Archive | Julekalender RSS feed for this section

Poetisk Jul 2017

4 Jan

Min poetiske julekalender fra december 2017. Den har været publiceret løbende via whatsapp-gruppe og facebook’side Viser/Visor.

 

1.dec:

Det er uklart hvor vi befinder os
der er ikke noget klart svar gennem mit vindue
her er kun et uigennemsigtigt mørke
men i min hjerne er der et billede af dalende snefnug

 

2.dec:

I mørket af et hotel
flasken på bordet/et væltet glas
hun er ikke klar over hvor hun er
udenfor en by splittet mellem udmattelse og morgenens nyheder som lyn i øjnene

 

3.dec – 1.søndag i advent:

Regnen møder gaden
temperaturen daler
det er svært at mærke det våde
vandet er en hård vind mod kinden
den uvenlige ledsager jagter dagen

 

4.dec:

Overdådighed af frisk skaldyr
på en kold mandag
højt til loftet i enhver kaffesalon
brede boulevarder
symbol på storhed og forfald
prisen for alt dette brænder under gaderne
i en by hvor alle læser bøger
ligene i lasten glider som silhuetter på Pont Neuf om natten

 

5.dec:

Ikke kun lange alleer i Paris har haft en alt for høj pris
også palæer i København belagt med guld
i modsætning til franskmændene læser vi ingen bøger
måske derfor er vi ligeglade hvor vi kommer fra
ingen ser skyggerne over Knippelsbro
men Børsen brummer og stikker sit snoede tårn ind i himlens bløde skyer

 

6.dec:

Jeg har ikke i sinde at skrive om noget bestemt
er der noget som vil tage mig det ilde op?
alt for mange generaliserer over ubetydelige ting
jeg vil meget hellere elske kun en kvinde
undersøge en regndråbes sammenstød med våd hud
et glasskår knækker under foden
og blod der løber

 

7.dec:

De siger at sorgen gør dig til et andet menneske
hvem vil jeg være næste år?
måske betyder det noget andet
en dag vil jeg holde op med at skrive
de siger også at jeg ikke bør være alene
hvordan kan jeg ikke…ikke være alene?

 

8.dec:

Der var en mand som døde
for længe siden
det var min skyld
jeg slog ham ihjel
men jeg er ikke længere det menneske
jeg kan ikke måle mig med ham
vi har ikke det samme hjerte
i sengen ligger en kvinde
heller ikke hun kan lide hvad jeg siger
og ville hellere elske manden i sit hoved
sorgen forandrer mig nok/jeg er måske endda et bedre menneske
men mine problemer med kvinderne i sengen er de samme

(dagen digt er tilegnet min ven Richard Aliah fra Gomati udenfor Nyenga i Uganda, som døde på denne dag for præcis 14 år siden)

 

9.dec:

Er snefnugs dalen fra himlen en naturlig tilstand?
et bevis på årets sidste vejrtrækning
eller endnu et kolonialt stigma
hvis du tror julen kun indtræffer under et hvidt snetæppe
så har du udelukket det meste af verden
det er måske sådan at vi stadig forstår os selv i nord
vi lever i en åbenbaring af guldstøv
mens slaverne dør på de underste dæk

 

10.dec – 2.søndag i advent:

Vi drejer og vender os om
cirkulerer
lyser op og slukker for kontakten
der er ikke stor forskel på hvad vi ser
kun et lille vink
en bevægelse
en lyd
den opmærksomhed
som får noget til at ske

 

11.dec:

Det er kun en let sommerbrise
de næste solstråler overbeviser mig om årets fuldbyrdelse
lyset on natten
skyggerne om dagen
på helt almindelige dage
en tur langs stranden
på den sydlige halvkugle
koldt vand i Ellinge Lyng
det er ikke højtider og fest
men vandet mod huden
hver morgen
årets sidste dage er kun en gentagelse
ritualer uden hensyn til årstidernes overfladiske betragtninger
af kold eller varm hud

 

12.dec:

Midten af verden
muligheden for at se lige langt
i alle retninger
en blandt mængden
det vigtige ligger ikke lige foran øjnene
der er et bestemt tal i rækken
et punkt
hvis man ikke allerede har været dér
vil stedet ikke findes
vi er nået dertil
hvor hverken slutningen eller begyndelsen
er inden for rækkevidde

