Archive | Dansk RSS feed for this section

Til Christian: VII – ceremonien

14 Nov

DEN EGENTLIGE CEREMONI

Det er blevet november
du ville have haft fødselsdag
i den første uge.

Thåström i Vega
billetter du købte i marts måned
og du beordrede mig om
at være hjemme den aften
fordi du allerede havde købt billetterne
det var uden forhandling
og jeg adlød.

Efter nogle flere rejser på tværs af verden
og hjemme på Vesterbro at vende igen
så står jeg dér
i et tætpakket Vega.

Foran står dine to drenge
de rager godt op i landskabet
så jeg næsten føler mig som en dværg
du har ret
de ligner dig ikke så lidt
den ene mere end den anden
men begge to står de
som du ville have gjort
roligt og eftertrykkeligt
fast og afventende
opmærksomme.

Du ville også have været her
du burde have været her
jeg ved godt at du ikke er her
det er gået op for mig
her i din egen ceremoni
den perfekte orkestrering af dit fravær
som havde du planlagt det selv
en sidste gave, et endeligt farvel
som en æstetisk tornado
jagten på de næste nye aktiviteter
og fingrene vibrerende
det yderste skrøbelige på kroppen.

Alt er som det skulle være
her i en ny tilstand
den etablerede balance
hvor du ikke er
som andet end uendelige cirkler af mental væren
et spøgelse, en engel, gespenst og genfærd i natten
det er okay at du ikke står der et sted
går på gaden eller dukker op
når som helst..
..nej, det er sgu da ikke.. ..okay
du skal da være her
det er sgu da ikke nok at hælde halvdelen af en bourgogne
ud på jorden på en skjult kirkegård
det er lidt ensomt med flasken i hånden

Det er ikke fordi jeg ikke igen kan drikke et glas
og heller ikke glasset er mit ærinde
der er mange andre jeg kan dele musikken med
men det var blevet en vane
så helt enkelt
meget stilfærdigt og konkret
og jeg skal ikke egentlig beklage mig
jeg fik i så rigelige mængder
hvad der var mit.

Kun det evindelige, konkrete
det ligegyldige, tilfældige
betyder noget
der er intet ord
på mine læber
ingen forklaring
kun en uendelig formålsløshed
det jeg savner
jeg mistede intet
er den umulige venten
på det som først opstår
da du ikke længere er

Advertisements

Til Christian: VI – en tilstand

23 Oct

EN TILSTAND AF DU OG JEG

Vi er ikke det samme menneske
alligevel er vi altid det samme sted
du er hvor jeg er
og jeg er lige her
vi er overalt
det er en sindsstemning som jeg ikke
vidste fandtes
hvordan kan et glas vin
have eksistentiel betydning?
først når glasset er tømt
ser jeg dråbernes
gennemsigtighed
og deres knivskarpe kanter
det er blåbærrets farve
sort over rød
en tyk klistret fløde
smurt udover tilværelsens trivialitet
et øjebliks formørkelse
og vores konstante tale
forstummer
et blik ude af stand til at se
jeg har opfundet dette sekund
for at kunne fortsætte
vi har aldrig været her før
for enden af tunnelen
vinker farvel
jeg taler stadigvæk om det samme

 

 

23 Oct

Vi ser udover horisonten
og vi ser længere
ud over kanten
af den tynde streg

 

 

De tavse

23 Oct

Når jeg taler
er jeg ikke
mig selv

Den stemme
jeg bruger
favner
de tusinde
som er tavse

Men de er
ikke længere
tavse

 

 

Til Christian: V – fortalte mig alt

29 Sep

DU FORTALTE MIG ALT

Der var intet som var skjult
alt var sagt
vi talte om det nødvendige
alt det almindelige
alligevel var det helt stilfærdigt
der var intet udpenslende
eller dramatisk
over vores samvær
det som blev sagt
var stilfærdigt
næsten tavst
underbetonet og kortfattet
der er ikke mere at sige
derfor kan jeg spørge
om jeg hørte rigtigt?
jeg hørte hvad jeg skulle høre
du sagde præcist hvad du havde på hjerte
nu hvor jeg lader dig genfortælle
hvad du tidligere sagde
ved jeg at du fortalte mig alt
at vi skulle have talt mere om dit hjertes problemer
som andet end kortfattede konstateringer
vil være en omvendt form for nostalgi
og mine forsøg på genopfundne besøg på Malbeck, Bevi Bevi og Dyrehaven
med allerede for længst afsluttede flasker og tømte glas
og selvbestaltede rejser til Etiopien og Berlin
er blot mine egne behov for at leve videre

 

 

Til Christian: IV – i skyggen

26 Sep

SKYGGEN AF DINE ØJNE

Hver gang mine tanker flyder
dukker du op som en tilstand
en bevægelsen i verden
en lyd i mørket
et øjeblik
den skygge som går forud for mig
sandet i ørkenen skinner
er det dine øjne?
i en pause mellem hendes
anden og tredje orgasme
er du en usynlig ånd?
ikke et trekantsdrama jeg havde set for mig
du forsvinder
kommer og går
et lys der brænder
omflakkende vagabond i vinterens kulde
en vind med let og styrke
det er måske mine egne øjne
en utilsigtet tilsnigelse af tvivl
frygten for at være alene
kan jeg fortsætte herfra?
uden et menneske ved siden af
tæt på og langt væk

