Archive | Dansk RSS feed for this section

In the air

14 Apr

Jeg havde næsten aflyst rejsen på grund af sygdom og ubehag. Det er blevet en besættelse for mig med lige dele godt og ondt at rejse. Det fylder mig med ubehag og væmmelse. Jeg ved at intet godt vil tilflyde mig, men så snart jeg bevæger mig, er jeg glad. Det er som at købe vin. Jeg fortryder det altid, men glæder mig til hvert et glas.

Det er vel bare mit misbrug.

 

 

Airport

14 Apr

I Kastrup har de nedlagt indenrigs-terminalen. Derfor er det overraskende, for mig, at det er så svært at opdrive internationale aviser. Ingen Guardian, El Pais eller New York Times. Man kan få det indryk at lufthavnen er blevet lavet om til en indenrigs-lufthavn ude på landet.

Vi påstår at leve i en global verden, og i den seneste år har vi haft større og fokus på det afrikanske kontinent. Derfor kunne man forestille sig, at det ville være muligt at købe magasiner, som behandler forhold rundt omkring i verden. Jeg fandt kun gamle travere som Time og Newsweek. For Københavns Lufthavn eksisterer der tilsyneladende ikke en verden uden for den vestlige!

At få bekræftet den form for status quo er yderst sørgelig, om end måske ikke overraskende. Danmark er et sted hvor vi interesserer os meget lidt for verden og meget for os selv.

 

Tyvende december

20 Dec

Traditioner skal holdes i hævd, og i Viborg har jeg to. Det ene er min tagine, som jeg altid laver, når jeg er på Hald Hovedgaard. Altid er måske lovligt voldsomt, da jeg kun har været der to gange. Den tagine er derimod meget særlig, og jeg ville ikke kunne lave præcist den samme noget andet sted.

Det andet jeg altid gør, når jeg er i Viborg, er, at aflægge et besøg på Viborg Kunsthal. Helt sikkert altid et besøg værd. Så gå ikke glip af det. Denne gang var jeg til artist talk med den japanske kunstner, Keiko Kuboki, som har boet og arbejdet der de sidste par måneder. Hun laver abstrakte værker. De starter altid i mere figurative skitser af det, som inspirerer hende. Derefter arbejder hun sig vej mod det abstrakte. Hun arbejder med gamle traditionelle materialer fra Japan. Her viser jeg en lille billedserie fra værkstedet på kunsthallen.

2016-12-15-19-33-52

2016-12-15-19-43-43

2016-12-15-19-43-12

Keikos skitse af søerne i Viborg

Keikos skitse af søerne i Viborg

 

 

Nittende december

19 Dec

Magisk sted med husspøgelse

Jeg har nu igen været et sted, hvor spøgelset er mig virkelig venlig stemt. Det er ikke fordi, jeg ikke har fået fred til at arbejde. Det har jeg i høj grad fået lov til. Og jeg har fået skrevet meget mere end resten af året – næsten, fraregnet sidste gang jeg var her. Ovenikøbet har jeg fået læst én bog per dag i gennemsnit. De fleste af bøger er fra Kapellets bibliotek på Hald Hovedgaard.

2016-12-19-19-49-47

Hvordan kan det egentlig lade sig gør? – og endnu værre, hvad går min tid med derhjemme i privaten til daglig? Langt mere interessant: Hvor kommer magien fra på Hald Hovedgaard? – Er det Peter og hunden, der får mig at falde til ro og synke ind i kunstnerisk speed produktionsmode? Eller er det hun-spøgelset, som fodrer mig med guldstøv om natten?

I der også har været her kan måske hjælpe mig med at opklare mysteriet. Men det er måske et af den slags spørgsmål, der bedst efterlades ubesvaret.

 

 

 

Fjerde søndag i advent

18 Dec

50:

Det var så det de fire lys. Hvad ser vi, når vi tænder de lys? – og når vi tænder lys i det hele taget? Ikke så meget andet end det vi ved i forvejen, eller ser i forvejen, eller ønsker at se. Derfor er det med at dokumentere virkeligheden vel egentlig heller ikke særlig interessant, når vores udsyn er ren fiktion.

Aller mindst spændende er dokumentar forklædt som fiktion. Så foretrækker jeg bestemt ”the real thing”. Der er selvfølgelig grunde til, at den såkaldte virkelighed bliver dokumenteret – behovet for at få formidlet konkret levet erfaring. Af den tåge er interessen for biografier opstået.

Jeg forstår bare ikke, hvorfor det skal være så ubearbejdet. Langt de fleste menneskers konkret levede liv er kedeligt. Netop derfor bliver det garneret med fiktion. Men hvorfor så ikke gå hele vejen – til fiktionen? Den er meget mere spændende – og i mange tilfælde også mere virkelig.

