Tag Archives: books

De vægtløse

16 Sep

Den unge mexicanske forfatter Valeria Luiselli’s roman “De vægtløse” (Los Ingrávidos) er i august måned udkommet i dansk oversættelse på C&K Forlag. Romanen er et sammensurium af mange forskellige elementer. Det kan være forvirrende at holde rede i hvem der er spøgelser og hvad som er virkeligt. Også forfatteren er svær at sætte i kategori såvel geografisk som kulturelt. Valeria Luiselli er født i Mexico, men har boet flere så forskellige steder som USA, Costa Rica, Sydkorea, Sydafrika, Indien, Spanien og  Frankrig – og er nu bosat i New York.

2017-09-13 15.30.25

Det ellers italiensk klingende familienavn synes ikke helt at have nogen geografisk oprindelse. Således er hun en oprigtig kosmopolitisk diaspora.

Skrivestil og tematik sender tankerne i retning af Roberto Bolaños “De vilde detaktiver”, fordi Luiselli har noget af en sammen energi i sproget. Vi er allerede i fuld gang, da romanen begynder. I “De vægtløse” befinder vi os i et kunstnermiljø i New York. Her møder vi Ezra Pound, eller er det kun i fortællerens forestillingsverden? Også en række andre kendte forfatteren . Herunder så forskellige som græske Homer, spanske García Lorca og dansk-amerikanske Nella Larsen.

Undervejs romanen falder jeg over nogle interessant passager. Den ene handler om døden – min meget nære ven Christian Gerhard Leonard Nielsen er netop død, så derfor optager døden mig på en meget konkret måde. Hos Luiselli fabuleres over de døde, deres genfærd og de levende originaler.

“Folk dør og efterlader på uansvarlig vis et spøgelse af sig selv, og efterfølgende fortsætter originalen og spøgelset at leve hver sit liv.”

Vi befinder os som sagt i New York. Man bør måske have været der for at kunne læse romanen og følge med. Den slags eksempler er litteraturen fyldt af. Når vi læser forstår vi, hvad vi forstår. Uagtet din viden og fornemmelse af New York er beskrivelserne interessante og tankevækkende.

“New York er en teori om en by konstrueret i tiden. Manhatten er en time, eller et århundrede, som bliver gennemboret og fortæret af subway-ens borebiller, der fortærer byen sekund for sekund.”

Hvad er storbyen for en størrelse? Det er et sted, hvor alt er muligt, men det er også et sted, hvor alt går i stykker og pulveriseres. Folk dør i byen. Mennesker bliver skilt fra hinanden og møder andre. Måske bliver de gravide – kvinderne bliver gravide, og hun prøver at beskrive sine brystvorter – sine filosofiske brystvorter. Hvor kommer de fra, og hvad gør dem filosofiske?

“Dakota flyttede ind hos mig. Hun ankom med en lille grøn kuffert i den ene hånd og en ny spand i den anden. Når jeg ikke tilbragte natten et andet sted, sov vi i den samme seng, selvom Dakota altid kom meget sent hjem fra arbejde. Hun lagde sig nøgen i sengen og omfavnede min ligeledes nøgne ryg. Hun havde store, bløde bryster med ganske små brystvorter. Selv kaldte hun sine brystvorter for filosofiske.”

Graviditet og ekskoner hænger måske ikke umiddelbart sammen, men det kunne det muligvis godt gøre. Rækkefølgen er ikke altid afgørende, men her tager vi graviditeten først – og derefter mænds forhold til deres tidligere kærester.

“Denne gang begyndte følelsen i lænden. En frossen varme. Bagefter fik jeg gåsehud, begyndende på siden af lårene. Et fænomen der var mere geologisk end biologisk. En rystelse, en svag udbuling og hele maven begyndte at hæve sig, som en ø der dukkede frem af havoverfladen.”

Efter en lang række tanker om mandens kontakt med tidligere kærester og elskere, måske ikke helt upåvirket af den konkrete mands jævnlig rejser til Philadelphia.

“De første kærester svarer hvis de er ulykkelige sammen med deres koner. De tidligere elskerinder foreslår, hvis de endnu ikke skammer sig over deres kroppe, at mødes på et hotel. Et hotel i Philadelphia.”

Romanen går over stok og sten. Det er underholdende, men der er også mange tænksomme passager – ikke altid en modsætning. På et tidspunkt skal der selvfølgelig også stå noget om romaner og romanforfattere.

