Fremmedhed og bekendtskab

14 Nov

I næsten halvandet år har JEG deltaget i et non-binært oprør sammen med mine gode venner white african og in my footstep. Det har fået mig til at vende tilbage til et essay om identitet og tilhørsforhold.

Vores samarbejde tager form af et radioprogram, hvor vi anmelder kunst, laver reportage og har samtaler med andre kunstnere. I virkeligheden er det et forsøg på at afvikle litteraturen og andre falsk postulerede modsætninger – litteraturen som den falske modstilling mellem tegnene hugget i stem og lyde fra hammeren. Vi skærer en vertikal linje gennem verden fra nordiske fortællinger, for at krydse på tværs af Middelhavets multikulturelle sammenhængskraft og sætte kurs mod det nordøstlige hjørne af Viktoriasøen, hvorefter vi forbereder os på en lang vandring gennem bantusprogenes kulturarv hele vejen til Transkei i det østlige Sydafrika.    

Lyt til en podcast-version af det essay, du ellers netop er begyndt på at læse.

Lige nu tænker vi på identitetspolitik. Ikke kun lige nu, men også lige nu. Der er mange måder at give udtryk for identitet, meget ofte sker det gennem separation, ved at adskille sig fra normen i samfundet. Mekanismer for opdeling er uendelig, ligesom kapitalismen behov for profit. Vores mål er at finde en identitet, som ikke betjener sig af separation, men identiteter med et åbent sind, der inkluderer de andre. Det skal vise sig at identitet er tæt sammenvævet med den kontinentale.

Hvem er vi?

Det non-binære oprør fødes af en række pronomener: De individuelle og subjektive ord HAN og HUN bliver erstattet af nogle andre og mere flerdimensionelle ord. Vores centrale ord er VI, men også ordene DE og DET eller DEN spiller en vigtig rolle.

Spørgsmålet er, om en simpel søg og erstat vil ændre særlig meget, hvis sproget forbliver det samme, og det blot er nogen andre identiteter, der udtaler ordene?

Vores pronomen er VI for at distancere os fra kønsbestemte konstruktioner – et VI som er i slægtskab med den sydafrikanske kunstner Zanele Muholi, som insisterer på pronomenet THEY (DE). Hos Muholi synes også adskillelsen mellem ental og flertal at blive betvivlet. Heller ikke VI ønsker at blive placeret et bestemt sted.

Zanele Muholi Ntozakhe II, Parktown 2016. ©Zanele Muholi. Courtesy of the Artist and Stevenson Gallery, Cape Town/Johannesburg/Amsterdam and Yancey Richardson, New York (Pressefoto Kunstforeningen Gl.Strand).

Zanela Muholi laver meget stærke, voldsomme og klare portrætter af queer personer. VI foretrækker at bruge betegnelsen queer frem for den meget matematiske abstraktion LBGTQAI+, idet queer er en bred, omfavnende og åbenhjertig menneskebeskrivelse. Anvendelsen af pronomenet THEY understreger en opmærksomhed på noget, som ellers ikke får opmærksomhed – eller nogen som bliver udsat for en stigmatiseret opmærksomhed. Muholi’s fotografier er ikke blot værdige og stolte portrætter, men de udstråler også en styrke med sine skarpe kontraster og en sort farve, der er næsten skinnende blank. Altid mennesker med vidt åbne øjne, der kigger direkte på beskueren. De næsten træder ud af billedet, som en grafisk struktur eller skulpturer, der således møder et andet menneske i en behørig afstand, før et nærmere bekendtskab kan udvikle sig.

Tvivlen spørger fortsat om, hvem VI er? – og om, der hvor VI og DE er på vej hen, kan være indeholdt i det sprog, som er til rådighed. Men foreløbig har VI valgt at operere på et sprog, som forekommer de fleste bekendt, selvom VI risikerer at blive fremmede for hinanden.

Det er lettere at afspille en lyd end formulering af et ord. Radioens skrattende syntaks og et lydklips pludselige tilstedeværelse etablerer en ny begyndelse, hvor alt er tilfældigt og ingenting sker – det er kroppens næste indskydelse, som bestemmer retningen af et radikalt work-in-progress.

Etnicitet og tilhørsforhold

Identitetspolitikkens problem er at være meget selvoptaget – kun at være optaget af sit eget, ikke når et menneske opholder sig i det offentlige rum at tage hensyn til, hvad der foregår i omgivelserne. Kun tage hensyn til det man selv føler og det man selv gør og de bedrifter man selv har udført. Det er definitionen på identitetspolitikkens traume.

Spørgsmålet er hvor mange mennesker, som falder i denne kategori, der ikke af officielle grunde kan beskyldes for identitetspolitik? – at være optaget af sig selv er den største form for separation, VI kan forestille OS.

Morten Ranum – JEG – er, som det vil komme til at fremgå, svær at definere. Måske knapt nok et menneske, men føler mig bedst hjemme i selskab med sort lesbisk erfaring, selvom der næppe kan være tale om en kvinde. På alle måder et tvivlsomt subjekt.

Jeg er ham den anden:

Min uendelige søgen efter den mand, som jeg ville have været, hvis jeg ikke fra fødslen var blevet skubbet over på den anden side og placeret i et ingenmandsland udspændt mellem indbildning og rastløshed.

Så længe jeg husker, har jeg været en anden end mig selv. Der har altid været en afstand mellem mig og verden. Eller jeg har altid været revet væk fra mig selv. Jeg blev født på den anden side af havet, hvor jeg gennem meterhøje bølger måtte lede forgæves efter fodfæste.

Vi hører bølgerne bevæge sig som et lys fra himlen. Det er en strøm som vi ikke kan fornægte. Her bliver vi lukket indenfor i et sprog, som kun fuglede taler og fiskene er et ekko i dalen.

Den anden side:

I 1920’ernes USA brugte man ordet passing til at beskrive at kvinder af blandet race valgte at fornægte deres afrikanske baggrund og gå over på den anden side. De afskar al kontakt med andre sorte og levede i hvide miljøer. De opførte sig fuldstændig som hvide og havde hvide familier. De opnåede ellers uopnåelige privilegier og undgik racisme, men de amputerede også noget af deres identitet. Når man først var gået over på den anden side, var det irreversibelt. Der var ingen vej tilbage, og man kunne selvsagt heller ikke bevare kontakten til sin fortid.

