Archive | Dansk RSS feed for this section

Mid Month Poetry VII

13 Jul

JULY

Vi finder altid en vej gennem livet
den er ikke altid den mest oplagte
men kan være kompliceret
den har et formål
vi skal kunne trække vejret og være i fred.

Min far sidder næsten altid med en blyant i hånden
eller en pensel
for det meste tegner han
men nogle gange skriver han en sang
han ejer ikke en tone i livet
men i barnlig trods har han besluttet sig
for alligevel
at være en del af festen.

Han afslørede engang for mig
at han finder det intimiderende
når folk stiller sig bag ham
og ser på ham og hans tegning
og fortæller hvad den forestiller
som om en tegning skal være noget
den er bare min fars måde
at være menneske på.

Jeg forstår ham godt
forestil Jer at hele familien
loggede ind på den 15-åriges Instagram
og opload’ede deres egne billeder.

De bedste samtaler med min far
er når vi ser på et billede
på et museum
eller et andet sted
hvor der er et billede.

Fra meget tidligt i livet
har museet været et sted
jeg har opholdt mig
jeg husker at jeg kedede mig
der er ikke noget galt med at kede sig
jeg vil undlade at afsløre
hvad min far sagde til mig
når jeg sagde jeg kedede mig.

Senere i livet har jeg af egen drift
opholdt på mange museer
jeg ved ikke helt hvad jeg får ud af det
ofte befinder jeg mig bare i mit eget selskab
blandt billeder og går hvileløst rundt.

Nogle gange siger jeg
hvis det ikke var for malerne
ville vi intet kunne se
de mange timer på museerne som barn
har givet mig muligheden for at kunne se noget
det er en vidunderlig gave
at være et menneske der kan se.

Min mor sender mig ofte billeder
der er mange billeder af min far og hvad han foretager sig
men egentlig er der kun to billeder af min far
kun to forskellige billeder.

På det ene billede
sidder min far og slapper af
og har drukket et halvt glas fadøl
han siger: min kone står og tripper
så vi må nok hellere se at komme afsted
det er underforstået
han gerne ville have drukket et glas mere
men han ved godt
hendes energi vil bære frugt.

I det andet billede sidder han ved et stort bord
på bordet ligger der alle mulige genstande og ting
måske hentet på stranden
eller hvor har nu har kunnet få dem fra
mellem ham og genstandene
befinder sig hans mobile værksted
den taske han altid bringer med sig
med knive, blyanter og pensler
han er ved at omforme tingene
til noget andet
og til noget mere
her sidder han
uden påvirkning af tid eller sted
et rum med fred
hvor alt kan ske.

Det er tingene, deres orden
og foranderlighed
som bringer os fra et sted til et andet sted
en taktil verden
der yder modstand
men der er altid et billede
det er kun et spørgsmål
om at få øje på det.

I mange år har min far ikke ønsket sig noget
fordi han ikke mener han har mere at ønske sig
jeg har længe opfattet det som koketteri
men det går op for mig
han har ret
siden 1996 har han ikke
haft noget at ønske sig
fordi han fik opfyldt det højest mulige ønske
at hans første barnebarn
blev født på den samme dag
han selv var født
en vidunderlig gestus
min bror gav vores far
da hans kone fødte en pige
den trettende
og selvfølgelig
derefter
vil intet ønske
være værd at nævne.

Livet er en absolut cirkel
af uafsluttede møder
mellem mennesker
det ene menneske
er ikke
som noget andet
men vi befinder os alle sammen et sted
her sidder vi ned eller står stille
det er et forsøg på at være alene
mens hele verden cirkulerer om et punkt
vi sætter en streg på papiret
skriver et bogstav
drikker en kop kaffe.