“Hvis du giver dig af  med at skrive romaner, giver du dig af med at bøje tide.
Jeg tror nærmere at det drejer sig om at fryse tiden uden at standse tingenes bevægelse, lidt ligesom når  man er ombord på et tog og kigger ud af vinduet.
Og det er også helt normalt at hvis man er romanforfatter, så er man også idiot.”

Lidt mærkelig refleksion, måske!

 

 

Advertisements

Nittende december

19 Dec

Magisk sted med husspøgelse

Jeg har nu igen været et sted, hvor spøgelset er mig virkelig venlig stemt. Det er ikke fordi, jeg ikke har fået fred til at arbejde. Det har jeg i høj grad fået lov til. Og jeg har fået skrevet meget mere end resten af året – næsten, fraregnet sidste gang jeg var her. Ovenikøbet har jeg fået læst én bog per dag i gennemsnit. De fleste af bøger er fra Kapellets bibliotek på Hald Hovedgaard.

2016-12-19-19-49-47

Hvordan kan det egentlig lade sig gør? – og endnu værre, hvad går min tid med derhjemme i privaten til daglig? Langt mere interessant: Hvor kommer magien fra på Hald Hovedgaard? – Er det Peter og hunden, der får mig at falde til ro og synke ind i kunstnerisk speed produktionsmode? Eller er det hun-spøgelset, som fodrer mig med guldstøv om natten?

I der også har været her kan måske hjælpe mig med at opklare mysteriet. Men det er måske et af den slags spørgsmål, der bedst efterlades ubesvaret.

 

 

 

Syttende december

17 Dec

Jeg-fortæller

I flere dage har jeg nu skændtes med Maria om, hvem der skal fortælle historien. Så viser det sig, at vi ikke er enige. Ja, vi har jo været uenige længe; men uenige om, hvad vi skændes om. Jeg har hele tiden tænkt at siden det er en biografi, så er det historien om hendes liv. Så viser det sig, at hun hele tiden har troet, at det var historien om, hvor hun og jeg mødtes.

Hun mente bare, at jeg skulle skrive historien. Og det gør hun vist egentlig stadigvæk. Mit argument er, at hvis jeg skriver den, så er det jo ikke hendes historie. Men hvad er en biografi egentlig? Og skal den skrives i nutid eller datid? – pointen er måske, at hvis det er en jeg-fortæller, så er det en selvbiografi, hvilket er noget andet, påstås det! Jeg kan ikke rigtig se det. Der er vel ingen rigtig forskel på jeg og du – det er blot et spørgsmål om litterært greb. Der var engang én der sagde, at en jeg-fortæller i nutid bibringer en fragmenteret og forvirrende tilfældighed til historien. Det kan jeg egentlig godt lide.

Vores diskussion fortsætter. Efter at vi bliver klar over, hvad vi taler om, beslutter vi os for at begynde, hvad vi allerede har indledt – en samtale om, hvordan biografien skal skrives. Det er måske ikke særlig originalt at indlede en bog uden at tage nogle beslutninger, men der er ingen vej uden om, og der kommer en beslutning indenfor de første par sider.

Det ville have været på sin plads at henvende sig læserne på nuværende tidspunkt og sige, at hvis man vil vide mere, må man læse bogen, men den er ikke skrevet færdig – endsige udgivet. Derfor vil vi gerne løfte sløret.

Vil vi ikke, Maria?
Det gør du bare, hvis det er det, du gerne vil
Men det er da et fællesprojekt?
Et fællesprojekt.. det er da dig, der gerne vil skrive en bog om mig. Jeg synes sgu’ det ville være mere naturligt at knalde!
Det ligger bare så lige for.. noget som alle forventer.
Ja, ja..

Men hun har selvfølgelig en pointe. Hvorfor ikke bare knalde fremfor al det besvær? Det er bare fordi, at.. nej, fandeme.. det er jo det vi skal.. så bliver det også meget nemmere at skrive bagefter.

[Regi: stilhed før storm..]

Okay.. det var det..
Ja..

Men vi har besluttet, at jeg skriver løs efter bedste hukommelse, og så afbryder Maria mig, når det er nødvendigt. Når jeg har glemt noget, eller hvis hun har noget at sige, som vil løfte historien op på et andet niveau.. en glemt dimension. Det vil hun kun gøre på den betingelse, at jeg ved faste mellemrum taler ud i den blå luft. Og hvad skal jeg tale om.. hvem skal jeg tale til? Dem der lytter, selvfølgelig. Det var det.

