Archive | September, 2013

Danishness

23 Sep

Lørdag aften var jeg til foredrag på Teater Grob. Den irske antropolog Richard Jenkins har studeret danskere og Danmark i årevis. Han fortalte om sine iagttagelser og diskuterede med sin landsmand Mick Gordon (kunstnerisk leder af Århus Teater).

Richard-Jenkins-Being-Danish-anmeldelse

Èn af Jenkins interessante pointer er, at ordene TAK og SELV TAK er meget vigtige i dansk kultur, mens det nærmest er helt umuligt at sige PLEASE på dansk, modsat på engelsk. Jenkins forbinder ordet TAK med en demokratisk kultur, i betydning egalitær – altså en lighedskultur. Omvendt er ordet PLEASE helt nødvendigt i britisk kultur. Det associerer Jenkins med et hierarkisk samfund, hvor det er vigtigt at udvise respekt på tværs af social status.

I diskussionen mellem de to irer siger Gordon på et tidspunkt, at han ikke noget sted i verden er blevet opfattet så meget som udlænding som i Danmark. Hele tiden omtaler folk ham som fremmed. Jenkins griber straks formuleringen og oversætter det danske ord UDLÆNDING til det engelske ord OUTLANDISH. Det kan oversættes med aparte, outreret eller uhyrlig. Om det er sådan, at århusianerne og andre danskere opfatter Mick Gordon skal her overlades til læserne at bedømme. Men de ord vi bruger er unægtelig tankevækkende.

I sit foredrag advarer Jenkins med alvorlig mine mod tendensen til at den danske stat ønsker at behandle, styre, kontrollerer og definere, hvad der er dansk og danskhed. Det mener han kan gå gruelig galt. Staten bør ifølge Jenkins IKKE blande sig i kultur og identitet på det niveau. De historiske eksempler på stater, der har forsøgt, mener han har haft grusomme konsekvenser – fx Tyskland i 1930’erne.

hotel nelson

Foredraget knytter sig til Teater Grobs projekt Det 6. Kontinent, som kommer til at bestå af 6 forestillinger i de næste 3 år, der undersøger hvad det vil sig at være dansk i globaliseringens tidsalder. Den første forestilling Hotel Nelson spiller netop nu.

Anmeldelser af Hotel Nelson

Advertisements

Lohmann’s Tom Kristensen

15 Sep

Fribytter 466x331

Jeg var splittet i to hos Teater V i eftermiddag. Skal jeg anmelde nøgternt eller lade følelserne løbe af med mig? Det endte med en mellem-bedømmelse, fordi forestillingen ikke lige var min smag. Jeg kunne ikke genkende Tom Kristensen i Jesper Lohmann, men forestillingen var alligevel godt komponeret og helstøbt inden for sine egne præmisser. Bedømt efter min smag ville den næsten have skrabet bunden, men anskuet på egne præmisser ville den have sneget sig op i den pæne ende af skalaen.

I min anmeldelse adskiller jeg de to kriterier for bedømmelse – indleder med det nøgterne og konkluderer med mine smagsnuanceringer.

Når det kommer til min personlige smag og opfattelse af Tom Kristensen, så er det måske bare mig, der digter ham ud af værtshusets og morskabens  forvildende omstændigheder? – men sådan er digtere, vi drømmer om virkeligheder med forrykt råddenskab, steder hvor kun ondskab eksisterer, vi ønsker ingen mellemregninger, ikke noget men, kun den hudløse afskrælling af alt levende, på vejen dertil drikker vi os fra sans og samling, men vi dør aldrig i vores eget skidt, fordi vi forfølger et højere formål. Dér helt udenfor rækkevidde bedriver vi hor og smadrer et hvert håb om en bedre verden.

Vi er ikke længere et normalt menneske, men er for evigt jaget vildt hinsides himmel og helvede.

Vi skriger.

Hotel Nelson

8 Sep

hotel nelson

Jeg har været i teatret med min oversætter-veninde. Hun har et lidt andet perspektiv end jeg. Ikke nødvendigvis pga. New York, men fordi hun oversætter dansk dramatik til amerikanske teatre med interesse for Skandinavien. Det giver mig mulighed for at vurdere dansk dramatik i et helt andet perspektiv. Jeg skal nu ikke kun tænke på, hvad jeg mener om Teater Grobs forestilling “Hotel Nelson”. Derfor har jeg chancen for at tænke over ikke alene dramatik og også teatrets rolle på en anden måde.