Det kan kun ske
på lige præcis
den måde.

tilegnet min far på hans 79-års fødselsdag

Mid Month Poetry VI

16 Jun

JUNE

Jeg har set noget
som måske ikke så mange
har fået lov at se
derfor forsøger jeg at være nådig
der ligger ingen fordømmelse i mine ord
det er et spørgsmål om at se
hvis du ikke kan se
kan du ikke gøre noget
jeg ved ikke hvorfra jeg kommer
men jeg har altid været udenfor
det er mig der er den anden
ham jeg ikke selv kan forstå
det forsvindingens fald
har altid været min livsbane
vi er ikke det samme menneske
kun i meget få øjeblikke
føler jeg mig hjemme
ellers er jeg bare på vej
det er hverken et privilegium
eller det modsatte
jeg har ingen trang til at leve
og vil intet opnå
det er ikke nødvendigt at bevise noget
eller være nogen
jeg er tilstrækkelig
der er ingen drøm der er større
end sympatien fra et andet menneske
det ene menneske
og det andet menneske
vi er ikke den samme men forskellige
jeg har ikke mere at sige

Live – Torsdag 17 juni, 20.00:
Mid Month Poetry – dansk/Danish

Mid Month Poetry V

14 May

MAJ

Velkommen til Mid Month Poetry
Midt Måneds Poesi
Mid Måne Poesi
det ligner måske ikke poesi
poesien ligner ikke sig selv
poesien har ingen grafisk lighed med noget
den er ikke en tekst på papiret
så langt kan man komme fra litteraturen
og endnu længere væk
poesi er en sang
den fæstner sig aldrig
men er en forbigående klang, en lyd
den lægger sig som sødmefyldt sukker over hverdagen
ved et pludseligt vindstød
sætter den ild til huse
og bringer vanvid til verden
måske melder den sin ankomst forklædt
og står som et møbel i din stue
eller er manden du passerer i parken
kun hans øjnes faste greb i sin sjæls indre
afslører en hensigt
vi går alle i for små sko
og du går videre
men poesien består
og genopstår
i uendelige sprogs
gode viljer
ordene på papiret
er kun forgængelige skabninger
de står til rådighed
livets egentlig strøm filtreres
i flodens vand
i evig kamp med fiskene
vandet og luften.

Live:
Torsdag 14 maj, 20.00:
Mid Month Poetry – dansk/Danish

Det blev så alligevel til poesi. Noget som nogen kan genkende som et digt, men det slutter ikke her. Det er kun begyndelsen til noget andet, til et brev med ukendt modtager om krisens evindelige, absurde, insisterende aggressive, forestillinger om forandring. Der er en underlig logik. Vi fortæller hinanden, at der er en krise. Eller endnu værre vi får at vide, at der er en krise. For at forsikrer os – som om vi ikke er helt sikre eller overbevidste – indføres en række radikale restriktioner i vores hverdag; en tilnærmet undtagelsestilstand om end ikke et udgangsforbud. Vi kalder det for nedlukningen af Danmark.

For at kunne tro på krisens eksistens og acceptere de omfattende indskrænkninger i vores bevægelsesfrihed, ligger det som en logisk forlængelse at verden ikke længere vil være den samme. Forestillingen om forandring hviler på et usikkert grundlag, men den er nødvendig for uden den falder krisen og restriktionerne til jorden. Krisen og forandringen er afhængige af hinanden – og de bindes sammen af de hårde restriktioner. Hvis enheden krakelerer falder korthuset sammen, men restriktionerne er menneskeskabte, og igennem dem opfinder vi krisen og forandringerne må følge efter, ellers har der ikke været nogen krise, og når forandringer udebliver, tvinges vi til at opfinde nye forestillinger om, hvad som skete i den forholdsvis korte periode, eller også vil vi forklare, at vi bare var meget dygtige til at klare krisen, og så får Michel Houellebecq ret i, at verden ikke forandrer sig men blot bliver værre, end den allerede er.

Mid Month Poetry IV

15 Apr

APRIL

Intet er større end det mindste digt
kun en detalje på jorden bringer mig i bevægelse
jeg er ikke død.

Hvor kommer den energi fra, som får mig til at trække vejret?

