Archive | August, 2014

En digters værd

20 Aug

Hvad er poesiens berettigelse? – eller hvordan kan man bedømme digte og en digter… jeg har altid været fortaler for at lade praksis tale.

På mit lokale vaskeri ligger der ofte bunker af forladte bøger. Bøger som folk ikke længere vil have derhjemme. De bliver ikke smidt i skraldespanden. Vel sagtens i den tro at andre kunne have glæde af dem. Derfor lægges de på vaskeriet. Det er meget sjældent stor litteratur. For det meste for længst uddaterede debatbøger og dårlige krimier, som om der findes andet end dårlig krimi, samt romantiske noveller.

Jeg løber altid gennem bøgerne på vaskeriet. Min samlermani forbyder mig at lade værre. En ganske sjælden gang er der noget som udfylder et hul i min bogsamling hjemme.

En dag i løbet af den forløbne sommer faldt jeg sågar over en digtsamling af Henrik Nordbrandt. Jeg har aldrig set en digtsamling i vaskeriet før. Jeg tog den med. Udgivet af Brøndum med tegning af Jørgen Haugen Sørensen. Kun delvis sprættet op – for dem der ved, hvad det vil sige.

I dagene derefter læser jeg samlingen. Det er den med digtet om ‘november’, og samlingens titel er da også: Håndens skælven i November. November-digtet er blevet så meget en kliché så det ikke længere kan læses. Derimod er der et andet digt som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Det får mig til at tænke på, hvad der beviser en digtsamlings værdi. Da opstår den tanke i mit hoved, at når blot der er ét digt som fæstner sig i en enkelt læsers bevidsthed, så har digtene tjent deres formål.

At blive bedraget gør et menneske ydmygt.
Lad dig bedrage så ofte du kan
af den, du elsker. På bunden af din ulykke
vil du komme til at elske alle.

Nordbrandt, Håndens skælven i november

Der er noget meget smukt og fantastisk i digtet, omend det på overfladen er tungsindigt. Det minder mig om følelser af taknemmelig, storhed og lykke. En hengivenhed over at være til i verden. Og en verden der er langt større, end du nogensinde vil kunne begribe. Noget jeg måske først selv forstod og turde opleve efter at have boet under ækvators sol. Det var Østafrikas stærke sol, der lærte mig hengivenhed – og derefter kunne jeg elske mere. I en periode følte jeg direkte, at mit hjerte voksede sig fysisk større.

Digtning drejer sig om om det partikulære, enkle og konkrete. Digteren går alene, men må også være der, hvor alle andre er. En umulig tanke, måske. Jeg bliver først rigtigt til, når jeg læser digtet om, hvem jeg er. Digteren er ikke et menneske, men en fantasi. Den tåge som ligger i horisonten før solen står op og åbner vores øjne for verden.