Fænomenet passing tilhører ikke kun fortiden. Vi kender det fra adopterede i Danmark. Voksne kvinder fra Korea, der som børn blev adopteret af danske familier, fortæller, hvordan de er vokset op i en hvid verden i Danmark. De har gjort alt for at være danske, og har endda kigget den anden vej på gaden, når de har set andre asiater. Denne tilpasning kommer ikke ud af den blå luft, men den er dem påtvunget af nødvendighed. Om det skyldes familiens ønske om intakt danskhed eller pigens behov for accept, forbliver et åbent spørgsmål.

Vi befinder os på SMK Fridays for at opleve udstillingen Forbindelser, som kan opleves på Statens Museum for Kunst frem til den 19.februar 2023. Det er white african, der har insisteret på at føre ordet, fordi de udstillede kunstnere også lever i eksil.

SMK lover et indblik i migration, forskellighed og erfaringer fra det tidligere Jugoslavien. I museets introduktion til udstillingen afslører museumsdirektøren, at han var rektor på kunstakademiet, da de deltagende kunstnere var elever. Dermed sås et frø om korruption – er det mon direktørens kendskab til dem, der har givet dem billet til museet – og som legitimering er et aktuelt tema blevet opfundet til lejligheden. Vi øjner allerede en konflikt, og white african står allerede på tæerne med DERES eksplosive gemyt parat til at udkæmpe et slag.

Ismar Čirkinagić, The House in the Forest by the Sea, 2021. Foto Thomas Andersen ©Ismar Čirkinagić. VISDA.
(Pressfoto Statens Museum for Kunst)

Udstillingen befinder sig i skulpturgaden i centrum af museet. Ned fra loftet hænger et kludetæppe syet sammen af tøj fundet i forskellige krigs- og katastrofeområder, men det ved man ikke, hvis man ikke tilfældigt møder kunstner eller kurator, som velvilligt fortæller det. Et andet værk ligner et go-card stativ på den lokale cafe med gratis postkort. Motiverne på kortene er fra en road trip gennem det tidligere Jugoslavien, og man er velkommen til at tage dem med sig og gøre med dem, hvad man har lyst til.  De udstillede genstande kunne lige såvel have befundet sig på Nationalmuseet eller et andet etnografisk museum. Her ville det måske heller ikke have været nogen særlig vellykket udstilling, men vi andre ville have undgået at skulle diskutere, hvordan værkerne kvalificerer som kunst.

Den velsmurte kuratormaskine sekunderet af museumsdirektøren selv overdøver alle white african’s kritiske spørgsmål, men hvad sker der når hverdagen indfinder sig og museumsgæsterne går rundt på egen hånd? – hvordan skal de kunne forstå meningen med kunstværker, som ikke taler for sig selv og som minder om objekter i hverdagen. Museumsgæsterne tror, at postkortene fra en road trip er et stativ for go-card postkort på den lokale cafe, der bare er flyttet ind på SMK. Kludetæppet fra loftet fremstår som et tilfældigt tæppe syet sammen af tøj fra en Røde Kors butik og murbrokkerne på gulvet lægger man ikke mærke til – andet end genstande, som man må gå udenom. Under rundgang i udstillingen sammen med kurator, kunstnere og museumsdirektør tager white african tilløb med en let skjult og det sædvanlige tydeligt konstaterende toneleje og stiller spørgsmålet om publikum går glip af noget, hvis de oplever udstillingen uden kurators forklarende udlægninger af værkerne og kunstnernes tilstedeværelse i udstillingen. Ismar Čirkinagić, der har lavet The House in the Forest by the Sea (2021), har ikke noget svar. Kurator næsten overfalder white african og sekunderes af museumsdirektøren, der følger sit beskytterinstinkt og argumenterer med, at der til et hvert værk hører en forklarende tekst. Mumlende lyder det fra white african, at det jo vist ikke passer – nogle værker kan faktisk tale for sig selv. Ingen lytter. Kludetæppet får lov til at passe sig selv og vi andre går videre i udstillingen. 

Kludetæppet udstikker en tendens, der også gælder for de andre værker i udstillingen. Vi befinder os på et kunstmuseum, men white african mener ikke at opleve kunstværker på museet. For at understrege den problemstilling udpeger white african de skamler og taburetter som tilfældigt er opstillet på langs af skulpturgaden ind imellem de udstillede objekter – og spørger måbende om SMK mon har været i IKEA eller om IKEA har været sponsor på udstillingen, men kurator fortæller stolt, at møblerne er specielt fremstillet til værkerne på udstillingen, og de er skabt af udstillingsdesigner Lovorika Banovic, inspireret af en traditionel jugoslavisk skammel. I hovedet på white african oplæses H.C. Andersens fortælling ”Kejserens nye klæder”. Det er som om white african er nede til tælling over forundring, og in my footstep står ved siden af og undrer sig, hvad der er sket med det sædvanlige eksplosive temperament, der ellers karakteriser white african.

Som regel bidrager in my footstep med at VI holder os på jorden ved at skrive digte og anmeldelser på steder hvor tilfældet opstår – og der sker altid noget i DERES selskab. Enhver kan følge i fodsporene, men følgevirkningerne er på eget ansvar.

VI kan se, at noget er under opsejling – white african forbereder et nyt angreb og spørger til kurators overvejelser om, at udstillingen placerer sig mellem antropologi, billedkunst og arkitektur. Kurator afviser patroniserende spørgsmålet og white african’s antydning af, at vi skulle leve i en tid, hvor grænserne for billedkunsten synes at være mere flydende. Igen reagerer white african med tavshed og en tavshed der udstråler en forundring over, at de ikke taler det samme sprog.

Det undrer white african, at skulle udsættes for såkaldte kunstværker, som egentlig bedre kunne beskrives som antropologi og installationer fra hverdagen. Udstillingen er måske i højere grad en etnografisk samling af objekter, men selvom de havde været udstillet på Nationalmuseet ville udstillingen ikke have været særlig god, fordi udtrykket er alt for privat og personligt uden nogen form for æstetisk fortolkning og derfor efterlades publikum med en følelse af identitetspolitisk hovmod.

I sammenligning med in my footstep har white african et mere konfliktfyldt og eksplosivt gemyt. Det er en konsekvens af DETS navn, men det er et menneske, som mener enhver bør være taknemmelig for et navn givet og derfor insisterer på at beholde det og leve i en modsætning, et sted der ikke giver mening og bevæges af kræfter på tværs af verden.

Tomrummet bliver forsøgt udfyldt af in my footstep som står ved siden af.  DE siger, at VI bør spørge om, hvem der er de fremmede. Føler VI os fremmed, fordi VI befinder os på et museum, der har inviteret nogle andre slags kunstnere og præsenterer en anden type kunst, end de plejer? – eller har museet inviteret de adopterede og fremmede som et udslag af gæstfrihed – fordi de er fremmede og på grund af deres herkomst, ikke fordi deres kunst er værd at udstille. Kuratoren har forladt kunsten og importeret nogle andre forudsætninger for udstillingens udformning og indhold.