 

13.dec:

Du der er født
på den anden side af bjerget
vi siger ikke mere
her på jorden er vi ensomme
markerne græder
fordi de savner dyrene
vi holdt op med at spise
og dyrene forsvandt
der er ikke mere at sige
du tror måske det er slut
men bjergene
bør ikke skille os ad

 

14.dec:

Gennem sneklædte landskaber
en bjergkæde vokser
og skærer landet over
mod syd
men det er en flods strøm
der skiller havet fra jorden
i hælene på Neruda
er digteren sit eget fantasme?
lever han først fuldt ud
jaget af sit monster
og kvinden i sengen?
kvinden er ham selv
hun fører pennen
med penselstrøg på lærredet
af en død mand

 

15.dec:

Det var Kapuscinski
der formåede at lave den bedste beskrivelse
af ventningens ritual i bussen
af tidens stilhed
dampen fra solen og rygende asfalt
jeg sidder nu også og venter
her kommer ikke til at ske noget
men der er en forventning om indfrielse
det er ikke i bussen
at tiden står stille
den kører trods alt på et tidspunkt
selvom det måske tager lang tid
derimod har alle
der hvor jeg sidder nu
travlt
med at bevise
at de udretter noget

 

16.dec:

Jeg går rundt i byen
her er ikke andet
end små myrer
de løber om kap
som om de leder efter noget
men de farer i vild i en labyrint
derinde i en maskines
simple ritualer
står alting stille
en ny verden åbenbares
som måske ligner den
vi allerede befinder os i

 

17.dec – 3.søndag i advent:

En kvinde fylder 78
hun ønsker sig ikke ingenting
udover hvad hun allerede har
hendes mand forstår
at fejre hende
så hun glædes lykkeligt
over det liv de deler
langt hjemmefra
på en solskins ø
et sted hvor tiden måske
står lidt stille
så livets ritualer træder frem
et øjeblik

(tilegnet min mor, Elin Ranum)

 

18.dec:

en pornofilm kan være ligeså god
som alle andre billeder
en streg der flytter sig
kan også være stimulerende
en tuschpen i hånden
en knækket filmstrimmel
uforløste øjeblikke
jeg bliver også rød i hovedet
når temperaturen stiger
og en ny balance opstår

 

19.dec:

Vi bevæger os mod
grænserne af hvad vi forstår
snart begiver vi os baglæns
nogen vil sige fremad
jeg ved ikke
hvad jeg skal sige ja til
livet er ikke altid et valg
det er min indskydelse
som gør en forskel
i den lille bevægelse
som adskiller mig fra dig
opstår vi

 

20.dec:

Er den anden kvinde
den samme som hende
der ligger ved siden af?
de mørke skygger
og dage uden solskin
forvirrer måske mit udsyn
men om sommeren
kan jeg også være i tvivl
mørket er kun
en undskyldning
alligevel er den sidste dag
en påmindelse om større klarhed

 

21.dec:

Det tager tid at vænne sig til mørket
inderst inde viser der sig et svagt lys
som om det vi synes at kunne se
spejler sig i et andet menneskes skæbne
når lyset begynder at vende tilbage
skær det i øjnene
og blænder for en længe ventet ny fremtid
men et menneske kan vænne sig til alt
lys, mørke
vådt sand, vinterens tørre sol
klar tale og tågede skyer
over København

 

22.dec:

Where is the snow?
where did it go?
I am sure it will come later
if I go outside
it gets really cold
just the right time
for the snow to fall
I will wear my hat
so it does not fall into my eyes
when the snow comes
I cannot wait to catch it
on my tongue

(today in English, written together with Luka Bam, 12 years old from East London in South Africa)

 

23.dec:

Her er nu helt stille
som tiden før noget sker
måske fordi
der allerede er
sket rigtigt meget
vi har allesammen været ude
i byen
og lavet de sidste aftaler
taget beslutninger
forberedt os på det værste
og det bedste
nu er der kun ritualernes
tilfældige samspil
tilbage

 

24.dec – 4.søndag i advent

På en regnfuld dag
med en forventning om højeste ønsker
som måske aldrig indtræffer
vandet i dråberne
kan meget hurtigt forandres
til is og sne
men det er slet ikke sikkert
jeg ligger mellem to kvinder
som med deres
evige samtaler
kan minde
om både en blæsende vind
storm omblæste træer
og stilfærdig trommen
mod et bliktag
ind imellem bliver her stille
mens vi venter på
næste kapitel

 

 

Advertisements

Enogtyvende december

21 Dec

I am going to meet the HEAT
the HEAT will meet me
we are going to expand to unknown temperatures
a snow man will also be part of the equation
it will be a desicion between melting the HEAT
and selling the BEAT.

