Tag Archives: bøger

Nittende december

19 Dec

Magisk sted med husspøgelse

Jeg har nu igen været et sted, hvor spøgelset er mig virkelig venlig stemt. Det er ikke fordi, jeg ikke har fået fred til at arbejde. Det har jeg i høj grad fået lov til. Og jeg har fået skrevet meget mere end resten af året – næsten, fraregnet sidste gang jeg var her. Ovenikøbet har jeg fået læst én bog per dag i gennemsnit. De fleste af bøger er fra Kapellets bibliotek på Hald Hovedgaard.

2016-12-19-19-49-47

Hvordan kan det egentlig lade sig gør? – og endnu værre, hvad går min tid med derhjemme i privaten til daglig? Langt mere interessant: Hvor kommer magien fra på Hald Hovedgaard? – Er det Peter og hunden, der får mig at falde til ro og synke ind i kunstnerisk speed produktionsmode? Eller er det hun-spøgelset, som fodrer mig med guldstøv om natten?

I der også har været her kan måske hjælpe mig med at opklare mysteriet. Men det er måske et af den slags spørgsmål, der bedst efterlades ubesvaret.

 

 

 

Advertisements

Fjerde søndag i advent

18 Dec

50:

Det var så det de fire lys. Hvad ser vi, når vi tænder de lys? – og når vi tænder lys i det hele taget? Ikke så meget andet end det vi ved i forvejen, eller ser i forvejen, eller ønsker at se. Derfor er det med at dokumentere virkeligheden vel egentlig heller ikke særlig interessant, når vores udsyn er ren fiktion.

Aller mindst spændende er dokumentar forklædt som fiktion. Så foretrækker jeg bestemt ”the real thing”. Der er selvfølgelig grunde til, at den såkaldte virkelighed bliver dokumenteret – behovet for at få formidlet konkret levet erfaring. Af den tåge er interessen for biografier opstået.

Jeg forstår bare ikke, hvorfor det skal være så ubearbejdet. Langt de fleste menneskers konkret levede liv er kedeligt. Netop derfor bliver det garneret med fiktion. Men hvorfor så ikke gå hele vejen – til fiktionen? Den er meget mere spændende – og i mange tilfælde også mere virkelig.

Vi bør blive ved med at tænde lys – for i vinteraftnernes mørke at kunne se nok til at læse mange flere romaner, digte og fantastiske historier.

Hvis det er virkeligheden, du interesserer dig for og er optaget af, så vil jeg foreslå, at du begynder med at koncentrere dig om dit eget konkret levede liv.

 

 

Syttende december

17 Dec

Jeg-fortæller

I flere dage har jeg nu skændtes med Maria om, hvem der skal fortælle historien. Så viser det sig, at vi ikke er enige. Ja, vi har jo været uenige længe; men uenige om, hvad vi skændes om. Jeg har hele tiden tænkt at siden det er en biografi, så er det historien om hendes liv. Så viser det sig, at hun hele tiden har troet, at det var historien om, hvor hun og jeg mødtes.

Hun mente bare, at jeg skulle skrive historien. Og det gør hun vist egentlig stadigvæk. Mit argument er, at hvis jeg skriver den, så er det jo ikke hendes historie. Men hvad er en biografi egentlig? Og skal den skrives i nutid eller datid? – pointen er måske, at hvis det er en jeg-fortæller, så er det en selvbiografi, hvilket er noget andet, påstås det! Jeg kan ikke rigtig se det. Der er vel ingen rigtig forskel på jeg og du – det er blot et spørgsmål om litterært greb. Der var engang én der sagde, at en jeg-fortæller i nutid bibringer en fragmenteret og forvirrende tilfældighed til historien. Det kan jeg egentlig godt lide.

Vores diskussion fortsætter. Efter at vi bliver klar over, hvad vi taler om, beslutter vi os for at begynde, hvad vi allerede har indledt – en samtale om, hvordan biografien skal skrives. Det er måske ikke særlig originalt at indlede en bog uden at tage nogle beslutninger, men der er ingen vej uden om, og der kommer en beslutning indenfor de første par sider.

Det ville have været på sin plads at henvende sig læserne på nuværende tidspunkt og sige, at hvis man vil vide mere, må man læse bogen, men den er ikke skrevet færdig – endsige udgivet. Derfor vil vi gerne løfte sløret.

Vil vi ikke, Maria?
Det gør du bare, hvis det er det, du gerne vil
Men det er da et fællesprojekt?
Et fællesprojekt.. det er da dig, der gerne vil skrive en bog om mig. Jeg synes sgu’ det ville være mere naturligt at knalde!
Det ligger bare så lige for.. noget som alle forventer.
Ja, ja..

Men hun har selvfølgelig en pointe. Hvorfor ikke bare knalde fremfor al det besvær? Det er bare fordi, at.. nej, fandeme.. det er jo det vi skal.. så bliver det også meget nemmere at skrive bagefter.