Det er min maves bevægelser
og den gør ikke noget
udover at reagere på naturlige impulser
naturen sættes ud af kraft
de velordnede systemer falder fra hinanden
kun én logik er tilbage
den brændende ild fra solen
det bliver varmere
og alt vil stå i flammer
vi vil forsvinde som smeltet sten fra vulkaner.

Langt borte
længere væk end forsvindingens slutpunkt
ligger vores kolde tvilling og sover
denne sære lille søster begynder at vågne
som solen nærmer sig og varmer hende op.

Hun har ligget nedsunket i frosset sten
isen rejser sig endnu
som gennemsigtige bjerge
de kløver vinden som farer i alle retninger
isen og vinden gnider imod hinanden
dybt nede mellem bjergene
i vidtstrakte dale
løber vilde, voldsomme
og væltende floder
af flydende metan.

Efterhånden som den unge pige vågner,
vil isen smelte og metan være frisk luft
hun får følgeskab af de andre skabninger under isen
når vi ankommer
på flugt fra vores egen brændende ildkugle
og meteorstorm
vil hun skubbe os ud i flodernes kølige vand
og puste luft i vores lunger
som måske vil tage livet af os.

Men der er altid en sommer
som afløser vinter.

MID MONTH LIVE IN APRIL

Mid Month Poetry III

16 Mar

MARCH

Frygt

Måske er det
et velkommen pusterum
i hverdagen?

Men for mig,
der ånder for byens puls,
er det en alvorlig nedbrænding.
Når jeg bevæger mig udenfor,
som jeg tillader mig
hver eneste morgen,
andre mennesker behandler mig som den spedalske,
mine åbne sår
fylder dem med ubehag,
de vender sig bort i afsky og kaster op,
vores øjnes kærtegn ligger nu mast ud på asfalten.

Det er lige nu vi har brug for Kafkas økse,
men de fleste har kastet den i vandet
og mens den ligger i havnen og ruster,
strammer de garnet om vores frihed

Anmeldelse: Yahya Hassen II

17 Feb

Skrevet med stort

Yahya Hassan har skrevet nye digte. De er igen sat med versaler, som om han er bange for ikke at blive hørt. Også Gyldendals redaktør Simon Pastinak synes at have været i tvivl. Han har været i blækhuset og skrevet to siders argumentation for bogens relevans og aktualitet.

Læs hele anmeldelse på solidaritet.dk

Mid Month Poetry II

14 Feb

FEBRUARY

Min midt på måneden poesi og et kærlighedsbrev for enden af tunnelen er blot armbøjninger eller Tai Chi på papiret, ritualiserede parader, ligegyldige bevægelser, som kunne have været erstattet af andre. De skal bringe mig til det punkt, hvor jeg begynder at skrive; at gøre sådanne skriveøvelser til litterære ville være udslag af dumhed, en slags mad for mentale krigere.

(my mid month poetry and a love letter in the end are just push ups or tai chi on paper, a ritual performance, meaningless exercise, which can be substituted by another. they will bring me to a point where I can write; to call it literature would be stupidity, a feed for mental warriors)

Vi fanger hinanden i at påstå, at vi er kommet et langt stykke vej væk fra barbariet, men vi er stadigvæk i krig. Der er fortsat mange, som slår hinanden ihjel et sted i verden, og her hos os under velfærdsstatens palmer er vi de levende døde. Vi er afkræftede og kan end ikke trække vejret. Derfor oplever vi ikke vores egen brutalitet.

(we claim the have come very far away from brutality, but we are still at war. many people are continuing to kill each other around the world, and right here under the palm trees of the velfare state we are the living dead. we have become weak and cannot even breath. therefor we do not experience our own violence)

I Sophiatown var gangsternes slag i ansigtet og spark i røven åbenlyse. Er det drømmen om ondskab? Vil vi også bare gerne slås ihjel for at kunne føle noget? Det er kun de steder, hvor livet er en indsats, at noget nyt opstår. Alle andre steder gentager vi allerede udslidte formater. Jeg vil også slå ihjel. Når jeg hæver mit våben og se ind i dine døde øjne står tiden stille, og vi lever et øjeblik endnu.

