Tag Archives: København

Weekly Poetry – uge 44

4 Nov

44:

Øjne ser
jeg ser, hun ser
vi ser
hinanden.

Blikket slået ned
i en drøm
jeg vågner
hun smiler
håret hviler langs ryggen.

Med åbne øjne
lyset trænger ind
enhver skygge
mørke pletter bliver lyse
håret i panden bevæger sig
et kys
og en venlig hånd mod kinden.

 

 

Weekly Poetry – uge 43

29 Oct

43:

Det er som om fredag bliver til lørdag
det ene udtryk er ikke bedre end det andet
en bevægelse i luften eller skriftens sværte på kroppen
vanddråber bliver til flere og sæben glider mellem hænderne
støvet lægger sig på møblerne.

En porcelænsfigur pulveriserer mod en sort stenflade
den gamle dame græder og fortæller levende om sin ungdom
hænderne ryster
stemmer dirrer
ordenes sagte forstening.

I Bremen for hundrede år siden
en mand og kvinder elsker
de tager beslutninger og rejser bort
et lille hoved og en krop
forvandlet til støv
hun sidder i et køkken
med minder og en knust hoved
mellem hænderne.
 

 

Weekly Poetry – uge 38

22 Sep

38:

We have destroyed everything
every narrative about life comes from the same place
an area surrounded by two rivers
names past on through history.

It is dark
the end of a long route
the direction points towards a hidden wall
a down fall into a swarm of fallen angels.

Can we reset history?
Do we not have the same destiny
if we tell the exact same story all over again
between two rivers not far apart?

A story told
word cannot be unspoken
darkness will prevail
in dried-out rivers
before we return in a thousand years.

 

 

Denne uges digt er skrevet henover min oplevelse med at se forestillingen “Skabelse” på Husets Teater lørdag den 17.september.
SKABELSE
Husets Teater
Halmtorvet 9
1700 København

Spilleperiode: 17. 9 – 15.10 2016
Man-fre kl. 20.00, lør kl. 17.00

www.husetsteater.dk

 

Weekly Poetry – uge 29

22 Jul

29:

Du tror at du kan forstå det på et øjeblik
som ellers tager et helt liv at komme på sporet af.

I kommer brasende og overfuser mig i det allerhelligste
på en enkel eftermiddag mener I at opleve mere end mig
I jagten den næste intimitet
men inden den indtræffer
er I allerede bulder og torden.

Jeg forstår ikke noget
og gør mig ingen illusioner om at opnå berømmelse
men når jeg stirrer ind i stenvæggen
forenes mine øjne med et forunderligt mønster
som jeg ikke har set før.

Enhver kunne have skjulte drømme
i murens dybe sprækker
som end ikke vinden har adgang til.

Jeg kunne have set lignende strukturer
dannet af magiske guldtråde
oppe under taget
i ly af vinterens trommeregn.

Men det er du og jeg
her er vi forenede som dråber i vandet
solen går ned
fugten driver
min fødder på flisernes klæbrige overflade
og mine øjne hviler mod en åbning i muren.

 

 

Weekly Poetry – uge 27

8 Jul

27:

Det er ikke sort og hvid
som er den yderste grænse
det er helt andre ting der skiller os ad
hvilken kategori ved jeg ikke
måske blot den forskel
som skaber betydning.

Jeg har ikke glemt hvem jeg er
men det er vores storsind
i en verden
der kun tillader os at afgøre detaljer
vores vilje til at definere nye forskelle
her deles vandene mellem inderlighed og katastrofe.

Du fortæller mig alt
hvad jeg nogensinde har drømt om
et spørgsmål ind imellem
men det er fraværet af forskel
en ydmyg accept
kys på mine læber
og berøringer langs ryggen
som viser vejen.

 

 

Weekly Poetry – uge 25

24 Jun

25:

Hvad er egentlig meningen?
at spise mig af med 30 grader ganske få dage om året
men vi finder os i det
og venter i længsel på de hellige minutter
fremfor virkelig at gøre noget ved sagen.

