Archive | October, 2013

Hvide pigers byrde

20 Oct

Formidabel iscenesættelse af Christina Hagens på alle måder geniale digtsamling, ”White Girl” (Gyldendal, 2012). Digtene består af en række håndskrevne postkort skrevet af hvide kvinder på rejse ude i verden. De er formuleret i et pidgin-sprog. På postkortene brokker kvinderne sig over, hvordan de bliver behandlet – men de udtrykker sig i en form for karikatur.

white_girl

En karikatur giver os mulighed for at grine – af os selv. Umiddelbart får vi lov til at genopleve vores egne erfaringer med at rejse. På et dybere plan får det os – hvis vores latter forstummer et øjeblik – til at overveje vores koloniale identitet. Der får vi i nogle sekunders mulighed for at de-kolonialisere os – med mindre latteren igen overdøver vores dømmekraft. Når vi griner, bliver vi påvirket af det, som vi oplever – men latteren giver os samtidig mulighed for at distancere os. Hvis vi ler, er det fordi, vi er bange – med let skjult reference til Georges Bataille (fransk forfatter og filosof). Vi bliver bange fordi, vi erkender vores koloniale identitet, men vi aner ikke, hvad vi skal stille op med den – eller hvordan vi skal slippe af med den. Vi føler den hvide piges byrde.

Forestillingen følger meget loyalt digtsamlingen. I begyndelsen virker det hele lidt for tegneserie-agtigt, men meget hurtigt accepterer man atmosfære og retorik som noget helt naturligt og realistisk. Det er som om det barnagtige pidgin-danske, og de karikerede figurer normaliseres for vores øjne – eller også er det publikum der suges ind i universet, fordi det måske slet ikke er så karikeret som det umiddelbart virker. Præcis ligesådan er det at læse digtsamlingen.

Foto: Miklos Szabo

Foto: Miklos Szabo

Men forestillingen gør andet end loyalt at formidle Christina Hagens digte. Skuespillerne radikaliserer på bestemte steder stemning og udtryk. Et af højdepunkterne er dér, hvor Johanne Louise Schmidt (den ene af skuespillerne i forestillingen) sidder på en strand, og hvor en farvestrålende, oppustet plastic-palme dukker op. Den siger hej, hej – hej … til pigen på stranden. Hun siger vrangvilligt hej tilbage, men hun er tydeligvis irriteret og vil helst blive ladt i fred. Palmen insisterer. Den bliver ved. Til sidst rejser pigen sig op og river palmen op af strandens sand. Hun river og flår i palmen – slår og skriger. Det fortsætter gennem meget lang tid. Først griner publikum højlydt. Det ser jo sjovt, morsomt og vanvittigt ud. Ind imellem forstummer publikums latter. Scenen med palmen glider mellem forskellige ekstremer. Nogle gange tæsker hun løs på palmen for at få den til at tie stille, så hun kan få fred. Andre gange pisker hun sig selv med palmen. Helt symbolsk veksler hun mellem at slå på verden, fordi hun gerne vil have den til at forsvinde, og hun bruger verden til at slå sig i hovedet med.

Dette er en helt central post-kolonial konflikt, som løber gennem hele forestillingen. Spørgsmålet er om vi tager konflikten på os – eller om vi blot nøjes med at grine af ”White Girl” og dermed os selv? Vi får i hvert fald her muligheden for at de-kolonialisere os, men det kræver, at vi lader latteren forstumme og accepterer at vores følelser ikke er rigtigere end de andres – dem vi møder på vores rejser rundt i verden. Vi må forstå, at vi alle kæmper for at overleve – vi gør det eneste vi kan gøre. Vi udnytter ikke hinanden – eller alle udnytter alle, men ikke af ond vilje. Manden på stranden udnytter ikke White Girl. Hun udnytter også ham. Vi har alle vores drømme som vi kæmper for at få opfyldt. Da det er White Girl (som ligeså godt kunne have været ”a white boy”), som rejser ud i verden, så må hun udvise større ydmyghed end dem hun møder. Intet mindre.

 

White Girl – Christina Hagen
Det Røde Rum, Skuepilhuset, Det Kongelige Teater
Spilleperiode: indtil 13. november 2013

Dansk rock – hva’ sker der her?

