Archive | Taxi RSS feed for this section

Med Erik Knudsen i forruden

21 Jan

For omkring 10 år siden arbejdede jeg som taxachauffør i København. Det var før Uber blev forbudt i Danmark, og det var før Uber overhovedet eksisterede. Måske nok et af de hårdeste og kedeligste job, som jeg nogensinde har haft.

I den perioden opfandt jeg one-lineren: “Taxi driving me crazy”; hvilket var en meget præcis beskrivelse af, hva jeg oplevede. Jobbet levede overhovedet ikke op til den meget udbredte romantisering om, at det jo må være et spændende arbejde, fordi du møder så mange spændende mennesker. Det var langt fra tilfældet. I de 18 måneder jeg overlevede i branchen lærte jeg en vigtig lektie: der er meget få mennesker, som er interessante at tale med. Siden hen – uden at fornærme nogen – har jeg måttet indrømme, at det også gælder i andre områder af livet. Når jeg selv ved enkelte lejligheder sætter mig på passager-sædet i en taxa oplever jeg næsten altid, at jeg siger noget ligegyldigt. En taxa er ganske enkelt ikke et sted, der inspirerer til dybsindig indsigt. Taxachaufføren selv kunne nok have fortalt en interessant historie, men han holder klogeligt sin mund, og hvis han siger noget, siger han kun det som kunden på bagsædet i bilen forventer. Der er nok mange, som hat oplevet taxachauffører, der plaprer løs og forstyrrer din mulighed for en stille stund i en travl arbejdsdag mens du kører fra A til B, men bær over med ham: han keder sig.

De første par måneder bevarede jeg en forventning om, at der en dag ville ske noget vigtigt, men det gjorde der aldrig. Der er selvfølgelig en vis nydelse i at have en smuk kvinde siddende ved siden af eller bag i bilen, som med sin skrøbelige stemme og yndige udseende hensatte mig i en erotisk drøm resten af natten, men smukke kvinder kan man møde hvor som helst. Desuden kom der aldrig noget ud af disse møder med kvinder i bilen, og så foretrækker jeg at sidde i en bar, hvor jeg i det mindste kan nyde en drink.

Enkelte gange lykkedes det mig at føre en rigtig samtale med et intelligent menneske. De kan tælles på en hånd. Samtalen udsprang altid af den musik, jeg spillede, eller den bog jeg havde liggende i forruden. Jeg spillede altid klassisk musik – Bach eller Mozart, sågar Strauss – eller Monk, Charlie Parker, Coltrane og især Brad Mehldau.

I en periode læste jeg Erik Knudsens digte. Det var om sommeren. Jeg havde fået hans “Udvalgte Digte” i fødselsdagsgave af min onkel. Han har for vane at give mig samlede værker af danske forfattere. Jeg var meget optaget af Knudsens digte, og derfor lå bogen i forruden meget længere tid, end det tog mig at læse bogen. Det overraskede mig, at der overhovedet var nogen, der var bekendt med hans digte.

En aften kørte jeg en ægtepar hjem på Frederiksberg, og samtlige de 20 minutter turen varede, underholdt manden mig med sin viden om Erik Knudsens poesi. For at runde vores samtale om litteratur og politik af måtte han blive siddende i bilen nogle minutter efter, at vi var ankommet til adressen.

En tidlig søndag morgen i Kødbyen samlede jeg tre yngre mænd op i Skælbækgade. Den ene af dem spurgte mig om bogen i forruden, og jeg fortalte begejstet om Erik Knudsen. Han spurgte om ov til at se bogen. Jeg gav ham den. Han begyndte at læse højt af tilfældige sigte fra bogen. De tre mænd var i højt humør.Til min glædelig overraskelse løftede dires humør sig endnu mere, mens de læste og lyttede til digtene. De fortsatte med på skift at læse højt for hinanden og jeg hele vejen fra Dybbølsbro Station til Kirkegårdsvej et godt stykke ude på Amager, hvor de skulle af.