Hvad vil det overhovedet sige at være adopteret? – og hvem er de fremmede?

Adopteret

En mor til en adopteret kinesisk pige fortæller mig, at de asiatiske pigers stærke tilpasning i Danmark ikke skyldes deres oprindelige kultur. I Europa har vi en stereotyp om asiatiske kvinder, at de er særlig underdanige og indvilgende. Derimod mente moderen til den kinesiske pige, at adopterede asiatiske pigers reaktionsmønstre skyldes deres tidlige opvækstvilkår. Mange af dem har været på børnehjem i hjemlandet før de bliver adopteret. Det har betydet sporadisk og skiftende kontakt til voksne. Derfor var den pågældende moders pointe, at pigerne knytter sit stærkt til voksne og derigennem søger bekræftelse og accept. 

Pigen er jo kinesisk, udbryder white african – hvorfor denne kontinentale stigmatisering? Der er vel ikke længere noget, som hedder Asien. Det burde der i hvert fald ikke være. Udsagnet kommer fra DEN, der selv lider af en tilsvarende kontinental navngivning.

Mange adopterede forsøger som voksne at opsøge deres tidligere etnicitet og oprindelse. Ligesom de i nogle tilfælde angriber og udstiller den stigmatisering og de stereotyper de udsættes for. Ingen af delene sker uden konsekvenser. Det er vanskeligt og måske nogle gange også smertefuldt at gå tilbage, hvor man kommer fra – og det danske samfund forstår ikke problemstillingen.

De adopteredes situation kan selvfølgelig ikke helt sammenlignes med de afroamerikanske kvinder i 1920’ernes USA. I USA valgte kvinderne som voksne at gå over på den anden side, mens de adopterede ikke har valgt eller haft en intention.

Uendelig rastløshed:

På samme måde som de adopterede føler jeg, at jeg er blevet placeret et sted, hvor jeg ikke hører hjemme, og jeg har forgæves forsøgt at lede efter steder, hvor jeg kan finde fred. Min skæbne har været lige dele indbildning og frit fald mod afgrunden. Der er ikke noget sted, hvor jeg kan finde hvile. Kun en uendelig rastløs søgen efter ham den anden. Den mand jeg ville have været.

Der er imidlertid ikke noget synligt ved mig, som afslører, at jeg kunne være en anden. Derfor har jeg noget til fælles med 1920’ernes kvinder i USA. De lignede alle andre hvide kvinder og opførte sig som enhver anden hvid kvinde. Det havde skæbnesvangre konsekvenser at træde ved siden af og risikoen for at blive afsløret var en konstant trussel. Selvfølgelig har heller ikke jeg valgt med intention, men jeg er blevet født ind i en situation – ligesom den adopterede kvinde er min skæbne blevet mig påtvunget. Jeg har altid følt mig forkert.

Den smukke dreng:

Det har haft forskellige udtryk i stadier af mit liv. Som lille og nyfødt barn, var jeg den smukke dreng, som skulle vises frem. Det var jeg ikke særlig begejstret for. Det kom til at ligge dybt og tungt i mig, at skulle være noget, som jeg ikke var – og heller ikke kunne være

Måske derfor har jeg altid følt et slægtskab med kvinder. Jeg har haft en særlig adgang til det kvindelige og også haft erfaringer som ellers siges at være kvinders erfaringer. Det mandlige og kvindelige flyder sammen, kønnet er i opløsning – derfor har jeg måttet finde min egen måde at være menneske på, som måske endnu ikke er lykkedes – som aldrig vil lykkes, fordi jeg altid vil være på vej.

Husets Teater spillede i september og oktober måned en alternativ opsætning af Shakespeares Hamlet, hvori hans moder Gertrud får lov til at tage ordet – fra ham. På overfladen er det et stykke gængs identitetspolitik. Det synes for øvrigt som netop identitetspolitik er den nye profil for teatret efter at Liv Helm har taget over. Forestillingen ”Gertrud svarer igen” er imidlertid mere avanceret end som så.  Gertrud tager tilløb flere gange fra kulissen gennem dagbogsnotater, hvor hun konfronterer Hamlets position, og hvor også mandens magt udstilles. Undervejs i forestillingen opstår der en slags fælles front mellem Hamlet og Gertrud, hvor de hjælper hinanden eller hvor hun forløses – gennem en trance eller ekstase kommer hun i udbrud. Det er en ny skabelsesberetning, som vi er vidne til. Det er måske ikke kun Gertrud der kommer i udbrud men også Hamlet som opløses? Til sidst ser vi Adam og Eva omfavne hinanden i Edens Have. Det hele begynder igen. En mærkelig slutning. Vi begynder igen, men er det alt – er det en lykkelig skæbne? Det er under alle omstændigheder en åbenhed overfor at alt kan ske. Identitetspolitisk betragtet er der håb forude for en debat om køn, der ellers ofte synes at støde på grund.

Pressefoto, Husets Teater.

Forestillingen ”Gertrud svarer igen” spillede på Husets Teater på Halmtorvet i København fra 10.september til den 15.oktober 2022.

Stille og tavs:

I skolen var jeg en pæn dreng, men jeg var også en meget stille dreng. Jeg var bange for at komme hjem fra skole, fordi jeg vidste, at far ville sidde i køkkenet og spørge mig ud om dagen i skolen. Det kunne jeg ikke lide, for jeg havde intet at fortælle og ville bare gerne op på mit værelse på loftet og være alene. Her søgte jeg tilflugt, men det kunne meget ofte være en stakket frist. Far skulle altid på toilettet på et tidspunkt, som lå ved siden af mit værelse, efter at have besørget sit ærinde derinde og læst avisen, bankede han på, og uden yderligere invitation rev han døren op og brasede ind, placerede sine hænder hårdt i min nakke og insisterede på at få at vide, hvad jeg lavede. Jeg sagde mindst muligt og håbede på den måde, at han ville forsvinde. Det føltes altid som en evighed, inden han gav op og gik igen.

Her placeres ingen skyld. Alle har haft de bedste intentioner med interesse og omsorg. Meningen er udelukkende at forstå en dreng, som vokser op.

Jeg foretrak at være sky overfor verden for at undgå den. Jeg ville helst ikke være til stede. I hvert fald skulle jeg helst ikke blive set. Jeg sneg mig langs muren, og jeg troede, at jeg dermed gik i ét med omgivelserne, som om jeg var en camoufleret jæger, men jeg jagtede kun mig selv. Når jeg endelig blev fanget i selskab med andre mennesker, vidste jeg aldrig, hvad jeg skulle gøre. Jeg ledte krampagtigt efter noget at sige, men måtte altid give op og forblive tavs. Andre opfattede mig som sær og svær og mærkelig, og jeg søgte helst tilflugt i mit eget selskab. I min ensomhed tænkte jeg meget.