Vi bør blive ved med at tænde lys – for i vinteraftnernes mørke at kunne se nok til at læse mange flere romaner, digte og fantastiske historier.

Hvis det er virkeligheden, du interesserer dig for og er optaget af, så vil jeg foreslå, at du begynder med at koncentrere dig om dit eget konkret levede liv.

 

 

Syttende december

17 Dec

Jeg-fortæller

I flere dage har jeg nu skændtes med Maria om, hvem der skal fortælle historien. Så viser det sig, at vi ikke er enige. Ja, vi har jo været uenige længe; men uenige om, hvad vi skændes om. Jeg har hele tiden tænkt at siden det er en biografi, så er det historien om hendes liv. Så viser det sig, at hun hele tiden har troet, at det var historien om, hvor hun og jeg mødtes.

Hun mente bare, at jeg skulle skrive historien. Og det gør hun vist egentlig stadigvæk. Mit argument er, at hvis jeg skriver den, så er det jo ikke hendes historie. Men hvad er en biografi egentlig? Og skal den skrives i nutid eller datid? – pointen er måske, at hvis det er en jeg-fortæller, så er det en selvbiografi, hvilket er noget andet, påstås det! Jeg kan ikke rigtig se det. Der er vel ingen rigtig forskel på jeg og du – det er blot et spørgsmål om litterært greb. Der var engang én der sagde, at en jeg-fortæller i nutid bibringer en fragmenteret og forvirrende tilfældighed til historien. Det kan jeg egentlig godt lide.

Vores diskussion fortsætter. Efter at vi bliver klar over, hvad vi taler om, beslutter vi os for at begynde, hvad vi allerede har indledt – en samtale om, hvordan biografien skal skrives. Det er måske ikke særlig originalt at indlede en bog uden at tage nogle beslutninger, men der er ingen vej uden om, og der kommer en beslutning indenfor de første par sider.

Det ville have været på sin plads at henvende sig læserne på nuværende tidspunkt og sige, at hvis man vil vide mere, må man læse bogen, men den er ikke skrevet færdig – endsige udgivet. Derfor vil vi gerne løfte sløret.

Vil vi ikke, Maria?
Det gør du bare, hvis det er det, du gerne vil
Men det er da et fællesprojekt?
Et fællesprojekt.. det er da dig, der gerne vil skrive en bog om mig. Jeg synes sgu’ det ville være mere naturligt at knalde!
Det ligger bare så lige for.. noget som alle forventer.
Ja, ja..

Men hun har selvfølgelig en pointe. Hvorfor ikke bare knalde fremfor al det besvær? Det er bare fordi, at.. nej, fandeme.. det er jo det vi skal.. så bliver det også meget nemmere at skrive bagefter.

[Regi: stilhed før storm..]

Okay.. det var det..
Ja..

Men vi har besluttet, at jeg skriver løs efter bedste hukommelse, og så afbryder Maria mig, når det er nødvendigt. Når jeg har glemt noget, eller hvis hun har noget at sige, som vil løfte historien op på et andet niveau.. en glemt dimension. Det vil hun kun gøre på den betingelse, at jeg ved faste mellemrum taler ud i den blå luft. Og hvad skal jeg tale om.. hvem skal jeg tale til? Dem der lytter, selvfølgelig. Det var det.

Det lyder egentlig lidt kedeligt..
.. men det er det ikke 🙂

 

Sekstende december

16 Dec

Ritualer

Det normale menneske lever efter helt fast ritualer. I en rytme, der har været gennemspillet tusinde gange før. Formålet er netop IKKE at opleve noget nyt. Der skal ske det sammen, som alle de andre gange. Det er sikkerhed og tryghed, der er formålet. En hverdag uden overraskelser.  En dag som alle de andre.

Hver tid har sine egne ritualer og vaner. Hvis alle normale mennesker bare gentager sig selv og hinanden, og dem der var her i går, hvordan opstår så det nye, og det som er forskelligt fra den evige gentagelse? Der må være nogen, som ikke bare gentager allerede trådte stier, ellers kan intet nyt opstå.

Der er nogen, der ikke er normale, men alle mennesker er normale. Der er nogen, som ikke er mennesker. Det er dem, der ikke er normale. De gentager ikke sig selv.

Vi, de ikke normale, vi dem der ikke gentager os selv, vi umenneskelige. Vi gør det andet. Vi gør ikke ting. Vi vender huden ud. Vi skaber det, som bliver ritualer om tusinde år. Vi er de forudsætningsløse. Det er os. der skaber forudsætninger for et liv, der vil opstå, når alt andet er gået til grunde. Vi er dem, der ikke er her, men vi bliver først i det endnu-ikke.