 

 

De vægtløse

16 Sep

Den unge mexicanske forfatter Valeria Luiselli’s roman “De vægtløse” (Los Ingrávidos) er i august måned udkommet i dansk oversættelse på C&K Forlag. Romanen er et sammensurium af mange forskellige elementer. Det kan være forvirrende at holde rede i hvem der er spøgelser og hvad som er virkeligt. Også forfatteren er svær at sætte i kategori såvel geografisk som kulturelt. Valeria Luiselli er født i Mexico, men har boet flere så forskellige steder som USA, Costa Rica, Sydkorea, Sydafrika, Indien, Spanien og  Frankrig – og er nu bosat i New York.

2017-09-13 15.30.25

Det ellers italiensk klingende familienavn synes ikke helt at have nogen geografisk oprindelse. Således er hun en oprigtig kosmopolitisk diaspora.

Skrivestil og tematik sender tankerne i retning af Roberto Bolaños “De vilde detaktiver”, fordi Luiselli har noget af en sammen energi i sproget. Vi er allerede i fuld gang, da romanen begynder. I “De vægtløse” befinder vi os i et kunstnermiljø i New York. Her møder vi Ezra Pound, eller er det kun i fortællerens forestillingsverden? Også en række andre kendte forfatteren . Herunder så forskellige som græske Homer, spanske García Lorca og dansk-amerikanske Nella Larsen.

Undervejs romanen falder jeg over nogle interessant passager. Den ene handler om døden – min meget nære ven Christian Gerhard Leonard Nielsen er netop død, så derfor optager døden mig på en meget konkret måde. Hos Luiselli fabuleres over de døde, deres genfærd og de levende originaler.

“Folk dør og efterlader på uansvarlig vis et spøgelse af sig selv, og efterfølgende fortsætter originalen og spøgelset at leve hver sit liv.”

Vi befinder os som sagt i New York. Man bør måske have været der for at kunne læse romanen og følge med. Den slags eksempler er litteraturen fyldt af. Når vi læser forstår vi, hvad vi forstår. Uagtet din viden og fornemmelse af New York er beskrivelserne interessante og tankevækkende.

“New York er en teori om en by konstrueret i tiden. Manhatten er en time, eller et århundrede, som bliver gennemboret og fortæret af subway-ens borebiller, der fortærer byen sekund for sekund.”

Hvad er storbyen for en størrelse? Det er et sted, hvor alt er muligt, men det er også et sted, hvor alt går i stykker og pulveriseres. Folk dør i byen. Mennesker bliver skilt fra hinanden og møder andre. Måske bliver de gravide – kvinderne bliver gravide, og hun prøver at beskrive sine brystvorter – sine filosofiske brystvorter. Hvor kommer de fra, og hvad gør dem filosofiske?

“Dakota flyttede ind hos mig. Hun ankom med en lille grøn kuffert i den ene hånd og en ny spand i den anden. Når jeg ikke tilbragte natten et andet sted, sov vi i den samme seng, selvom Dakota altid kom meget sent hjem fra arbejde. Hun lagde sig nøgen i sengen og omfavnede min ligeledes nøgne ryg. Hun havde store, bløde bryster med ganske små brystvorter. Selv kaldte hun sine brystvorter for filosofiske.”

Graviditet og ekskoner hænger måske ikke umiddelbart sammen, men det kunne det muligvis godt gøre. Rækkefølgen er ikke altid afgørende, men her tager vi graviditeten først – og derefter mænds forhold til deres tidligere kærester.

“Denne gang begyndte følelsen i lænden. En frossen varme. Bagefter fik jeg gåsehud, begyndende på siden af lårene. Et fænomen der var mere geologisk end biologisk. En rystelse, en svag udbuling og hele maven begyndte at hæve sig, som en ø der dukkede frem af havoverfladen.”

Efter en lang række tanker om mandens kontakt med tidligere kærester og elskere, måske ikke helt upåvirket af den konkrete mands jævnlig rejser til Philadelphia.

“De første kærester svarer hvis de er ulykkelige sammen med deres koner. De tidligere elskerinder foreslår, hvis de endnu ikke skammer sig over deres kroppe, at mødes på et hotel. Et hotel i Philadelphia.”

Romanen går over stok og sten. Det er underholdende, men der er også mange tænksomme passager – ikke altid en modsætning. På et tidspunkt skal der selvfølgelig også stå noget om romaner og romanforfattere.

“Hvis du giver dig af  med at skrive romaner, giver du dig af med at bøje tide.
Jeg tror nærmere at det drejer sig om at fryse tiden uden at standse tingenes bevægelse, lidt ligesom når  man er ombord på et tog og kigger ud af vinduet.
Og det er også helt normalt at hvis man er romanforfatter, så er man også idiot.”

Lidt mærkelig refleksion, måske!