Jeg klager ikke
der findes alternative metoder
jeg får min portion varme og sol i store mængder
men det kræver visse anstrengelser
på kryds og tværs af Ækvator.

Ind imellem kommer jeg på vildveje
jeg kører af sporet og havner i en dyb grøft
om natten fryser jeg næsten ihjel
efter at solen hele dagen har brændt min hud til skaller.

Vejr og vind fås i mange forskellige udgaver
forsøg på kategoriseringer er altid spild af tid
vi skal sætte tanken fri
og opleve verden som den er.

 

 

 

Weekly Poetry – uge 12

25 Mar

12:

Der er ikke noget galt
med det sted du bor
langt ude på landet
det er bare ikke lige noget for mig.

Jeg kan bedst lige larm og støj
sod og snavs, kul og støv
de grønne blomster kan du have for dig selv
ligesom dit havblå blik heller ikke får mig til at tøve.

 

Foto: Slum by StailessSteelRat - Flickr

Foto: Slum by StailessSteelRat – Flickr

 

Det er slet ikke natur eller byen
som det kommer an på
at skrive om noget bestemt
er mig inderligt ligegyldigt
den gode historie er død
og den var aldrig særlig god
derimod var den ond, brutal
grusom, bagstræberisk og dum
langt hellere vil jeg synke
ned i æstetikkens former
og finde ubrudte krystaller
de vil knække
splinterne vil skære mine hænder til blods
blod ved jeg da i det mindste hvad er
om det er blåt, rødt, sort
eller hvidt
gør ingen forskel
her er vi alle farveblinde.

Den gode historie har derimod altid en farve
og driver mod et bestemt mål
her ligger en ensidig og naiv forestilling
om at alt ender lykkeligt
men det mislykkes altid
sålænge den ikke også forenes med det onde
først når man tager det onde på sig
og lever med den modsætning
vil den gode historie kunne fortælles

 

Weekly Poetry – uge 10

11 Mar

10:

Jeg har ikke meget respekt for dem
men det betyder ikke noget
vores veje krydses så sjældent.

Hvad skal man egentlig med søndage
fyldt op med sportslige aktiviteter?
Min krop skal ikke bruges til noget
den skal leve i fordærv
hver eneste dag
ikke kun fredag og lørdag
på Die Zwei Grossen.

Den jyske højderyg
skyder ikke med skarpt
den bukker under
for storbyens
saft og kraft.

Du siger måske
det kan komme ud på ethvor man kommer fra
det er ikke min erfaring.

Din indvending er
at mennesker er mere ens
end forskelligedu vrøvler
den slags sludder
falder jeg ikke for
men du bor jo også ude på landet
hvor der ikke er megen modstand
sejl hellere op mod vinden
på verdens have
end bliv hvor du er
om du er en storbyens narkoman på trappestenen
eller jysk dreng som fælder træer i skoven
er for mig det samme
det er bevægelsen op mod vinden
i hårdt stormvejr
som betyder noget.

 

 

Mexican music

2 Apr

A Mexican trio called Playa Magenta is on tour in Europe. This is a band you do not want to miss! They are definitely something out of the ordinary. Very mexican sound from the coast of Vera Cruz, but they also have a very international appeal. No wonder that they met in New York City. One of the songs is even born in the subway of NYC. But the rest of their music refer directly to Mexican musical traditions and Mexican heritage.

I met them in Dome of Visions in Copenhagen on Tuesday evening. My first thought when I saw a harpe on the stage was that this will be good. I had not seen a woman with a harpe since Joanna Newsom. Not only did I a see a harpe, but also a violin and marimba. I was exited.

The concert was a real joy. Three musicians with big enthusiasm for presenting their music. And a very attentive audience on a cold evening. The mayority of the audience was from the internatinal crowd of foreigners that nowadays choose to live in Copenhagen for some strange reason that beats me comprehension.

playa magenta beer

Playa Magenta has a rough expression. Nothing have been done to polish the sound, which I do appreciate very much. The collection of songs that they play are raging from cumbia over electronica to jazz, but they all have a distinctive combination of an international sound that could come from any huge urban place in the world and simultanously a clear splash of Mexican tradition.

