Archive | December, 2016

Weekly Poetry – uge 52

31 Dec

52:

I am on my may again
boarding a transportation device
in late afternoon of New Year Eve
I have been here before
the train from Dar Es Salaam in 2010
I had to stop halfway due to practicalities
this time I intend to go all the way
since it would be very complicated not to.

This is also the end of 52 in 2016
a long journey of writing what ‘s on my mind
one month like the other
does it make a difference?
can I still after traveling the world grasp changing seasons?
is writing an accurate reflection of life?
I will tell you later.

Soon in an airplane over the Mediterranian Sea
the water connecting continents falling apart
maybe not even continents
they have no common identity
but simply pieces of land
it is only the water in the sea
claiming to be an entity of substance.
 

 

Weekly Poetry – uge 51

24 Dec

51:

Eyes in Rabat
I am seeing eyes everywhere
everywhere I look
the eyes of Rabat
eyes to look into
eyes looking at me
magnetic connections
an invitation to think
a pledge to connect
eyes of curiosity
kind and gently eyes
smiling
waiting
what do you want
and what do I want
a slight touch from behind
a hand protecting my eyes in the sun
I can see
you
you and me

 

 

Enogtyvende december

21 Dec

I am going to meet the HEAT
the HEAT will meet me
we are going to expand to unknown temperatures
a snow man will also be part of the equation
it will be a desicion between melting the HEAT
and selling the BEAT.

If you think you have already warmed up
then what you will see coming is a lot
we can not promise you eternal living
but while we are running
the MEAT will be boiling

 

 

Tyvende december

20 Dec

Traditioner skal holdes i hævd, og i Viborg har jeg to. Det ene er min tagine, som jeg altid laver, når jeg er på Hald Hovedgaard. Altid er måske lovligt voldsomt, da jeg kun har været der to gange. Den tagine er derimod meget særlig, og jeg ville ikke kunne lave præcist den samme noget andet sted.

Det andet jeg altid gør, når jeg er i Viborg, er, at aflægge et besøg på Viborg Kunsthal. Helt sikkert altid et besøg værd. Så gå ikke glip af det. Denne gang var jeg til artist talk med den japanske kunstner, Keiko Kuboki, som har boet og arbejdet der de sidste par måneder. Hun laver abstrakte værker. De starter altid i mere figurative skitser af det, som inspirerer hende. Derefter arbejder hun sig vej mod det abstrakte. Hun arbejder med gamle traditionelle materialer fra Japan. Her viser jeg en lille billedserie fra værkstedet på kunsthallen.

2016-12-15-19-33-52

2016-12-15-19-43-43

2016-12-15-19-43-12

Keikos skitse af søerne i Viborg

Keikos skitse af søerne i Viborg

 

 

Nittende december

19 Dec

Magisk sted med husspøgelse

Jeg har nu igen været et sted, hvor spøgelset er mig virkelig venlig stemt. Det er ikke fordi, jeg ikke har fået fred til at arbejde. Det har jeg i høj grad fået lov til. Og jeg har fået skrevet meget mere end resten af året – næsten, fraregnet sidste gang jeg var her. Ovenikøbet har jeg fået læst én bog per dag i gennemsnit. De fleste af bøger er fra Kapellets bibliotek på Hald Hovedgaard.

2016-12-19-19-49-47

Hvordan kan det egentlig lade sig gør? – og endnu værre, hvad går min tid med derhjemme i privaten til daglig? Langt mere interessant: Hvor kommer magien fra på Hald Hovedgaard? – Er det Peter og hunden, der får mig at falde til ro og synke ind i kunstnerisk speed produktionsmode? Eller er det hun-spøgelset, som fodrer mig med guldstøv om natten?

I der også har været her kan måske hjælpe mig med at opklare mysteriet. Men det er måske et af den slags spørgsmål, der bedst efterlades ubesvaret.

 

 

 

Fjerde søndag i advent

18 Dec

50:

Det var så det de fire lys. Hvad ser vi, når vi tænder de lys? – og når vi tænder lys i det hele taget? Ikke så meget andet end det vi ved i forvejen, eller ser i forvejen, eller ønsker at se. Derfor er det med at dokumentere virkeligheden vel egentlig heller ikke særlig interessant, når vores udsyn er ren fiktion.