Tanken bliver mit våben:

Jeg voksende op med eftertænksomhed. Efterhånden som tiden gik begyndte jeg at sige mine tanker højt. Det var mit forsøg på at tale med andre. Derfor begyndte jeg at have meninger. Alle omkring mig opfattede mig som klog og utilnærmelig. Jeg var god til det med meninger. Det gav mig point hos de voksne og i skolen. Men det efterlod mig også alene. Jeg var ikke god til det, som var vigtigt hos kammeraterne og pigerne. De vidste ikke, hvad de skulle stille op med mig.

Pigerne begynder at stille krav til mig om, at jeg skulle tale om følelser, men jeg havde ingen følelser – eller jeg kunne ikke finde ud at tale om dem. Måske vidste jeg bare ikke hvad det ville sige, eller jeg turde ikke fortælle, hvad jeg følte. Derfor fandt jeg på ting, som jeg kunne fortælle dem for at tilfredsstille deres appetit.

Drømmen om min datter:

Jeg forsvandt i mine fantasier. I mine drømme mødte jeg piger, som jeg havde sex med, og bagefter gik det op for os, at vi var søskende. Det var fordi jeg var adopteret men ikke vidste noget om det, og det gav mig svar på, hvorfor jeg følte mig utilpas og ikke passede ind nogen steder, fordi jeg hørte til et helt andet sted, og mine omgivelser var helt forkerte. Min far og mor var ikke dem, de gav sig ud for at være. Der var en forløsning i den forbudte fantasi med blodskam. Langt senere i mit helt voksne liv er en tilsvarende fantasi genopstået. Her er pigen ikke min søster, men min ukendte datter, som jeg heller ikke vidste noget om, før vi havde haft sex med hinanden. Min datter har fået et så selvstædigt liv, at jeg har måttet opfinde en roman til hende, som jeg har arbejdet på siden år 2000, og som jeg hele tiden forsøger at undgå at skrive færdig, men det ender altid med, at jeg møder hende i min rigtige virkelighed på gaden et sted, og så bliver jeg nød til at skrive videre. Mine fantasier har ført mig til den, jeg er – jeg er tvunget til at skrive – og forfatteren opstår, fordi jeg er ham den anden. Der er ikke rigtig sket noget nyt, men jeg er bare blevet mere bevidst om min skæbne.

Meningers mod:

Mine meninger tager overhånd. De lukker op for et kraftigt temperament, som viser sig at være gemt i mig. Meninger og holdninger sættes i system og bliver til politik. Det er jo også en slags drømme at have. Politik stimulerer mine behov for fantasi. Jeg oplever interessen for vold vokse frem. Der er nogen, der må dø, og jeg vil gerne dræbe dem, hvis det er nødvendigt i en højere sags tjeneste. Men jeg vil også gerne have magt over andre og over ting og over land. Mødet mellem parlamentarisk magt og voldelig revolution får det hele til at kollapse. Jeg er blevet en maskine, som kører for fuld fart, og den kører en dag afsporet. Jeg forstår ikke helt, hvad der er sket med mig, men jeg føler et stort ubehag, og jeg oplever igen, at jeg ikke hører til nogen steder.

Intet har forandret sig. Jeg har fortsat det samme reaktionsmønster. Derfor søger jeg tilflugt i min egen ensomhed sammen med mine tanker. Denne gang er det ikke meninger og holdninger, men bare tanker. Jeg er blevet det, som jeg altid har været beskyldt for at være – klog, en professor. Jeg tænker, grubler og spekulerer. Det meste af tiden bruger jeg på at læse tykke bøger for at lære andre menneskers tanker at kende. Alting stiger til hovedet – og det er alt, jeg er. Jeg har nogle få konkrete og kropslige rutiner, som holder mig fast til en virkelighed. Ellers var jeg nok forsvundet ind i en uendelig tankestrøm. Jeg løber nogle gange om ugen sammen med nogle venner. De er heller ikke helt normale. Det lykkes mig i løbet af et par år at få skrevet en mærkelig bog, som ikke særlig mange forstår. Alligevel forsætter jeg ud ad samme tangent de kommende 5 år.

Jeg vil helst bestemme alting selv. Det er også en måde at være alene på. Derfor forsøger jeg af al kraft at undgå at blive afbrudt. Et hvert forsøg på at øve indflydelse på de ting, jeg laver, bliver krampagtigt afvist. Jeg har forskellige strategier, som jeg tager i brug. Det er gået op for mig, at tavshed og tilflugt ikke altid er den mest effektive strategi. Noget har jeg lært. Hvis jeg kun forsvarer mig, bliver jeg fanget i et hjørne.

Helvedes syner:

Der er en drøm, jeg har haft mange gange. Det er mørkt. Jeg er på vej væk. En flugt. Jeg må gemme mig, men der er intet sted, hvor jeg kan gøre af mig selv. Mine muligheder indsnævres. Jeg bliver bange. Der er nogen efter mig. De er meget tæt på. Foran mig truer katastrofen. Jeg føler skyld. Der er noget, jeg har gjort forkert. Brudt loven. Slået et menneske ihjel. Det er ikke helt klart. Jeg husker det kun svagt. Klaustrofobien forhindrer mig i at tænke klart. Jeg ved, at jeg går døden i møde. Om kort tid er alle mine muligheder udtømte. Jeg er ikke præcis det samme sted hver eneste gang, men der er mange lighedspunkter. Drømmen slutter altid, lige før jeg bliver fanget eller dør.

Jeg havde engang en kone, som plejede at sige, at hvis man dør i en drøm, så vågner man aldrig op igen. Derfor bad hun mig altid advarende om, at jeg skulle sørge for at vågne i tide. Det forekom mig, at hun mente, at jeg selv kunne vælge at vågne op. Jeg ved stadig ikke, hvad hun præcist mener.

Der er måske ikke den store forskel på dag og nat, drøm og virkelighed. Det lyder forkert. Intet er så virkeligt som en drøm. Jeg kan ikke sætte grænsen.