If you think you have already warmed up
then what you will see coming is a lot
we can not promise you eternal living
but while we are running
the MEAT will be boiling

 

 

Tyvende december

20 Dec

Traditioner skal holdes i hævd, og i Viborg har jeg to. Det ene er min tagine, som jeg altid laver, når jeg er på Hald Hovedgaard. Altid er måske lovligt voldsomt, da jeg kun har været der to gange. Den tagine er derimod meget særlig, og jeg ville ikke kunne lave præcist den samme noget andet sted.

Det andet jeg altid gør, når jeg er i Viborg, er, at aflægge et besøg på Viborg Kunsthal. Helt sikkert altid et besøg værd. Så gå ikke glip af det. Denne gang var jeg til artist talk med den japanske kunstner, Keiko Kuboki, som har boet og arbejdet der de sidste par måneder. Hun laver abstrakte værker. De starter altid i mere figurative skitser af det, som inspirerer hende. Derefter arbejder hun sig vej mod det abstrakte. Hun arbejder med gamle traditionelle materialer fra Japan. Her viser jeg en lille billedserie fra værkstedet på kunsthallen.

2016-12-15-19-33-52

2016-12-15-19-43-43

2016-12-15-19-43-12

Keikos skitse af søerne i Viborg

Keikos skitse af søerne i Viborg

 

 

Nittende december

19 Dec

Magisk sted med husspøgelse

Jeg har nu igen været et sted, hvor spøgelset er mig virkelig venlig stemt. Det er ikke fordi, jeg ikke har fået fred til at arbejde. Det har jeg i høj grad fået lov til. Og jeg har fået skrevet meget mere end resten af året – næsten, fraregnet sidste gang jeg var her. Ovenikøbet har jeg fået læst én bog per dag i gennemsnit. De fleste af bøger er fra Kapellets bibliotek på Hald Hovedgaard.

2016-12-19-19-49-47

Hvordan kan det egentlig lade sig gør? – og endnu værre, hvad går min tid med derhjemme i privaten til daglig? Langt mere interessant: Hvor kommer magien fra på Hald Hovedgaard? – Er det Peter og hunden, der får mig at falde til ro og synke ind i kunstnerisk speed produktionsmode? Eller er det hun-spøgelset, som fodrer mig med guldstøv om natten?

I der også har været her kan måske hjælpe mig med at opklare mysteriet. Men det er måske et af den slags spørgsmål, der bedst efterlades ubesvaret.

 

 

 

Fjerde søndag i advent

18 Dec

50:

Det var så det de fire lys. Hvad ser vi, når vi tænder de lys? – og når vi tænder lys i det hele taget? Ikke så meget andet end det vi ved i forvejen, eller ser i forvejen, eller ønsker at se. Derfor er det med at dokumentere virkeligheden vel egentlig heller ikke særlig interessant, når vores udsyn er ren fiktion.

Aller mindst spændende er dokumentar forklædt som fiktion. Så foretrækker jeg bestemt ”the real thing”. Der er selvfølgelig grunde til, at den såkaldte virkelighed bliver dokumenteret – behovet for at få formidlet konkret levet erfaring. Af den tåge er interessen for biografier opstået.

Jeg forstår bare ikke, hvorfor det skal være så ubearbejdet. Langt de fleste menneskers konkret levede liv er kedeligt. Netop derfor bliver det garneret med fiktion. Men hvorfor så ikke gå hele vejen – til fiktionen? Den er meget mere spændende – og i mange tilfælde også mere virkelig.

Vi bør blive ved med at tænde lys – for i vinteraftnernes mørke at kunne se nok til at læse mange flere romaner, digte og fantastiske historier.

Hvis det er virkeligheden, du interesserer dig for og er optaget af, så vil jeg foreslå, at du begynder med at koncentrere dig om dit eget konkret levede liv.