Sommerens skitsebog

I
Træerne bruser langsomt; juli er tavs
Ingen fugle komme over havet
Bølgerne stormer forgæves mod land
Som i går; som før Babylons fald

Tankerne står derude hvor luft og vand
Opretholder illusionen om rene linjer
Og en verdensorden ældre end granit

Blæsten slynge ren stump avis for mine fødder
Helten fra i går, skurken af i dag
Stirrer på mig med trætte øjne

Skyggerne kryber over den nøgne strand

O Cortés

Hvad vil di med dit liv?

(Fra: Brændpunkt, 1953)

Pixie på Østerbro i København

10 Jun

Ind imellem når jeg har tid tillader jeg mig den frihed at gå på opdagelse i min egen by. Det er aldrig forgæves, men det altid fyldt med lige dele glæder og sorger. I søndags begav jeg mig på kryds og tværs af byen. På et tidspunkt befandt jeg mig på Østerbro. Kom da i tanke om Bopas Plads. Der ligger et par barer i skæringspunktet mellem Randersgade og Løgstørgade.

Det er en varm sommeraften, så her er godt fyldt op. Jeg sætter mig ved et åbent vindue. På trods af at der er servering ved bordene, skal man åbenbart selv gå op og bestille. Det er vi jo efterhånden van til her i byen på caféer der ikke rigtigt kan finde ud af deres eget koncept.

Jeg får at vide, at jeg kan sætte mig ned. Han kommer med min fadøl. Jeg må venter i 15 stive minutter. Da kommer en ung pige og sætter plastikkruset med øl på mit bord så hårdt at hun spilder, men hun vender sig hurtigt bort så hun ikke ser at jeg beder om at få tørret bordet af eller hører mig. Det gør derimod fyren i baren som jeg bestilte hos. Han nikker og lader til at ville gøre noget ved sagen, men der sker ingenting. Derfor går jeg selv op i baren. Han afleverer glædeligt den godt brugte klud han har i hånden til mig. Jeg tørrer af efter pigen som serverede mig øl og tidligere gæster.

Endelig kan jeg nyde min øl. Der er noget fadt over den plastik der bruges til at efterligne rigtige ølglas. Jeg kigger udenfor. Det minder mig om et sted i provinsen. Østerbro er som at være i et fremmed land.

Ved et af bordene sidder et par. Hun er ved at lægge sine hænder på hans, men netop i det øjeblik blinker hans smartphone. Han tager resolut sin telefon. Hun fjerner sine hænder skyndsomt og kigger væk. Han bladrer sig igennem ligegyldige statusopdateringer på et fjernt socialt medie.  Hun stirrer tomt ud i luften, og hendes øjne giver udtryk af at det varer en evighed, inden hun igen får mulighed for at søge den nærhed hun længes efter.

P1040682

Her er ikke meget “Kærlighed og hygge …”.

Lidt senere på aftenen kører jeg ad Nordre Frihavnsgade og kommer forbi Østerbros Perle – et helt igennem brunt værtshus. Jeg vælger at stoppe op og gå indenfor. Måske fordi der sidder en kvinde udenfor som tiltrækker min opmærksomhed. Hun nyder en øl i selskab med sin mand. Indenfor får jeg på få sekunder serveret den hof jeg beder om. Jeg bliver stående i baren og falder i snak med Claus, som sælger computere og IT-udstyr. Da har hører at jeg kører taxa, serverer han straks et par historier om dårlig service han har fået af taxa-chauffører. Han havde på et tidspunkt brækket sit ben og fik af sit firma bevilget taxa-kørsel til/fra arbejde i en måned. Han ville gerne have den samme chauffør til at køre ham hver dag, men det viste sig umuligt. Det ville ellers give 400 kr. hver vej. En meget god deal, skulle man synes. Vi blev hurtigt hovedrystende enige om at det da var virkeligt mærkeligt. Han fik mit kort og lovede at ringe næsten gang han skal bruge en taxa.

Efter min rejser til Østerbro tog jeg via Gothergade tilbage til Vesterbro, hvor jeg måske ikke nødvendigvis hører hjemme, men jeg føler mig i hvert fald ikke fremmedgjort. Gothergade har stået på listen i lang tid. Her henter jeg så mange kunder lørdag og søndag morgen, så jeg bliver nød til at vide hvordan her er at drikke øl. Det mindede mig om stranden i Acapulco.