Forfatteren og kunstneren bliver mange menneskers redning. VI er også kun levende som kunst, uden at være et kunstværk ville VI ikke eksistere. Det er en drøm, men drømmene er måske mere virkelige end alt det andet. Leonora Carrington forløste sig også som kunst – uden den ville hun blot have været en skør dame. Der er en imponerende udstillingen på Arken syd for København med Carringtons billeder. De er befolket med besynderlige skabninger og kroppe uden et køn, eller på tværs af køn. Kønnet hos Carrington og hos veninden Leonor Fini er flydende og udefinerbart. Det er en af flere grunde til at de er på dagsordenen lige nu – at vi har behov for at finde nye måder at opfatte kroppen på. Vi er endelig løbet tør i maskulin arrogance. Hvis du synes at Max Ernst’ malerier er bedre kunstværker, bør du spørge om det måske ikke mest skyldes din angst for fremtiden? – men også drømme, alkymi og magi spiller en stor rolle hos Carrington – alt sammen forhold vi i århundrede har forsaget, foragten og bekæmpet. Carrington var meget optaget af kulturen hos mayaerne i Chiapas i det sydlige Mexico. Mange år senere blev netop Chiapas arnested for et helt nyt og anderledes oprør – måske fordi det er et af de steder, hvor lavaen ligger og bobler i junglen – her kan ikke skjules hvad gemmer sig i okkulte dybder og adgangen til menneskenes historie er et åbent hav og en flammende ild.

Leonora Carrington, Mayaernes magiske verden, 1963. Courtesy of The National Museum of Anthropology, INAH, National Institute of Anthropology and History ®Estate of Leonora Carrington. VISDA (Pressefoto ARKEN).

Den enkle og mest officielle forklaring på Carringtons aktuelle popularitet er nok, at vi er i færd med at grave de glemte kvinder i kunsthistorien frem i lyset, men med kvinden Leonora Carrington får vi selskab af langt vigtigere forhold, som vi også havde glemt.

Leonora Carrington er i indeværende år blevet symbol på alt, hvad vi tidligere har gemt væk og glemt ved at være overskriften på Venedig Biennalen. Hun og hendes samtidige kvindelige kunstnere har fået tildelt et helt rum i hjertet af et af de to store udstillingssteder – Giardini – på biennalen.

Vi skal også huske Carringtons litteratur, hvor hun latterliggør overfuglen alias Max Ernst, og hyænen bliver overtalt til at gå til fest som stedfortræder for pigen, der hellere ville blive hjemme. Dermed afsløres alt muligt hykleri.

Udstillingen på Arken med Leonora Carrington kan ses indtil den 15.januar 2023.

Mine drømme foregår altid, når det er mørkt. Nogle gange er jeg i vandet. Jeg falder gennem vandet mod havets bund. Men meget ofte er jeg i en storby, som aldrig sover. Alligevel er her ingen mennesker og intet lys. Jeg er altid alene. Det passer ikke helt. Men mine forfølgere kan jeg ikke se. De er lige i hælene på mig. Hvorfor jeg synker mod havets bund er uklart og uigennemsigtigt, som havet der omgiver mig.

Vanviddets aggression:

I vågen tilstand har jeg tilegnet mig mere udadvendte og aggressive strategier for at beskytte mig mod andre menneskers indvirkning på mig. Selvom om jeg altid tænker på noget, er der forhold, som kommer bag på mig. Jeg kan ikke forudse alt.  Da jeg skulle skrive min næste bog, var jeg ellers aldeles kampklar. Jeg tænkte, at det bare ville blive mere af det samme. Det var ikke helt forkert, men der var en række detaljer, jeg havde overset.

Økonomi, location, geografi, og transport … jeg er jo stædig. Blot fordi jeg havde fået et job, som jeg fik penge for, og som foregik et andet sted i landet, så ville jeg ikke flytte. Jeg har aldrig tænkt over, hvad der ville være sket med mig, hvis jeg var flyttet dengang. Konsekvensen af ikke at flytte er dobbelt husførelse. Det kan man trække fra skat, men det husker jeg ikke, at jeg gjorde. Derimod var det meget hårdt for mig at bo to steder, Det medførte, at jeg ikke rigtig var nogle af stederne, men altid et andet sted. Der hvor jeg skulle være var alting fremmed. De mennesker jeg var sammen med talte et andet sprog. Jeg forstod det ikke. De sagde ting, som ikke gav mening, og når jeg åbnede munden, blev jeg ikke forstået. Igen begyndte jeg at snige mig langs muren for at undgå konfrontationer. Der var ting, vi skulle tale om. Ligesom der var opgaver, jeg skulle udføre. Ingen af delene gik godt. Det er svært for mig at afgøre, hvad der præcist skete. Jeg byggede et værn omkring mig. Derfor var det svært at trænge igennem til mig. Som tiden gik, trak jeg mig væk fra de værste trusler. Det gjorde selvfølgelig det hele lettere. Alligevel var jeg meget afkræftet i lang tid. Det lykkedes mig at finde nogle grupper af mennesker, som bekræftede mig i at have ret. Derfor var jeg ikke længere alene. Jeg benyttede også en tidligere erhvervet evne. Modsat hvad man skulle forvente, har jeg altid haft en meget stærk selvfølelse. Min overbevisning har været, at jeg har ret, og de andre må tage fejl. Det er imidlertid en evne, som bygger en aggressiv kraft i mig. Det er en strategi, jeg bruger til at forsvare mig med, men det er vel egentlig et angreb. Jeg beskylder de andre for at være idioter, selvom jeg ikke altid siger det højt.

Bogen som det tog mig 5 år at færdiggøre blev aldrig accepteret nogen steder. Netop mit iltre temperament reddede mig fra en langvarig depression. Jeg besluttede mig for, at hvis de ikke ville have mig, som jeg var, så gik jeg min vej. Det var præcis, hvad jeg gjorde. Dermed var universitetet et afsluttet kapitel. Tretten års tænkning i institutionelle rammer nåede sin grænse. Jeg var ikke helt klar over den fulde virkning af den situation, som jeg havde bragt mig i, men jeg gik en tid i møde, som skulle vise sig at gøre mig meget lykkelig. Det er svært at forstå. Universitetet havde i mange år været alt, jeg ejede. Hvordan kunne det være så let at forlade? Jeg havde valgt noget, som jeg endnu ikke vidste, at jeg allerede kendte. Dermed havde jeg bragt mig tættere på ham den anden.

Det frie falds lyrik:

Hvad sker der, hvis du fjerner et hvert fodfæste for din eksistens?

Hvis du stiller spørgsmål ved alt, som giver dig mulighed for at leve, så begynder du at gå i opløsning, men der går noget forud for det. Før det sker, mærker du en sammentrækning i maven. Det er en angst for… men du er netop ikke bange for noget bestemt. Sådan er det i nogle få tilfælde, når jeg sætter mig til at skrive. Den tekst, jeg skriver lige nu, har en sådan karakter, derfor viger jeg tilbage for at fortsætte, men jeg ved, at der ikke er nogen vej tilbage. Intet kan stoppe mig. Jeg er allerede ude over rælingen og befinder mig i frit fald. Det er den samme fornemmelse jeg har i de drømme, hvor jeg flygter ind ad en mørk gade, som jeg godt ved ender blindt.