[Regi: stilhed før storm..]

Okay.. det var det..
Ja..

Men vi har besluttet, at jeg skriver løs efter bedste hukommelse, og så afbryder Maria mig, når det er nødvendigt. Når jeg har glemt noget, eller hvis hun har noget at sige, som vil løfte historien op på et andet niveau.. en glemt dimension. Det vil hun kun gøre på den betingelse, at jeg ved faste mellemrum taler ud i den blå luft. Og hvad skal jeg tale om.. hvem skal jeg tale til? Dem der lytter, selvfølgelig. Det var det.

Det lyder egentlig lidt kedeligt..
.. men det er det ikke 🙂

 

Tiende december

10 Dec

Alle I der konstant mener, at alting er PERFEKT, og som reagerer på hver eneste sætning jeres venner og bekendte siger til jer med et klingende SUPER, hvad har I tænkt jer at gøre den dag I virkelig oplever noget fantastisk – uovertruffen – ekstraordinært – ud over det sædvanlige?

Da vil I opdage, at I har ædt sproget op indefra. Der er ikke mere tilbage at sige. Alt I kan sige er ligegyldighed. Men se, hvem er da der er dukket op der i den fjerneste hjørne? Det er digteren, og han har forudset det hele. Han har gennemskuet for længe siden, at I en dag ville befinde jeg i jeres absolutte miserable tilstand. Derfor har han forberedt sig. Han har i al den tid skabt nye ord og nyt sprog, og det er blevet til en hel del. Nu står han parat til at give jer, hvad i behøver, så I igen kan ånde frit og plaprer løs. Det er ellers netop ham I har bespottet og latterliggjort for at spilde sin tid og lukrere på andres arbejde. Men det er nu ham, der kommer jer til undsætning – og helt uden beregning, fordi han mener at sproget er kvit og frit. Det tilhører os alle ligesom frisk luft og rindende vand.

Så måske I næste gang I ønsker noget at læse i vil lade de sædvanlige parasit-forfattere, kriminal-statister, journalister og biografi-skrivere ligge, som kun jagter ussel mammon og også blot fortærer  sproget uden at give noget tilbage. – og i stedet for henvende jer til digterne og se hvad de dog har at byde på.

 

 

Weekly Poetry – uge 43

29 Oct

43:

Det er som om fredag bliver til lørdag
det ene udtryk er ikke bedre end det andet
en bevægelse i luften eller skriftens sværte på kroppen
vanddråber bliver til flere og sæben glider mellem hænderne
støvet lægger sig på møblerne.

En porcelænsfigur pulveriserer mod en sort stenflade
den gamle dame græder og fortæller levende om sin ungdom
hænderne ryster
stemmer dirrer
ordenes sagte forstening.

I Bremen for hundrede år siden
en mand og kvinder elsker
de tager beslutninger og rejser bort
et lille hoved og en krop
forvandlet til støv
hun sidder i et køkken
med minder og en knust hoved
mellem hænderne.
 

 

Boyfrind – en reading

11 Mar

Christina Hagens værk ”Boyfrind” er nu sat i scene, om end kun som reading på Teater Republique’s nye scene Reaktor under den nyligt afviklede litteraturfestival KBH Læser.

Umiddelbart mistænker jeg forfatteren Christina Hagen for at have bestilt en ny version af projektet Body-Double fra sommeren 2014.

Læs anmeldelse af bogen Boyfrind og min artikel om Body-Double

 

Forstyrrende referencer til body-double?

Girlfrend inkarneres af skuespiller Danica Curcic. Hun fremstår som en køn og lækker brunette. Man kan næsten høre Christina Hagens hvisken i baggrunden, at enhver kvinde i det offentlige rum skal være sådan, at mænd har lyst til at knalde hende, ellers er hun usynlig. Mine overvejelser om body-double har sandsynligvis forstyrret oplevelsen af forestillingen – og været direkte skyld i at jeg ikke synes opsætningen levede op til forventningen.

Undervejs bliver jeg irriteret over, at Madame (respektfuld tiltale af en kvinde der bevisligt har født det ene fantastiske kunstværk efter det andet) endnu engang skal pådutte mig et bestemt kvindeideal.

Umiddelbart efter forestillingen taler jeg med både Danica Curcic og instruktør Therese Willstedt, som begge to bedyrer, at Christina Hagen selv ikke har været inddraget i opsætningen af Boyfrind, udover at hun har givet tilladelse til at fotografier fra bogen kunne bruges i forestillingen. Derfor er min mistanke om reference til body-double altså udelukkende udslag af min egen fantasi.