Min aften sluttede på Andys Bar. Her er alt som det plejer at være, siden jeg kom der for første gang for næsten 20 år siden. Dengang blev jeg så fuld, at der gik mere end et halvt år, inden det gik op for mig, at det var på Andys Bar, jeg havde været…

Hunden mellem hendes ben

21 Mar

Hunden ligger mellem hendes ben
mens hun hvisker mig i øret.
Jeg byder hendes
lette berøring velkommen.

Vores ord falder så let og stille
at ingen lægger mærke til noget.
Jeg kan ikke engang
høre mig selv sige noget.

Hunden slikker sig om munden
og ellers bevæger kun hendes læber sig.

Hendes lange hår og meget dybe øjne
minder mig om noget jeg har set tidligere
allerede overlevede somre og vintre
men hun insisterer på at gøre sig selv
til mere end et fjernt minde.

Vores fingre fletter sig
gennem uvejr og frygt
øjne, da vi skilles
fryser et øjeblik
til kroppens
evige længsel
efter mere sød saft
våde kys og
bløde berøringer
i solens tørre sand.

Øjne jeg aldrig glemmer

28 Feb

Hendes øjne glemmer jeg aldrig
søndag morgen tidligt
det er ikke lyst.

Jeg tager hende derhen hvor hun vil
vi taler, hun fortæller om veninder
og sine stiletter.

I dagene derefter
fortryder jeg
ikke at have bedt om lov
til at se de så omtalte
høje hæle.

Jeg undlader
at fortælle
om mine egne sko.

Du må aldrig
risikere at tage lyset
fra den kvinde
du begærer.

Men jeg havde
slet ikke noget mål
med hende.

Først da jeg så hendes øjne
og oplevede hvordan de bandt mig og hende
tæt sammen
vidste jeg
at kunne elske
kun kende.

Først lang tid senere
kom jeg igen til mig selv.

Meget tidligt søndag morgen triller jeg forbi Hotel D’Angleterre og videre til busstoppestedet ved metroen på Kongens Nytorv. Når der er alt for mange taxa’er på række i Gothersgade, kan det være en god idé at køre rundt om torvet – og hvis der ikke lige er en bus i sigte, er der ofte en kunde ved busstoppestedet. Denne morgen er ingen undtagelse. En kvinde vifter mig ind. Jeg tager hende med, intetanende, hvilken udsøgt fornøjelse det vil blive at køre hende til Amager. Bagefter kan jeg slet ikke forstå mig selv uden. Jeg opfører mig selvfølgelig uhyggeligt professionelt. Lige inden hun stiger ud af bilen, mærker jeg hendes bestemte og klare øjne, der hviler på mit ansigt. Selv en uges senere fornemmer jeg stadig den hinde, de har spundet om mit sind, som var hun en beskyttende engel sendt fra himlen.

Pricipper for taxikørsel

4 Feb

Jeg har altid ønsket at leve mit liv på baggrund af forholdsvis enkle og klare principper. Taxakørsel kan selvfølgelig ikke være anderledes end alt det andet. Allerede meget tidligt i livet har jeg mødt mennesker, der dyrkede det minimalistiske. Altid kombineret med stort engagement, voldsom passion og skarpe holdninger til livet omkring dem. Det er dem jeg skylder alt, hvad jeg ejer af fortryllende drømme og anarkistisk vovemod.

Generelt mener jeg, at jeg skal bygge mit liv og mine handlinger på:

1) Hvis du ikke gør en forskel, bør du ikke gøre noget som helst.
2) Tro aldrig, at du er for fin eller fornem eller for ophøjet til at gøre toiletter rene, rydde op efter andre eller feje gulvet.
3) Giv ethvert menneske en chance og flere, ja mange chancer, også selvom de måske ikke lader til at fortjene det eller formår at leve op til dine eller andres forventninger.