Kontinental fornuft?

VI postulerer, at identitet er tæt sammenvævet med det kontinentale. Derfor vil VI gerne sige noget om kontinenter og deres grænser. VORES argument er, at kun på grænsen af det kontinentale, kan en væsentlig tanke opstå. Morten Ranum bliver mindet om denne pointe under sit ophold på Oodi biblioteket i centrum af Helsinki. Det er arkitekturen, der gør udslaget. Det er en modig bygning, og i den kan næsten alt ske. Den har formen af en skib, og man kan sidde mange forskellige steder – børnene leger i den ende og i den anden ligger den unge kreative og arbejder i alle tænkelige stillinger. Man kan stille sig helt ud i stavnen af skibet og spejde udover horisonten – som det elskende par på Titanic blæst igennem af vinden, og det er også her, at VI står, mens vi indrømmer at bygning kun vil være mulig på grænsen af kontinentet, hvor den almindelige konformitet er sat ud af kraft. Man kan se overalt og igennem, på tværs af bygningen, på den øverste etage er et stort rum med mange funktioner. Det giver en oplevelse af åbenhed. Der er lys over alt. På anden sal kan man sågar booke et køkken, og der står opfordrende på døren: ”book a kitchen and cook with your friends”. Det er sted man får lyst til at flytte ind.

Foto fra Oudi Bibliotekets hjemmeside.

Morten Ranum gør venligt opmærksom på, at VI ikke har været i Finland i 20 år – og det er en stor oplevelse, både nu og dengang. Det er fordi Finland ligger på grænsen af kontinentet – and WE are continental borderlines kind of guys. Sådan har det ikke altid været. Før årtusindeskiftet havde Morten Ranum en forestilling om kontinenternes DNA. Han havde en oplevelse af, at når han flyttede sine fødder fra et kontinent til et andet, så skete der noget særligt – deraf opstod forestillingen om en kontinental fornuft, som hviler på at der er en afgørende forskel mellem det ene og det andet kontinent.

Finland er et sted, der viser det modsatte, og hvis VI tænker efter, har alle de steder, hvor VI har oplevet noget særligt, befundet sig på en grænse. Det som Morten Ranum kaldte ude af kontinentet oplevelser, skyldtes ikke fornuft, men at han befandt sig udenfor – eller på grænsen af – kontinental kontrol. Kun her opstår storhed.

I 1995 rejste Morten Ranum til Island, og her havde han en radikal oplevelse af, hvad et landskab vil sige eller kan være. Island ligger på grænsen af noget. Det er ikke rigtig Europa og heller ikke del af noget andet. En del år tidligere havde han haft en tilsvarende oplevelse på vej gennem ørkenen mellem Mexicali og Tijuana, og her var han også nået til en grænse – ikke grænsen mellem USA og Mexico, men udkanten af et kontinent.

Latin America is a colonial construction. Latinamerika er en kolonial konstruktion. Latin America. WE love “las americas”. Why do WE love “las Americas”? WE love ”las americas” because of plurality, because “las Americas” accept difference, accept it is difference that rules the world, not uniformity. It is not what we have in common that decides who we are. It is what makes us differ that define us.

En anden grund til at betvivle den kontinentale fornuft er, at det skulle være landet, der forener os, men det er ikke land, der forener os, men vandet. Tænk på et land som Malawi, som slet ikke ville eksistere, hvis ikke man konstant sejlede på kryds og tværs af Malawi-søen, og derfor er Malawi også tæt forbundet med den vestlige del af Mozambique.

Europa er en illusion, fordi den europæiske identitet er skåret over af alperne, en bjergkæde, der deler nord fra syd. Derimod er Middelhavet en forenende faktor mellem Mellemøsten, det nordlige Afrika og det sydlige Europa. Det er en region, der er til at tage og føle på, hvorimod Europa er en meget tvivlsom affære.

For en del år siden deltog Morten Ranum i en danseworkshop i Letland udenfor hovedstaden Riga. Her blev han fanget i sit eget koloniale hovmod. Han var taget afsted i den tro, at fællessproget selvfølgelig ville være engelsk, men det var det ikke – det var russisk, fordi det var det sprog alle undtagen han havde til fælles.

Et andet eksempel på sammenbruddet af den kontinentale fornuft er Andalusien. Et område meget tæt på det afrikanske kontinent, men stadigvæk på den Iberiske Halvø – i Europa. Et sted hvor det europæiske, arabiske og afrikanske har været fuldstændig sammenblandet i århundreder. Det er et meget vigtigt skæringspunkt for forståelsen af, hvem vi er.

Men spørgsmålet er, hvornår et andet kontinent bliver så genkendeligt at det ikke længere virker fremmed, og hvis det ikke længere er fremmed, hvordan kan det så udgøre en afgørende grænse? 

I Andalusien er det hændernes bevægelser, der udgør de taktfaste klap.

På Island oplevede Morten Ranum landskaber og bevoksning, som mindede om hans barnlige fantasier om, hvordan der ser ud på månen – i deres sælsomme vanvid og forunderlige faretruende gru fremstod de som en række drømmesyner, der kun senere er overgået af de voldsomme eksperimenter sammen med Marcelle og Simone. Han var konstant besat af den samme rædsel, men han var på intet tidspunkt frastødt eller bange – derimod ville han fortsætte ind i løvens gab

Africa does not exist. Africa does not exist. Afrika eksisterer ikke, fordi det som mange andre områder af verden er et vildtfavnende med sig selv usammenhængende og umuligt definerbart område.

Den camerounske filosof Achille Mbembe argumenterer for at Afrika er et tomt begreb, der kun referer til sig selv – ”… to say Africa consists in constructing figures and legends on top of an emptiness”.

Forestillingen om Afrika og sorthed er resultat af kolonihistorie. Det er derfor farligt og risikabelt at fortsætte den kontinentale retorik, fordi den er vævet sammen med vores kolonihistorie – først når vi forlader retorikken og sproget kan vi begynde at gøre noget ved den koloniale arv, og den koloniale arv ligger tungt over det afrikanske kontinent. Tungere end så mange andre steder. Det er tankevækkende, at det især er på det afrikanske kontinent, at forestillingen om Afrika og sorthed bliver fastholdt i så stor udstrækning – og det er samtidig bemærkelsesværdigt, at den bog, hvor Achille Mbembe går til angreb på den panafrikanske bevægelse og kerneordene Afrika og sorthed, er den af hans bøger, som der aldrig bliver henvist til. Den hedder Critique de la Raison Négre – og bare rolig den er oversat til engelsk med titlen Critique of Black Reason, så der er ingen undskyldning.