10 Oct

I løbet af de sidste 14 dage har jeg anmeldt to album inden for rock-genren, som er udgivet i Danmark. Det har ikke været særligt sjovt. Der plejede da at være noget at komme efter på den scene.

de-efterladte De efterladte: “Alvorsord og etagevask”

I min anmeldelse harcelerer over gamle mænd, som ikke har meget på hjerte. Du vil måske koket indvende at jeg jo heller ikke selv er helt ung længere.

The North frontcover jpegThe North: “Illusions”

Min anmeldelse af “Illusions” konstaterer tørt at albummet ikke fungerer fordi numrene ikke hænger sammen. Man kan indvende at ingen hører hele album længere – kun enkelt numre, men The North lancerer faktisk “Illusions” som et helt album. Derfor mener jeg, at jeg er min gode ret.

Begge album har jeg givet KUN én krone!

Intet udenfor din comfort zone

1 Oct

mango

Kirstine Magoola har skrevet en bog om en hvid diplomat-kvinde, som hedder Amalie. Hun bosætter sig i Kampala. Her forelsker hun sig i en fremstående oppositionspolitiker, Samuel Okello.

Historien er egentlig klassisk – blot ikke særlig velskrevet, desværre.  Hvide i Afrika træder først rigtig i karakter – de falder først rigtig til – når de bliver ”bollet” af en lokal. I denne bog sker det først omkring side 100. Indtil da er læsningen en ørkenvandring af ligegyldighed og kedsomhed.

Da Amalie og Samuels kærlighedsforhold begynder, er der endelig en historie. Her kommer vi en smule tættere på det Afrika, som forlaget lover, at bogen handler om. Som så ofte foregår mødet med Afrika via soveværelset. Uden sex skøjter hvide mænd og kvinder hen over virkeligheden, som var det en ny sæson af ”Sex in the City”.

Deres kærlighedsaffære slutter brat med Samuels død efter et trafikuheld omgæret med megen mystik. Noget i den stil MÅTTE ske – deres kærlighed kunne ikke vare ved, og Amalie skal jo tilbage til Danmark. Det kommer hun også. Endda meget resolut. Her er intet andet end comfort zone. Bogens bagside-tekst lover ellers, at livet begynder dér, hvor din comfort zone holder op, men ingen diplomat eller anden udstationeret i statens tjeneste vil nogensinde komme udenfor sin comfort zone.

Det er jo netop det, som er attraktionen ved at arbejde ude i verden – et liv i uendelig comfort, og hvis en fare eller usikker endelig opstår, så er der et stort apparat, som enten eliminerer problemerne, eller som i Amalie tilfælde sender dig hjem, hvor du kom fra..

På en forunderlig omvendt måde bliver bogen et dokument over rigtig mange hvides liv i Afrika. Vi tager dertil for at arbejde. Forstår meget lidt af, hvad der foregår omkring os. Føler os måske fortryllet af et menneske vi forelsker os i undervejs. Vi er fascineret af den kulturelle forskel. Selve hudens genskær og kroppens former er nok til at bevare gnisten, så længe det varer. MEN vi forlader det hele ligeså hurtigt og abrupt, som vi ankom. Derefter er der ikke noget af alt det, som vi bildte os ind at føle, og vi vender meget sjældent tilbage. Der er alt for meget på spil.

Bogen er på alle måder absurd. Den har nok tjent et formål for forfatteren selv – at komme ud med sine egne oplevelser undervejs. Det er imidlertid tid svært at forstå forlagets formål. Hvem skal egentlig læse bogen – og hvordan vil nogen få noget ud af at læse bogen? De der selv har været udstationeret eller endda boet i Kampala vil nok nikke genkendende til steder og situationer, men den kunne have været meget bedre skrevet og karaktererne været langt mere troværdige. De der aldrig har været i Afrika vil nok opfatte historien som eksotisk. Det kan sikkert sælge nogle bøger, vil jeg tro, men vi får nu ikke særlig meget at vide om Afrika, bortset fra Amalies fascination af en ugandisk mand. Desværre er det nok en meget akkurat beskrivelse af vores forhold til verden.

Hvor mangotræerne er tunge af frugter
– når lykken findes hvor man mindst venter det

Kirstine Magoola – Muusmann’forlag, 2013