Tag Archives: byer

Weekly Poetry – uge 51

24 Dec

51:

Eyes in Rabat
I am seeing eyes everywhere
everywhere I look
the eyes of Rabat
eyes to look into
eyes looking at me
magnetic connections
an invitation to think
a pledge to connect
eyes of curiosity
kind and gently eyes
smiling
waiting
what do you want
and what do I want
a slight touch from behind
a hand protecting my eyes in the sun
I can see
you
you and me

 

 

Advertisements

Tyvende december

20 Dec

Traditioner skal holdes i hævd, og i Viborg har jeg to. Det ene er min tagine, som jeg altid laver, når jeg er på Hald Hovedgaard. Altid er måske lovligt voldsomt, da jeg kun har været der to gange. Den tagine er derimod meget særlig, og jeg ville ikke kunne lave præcist den samme noget andet sted.

Det andet jeg altid gør, når jeg er i Viborg, er, at aflægge et besøg på Viborg Kunsthal. Helt sikkert altid et besøg værd. Så gå ikke glip af det. Denne gang var jeg til artist talk med den japanske kunstner, Keiko Kuboki, som har boet og arbejdet der de sidste par måneder. Hun laver abstrakte værker. De starter altid i mere figurative skitser af det, som inspirerer hende. Derefter arbejder hun sig vej mod det abstrakte. Hun arbejder med gamle traditionelle materialer fra Japan. Her viser jeg en lille billedserie fra værkstedet på kunsthallen.

2016-12-15-19-33-52

2016-12-15-19-43-43

2016-12-15-19-43-12

Keikos skitse af søerne i Viborg

Keikos skitse af søerne i Viborg

 

 

Weekly Poetry – uge 46

19 Nov

46:

Mine øjne er åbne igen
efter ikke at kunne se.

Det er øjnene der skiller os fra de andre
særlig et sted som der hvor jeg er lige nu
her er det kun øjnene jeg får lov til at se.

Når først du ser ind i de øjne
må du gøre alt.

 

 

Weekly Poetry – uge 44

4 Nov

44:

Øjne ser
jeg ser, hun ser
vi ser
hinanden.

Blikket slået ned
i en drøm
jeg vågner
hun smiler
håret hviler langs ryggen.

Med åbne øjne
lyset trænger ind
enhver skygge
mørke pletter bliver lyse
håret i panden bevæger sig
et kys
og en venlig hånd mod kinden.

 

 

Berlin mellem fortid og fremtid

8 Oct

Her er ikke rigtig noget af se. For mange år siden var der en forskel mellem øst og vest. Men millioner af Euros har fået det hele til at forsvinde. Der var engang hvor jeg kunne tage U-bahn og S-bahn på tværs af byen fra Charlottenburg til Marzahn. Midt i byens centrum skar sig et sår. Jeg blev mindet om årtiers stormagtdrømme. Nu ser jeg intet. Jeg har glemt alt det som de blev udsat for. I Marzahn ligger der et kæmpestort shoppingcenter, som var det en af Wallmarts mindre søskende. Jeg føler mig utilpas. Du beskylder mig for romantiske drømme om noget som ikke længer er relevant.

Omkring det næste gadehjørne oplever jeg noget helt andet. Jeg ved, at jeg befinder mig i midten af Europa. Hvad betyder det? Det er noget jeg har konstateret mange gange før. Det er imens jeg er på vej gennem et af de mange sporskift i byens finmaskede trafikale logistik. En ung muslims kvinde med to små børn holder døren til elevatoren for mig, selvom jeg er mindst 20 meter væk. I undergrunden sidder jeg i toget. Ved siden af mig er der en sort mand med en ølflaske i hånden. Han drikker ind imellem af flasken, men for det meste galer han op. Han har en uendelig monolog som ikke lader til at henvende sig til nogen. På den anden side af mig sidder en sort kvinde. Hun lader som ingenting. Der er ikke noget af det, som han siger, som vedkommer hende. Hun er jo også bare på vej hjem. Overfor sidder et ungt par med hinanden i hånden.

dartagnan

Han har lange slangekrøller som var han en D’Artagnan på tidsrejse. Han kigger på den sorte mand uden at kommentere noget af det som bliver sagt. Den sorte mand holder ind imellem en kort pause, hvorefter han fortsætter. Jeg tænker om jeg mon er i New York. Der er ingen grund til at jeg skulle være et andet sted, end der hvor jeg befinder mig, men det er New York der falder mig ind. Jeg er nået til min endestation, og jeg finder hurtigt vej det sidste stykke. De er begge to hjemme, og jeg bliver lukket indenfor.

 

 

Maria på gennemrejse

8 Oct

Han sidder og kigger på mig i toget. Måske synes han, at jeg er smuk. Det er jeg vel også. Det er uforløst. Det er mig, der kigger på ham. Jeg kan ikke lade være. Han er smuk, men det er ikke derfor. Vi er som en spejling af hinandens nysgerrighed. Det fortsætter længe på den måde. Det er svært at holde op. Jeg vil gerne have, at han lade være med at kigge på mig. Det gør mig forlegen. Jeg føler hans hånd i min. Hans skægstubbe kradser mod min kind. Toget standser, og han står af. Han siger noget til mig. Jeg er stadigvæk midt i en drøm, og jeg når slet ikke at gengælde hans gestus.

 

Ind imellem lader jeg en ven eller en veninde skrive på min blog. Denne tekst er venligt skrevet af Maria Izuel. Hun er af baskisk oprindelse, men hun har rejst meget rundt i verden og været bosat i mange forskellige storbyer. For en kort bemærkning er hun tilbage i Berlin efter ikke at have været her i lang tid. Som så ofte før møder jeg hende tilfældigt på gaden.

Weekly Poetry – uge 12

25 Mar

12:

Der er ikke noget galt
med det sted du bor
langt ude på landet
det er bare ikke lige noget for mig.

Jeg kan bedst lige larm og støj
sod og snavs, kul og støv
de grønne blomster kan du have for dig selv
ligesom dit havblå blik heller ikke får mig til at tøve.

 

Foto: Slum by StailessSteelRat - Flickr

Foto: Slum by StailessSteelRat – Flickr

 

Det er slet ikke natur eller byen
som det kommer an på
at skrive om noget bestemt
er mig inderligt ligegyldigt
den gode historie er død
og den var aldrig særlig god
derimod var den ond, brutal
grusom, bagstræberisk og dum
langt hellere vil jeg synke
ned i æstetikkens former
og finde ubrudte krystaller
de vil knække
splinterne vil skære mine hænder til blods
blod ved jeg da i det mindste hvad er
om det er blåt, rødt, sort
eller hvidt
gør ingen forskel
her er vi alle farveblinde.

Den gode historie har derimod altid en farve
og driver mod et bestemt mål
her ligger en ensidig og naiv forestilling
om at alt ender lykkeligt
men det mislykkes altid
sålænge den ikke også forenes med det onde
først når man tager det onde på sig
og lever med den modsætning
vil den gode historie kunne fortælles