Læs og forstå.

Vi vil vende tilbage til identitetspolitik og de stærke pronomener. Det sydafrikanske kunstprojekt Zanele Muholi insisterer på et THEY – ja, DE er netop et kunstprojekt, ikke bare et menneske eller en person. Med dette THEY forsøger DE at træde et skridt væk fra separationen – identitetspolitikkens traume. VI associerer OS med DE og THEY. Herved skaber VI en ny platform, hvor VI kan tale og danne nyt sprog. Pronomenerne indeholder en bestræbelse på at komme et nyt sted hen for at erfare noget andet om verden.

VI tror, at en anden verden er mulig – Chiapas har ikke eksisteret forgæves,

November 2022: Farverne

3 Nov

De nyeste udsendelser er altid tilgængelige for streaming præcis når DU har lyst. Denne måneds episode handler om grundfarverne, som vi har mødt gennem det sidste halve år.

VI har mødt grundfarverne – blå, gul og rød. I denne episode fortsætter VI undersøgelsen af, hvor den moderne kunst er på vej hen – hvis den er på vej. Perspektivet ændrer sig hele tiden, fordi VI er etnografisk sensitive.

Det var i Dakar at VI oplevede den blå farve – ikke kun som kunstværker, men også i hverdagen. Flere måneder senere mødte VI den gule farve i Johannesburg, selvom den ikke egentlig havde særlig meget at gøre med den sydafrikanske virkelighed. Endelig opstod den røde farve i København her for et øjeblik siden, og den var kun et filter foran vores øjne.

Farverne, deres form og den rækkefølge de ankommer i er ikke tilfældig endsige ligegyldig for, hvad som senere har mulighed for at opstå. Denne tilbagevenden til grundfarverne betyder også koncentration på form, sprog og materialet – udgangspunktet for kunsten.

Foreignness and friendship er et radio program på Tremella Radio med work-in-progress, anmeldelser of samtaler med kunstnere og aktivister. VI sender flow radio hver tirsdag aften kl. 19-20.

Documenta15 er åben

19 Jun

Lørdag den 18.juni 2022 åbnede Documenta15 i Kassel.

Alle er velkommen til at komme og deltage i festlighederne de næste 100 dage, frem til den 25.september 2022. Det er med vilje, at jeg skriver DELTAGE, for det er nemlig en anderledes kunstbegivenhed end ellers. Hvis man ankommer, og tror man kan få lov til i ro og fred at gå rundt som en voyeur og se på kunstværker, indtræffer skuffelserne hurtigt. Derimod er her rigtig mange eksempler på sociale praksisser fra rundt om i verden. En eller anden eller måske vil mange måske spørge om det er kunst?

Vi lader spørgsmålet hænge i luften.

Udstillingen i Kassel knytter sig stærkere til socialle processer og aktivisme, men her er også mange eksempler på rum (spaces, the creation of space) og rum som deltagerne kan opholde sig i, mens de oplever og erfarer. Det kræver en åbenhed for at få udbytte af opholdet i Kassel. Man kunne måske sige det på den måde, at Ducumenta denne gang forsøger at opløse samtidskunsten, for at vi senere kan genopfinde den. Når man ankommer til Kassel skal man berede sig på at deltage i et “community”, og hvis man ikke er interesseret i det, foreslår jeg, at man bliver hjemme og læser bøger om samtidskunsten i det 20.århundrede.

Muligvis er her ikke så maget nyt under solen, men jeg tror også kun det er begyndelse på, hvad der kunne komme til at ske om 20-30 år. Kassel har egentlig altid stillet sig til rådighed for at skabe et nyt perspektiv, men også til at være et arkiv af muligheder. Det er netop det perspektiv, der udgør mit eget synsfelt, mens jeg er her. Jeg oplever eksempel på sociale praksisser og forsøg på at skabe rum, og dem vil jeg tage med mig og forsøge at bruge som inspiration i min eget kunstneriske praksis.

En af de oplevelser jeg har haft de seneste par dage er, at det er nemmere at falde i snak med andre, end jeg husker fra de andre gange, jeg har været til Documenta. Måske er det bare mig. Hvis der er noget om snakken, så er det et eksempel på, at Documenta15 som et “community” virker.

Ankomst Kassel

14 Jun

Hvorfor rejse fra A til B?

Jeg foretager denne øvelse og mange andre tilsvarende for at filtrere det liv jeg lever og kondensere det, og nu er jeg derfor på vej til Kassel i det vestlige af det vestligste af Tyskland. Det liv jeg lever er udspændt mellem to yderpunkter; stilheden – den absolutte tomhed og ensomhed & det totale “overload” af aktivitet – en propfuld og eksplosiv cocktail.

I toget indser, at den rejser jeg er i færd med at foretage ikke er en hvilken som helst rejse. Det er en helt særlig og bestemt rejse, ikke pga. logistik og geografi, men fordi det ikke er første gang – det er femte gang på tyve år – 2002, 2007, 2012, 2017 og 2022 – jeg går min femte Dokumenta i møde.

Og hvad så? – spørger du måske.

På vejen gennem Tyskland mod syd tænker jeg på, at Kassel var der, hvor det begyndte. Allerede i 2002 kunne jeg mærke, at det var et sted, jeg ville komme tilbage til mange gange – ikke kun mange gange, men hver eneste gang – hver femte år. Ikke lang tid i forvejen gik jeg langs “the gallery trail” på Islands Brygge, hvor et nyt gallerimiljø var opstået omkring årtusindeskiftet.

Det er en særlig oplevelse at ankomme til Kassel, ikke kun fordi det er længe siden, jeg var her første gang, men jeg føler mig hjemme her uden på nogen måde at høre til eller vide noget rigtigt om det normale Kassel. Derimod har jeg et intimt forhold til kunstinstitutionen Dokumenta.