Når det gælder konkrete aktiviteter, knytter der sig selvfølgelig langt mere specifikke regler, som jeg lader mig dirigere af. At køre på kryds og tværs af et lands hovedstad og ud i byens opland, er umiddelbart meget enkelt og ligetil. Alligevel er der mange ting, som skal fungere samtidig – og det er kun den, der kører bilen, som kan gøre fra eller til. Helt banalt sagt handler det hele om god service – og det er netop her, at alle problemerne opstår. Kun meget få mennesker forstår, hvad service er for en størrelse. Jeg har været så heldig at møde et par stykker.

Selve diskussionen af, hvad service er, gemmer jeg til en anden gang. Her vil jeg begrænse mig til at opstille nogle enkelte aktiviteter og manerer, som medvirker til at give kunderne i en taxa en god oplevelse på deres vej fra et sted til andet:

1) Spil klassisk musik i bilen, fordi det beroliger dig og overrasker kunderne.
2) Vær neutral, venlig, imødekommende og høflig i din fremtoning
3) Engager dig i samtaler, hav klare holdninger og en meget bred humoristisk sans.
4) Noter alle de steder ned, hvor du henter kunder, og besøg selv alle de barer, restauranter og værtshuse, når du har fri, så du ser, hvad kunderne oplever.
5) Kør selv i taxa, så du kan give en kollega muligheden for en tur til Ålborg, så han ikke længere behøver at lyve om den bedste tur han nogensinde fik 😀

Taxi driving me crazy

27 Jan

En taxa-chauffør har altid været omgæret med romantik. Der er noget næsten eksotisk over at køre på kryds og tværs af byen om natten. Tænk på alle de mennesker, der kommer ind og ud af bilen. Her har vi den moderne skriftestol, som taxaen kaldes. Det må være en fantastisk gave at være vidne til så mange menneskers fantastiske fortællinger.

Virkeligheden i taxa-branchen er imidlertid langt mere kontant, rå og uforsødet. Her er rigtig meget hårdt arbejde, dårlig betaling og dårlige arbejdsvilkår. Det afføder selvfølgelig det naturlige spørgsmål: hvorfor gør vi det? Mange taxa-chauffører gør det, fordi vi ikke har andet valg.

Jobmarkedet er presset som en brugt citron. Nogle har løbet panden mod en mur i andre brancher eller slet og ret blevet fyret. I taxa-branchen er der næste altid et job at få. Derfor siger det vel sig selv at forholdende er derefter og udskiftningen stor. Jeg vil gerne gøre opmærksom, at jeg ikke føler mig dårlig behandlet, tværtimod – hvad jeg taler om her er branchens omstændigheder.

I den seneste tid har en tidligere topchef i DR været vidt og bredt omtalt i medierne. Han kører nu taxa. Det er selvfølgelig en god historie, ikke fordi han er taxa-chauffør, heller ikke fordi han skriver historier om de mennesker han møder på jobbet, men jo klart fordi han har været topchef i DR. Han påstår, at han skriver historier om virkelige mennesker  i det virkelige liv.

P1040366

Artikel om Jesper Grunwald i Kristeligt Dagblad

Spørgsmålet er om ikke taxamanden er lige så selvfed, som han selv mener han var, da han bestred diverse chefstillinger i DR? Jeg synes, at det er ærgerligt at han ikke benytter chancen for at skrive realistiske historier fra arbejdet i taxa-branchen. Når han nu har så god adgang til medier. I stedet for skøjter han hen over livets overfladen, ligesom mange andre journalister gør det hver eneste dag. Han giver den som den aldrende herre der som en anden læge i et katastroferamt område i verden redder små piger og drenge. Her reddes de sikkert hjem til Nordsjælland fra det kaotiske og pulserende byliv i og omkring Gothersgade ved Kongens Nytorv. Dermed bærer taxamanden ved til yderligere romantisering af livet som taxa-chauffør.

Jesper Grunwald, taxamand og tidligere topchef, skriver historie via sin Facebook-profil. Der kan du følge ham – sammen med nu en hel del andre, inkl. undertegnede. Jeg er jo også selv taxa-chauffør – og digter. Dette er min første blogpost om at køre taxa – sikkert ikke den eneste, nu da jeg endelig er blevet provokeret til at komme i gang 😀

Venter i taxa-køen ved Radison Blu på Islandsbrygge

Taxa-kø ved Radison Blu på Islands Brygge