Set i amerikansk perspektiv giver Teater Grob pludselig mening. Grob har i årtier forsøgt, omend ofte med ironisk distance, at beskrive og gøre grin med dansk middelklasse. Især den del af middelklassen som bor i storbyen, som er mildt venstreorienteret, kulturelt interesseret og intellektuel.

Den ironiske distance var en trend i 1990’erne, hvor Teater Grob trådte sine barnesko i en baggård på Vesterbro i København. De synes aldrig rigtig at have kunnet løsrive sig helt fra sine dannelsesomstændigheder.

I en amerikansk sammenhæng bliver Grob pludselig superinteressant, fordi deres forestillinger er vidnesbyrd om noget ganske særligt i et næsten absurd hjørne af verden.

Den middelklassen, som Grob beskriver, er jo et produkt at en skandinavisk velfærdsmodel. Uden den ville denne middelklasse aldrig kunne eksistere. Jeg forstår godt det må tage sig eksotisk ud. Det er en særlig livsform, som nærmest udgør en parentes i verdenshistorien. Faktisk er det ufatteligt, at vi overhovedet kan eksistere. Vi tror vi er verdensmestre i alt – og det tror da fanden, når vi ikke rigtig er en del af verden. Det er jo super spændende for resten af verden at forsøge at forstå, hvem vi er. Måske lidt som at forstå livet på Mars.

Teater skal udvidde vores horisont. Det er jo fantastisk, hvis man kan tage dramatik fra et sted i verden og forflytte den mange tusinde kilometer væk og se, hvordan det ser ud i en helt anderledes kontekst. Om det giver mening vil jeg overlade til amerikanerne.

Således er Teater Grob alligevel meget mere end blot underholdning, som jeg ellers netop har argumenteret for i min anmeldelse af Hotel Nelson 😉

Se anmeldelse og rating på Kulturkongen

Litteratur på Roskilde

4 Sep

Gennem mange år har der været en eller anden form for litteratur-oplæsning på Roskilde Festivalen. Efter min bedste overbevisning er det en misforståelse. Vi kommer til festival for at drikke igennem og høre høj musik. Ind imellem finder vi en lounge-stemning et sted for at sove branderten ud eller holde hende fra i nat i hånden. Her er der nogle gange nogle forfattere der læser op, men vi er der aldrig for deres skyld – og lytter slet ikke til deres tekster.

Image

Forestillingen om at vi alle skal være på festival er meningsløs. Vi skal være der med noget, der passer til festivalen. Og det gør litteraturoplæsning ikke. I hvert fald ikke de former for oplæsning, som der ellers er flest af.

Det er ikke utænkeligt med litteratur på festivalen, men så skal den være på de store scener – og antage en helt andre og mere ekspressive former. Det kunne være bands med digtere på forsangerens plads; altså en slagskraftig spoken word. Eller en top-tunet udgave af danske Koordinat med deres symfonier måske tilsat trompeter og en røg-maskine. Ja, rækken kunne være uendelig, hvis altså ikke forfatterne og deres redaktører ved forlagene var så tunge i røven.

Image

Til dette års festival lovede Forfatterskabet nye tider, men det blev desværre mere af det sammen. Det hele foregik i et ynkeligt telt udenfor festivalpladsen. Her var tyndt befolket – ofte med en halv-tom scene og et publikum, der chillede før den næste koncert. Jeg selv var der kun af pligt, og min skuffelse var næsten større end forventet. Teltet var så tomt, at jeg troede programmet allerede var slut.

Image

Det skal tilføjes, at Forfatterskabets program ikke lå under selve festivalen men kun i dagene op til åbning af den egentlige Roskilde Festival. Så ambitionerne har heller ikke været særlig høje. Måske er det netop problemet – at litteraturen på festivalen altid har været u-ambitiøs.