Det lyder egentlig lidt kedeligt..
.. men det er det ikke 🙂

 

Tiende december

10 Dec

Alle I der konstant mener, at alting er PERFEKT, og som reagerer på hver eneste sætning jeres venner og bekendte siger til jer med et klingende SUPER, hvad har I tænkt jer at gøre den dag I virkelig oplever noget fantastisk – uovertruffen – ekstraordinært – ud over det sædvanlige?

Da vil I opdage, at I har ædt sproget op indefra. Der er ikke mere tilbage at sige. Alt I kan sige er ligegyldighed. Men se, hvem er da der er dukket op der i den fjerneste hjørne? Det er digteren, og han har forudset det hele. Han har gennemskuet for længe siden, at I en dag ville befinde jeg i jeres absolutte miserable tilstand. Derfor har han forberedt sig. Han har i al den tid skabt nye ord og nyt sprog, og det er blevet til en hel del. Nu står han parat til at give jer, hvad i behøver, så I igen kan ånde frit og plaprer løs. Det er ellers netop ham I har bespottet og latterliggjort for at spilde sin tid og lukrere på andres arbejde. Men det er nu ham, der kommer jer til undsætning – og helt uden beregning, fordi han mener at sproget er kvit og frit. Det tilhører os alle ligesom frisk luft og rindende vand.

Så måske I næste gang I ønsker noget at læse i vil lade de sædvanlige parasit-forfattere, kriminal-statister, journalister og biografi-skrivere ligge, som kun jagter ussel mammon og også blot fortærer  sproget uden at give noget tilbage. – og i stedet for henvende jer til digterne og se hvad de dog har at byde på.

 

 

Anden søndag i advent

4 Dec

48:

2016-12-01-19-10-39

På denne aften vil jeg for en gang skyld bryde formen. Det bliver ikke et digt. Derimod har jeg valgt at bringe et citat fra en bog, jeg læser lige nu. Den handler om kvinder, og det drejer sig om den amerikanske forfatter Angela Carter, som nogle måske kender. Jeg læste engang for mange år siden hendes romaner; blandt andet bogen ”I det magiske cirkus”. Men hun har også skrevet en analyse af kvinderne i Marquis de Sades forfatterskab, og det er MEGET interessant.

Hun bruger det til at sige noget om, hvad der er den moderne kvindes vilkår består i. Her citerer jeg fra afsnittet med den vidunderlige titel ” Blondinen som klovn”. Afsnittet indgår i Angela Carters analyse af Sades bog om Justine eller Dydens Genvordigheder.

2016-12-04-23-36-44

 

 

Weekly Poetry – uge 43

29 Oct

43:

Det er som om fredag bliver til lørdag
det ene udtryk er ikke bedre end det andet
en bevægelse i luften eller skriftens sværte på kroppen
vanddråber bliver til flere og sæben glider mellem hænderne
støvet lægger sig på møblerne.

En porcelænsfigur pulveriserer mod en sort stenflade
den gamle dame græder og fortæller levende om sin ungdom
hænderne ryster
stemmer dirrer
ordenes sagte forstening.

I Bremen for hundrede år siden
en mand og kvinder elsker
de tager beslutninger og rejser bort
et lille hoved og en krop
forvandlet til støv
hun sidder i et køkken
med minder og en knust hoved
mellem hænderne.
 

 

Weekly Poetry – uge 33

19 Aug

33:

Hvad er egentlig en tekst?
Det har sandsynligvis ikke interesse for særlig mange
men jeg skriver kun for dem der interesserer sig for det særlige
det som jeg skriver om
alle andre kan læse mellem linjerne.

Meget ofte møder jeg et menneske
som stiller mig umulige spørgsmål
de kan finde på at spørge: hvorfor skriver du ikke en roman?
men romaner kan man altid skrive
og det gør da også næsten hvem som helst.

Der var engang hvor de sagde at alt er tekst
men verden kan jo ikke være på et ark papir
det er måske derfor at vi helt har glemt hvad papir er for noget
teksten er også forsvundet
tilbage har vi kun direkte tale
selvom det ligner en tekst
så er det bare sludder og sladder.