ind gennem porten og kigger mig lidt forvirret omkring i gården. En pige stikker hovedet ud af en dør og spørger mig hvad jeg leder efter. Jeg mumler. Hun stiller mig stribe spørgsmål, som jeg ikke når at svare på. Hun prøver vist at give mig forskellige muligheder for at fortælle hvad jeg vil her. Jeg spørger om jeg ikke må kigge indenfor. Det må jeg godt. De åbner alligevel om kort tid. Det er et fint sted. Ikke et dårligt sted at tilbringe en aften, men jeg ved allerede, at når koncerten starter, vil jeg for længst være i en anden sjællandsk by, selvom det endnu er alt for tidligt at spå om hvilken. Jeg forlader Stars. Ude på gaden vælger jeg en café. Jeg går ind og bestiller kaffe. En americano, tak. Et øjeblik efter får jeg den serveret. Da han sætter den på bordet, siger han: ”Du skal bare sige til, hvis du vil have mere vand i”. Jeg finder det meget mærkeligt at skulle ville have mere vand i kaffen. Som med en refleks tjekker jeg ind via Foursquare. Det er bestemt IKKE vand, som kaffen savner.

Mens jeg drikker kaffe skriver jeg et digt på bagsiden af mit visitkort som jeg lader ligge da jeg går. Det gør jeg nogle gange. Ude på gaden kan jeg se at folk begynder at komme på Stars. Det lokker mig ikke. Jeg er så småt ved at vænne mig til tanken om snart at skulle forlade Vordingborg igen. Nede ved stationen opdager jeg det lokale diskotek og biografen. Jeg tænker på, at det kunne være sjovt at gå i byen i Vordingborg en weekendaften. Måske en meget sær tanke. Et hvert normalt fungerende menneske ville tænke, at jeg må kede mig virkelig meget for at ville tage et så kedeligt sted hen, og så endda køre halvanden time i toget hver vej. Hvorfor dog ikke gå i byen i København? – men der er noget over at tage et andet og lidt tilfældigt sted hen. Det er ikke kedsomhed men behov for variation.

Toget går ikke lige med samme. Derfor kan jeg lige nå at gå hen til biografen, men den afsætter sig intet indtryk hos mig. På stationen sidder en mor og hendes 8-årige søn og skændes om hendes mobil. Jeg tjekker ind via Foursquare igen og opgraderer derved mit Tube-badge til level 4. Den unge fyr overfor mig har travlt på sin smartphone. Vi er alle koncentreret om noget på hver vores telefon. Dermed er vi beskæftiget og sidder ikke hvileløst hen. Jeg går ned på perronen.

Efter lidt tids venten ankommer toget. Jeg tager det tilbage i den retning hvor jeg kom fra tidligere. På vejen tilbage i toget deler jeg mine overvejelser om, hvor jeg burde stå af – på Facebook. Twitter får mine check-in på Foursquare. Jeg kommer til at tænke på Ringsted. Jeg skal jo stå af i Ringsted. Jeg har en kammerat der altid tager til Ringsted, men jeg har aldrig selv været der. Det er nu jeg har chancen, og jeg griber den.

Da jeg står af i Ringsted er det bælravende mørkt. Uden for stationsbygningen er jeg fortabt. I hvilken retning skal jeg gå. Det ligner et forladt industriområde. Jeg skal på toilettet. Hvor fanden er der et toilet? Da jeg endelig finder det, koster det en 2-krone. Af mirakuløse årsager har jeg to kroner på mig. Der står en kvinde og taler på swahili i telefon. Hun er smuk, men det er der jo så mange kvinder, der er – med høje kindben og fingre, der bevæger sig i takt med læber og tunge. Jeg fortsætter udenfor. Her er ikke alene mørkt, men også tomt og meget stille. Efter et stykke tid bevæger jeg mig i retning af centrum. Jeg går i et kvarters tid. Så når jeg frem til hovedgaden, men her er helt dødt. Absolut intet bevæger sig. Udsigten bekymrer mig, men jeg fortsætter. Der kommer en bil kørende meget langsomt bagfra. Jeg forestiller mig straks, at der hopper nogle gangstere ud af bilen og begynder at skyde efter mig. Bilen kører roligt forbi mig og ned ad gaden. Jeg ser et skilt.

Jeg kigger ind gennem en port, hvor der på et skilt står Baghuset. I det øjeblik er jeg ikke fuldstændig klar over, hvad jeg indlader mig på, men det lader til at man kan drikke øl, så helt galt kan det vel ikke gå. Jeg træder indenfor og sætter mig i baren. Her befinder jeg mig pludselig midt blandt vilde diskussioner. Formanden for fodboldklubben planlægger et større event og søger råd hos Madam Ringsted gennem 5 generationer, ja jo ikke hende alene, men familien. Jeg var allerede et stykke inde i en mørk Staropramen. De taler om annoncering. Hun slynger om sig med sociale medíer. Jeg smiler let, hvilket fodboldmanden straks opfatter – og han konstaterer at jeg griner, men det gør jeg nu ikke. Jeg blander mig i deres samtale. Det viser sig at Madam Ringsted har ejet adskillige værtshuse i Ringsted. Hun er faktisk den tidligere ejer af Baghuset, hvor vi sidder. Det slår mig pludselig at Ringsted havde ry for at have et meget aktivt musikliv. Jeg interviewer hende om byens kulturliv. Jeg har allerede afsløret, at jeg jo ikke er fra byen, hvilket ingen var i tvivl om. Fodboldmanden konstaterede på et tidspunkt, at jeg så meget professor-agtigt ud – sikkert med henvisning til mine briller. Så var jeg ligesom placeret. Ja, jeg må også til at komme af med de briller.