 

Forestillingens form

Forestillingen er sat op som en reading. Scenen er indrettet som var det en teaterkoncert. BF sidder ved trommesættet med sin tynde og ranglede krop. Det halvlange lyse hår dækker konstant hans ansigt. Han forbliver perifer og anonym i hele forestillingen som i Hagens bog. Kun i forestillingens begyndelsen og slutning befinder BF og GF sig i en egentlig relation til hinanden, også direkte efter bogen. Dér sidder også GF ved trommesættet, og de hamrer begge to løs på trommerne og fremkalder en primitiv rocklyd. Resten af tiden er det GF, der har ordet.

boyfrind danica

Republique’s officiel plakat for forestillingen

Danica Curcics fremstilling af GF gestalter en kvinde, der glider mellem det søde, lækre og uskyldige, sårbare til det rå, brutale og hårde, kyniske. Jeg synes, at balancen mellem GFs forskellige fremtoninger ikke helt svarer til den kvinde jeg selv husker fra bogen. Danica Curcics version af GF er for sød, indbydende og pæn. Hagens egen version af GF synes jeg meget bedre indfanges af det (selv)portræt, som findes på den sidste side i bogen.

PRISKORN.COM

Foto: Thomas Priskorn

Her fremstår GF langt mere trashy, men samtidig er hun lækker og sexet på trods af fedtet hår og hænder indsmurt i gademad.

 

Bagved scenen

Jeg taler med instruktøren Therese Willstedt efter forestillingen. Med klangfuld svensk tone forklarer hun om arbejdet med Boyfrind. Hendes hænder borer sig dybere og dybere ned gennem de tynde luftlag, der er mellem hende og jeg. Jeg spekulerer på, hvad det er hun gør. Om hun er ved at grave ud under mig, så jeg om lidt vil styrte i frit fald mod bunden. I samme øjeblik bliver jeg mindet om, at teatret er en meget fysisk og kropslig kunstform.

Hun forsøger at beskrive sin frustration over, at der kun har været så kort tid til at arbejde med opsætningen af Boyfrind. Det er jo kun en reading. Hun ville så gerne have gravet dybere i karakteren for at få skabt det rette og perfekte udtryk på scenen.

 

REAKTOR
Teater Republique
Lørdag den 5.marts kl. 17 & 20
Info: boyfrind

En digters værd

20 Aug

Hvad er poesiens berettigelse? – eller hvordan kan man bedømme digte og en digter… jeg har altid været fortaler for at lade praksis tale.

På mit lokale vaskeri ligger der ofte bunker af forladte bøger. Bøger som folk ikke længere vil have derhjemme. De bliver ikke smidt i skraldespanden. Vel sagtens i den tro at andre kunne have glæde af dem. Derfor lægges de på vaskeriet. Det er meget sjældent stor litteratur. For det meste for længst uddaterede debatbøger og dårlige krimier, som om der findes andet end dårlig krimi, samt romantiske noveller.

Jeg løber altid gennem bøgerne på vaskeriet. Min samlermani forbyder mig at lade værre. En ganske sjælden gang er der noget som udfylder et hul i min bogsamling hjemme.

En dag i løbet af den forløbne sommer faldt jeg sågar over en digtsamling af Henrik Nordbrandt. Jeg har aldrig set en digtsamling i vaskeriet før. Jeg tog den med. Udgivet af Brøndum med tegning af Jørgen Haugen Sørensen. Kun delvis sprættet op – for dem der ved, hvad det vil sige.

I dagene derefter læser jeg samlingen. Det er den med digtet om ‘november’, og samlingens titel er da også: Håndens skælven i November. November-digtet er blevet så meget en kliché så det ikke længere kan læses. Derimod er der et andet digt som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Det får mig til at tænke på, hvad der beviser en digtsamlings værdi. Da opstår den tanke i mit hoved, at når blot der er ét digt som fæstner sig i en enkelt læsers bevidsthed, så har digtene tjent deres formål.

At blive bedraget gør et menneske ydmygt.
Lad dig bedrage så ofte du kan
af den, du elsker. På bunden af din ulykke
vil du komme til at elske alle.

Nordbrandt, Håndens skælven i november

Der er noget meget smukt og fantastisk i digtet, omend det på overfladen er tungsindigt. Det minder mig om følelser af taknemmelig, storhed og lykke. En hengivenhed over at være til i verden. Og en verden der er langt større, end du nogensinde vil kunne begribe. Noget jeg måske først selv forstod og turde opleve efter at have boet under ækvators sol. Det var Østafrikas stærke sol, der lærte mig hengivenhed – og derefter kunne jeg elske mere. I en periode følte jeg direkte, at mit hjerte voksede sig fysisk større.

Digtning drejer sig om om det partikulære, enkle og konkrete. Digteren går alene, men må også være der, hvor alle andre er. En umulig tanke, måske. Jeg bliver først rigtigt til, når jeg læser digtet om, hvem jeg er. Digteren er ikke et menneske, men en fantasi. Den tåge som ligger i horisonten før solen står op og åbner vores øjne for verden.