 

Pixie på Østerbro i København

10 Jun

Ind imellem når jeg har tid tillader jeg mig den frihed at gå på opdagelse i min egen by. Det er aldrig forgæves, men det altid fyldt med lige dele glæder og sorger. I søndags begav jeg mig på kryds og tværs af byen. På et tidspunkt befandt jeg mig på Østerbro. Kom da i tanke om Bopas Plads. Der ligger et par barer i skæringspunktet mellem Randersgade og Løgstørgade.

Det er en varm sommeraften, så her er godt fyldt op. Jeg sætter mig ved et åbent vindue. På trods af at der er servering ved bordene, skal man åbenbart selv gå op og bestille. Det er vi jo efterhånden van til her i byen på caféer der ikke rigtigt kan finde ud af deres eget koncept.

Jeg får at vide, at jeg kan sætte mig ned. Han kommer med min fadøl. Jeg må venter i 15 stive minutter. Da kommer en ung pige og sætter plastikkruset med øl på mit bord så hårdt at hun spilder, men hun vender sig hurtigt bort så hun ikke ser at jeg beder om at få tørret bordet af eller hører mig. Det gør derimod fyren i baren som jeg bestilte hos. Han nikker og lader til at ville gøre noget ved sagen, men der sker ingenting. Derfor går jeg selv op i baren. Han afleverer glædeligt den godt brugte klud han har i hånden til mig. Jeg tørrer af efter pigen som serverede mig øl og tidligere gæster.

Endelig kan jeg nyde min øl. Der er noget fadt over den plastik der bruges til at efterligne rigtige ølglas. Jeg kigger udenfor. Det minder mig om et sted i provinsen. Østerbro er som at være i et fremmed land.

Ved et af bordene sidder et par. Hun er ved at lægge sine hænder på hans, men netop i det øjeblik blinker hans smartphone. Han tager resolut sin telefon. Hun fjerner sine hænder skyndsomt og kigger væk. Han bladrer sig igennem ligegyldige statusopdateringer på et fjernt socialt medie.  Hun stirrer tomt ud i luften, og hendes øjne giver udtryk af at det varer en evighed, inden hun igen får mulighed for at søge den nærhed hun længes efter.

P1040682

Her er ikke meget “Kærlighed og hygge …”.

Lidt senere på aftenen kører jeg ad Nordre Frihavnsgade og kommer forbi Østerbros Perle – et helt igennem brunt værtshus. Jeg vælger at stoppe op og gå indenfor. Måske fordi der sidder en kvinde udenfor som tiltrækker min opmærksomhed. Hun nyder en øl i selskab med sin mand. Indenfor får jeg på få sekunder serveret den hof jeg beder om. Jeg bliver stående i baren og falder i snak med Claus, som sælger computere og IT-udstyr. Da har hører at jeg kører taxa, serverer han straks et par historier om dårlig service han har fået af taxa-chauffører. Han havde på et tidspunkt brækket sit ben og fik af sit firma bevilget taxa-kørsel til/fra arbejde i en måned. Han ville gerne have den samme chauffør til at køre ham hver dag, men det viste sig umuligt. Det ville ellers give 400 kr. hver vej. En meget god deal, skulle man synes. Vi blev hurtigt hovedrystende enige om at det da var virkeligt mærkeligt. Han fik mit kort og lovede at ringe næsten gang han skal bruge en taxa.

Efter min rejser til Østerbro tog jeg via Gothergade tilbage til Vesterbro, hvor jeg måske ikke nødvendigvis hører hjemme, men jeg føler mig i hvert fald ikke fremmedgjort. Gothergade har stået på listen i lang tid. Her henter jeg så mange kunder lørdag og søndag morgen, så jeg bliver nød til at vide hvordan her er at drikke øl. Det mindede mig om stranden i Acapulco.

Min aften sluttede på Andys Bar. Her er alt som det plejer at være, siden jeg kom der for første gang for næsten 20 år siden. Dengang blev jeg så fuld, at der gik mere end et halvt år, inden det gik op for mig, at det var på Andys Bar, jeg havde været…