Klokken bliver over midnat, og jeg er næsten igennem den tredje fadøl. Jeg finder toilettet. Fodboldbanen er gået. Da jeg kommer tilbage er Madam Ringsted ved at opmuntre en mand som vist ikke har det så godt. Hun benytter også chancen for at fortælle ham nogle sandheder. Lige på og hårdt, uden for mange mellemregninger. Jeg har et tog, jeg skal nå. Derfor bryder jeg op, efter at have sagt farvel til alle jeg har talt med i de forløbne timer.

I toget finder jeg mig et mørkt hjørne. I betragtning af kun at have drukket 3 halve liter fadøl føler jeg mig ret tåget. Næsten svimmel. Efter Roskilde på jeg gå på toilettet, hvor jeg brækker mig. Måske er jeg overfølsom overfor mindre byen i provinsen? Den er næsten 2 inden jeg når hjem. Allergisk reaktion eller ej, så har det været en sjov aften, med et overraskende værtshus besøg i Sjællands centrum. Det kan jeg vist godt tillade mig at kalde Ringsted i dagens anledning.

Tak for fødselsdagsgaven …

Advertisements

Meningen med livet

11 Apr

Jeg er jo ikke her for at gøre en forskel – intet ville ligge mig mere fjernt. Godt nok har jeg et motto om, at hvis man ikke gør en forskel, så er det bedre ikke at gøre noget som helst.

MEN det er ikke et spørgsmål om enten, eller – jeg kan kun være den jeg er. Jeg er ikke en anden. Måske er jeg heller ikke ligefrem MIG SELV, men jeg gør hvad jeg gør.

Vi er ikke det samme menneske. Alligevel forfalder vi til at tro, at vi har noget til fælles. Det er den livsløgn, som er påkrævet for ikke at gå til grunde. De billeder vi tager af hinanden er en gestus – ikke en genkendelsens glæde.

Sådan tror vi livet giver mening.

Blachman

9 Apr

Jeg har gennem nu efterhånden mange år spurgt mig selv, hvorfor den mand ikke holder sig bag sit trommesæt. Dér gør han det nemlig vældig godt. Næste gang han kan opleves dér er i Danmarks Radios Koncertsal den 19. april. Det vil jeg glæde mig til.

Igennem en hel uge har jeg tøvet med at tage ordet vedrørende et ubetydeligt talkshow, som har fået ualmindelig stor opmærksom. Selvom jeg må indrømme at Erik Brandt i aftenens program viste en befriende god humoristisk sans, så er det ikke talkshowet, der interesserer mig. Derimod er jeg fuld af forundring over debatten om programmet.

Hvordan kan det være at et så ubetydeligt og ligegyldigt program kan bringe sindede så meget i kog? – desværre bekræfter det måske netop den omtalte puritanisme!

Nøgne kvinder på TV er da ikke noget særligt! – det burde det ikke være. Jeg forstå det ikke. I debatten har man endda kunnet høre en skinger post-kolonial retorik. Helt ude af proportion. Er reglerne for hvad der kan siges og gøres på TV virkelig blevet så snævre.

I uges løb har jeg haft et tanke-eksperiment kørende i mit hoved. Hvordan ville reaktionerne have været overfor et talkshow hvor to offentlig kendte kvinder sad og talte om sex, erotik og mænd mens de kiggede på ukendte nøgne mænd?

Jeg lader spørgsmålet stå – enhver er velkommen til at besvare det – mens jeg fortsætter til en anden tanke, leveret af Torben Steno i Deadline sidste tirsdag lige efter første udgave af det nu så berømte talkshow. Her kaldte Torben Steno talkshowet for en installation. Installationer ser vi normalt på kunstmuseer og gallerier. Talkshowet kunne have været udstillet i Nikolajs Kunsthal i Nikolaj Kirke midt i Københavns centrum.

Hvordan ville det så være blevet opfattet? – ganske anderledes, er jeg sikker på.

På TV kan man derimod ikke lave installationer. Man kan ikke på en public service TV station lave et eksperiment og se hvad der kommer ud af det. Her skal alt filtreres gennem en demokratisk sindelagskontrol. Og lige fortiden er sindelaget meget puritansk.

Jeg synes at det er begrædeligt at et så indholdsløst program kan skabe så meget opsigt, men det betyder måske at der er et behov for at tale om kvinden og manden, om sex og erotik, om begær og lidenskab på en bedre måde og måske ny måde. Desværre lader det ikke til at dette talkshow vil bidrage til det.

Reading & Writing

2 Apr

I have lost the ability to read. Every time I begin to read a book, I find myself writing my own book. Will I ever be able to read again? – it is an artist pain and punishment. We can talk about each work. But when I am inside your art work I will always be writing on my next book.