Møde i HIFI-klubben

3 Sep

swingtime-download
Bestyrelsens formand byder velkommen. Han er som sædvanligt i sit es. I hvert fald sålænge det varer. De menige medlemmer fortsætter med at smide kortene på bordet til den lyse morgen. Der blev taget stik og ofret såvel konger som dronninger. Når musikken spiller er alt muligt.

Jeg spørger mig selv om vi er blevet klogere?

For retfærdighedens skyld – lad os nævne nogle fakta, selvom den slags måske slet ikke eksisterer i virkeligheden.

 

Lang alliance synes selv at mene, at de vil vinde på den lange bane – men hvad med den korte bane? Hvor stor er chancen for at bilerne synker ned i ørkenens sand? Reklamebranchen er ikke i tvivl. Det nødvendige må gøres – lige her og nu.  Og rent teknologisk set har antropologien fået en uddannelse – eller er det omvendt? Fødes der for mange børn? – har jeg et frit skolevalg for mine børn? Ikke hvis jeg bor på landet. Hvis man opretter et booking-bureau og booker sig selv, hvem tjener så pengene? Forresten vil jeg gerne vide, hvor mange shows, der skal aflyses nu når Ole Ernst er død. Må han hvile i fred.

Digteren synes ikke rigtig, at rimene passer – og idéen om den ultimative oneliner er for længst faldet til jorden. Hvad er der i øvrigt sket med diskoteket på Søborg Hovedgade? Denne gang var det en ret kold fornøjelse at komme for sent til bussen. Tak fordi nogen havde efterladt nogle oliven i havestuen.

Guys, mange tak for endnu en sjov aften …

PS: Til dem der ikke fatter noget som helst og heller ikke kan gøre sig håb om at opnå medlemskab af foreningen i fremtiden pga. af køn eller andre diskriminerende årsager, kan jeg sige, at de implicerede sikkert også er helt uforstående og bestemt ikke kan genkende sig selv – med mindre de er gået helt fra forstanden eller lever i en drømmeverden. Begge dele er selvfølgelig ikke helt utænkeligt. For mit eget vedkommende kan jeg kun sige, at jeg er digter og mener, at så snart teksten er skrevet, så tilhører den alle. Derfor kan jeg ikke drages til ansvar og regnskabets time vil aldrig indfinde sig.

Romeo og Julie

1 Sep

romeo og julie

Teatret er lidt svært at finde, og jeg havde næsten opgivet og havnet i Scandinavia Reggae Festival. Endelig finder jeg frem til de meget smukke industri- og havneomgivelser. Først efter ankomsten finder jeg ud af, at jeg kunne have taget teatrets egen bus fra Christianshavns Torv.

I caféen er der spaghetti med kødsovs og salat. Forestillingen bliver kaldt en familieforestilling – og børn elsker retten , siges det. Men vi spiser vel ofte det, som vi får serveret. Personligt mener jeg, at tørret spaghetti burde afskaffes. Og hvorfor egentlig ikke servere noget ganske særligt, når familien skal i teatret?

Forestillingen foregår udenfor på græsset. Støj fra havnen og forbipasserende på vejen hører med og bliver straks grebet og gjort til en del af forestillingen. Indledningen er lidt tynd, og man får indtryk af, at det hele ikke skal tages så alvorligt. Det er jo børne- og ungdomsteater! Men netop derfor burde niveauet sættes højt.  Scenen sættes ved hjælp af 2 højtalere og musik. Derefter er vi i gang og glemmer hurtigt den lidt sløve start.

Stykket er en lang række af “short-cuts”, hvor vi oplever døds- og kærlighedsscener mellem Romeo og Julie. Der springes livligt mellem genrer og formater. Mange af dem er gode og præcise  – men sammenhængen er meget svær at fange. Derfor bliver det samlede indtryk meget fragmentarisk. Der synes ingen progression at være eller anden form for struktur mellem elementerne. Det er ærgerligt. Derimod er skuespillet stærkt, ekspressivt og overbevisende – meget medrivende og ind imellem næsten hypnotiserende.

Publikum består af pensionister, teenagere med familie og større børn med deres forældre. De gamle opfører sig som børn, mens de unge er stille og meget observante.

Se min vurdering på kulturkongen.