Archive | February, 2019

Skriften er patetisk

1 Feb

Jeg er holdt op med at skrive. Skriften er en patetisk meddelelsesform, hvor kvinder og mænd skærer deres hjerter ud og gør blodet til et spørgsmål om liv og død, men derved forbigås pennens længsel og jagt på nye bogstaver, hvor jeg ser hendes hvide sko og følger dem som blind passager.

Meget mere respekterer jeg arkivarens som forbereder forudsætningerne for endnu-ikke virkeliggjorte drømme, eller blot giver muligheder for vores børnebørn liv; en aldeles uselvisk livsførelse.

Jeg foretrækker at skabe skulpturer i hverdagen uden signatur og optegnelser over fantasisyner i fjerne egne af verden – tegnets neutralitet og anonyme fodaftryk. Det er denne betydningsløse formgivning og modellering, der udgør min horisont.

Enhver social identitetsdannelse og selvbiografisk promotion overlader jeg trykt til andre – I vil opnå øjeblikke af berømmelse, men hurtigt være glemt – intet vil have forandret sig. En kort stund vil jeres navn løbe på et reklamebanner, men intet har I bidraget med.

Tænk et øjeblik på, hvorfor det overhovedet giver mening at trække vejret?

Hvis ikke unavngivne malere havde bevæget penslen, ville vi intet kunne se, og foran vores øjne ville kun have været en ugennemtrængelig tåge.

Hvis ikke musikken spillede, ville vi intet høre.

Og hvis ikke digtere havde talt, sagt og skabt nye ord, ville vi intet kunne sige, men måtte forblive stumme, som de døde kroppe i massegravene.