Archive | January, 2014

Taxi driving me crazy

27 Jan

En taxa-chauffør har altid været omgæret med romantik. Der er noget næsten eksotisk over at køre på kryds og tværs af byen om natten. Tænk på alle de mennesker, der kommer ind og ud af bilen. Her har vi den moderne skriftestol, som taxaen kaldes. Det må være en fantastisk gave at være vidne til så mange menneskers fantastiske fortællinger.

Virkeligheden i taxa-branchen er imidlertid langt mere kontant, rå og uforsødet. Her er rigtig meget hårdt arbejde, dårlig betaling og dårlige arbejdsvilkår. Det afføder selvfølgelig det naturlige spørgsmål: hvorfor gør vi det? Mange taxa-chauffører gør det, fordi vi ikke har andet valg.

Jobmarkedet er presset som en brugt citron. Nogle har løbet panden mod en mur i andre brancher eller slet og ret blevet fyret. I taxa-branchen er der næste altid et job at få. Derfor siger det vel sig selv at forholdende er derefter og udskiftningen stor. Jeg vil gerne gøre opmærksom, at jeg ikke føler mig dårlig behandlet, tværtimod – hvad jeg taler om her er branchens omstændigheder.

I den seneste tid har en tidligere topchef i DR været vidt og bredt omtalt i medierne. Han kører nu taxa. Det er selvfølgelig en god historie, ikke fordi han er taxa-chauffør, heller ikke fordi han skriver historier om de mennesker han møder på jobbet, men jo klart fordi han har været topchef i DR. Han påstår, at han skriver historier om virkelige mennesker  i det virkelige liv.

P1040366

Artikel om Jesper Grunwald i Kristeligt Dagblad

Spørgsmålet er om ikke taxamanden er lige så selvfed, som han selv mener han var, da han bestred diverse chefstillinger i DR? Jeg synes, at det er ærgerligt at han ikke benytter chancen for at skrive realistiske historier fra arbejdet i taxa-branchen. Når han nu har så god adgang til medier. I stedet for skøjter han hen over livets overfladen, ligesom mange andre journalister gør det hver eneste dag. Han giver den som den aldrende herre der som en anden læge i et katastroferamt område i verden redder små piger og drenge. Her reddes de sikkert hjem til Nordsjælland fra det kaotiske og pulserende byliv i og omkring Gothersgade ved Kongens Nytorv. Dermed bærer taxamanden ved til yderligere romantisering af livet som taxa-chauffør.

Jesper Grunwald, taxamand og tidligere topchef, skriver historie via sin Facebook-profil. Der kan du følge ham – sammen med nu en hel del andre, inkl. undertegnede. Jeg er jo også selv taxa-chauffør – og digter. Dette er min første blogpost om at køre taxa – sikkert ikke den eneste, nu da jeg endelig er blevet provokeret til at komme i gang 😀

Venter i taxa-køen ved Radison Blu på Islandsbrygge

Taxa-kø ved Radison Blu på Islands Brygge

Smertens stilfærdige ankomst

20 Jan

Jeg føler smerten
før den opstår.
Her er ingenting
ingen vibration fra vinden
kun en stærk skygge
under huden.
Jeg er ikke bange
min krop er helt uberørt
ingen trusler om overgreb
skindet over huden er fin.
Nattens mareridt
fortæller om brændte hænder
forslåede kroppe
døde mænd og kvinder i mørke gader.
Om dagen mærker jeg natten
den har valgt mig som sit sendebud
jeg må gennemleve den rædsel
som senere vil komme
uden at vide hvad det er.
I en uhyggelig drøm
er smerten identisk
med saften fra min krop.

P1040362

Silent arrival of pain

I feel the pain
before it reaches me.
Here is nothing
no movement from the wind
only dark shadows
and unease in my flesh.
I am not scared
my body remain untouched
no threats of violencethe skin has no scratches.
Dark nightmares
tell stories of burning hands
beaten bodies
dead men and women in empty alleys.
In daylight I feel the darkness
it has chosen me as messenger
I must live the horror
yet to come
without knowledge of its shape.
In  a terrible dream
the pain becomes identical
with the fluids of my body.

Litterære steder

17 Jan

For længe siden – engang for mere end et år siden, tror jeg – skriver Egon Clausen en lille notits i Forfatteren (3-2012) om at blive synlige for hinanden. Det var en let skjult reklame for Den Røde Sofa – et oplæsningsarrangement afholdt af Forfatterforeningen ude i byen.

P1040359

Egon Clausen undrer sig over fremmødet og spørger om danske forfattere kun interesserer sig for sig selv og deres egen verden.

Svaret er (selvfølgelig) et rungende JA. Det kan man forsikre sig om ved at kaste et blik rundt i byen. Der findes en (næsten) uendelig række af oplæsninger. Mange af dem er tilbagevendende måned for måned. De fleste har deres specifikke publikum. Det fungerer næsten som fanklubber for de forfattere der læser op og arrangørerne. I en del tilfælde er det forfattere, der er arrangører. Man kan næsten fristes til at sige, at enhver forfatter på vej med respekt for sig må have sit eget oplæsningsarrangement. De mere etablerede forfattere behøver ikke at benytte sig af denne type community-promotion.