Aller mindst spændende er dokumentar forklædt som fiktion. Så foretrækker jeg bestemt ”the real thing”. Der er selvfølgelig grunde til, at den såkaldte virkelighed bliver dokumenteret – behovet for at få formidlet konkret levet erfaring. Af den tåge er interessen for biografier opstået.

Jeg forstår bare ikke, hvorfor det skal være så ubearbejdet. Langt de fleste menneskers konkret levede liv er kedeligt. Netop derfor bliver det garneret med fiktion. Men hvorfor så ikke gå hele vejen – til fiktionen? Den er meget mere spændende – og i mange tilfælde også mere virkelig.

Vi bør blive ved med at tænde lys – for i vinteraftnernes mørke at kunne se nok til at læse mange flere romaner, digte og fantastiske historier.

Hvis det er virkeligheden, du interesserer dig for og er optaget af, så vil jeg foreslå, at du begynder med at koncentrere dig om dit eget konkret levede liv.

 

 

Syttende december

17 Dec

Jeg-fortæller

I flere dage har jeg nu skændtes med Maria om, hvem der skal fortælle historien. Så viser det sig, at vi ikke er enige. Ja, vi har jo været uenige længe; men uenige om, hvad vi skændes om. Jeg har hele tiden tænkt at siden det er en biografi, så er det historien om hendes liv. Så viser det sig, at hun hele tiden har troet, at det var historien om, hvor hun og jeg mødtes.

Hun mente bare, at jeg skulle skrive historien. Og det gør hun vist egentlig stadigvæk. Mit argument er, at hvis jeg skriver den, så er det jo ikke hendes historie. Men hvad er en biografi egentlig? Og skal den skrives i nutid eller datid? – pointen er måske, at hvis det er en jeg-fortæller, så er det en selvbiografi, hvilket er noget andet, påstås det! Jeg kan ikke rigtig se det. Der er vel ingen rigtig forskel på jeg og du – det er blot et spørgsmål om litterært greb. Der var engang én der sagde, at en jeg-fortæller i nutid bibringer en fragmenteret og forvirrende tilfældighed til historien. Det kan jeg egentlig godt lide.

Vores diskussion fortsætter. Efter at vi bliver klar over, hvad vi taler om, beslutter vi os for at begynde, hvad vi allerede har indledt – en samtale om, hvordan biografien skal skrives. Det er måske ikke særlig originalt at indlede en bog uden at tage nogle beslutninger, men der er ingen vej uden om, og der kommer en beslutning indenfor de første par sider.

Det ville have været på sin plads at henvende sig læserne på nuværende tidspunkt og sige, at hvis man vil vide mere, må man læse bogen, men den er ikke skrevet færdig – endsige udgivet. Derfor vil vi gerne løfte sløret.

Vil vi ikke, Maria?
Det gør du bare, hvis det er det, du gerne vil
Men det er da et fællesprojekt?
Et fællesprojekt.. det er da dig, der gerne vil skrive en bog om mig. Jeg synes sgu’ det ville være mere naturligt at knalde!
Det ligger bare så lige for.. noget som alle forventer.
Ja, ja..

Men hun har selvfølgelig en pointe. Hvorfor ikke bare knalde fremfor al det besvær? Det er bare fordi, at.. nej, fandeme.. det er jo det vi skal.. så bliver det også meget nemmere at skrive bagefter.

[Regi: stilhed før storm..]

Okay.. det var det..
Ja..

Men vi har besluttet, at jeg skriver løs efter bedste hukommelse, og så afbryder Maria mig, når det er nødvendigt. Når jeg har glemt noget, eller hvis hun har noget at sige, som vil løfte historien op på et andet niveau.. en glemt dimension. Det vil hun kun gøre på den betingelse, at jeg ved faste mellemrum taler ud i den blå luft. Og hvad skal jeg tale om.. hvem skal jeg tale til? Dem der lytter, selvfølgelig. Det var det.

Det lyder egentlig lidt kedeligt..
.. men det er det ikke 🙂