(in sophiatown the punches in the face and the kick in the ass by the gangsters were obvious. is this the thirst for cruilty? do we also want be killed in order to feel something? it is only those places where life is at stake that something will happen. everywhere else we are only repeating ourselves. i also want to kill. when I draw my weapon and look into your dead eyes, time will stand still, and we will survive for a moment)

Storbyens larm

23 Jan

Fra dagens morgenside:

I et tilfældig vindue
en gade hvor intet sker
her er altid stille.

Jeg ved det ikke
hvordan er jeg havner her
jeg der ellers elsker larm og støj
snavs og jord
det beskidte lag
indtil jeg er tonedøv

Mine morgensider er ikke hvad de har været. Jeg snyder. Det er mening at jeg skal stå op og i halvvejs søvne begynde at skrive uden at tøve og uden at bevæge mig væk fra papiret, men jeg laver tai chi først, og selvom det kun er i 10 minutter, er jeg lysvågen og bevidst om hvad der foregår omkring mig, inden jeg skriver. Det har den konsekvens, at jeg tænker mig om, og mens jeg tænker løfter jeg pennen fra papiret, fordi jeg glemme, hvilket ritual jeg er i færd med at udføre. Derfor tager mig uendelig lang tid at skrive to små, korte sider – og pludselig er det ikke længere morgen.

Med Erik Knudsen i forruden

21 Jan

For omkring 10 år siden arbejdede jeg som taxachauffør i København. Det var før Uber blev forbudt i Danmark, og det var før Uber overhovedet eksisterede. Måske nok et af de hårdeste og kedeligste job, som jeg nogensinde har haft.

I den perioden opfandt jeg one-lineren: “Taxi driving me crazy”; hvilket var en meget præcis beskrivelse af, hva jeg oplevede. Jobbet levede overhovedet ikke op til den meget udbredte romantisering om, at det jo må være et spændende arbejde, fordi du møder så mange spændende mennesker. Det var langt fra tilfældet. I de 18 måneder jeg overlevede i branchen lærte jeg en vigtig lektie: der er meget få mennesker, som er interessante at tale med. Siden hen – uden at fornærme nogen – har jeg måttet indrømme, at det også gælder i andre områder af livet. Når jeg selv ved enkelte lejligheder sætter mig på passager-sædet i en taxa oplever jeg næsten altid, at jeg siger noget ligegyldigt. En taxa er ganske enkelt ikke et sted, der inspirerer til dybsindig indsigt. Taxachaufføren selv kunne nok have fortalt en interessant historie, men han holder klogeligt sin mund, og hvis han siger noget, siger han kun det som kunden på bagsædet i bilen forventer. Der er nok mange, som hat oplevet taxachauffører, der plaprer løs og forstyrrer din mulighed for en stille stund i en travl arbejdsdag mens du kører fra A til B, men bær over med ham: han keder sig.

De første par måneder bevarede jeg en forventning om, at der en dag ville ske noget vigtigt, men det gjorde der aldrig. Der er selvfølgelig en vis nydelse i at have en smuk kvinde siddende ved siden af eller bag i bilen, som med sin skrøbelige stemme og yndige udseende hensatte mig i en erotisk drøm resten af natten, men smukke kvinder kan man møde hvor som helst. Desuden kom der aldrig noget ud af disse møder med kvinder i bilen, og så foretrækker jeg at sidde i en bar, hvor jeg i det mindste kan nyde en drink.

Enkelte gange lykkedes det mig at føre en rigtig samtale med et intelligent menneske. De kan tælles på en hånd. Samtalen udsprang altid af den musik, jeg spillede, eller den bog jeg havde liggende i forruden. Jeg spillede altid klassisk musik – Bach eller Mozart, sågar Strauss – eller Monk, Charlie Parker, Coltrane og især Brad Mehldau.