Hvis man gør sig den anstrengelse at besøge de mange oplæsninger, vil man finde ud af, at man er meget alene med sin interessere for, hvad der sker bredt i det litterære miljø. De fleste forfattere interesserer sig kun for dem selv og deres egen oplæsning; allerhøjst kommer de for at se deres nærmeste forfatterkolleger læse op. Publikum har ikke meget større udsyn. De kommer typisk til ganske få oplæsninger, som falder i deres personlige smag og bekræfter deres præferencer. Måske kommer de endda kun for at drikke øl. Oplæsningerne er sociale klubber.

En sammenligning med musikbranchen får alt dette til at give rigtig god mening. Det ville jo være en mærkelig tanke om nogen skulle forvente at musikere løb rundt til de mange koncerter der er over det ganske land. Hvis det da ikke lige er koncerter de selv er med i eller det er koncerter med musikere de samarbejder med i andre konstellationer. At vi skulle være publikum i vores egen branche er absurd. I øvrigt har hverken musikere eller forfattere jo tid til det. Dertil har vi for travlt med at producere vores næste værk.

Der er noget tankevækkende over litteraturens gamle mænd og kvinder, når de i ophøjet selvoptagethed beklager sig over, at alle de andre ikke kommer og hører lige netop dem læse op. Det har jeg aldrig hørt nogen musikere gøre. Det er jo ikke vores kolleger vi skal have opmærksomhed fra, når vi læser op fra vores bøger i det offentlige rum. Det drejer sig om at skabe interesse blandt publikum – og det bedste publikum er IKKE vores kolleger og heller ikke vores nærmeste venner og bekendte.

Vi må komme ind i kampen og betragte det at være forfatter på linje med at have en privat virksomhed. Ingen iværksætter vil betragte sin familie, venner og bekendte som sine primære kunder.

P1040360

Måske ses vi i korridoren i aften til amerikansk poesi? Klik på billedet og se hvem du kan møde dér i mørket.

God weekend!

Oprydning, del 2

13 Jan

Vi befinder os stadigvæk i november måned sidste år. Hvad er der egentlig med november? – hvorfor er det lige i november at mine noter er forblevet udbrugte eller glemte. Der er note fra den 25. november om vores dovenskab – eller præference, når det gælder oplevelse af kunst og litteratur.

KUNST
Vi ønsker ikke
at koncentrere os
– vi vil bare underholdes,
vi foretrækker events
frem for at læse
eller se udstillinger

P1040356

Oprydning i notesbogen

10 Jan

Vi er i begyndelsen af det nye år, men det gamle findes stadigvæk i min erindring. Hvis det kun havde været det, så ville det ikke være noget problem, men jeg har også opdaget fysiske levn fra 2013. Derfor skal der ryddes op. Et digt i notesbogen fra den 11. november. Det har jeg aldrig fået brugt til noget, og nu synes det lidt sent at gøre noget ved det – her kommer det unplugged.

P1040353

Din saft
og min sperm
blander sig
– og vandet vi drikker
bliver aldrig
det samme som før

God weekend!

Dovenskab?

6 Jan

Mit digt den 17. december begyndte med 5 linjer pusten og stønnen, måske fordi hele projekt julekalender var en for stor mundfuld – derfor måtte jeg snyde lidt. Jo nærmere vi kom på jul des flere linjer skulle jeg jo skrive, sådan var væddemålet mellem Louise Kristensen og jeg faldet ud.

Her forsøger jeg at råde bod på det ved at flette 5 nye linjer ind i digtet, som jeg håber vil gøre det værdigt til fortsat liv i verden.

Temperaturen stiger
hun har hældt kogende smør over mig
det sprutter og sprøjter
persillen vælter ud af ørerne
de grønne vokser op fra hovedbunden
den sprøde svær knaser som sort sand
dine tænder males til støv
og drysses udover maden
dampen fra kålen fylder næsen med rød saft
den blå farve på bordet har intet med sagen at gøre
den er kun aftryk af tidligere års strabadser
menuen er altid den samme
der er flere etager af varm luft
bliver det dog ikke snart forbudt at gentage sig selv
brun sovs løber langs væggene
det er den store bjørns tårer
fordi dens unger blev spist for tidligt

P1040346

Hvis man vil sammenligne med det oprindelige digt, så gå selv på jagt i min Facebook-profil 🙂

Godt Nytår

2 Jan

Jeg har redigeret sidste års julekalender. Nogle af digtene passer ikke godt ind i sammenhængen. De refererer for specifikt til diskussioner i nyhedsmedier lige på det tidspunkt de er skrevet. Min hensigt er at udgive en dobbelt e-bog bestående af de sidste 2 års julekalendere.

Digtet fra den 4. december er således skrevet om. I er meget velkommen til at kommentere her eller andre steder – gerne med alternative forslag, fx er der noget galt med sidste verselinje.

Vi er alle døde
blod løber som blødt sand
den vrede dreng råber
vores anstrengelser er krusninger på overfladen

P1040345

Alternativ til sidste vers kunne være:
“vores anstrengelser er tilfældige udsving i overhalingsbanen”

Planen her i det nye år er, at jeg mindst én gang om ugen at have en update med et digt eller en anden slags tekst. I er hver eneste gang inviteret til at digte med. Jeg lover, at jeg inddrager og krediterer.

Litteratur og al anden kunst er en kollektiv proces. En aktivitet jeg og mange andre udfører med glæde uden betaling. Sproget, dets udvikling og fortsatte eksistens samt menneskers adgang til at bruge det skal være som frisk luft og rent vand – altid tilgængelig for alle.

Det oprindelige digt fra den 4. december:

Breivik er død
Knausgård er blød
Hassan er bare virkelig vred
for sproget er de middelmådige krusninger på overfladen