 

 

Syttende december

17 Dec

Jeg-fortæller

I flere dage har jeg nu skændtes med Maria om, hvem der skal fortælle historien. Så viser det sig, at vi ikke er enige. Ja, vi har jo været uenige længe; men uenige om, hvad vi skændes om. Jeg har hele tiden tænkt at siden det er en biografi, så er det historien om hendes liv. Så viser det sig, at hun hele tiden har troet, at det var historien om, hvor hun og jeg mødtes.

Hun mente bare, at jeg skulle skrive historien. Og det gør hun vist egentlig stadigvæk. Mit argument er, at hvis jeg skriver den, så er det jo ikke hendes historie. Men hvad er en biografi egentlig? Og skal den skrives i nutid eller datid? – pointen er måske, at hvis det er en jeg-fortæller, så er det en selvbiografi, hvilket er noget andet, påstås det! Jeg kan ikke rigtig se det. Der er vel ingen rigtig forskel på jeg og du – det er blot et spørgsmål om litterært greb. Der var engang én der sagde, at en jeg-fortæller i nutid bibringer en fragmenteret og forvirrende tilfældighed til historien. Det kan jeg egentlig godt lide.

Vores diskussion fortsætter. Efter at vi bliver klar over, hvad vi taler om, beslutter vi os for at begynde, hvad vi allerede har indledt – en samtale om, hvordan biografien skal skrives. Det er måske ikke særlig originalt at indlede en bog uden at tage nogle beslutninger, men der er ingen vej uden om, og der kommer en beslutning indenfor de første par sider.

Det ville have været på sin plads at henvende sig læserne på nuværende tidspunkt og sige, at hvis man vil vide mere, må man læse bogen, men den er ikke skrevet færdig – endsige udgivet. Derfor vil vi gerne løfte sløret.

Vil vi ikke, Maria?
Det gør du bare, hvis det er det, du gerne vil
Men det er da et fællesprojekt?
Et fællesprojekt.. det er da dig, der gerne vil skrive en bog om mig. Jeg synes sgu’ det ville være mere naturligt at knalde!
Det ligger bare så lige for.. noget som alle forventer.
Ja, ja..

Men hun har selvfølgelig en pointe. Hvorfor ikke bare knalde fremfor al det besvær? Det er bare fordi, at.. nej, fandeme.. det er jo det vi skal.. så bliver det også meget nemmere at skrive bagefter.

[Regi: stilhed før storm..]

Okay.. det var det..
Ja..

Men vi har besluttet, at jeg skriver løs efter bedste hukommelse, og så afbryder Maria mig, når det er nødvendigt. Når jeg har glemt noget, eller hvis hun har noget at sige, som vil løfte historien op på et andet niveau.. en glemt dimension. Det vil hun kun gøre på den betingelse, at jeg ved faste mellemrum taler ud i den blå luft. Og hvad skal jeg tale om.. hvem skal jeg tale til? Dem der lytter, selvfølgelig. Det var det.

Det lyder egentlig lidt kedeligt..
.. men det er det ikke 🙂

 

Sekstende december

16 Dec

Ritualer

Det normale menneske lever efter helt fast ritualer. I en rytme, der har været gennemspillet tusinde gange før. Formålet er netop IKKE at opleve noget nyt. Der skal ske det sammen, som alle de andre gange. Det er sikkerhed og tryghed, der er formålet. En hverdag uden overraskelser.  En dag som alle de andre.

Hver tid har sine egne ritualer og vaner. Hvis alle normale mennesker bare gentager sig selv og hinanden, og dem der var her i går, hvordan opstår så det nye, og det som er forskelligt fra den evige gentagelse? Der må være nogen, som ikke bare gentager allerede trådte stier, ellers kan intet nyt opstå.

Der er nogen, der ikke er normale, men alle mennesker er normale. Der er nogen, som ikke er mennesker. Det er dem, der ikke er normale. De gentager ikke sig selv.

Vi, de ikke normale, vi dem der ikke gentager os selv, vi umenneskelige. Vi gør det andet. Vi gør ikke ting. Vi vender huden ud. Vi skaber det, som bliver ritualer om tusinde år. Vi er de forudsætningsløse. Det er os. der skaber forudsætninger for et liv, der vil opstå, når alt andet er gået til grunde. Vi er dem, der ikke er her, men vi bliver først i det endnu-ikke.