I en periode læste jeg Erik Knudsens digte. Det var om sommeren. Jeg havde fået hans “Udvalgte Digte” i fødselsdagsgave af min onkel. Han har for vane at give mig samlede værker af danske forfattere. Jeg var meget optaget af Knudsens digte, og derfor lå bogen i forruden meget længere tid, end det tog mig at læse bogen. Det overraskede mig, at der overhovedet var nogen, der var bekendt med hans digte.

En aften kørte jeg en ægtepar hjem på Frederiksberg, og samtlige de 20 minutter turen varede, underholdt manden mig med sin viden om Erik Knudsens poesi. For at runde vores samtale om litteratur og politik af måtte han blive siddende i bilen nogle minutter efter, at vi var ankommet til adressen.

En tidlig søndag morgen i Kødbyen samlede jeg tre yngre mænd op i Skælbækgade. Den ene af dem spurgte mig om bogen i forruden, og jeg fortalte begejstet om Erik Knudsen. Han spurgte om ov til at se bogen. Jeg gav ham den. Han begyndte at læse højt af tilfældige sigte fra bogen. De tre mænd var i højt humør.Til min glædelig overraskelse løftede dires humør sig endnu mere, mens de læste og lyttede til digtene. De fortsatte med på skift at læse højt for hinanden og jeg hele vejen fra Dybbølsbro Station til Kirkegårdsvej et godt stykke ude på Amager, hvor de skulle af.

Sommerens skitsebog

I
Træerne bruser langsomt; juli er tavs
Ingen fugle komme over havet
Bølgerne stormer forgæves mod land
Som i går; som før Babylons fald

Tankerne står derude hvor luft og vand
Opretholder illusionen om rene linjer
Og en verdensorden ældre end granit

Blæsten slynge ren stump avis for mine fødder
Helten fra i går, skurken af i dag
Stirrer på mig med trætte øjne

Skyggerne kryber over den nøgne strand

O Cortés

Hvad vil di med dit liv?

(Fra: Brændpunkt, 1953)

Rastløshedens flygtighed

21 Jan

Uddrag af en “morgenside”:

Jeg havde en drøm om Afrika, hvor jeg sagde, at Afrika ikke eksisterer, og hun lod til at acceptere mit synspunkt. Da jeg vågnede drømte jeg også om en tangodanser, som jeg senere havde sex med på toiletttet og i min seng. Lige nu har jeg lyst til at tage til Bremen for at besøge en pige, som jeg engang kendte. Jeg er nede i en dal og her er tåget og mørkt. Det er mit eget problem. Jeg overvejer at tage ud af byen, men jeg må ikke give efter for min rastløshed endnu. Jeg vil gerne til Bremen. Ikke kun på grund af en pige jeg engang kendte, men også for at se byen og stedet. Er det bare en flygtighed og afløb for rastløshed? Mit liv er en vandring.

En morgenside er et ritual. Hver eneste morgen står jeg op og mens jeg fortsat er halvt sovende men ved at vågne sætter jeg mig og skriver. Jeg skriver et antal siden uden tanke for noget. Denne metode kan også kaldes automatskrift eller lynskrivning og er inspireret af franske surrealister. Dengang i Paris brugte de metoden til at skabe poesi og kunst med. Umiddelbart bevirker metoden at man får fjernet alle forstyrrende og tilfældige tanker, sådan at man bagefter kan skrive noget rigtigt. Hvis man konsekvent benytter metoden, vil man opleve at der også sker noget mentalt og psykologisk. Du vil nå dybere i dig selv og få tanker du ikke vidste eksisterede eller forstår oprindelsen af. Derfor har metoden også været anvendt terapeutisk. Betegnelsen “morgensider” blev introduceret af den amerikanke forfattter Julia Cameron, som netop har fokuseret på metodens psykologiske aspekter.