Archive | Poetik RSS feed for this section

Weekly Poetry – uge 14

8 Apr

14:

Når du ligger og sover
mærker du måske nogle penselstrøg
over ansigtet
det er maleren der arbejder
i ly af mørket.

When you are asleep
maybe you feel strokes of paint brush
on your forehead
it is the artist working
in the shadow of darkness.

Udstillingsplakat for Adholla Rogers udstilling i Underwood Ink den 8. april 2016

Udstillingsplakat for Adholla Rogers udstilling i Underwood Ink den 8. april 2016

 

Hvis du springer op af sengen
kaster dig frådende over staklen
og suger de sidste dråber af blod fra hans hals
kan du roligt lægge dig til at dø.

If you in a moment of pure insanity
throw yourself around his neck
and drain the last drops of life from his throat
then you can peacefully lay down and die.

Når du endelig vågner op
vil du ingenting se på væggen
ikke engang dit eget spejlbillede
kun kunstnerens lemlæstede krop
mellem det snavsede tøj på gulvet
du kan nu kun lægge dig ned
ved siden af mange andre forspildte liv.

When you finally wake up
you will see nothing on the wall
not even your own reflection in a mirror
only the tortured and dissolved body of the artist
between your dirty clothes on the floor
then you can only lay down
next to many other wasted lives.

Du kan også lade som om du sover
og overlade ham til sit arbejde
klistret ind i den fede olie
har du nok svært ved at trække vejret
men ind imellem mærker du en kildren under fødderne
det er en meget tidlig sketch
et forvarsel om din fremtidige eksistens
den morgen vil du vågne
og fortsat drømme om steder i evigheden
omgivet af farver som slet ikke er farver
men se, nu er du blevet en nyt menneske.

You can also pretend to be asleep
and leave him to do his job
pasted into sticky oil
you may have difficulties breathing
but in between you feel a slight tingling under your feet
it is an early sketch
a prediction of your future existence
this morning you will awake
and continue dreaming of places in eternity
surrounded by colours that are more than colour
but see, now you have become a new human being.

 

 

Advertisements

Weekly Poetry – uge 13

1 Apr

13:

An artist is an elusive creature
you will never know exactly where to look
but a piece of art is always here.

You might think that the artwork is original
but try to take a closer look
if you look very carefully
and go through endless layers of paint
it will be like a mirror.

In the artistic version of bathroom encounters
under the last traces of paint brush
behind curtains
a darkness reveals
the inner truth of an artist.

Painting by Adholla Rogers

Painting by Adholla Rogers

You will see into two open eyes
and they will be no different from your own eyes
in the mirror
of an unknown hotel room
and you remember
how an artist took your identity
and transformed it into art.

The artist is a criminal
a simple thief
who stole your inner secrets
when you meet him again
you will have no other choice
than buy what was once stolen from you

 

 

En digters værd

20 Aug

Hvad er poesiens berettigelse? – eller hvordan kan man bedømme digte og en digter… jeg har altid været fortaler for at lade praksis tale.

På mit lokale vaskeri ligger der ofte bunker af forladte bøger. Bøger som folk ikke længere vil have derhjemme. De bliver ikke smidt i skraldespanden. Vel sagtens i den tro at andre kunne have glæde af dem. Derfor lægges de på vaskeriet. Det er meget sjældent stor litteratur. For det meste for længst uddaterede debatbøger og dårlige krimier, som om der findes andet end dårlig krimi, samt romantiske noveller.

Jeg løber altid gennem bøgerne på vaskeriet. Min samlermani forbyder mig at lade værre. En ganske sjælden gang er der noget som udfylder et hul i min bogsamling hjemme.

En dag i løbet af den forløbne sommer faldt jeg sågar over en digtsamling af Henrik Nordbrandt. Jeg har aldrig set en digtsamling i vaskeriet før. Jeg tog den med. Udgivet af Brøndum med tegning af Jørgen Haugen Sørensen. Kun delvis sprættet op – for dem der ved, hvad det vil sige.

I dagene derefter læser jeg samlingen. Det er den med digtet om ‘november’, og samlingens titel er da også: Håndens skælven i November. November-digtet er blevet så meget en kliché så det ikke længere kan læses. Derimod er der et andet digt som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Det får mig til at tænke på, hvad der beviser en digtsamlings værdi. Da opstår den tanke i mit hoved, at når blot der er ét digt som fæstner sig i en enkelt læsers bevidsthed, så har digtene tjent deres formål.

At blive bedraget gør et menneske ydmygt.
Lad dig bedrage så ofte du kan
af den, du elsker. På bunden af din ulykke
vil du komme til at elske alle.

Nordbrandt, Håndens skælven i november

Der er noget meget smukt og fantastisk i digtet, omend det på overfladen er tungsindigt. Det minder mig om følelser af taknemmelig, storhed og lykke. En hengivenhed over at være til i verden. Og en verden der er langt større, end du nogensinde vil kunne begribe. Noget jeg måske først selv forstod og turde opleve efter at have boet under ækvators sol. Det var Østafrikas stærke sol, der lærte mig hengivenhed – og derefter kunne jeg elske mere. I en periode følte jeg direkte, at mit hjerte voksede sig fysisk større.

Digtning drejer sig om om det partikulære, enkle og konkrete. Digteren går alene, men må også være der, hvor alle andre er. En umulig tanke, måske. Jeg bliver først rigtigt til, når jeg læser digtet om, hvem jeg er. Digteren er ikke et menneske, men en fantasi. Den tåge som ligger i horisonten før solen står op og åbner vores øjne for verden.