Dokumenta er også fortællingen om Europa – et sted der engang blev smadret af krig, og som Dokumenta ville genopbygge og genopfinde med samtidskunsten. Enhver kan selv svare på om det lykkedes. Paradoksalt er det, på en måde, at Dokumenta14 i 2017 bar vidnesbyrd om et Europa, der var faldet fra hinanden – eller i hvert fald brækket over i et syd og et nord, hvorefter konstruktionen Europa forekom at være en tom kategori, og vi har ikke set meget til det siden – kun tom retorik. Også samtidskunsten forekom i 2017 at vakle. Det satte også spørgsmål ved institutionen Dokumenta, fordi Dokumenta dengang forekom at være i vildrede og i opløsning. Ja – næsten som en slags kejseren uden tøj på. Men siden har samtidskunsten vist sig at været meget viril overalt i verden og Dokumenta er her stadigvæk. Måske har Dokumenta altid sat sig selv, ikke kun i spil, men også på spil, med et svar eller en vinkel på verdens beskaffenhed. Hver eneste Dokumenta “is another story”. Vi er spændte på, hvad der kommer til at ske denne gang.

Da jeg står af på Wilhelmshôhe Bahnhof, opdager jeg, at toget på den modsatte side af perronen går til Karlsruhe, men det er jeg ligeglad med.

Den første dag i Kassel er en langsom dag. Jeg ankommer meget sent. Der var nogle tekniske problemer i Hamburg, men teknik kan jo dække over næsten hvad som helst. Jeg bor meget tæt på Wilhelmshôhe Station. Det ligger lidt udkanten af Kassel – i nærhed af den store park med det samme navn og med den mastodontiske statue Herkules.

Jeg har boet mange forskellige steder i Kassel gennem årene. Der er en gul postkassen. Jeg går forbi den. Postkasser er gule i Tyskland. Faktisk har jeg for mange år siden boet i kvarteret omkring Kirchweg, som jeg tilfældigt passerer forbi på min formiddagstur den første dag. Det er den eksklusive side af Wilhelmhôhe Allée. Mens jeg genfremkalder mig oplevelser fra dengang jeg boede på Kirchweg, kommer jeg forbi Stadthalle Kassel, hvor Dokumenta holdt pressekonference i 2017. Det gør de ikke igen, intet er nogensinde, som det var den forrige gang. Det slår mig, at det jeg føler er respekt – en respekt overfor stedet. Jeg betrådte en sti første gang jeg ankom til Kassel – det var meget kort tid efter, at jeg havde kastet mig ud over en kløft og faldt ned i intet. Kassel er tæt forbundet med dette skæringspunkt eller med min skæbne. Kassel symbolisere et tilbud til mig om en ny vej at gå – det er fortsat den sti jeg vandrer ad. Her en fuld af undren, besynderlige skabninger og en verden fri for snerrende bånd og snævre kategorier. Jeg sidder her ved et fremmed skrivebord og græder af hengivelse over alle de velsignelser, som jeg har modtaget gennem mere end tyve år. Begyndelsen til dette eventyr var min egen aktive og afklarede beslutning i 2001 om at forlade universitetsverdenen.

Dermed vil jeg ikke sige at samtidskunsten blev den nye sti, som jeg har vandret ad, for jeg er egentlig ikke interesseret i samtidskunsten. Kunsten er for mig et middel – ikke noget mål. Da jeg var her i 2007, husker jeg at have cirkuleret svævende mellem kunstværkerne uden at registrere dem eller overhovedet lægge mærke til dem. Jeg var fuldstændig opslugt af det digt, som jeg var ved at skrive. Samtidskunsten og mit eget kunstneriske virke er to uadskillelige og tæt forbundne, men parallelt forskudte strukturer.

Kunsten forsvinder i kommunikation og eventkultur

9 Nov

Dette års Art Week i København gav anledning til nogle egentlig ikke nye overvejelser om kunstens vilkår lige nu. Kunsten selv synes at forsvinde i kommunikation og event, hvilket forekommer at være paradoksalt for en kunstfestival. Nogle dage efter afslutningen på Art Week sidder vi og indtager et overdådigt måltid hos Art Hub Copenhagen i Kødbyen på Vesterbro, og her opstår der nogle langt mere livgivende tanker om kunstens væsen og om dens rolle.

Lyt til flow radioprogrammet:

FREMMEDHED og BEKENDTSKAB på TREMELLA RADIO

Tirsdage kl.19.00-20.00

eller: podcasts her

København har i disse år hele tre forskellige større kunstbegivenheder, og de spiller hver sin afgørende og vigtige rolle. Art Week adskiller sig på flere måder fra såvel Chart som Enter Art ved ikke egentlig at være en kunstfestival, men Art Week kan derimod beskrives som en portal for den aktuelle kunstscene i Danmark med særligt fokus på hovedstadsregionen og Århus. Art Week kan således opfattes som et prisme, hvor igennem man kan opleve samtidskunsten – Art Week gennemlyser så at sige kunsten, sådan at vi kan se den, og det er vi taknemmelige for. Det en ædel gestus givet til landet borgere og andre som måtte være til stede eller på besøg.

Art Week er lidt som pandemien. Pandemien har været som et x-ray for den aktuelle kapitalisme og verdensorden, men coronapandemien kan ikke stilles til regnskab for verdens tilstand. På samme måde er Art Week ikke ansvarlig for samtidskunsten. Derfor er det, som vi her vil sige og de spørgsmål vi stiller, ikke en kritik af Art Week. Alligevel kan det måske nok lyde som om vi kritiserer Art Week, fordi Art Week ved sin gennemlysning af kunsten ufrivilligt kommer til at forstærke aktuelle tendenser.

Kunsten forløses som et brag midt i ugen

Vores oplevelse – ikke kun i Art Week, men også mere generelt – er, at kunsten forsvinder i kommunikation og eventkultur. Programavisen for Art Week er fyldt med kommunikation: talks, art mornings, guidede art tours rundt i byen og selvfølgelig et kæmpe brag af en lanceringsfest midt i uge, midt i det hele, midt i byen hos Nicolaj Kunsthal.

Konceptet for Art Week er udover at være anderledes også mere utilgængeligt og krævende, fordi det foregår alle mulige steder i byen. Alligevel har Art Week et center – i Nikolaj Kunsthal – som i høj grad giver Art Week farve. Det er her, at åbningsfesten foregår. Det er et gigantisk brag, der måske nok ikke handler særligt meget om kunst for det forholdsvis unge publikum, der deltager denne aften. Vi gætter på, at mange er kommet, fordi de alligevel gerne vil i byen på en torsdag aften. Nuvel, der er drysset kreativt garniture udover herligheden. Mange nyder de almindelige drinks til en 20’er, men der er også de mere ekstravagante drinks fra en maskine i et lille røgfyldt lokale, som efterhånden tiltrækker en del af de festglade. Det er en kunstinstallation, der er lavet som en transparent montre fyldt med flasker med spiritus og andet drinkstilbehør. Man kan så trække sin drink efter eget valg i automaten. Et sindrigt system af rør og slanger sørger for at lede den rette blanding i glasset.

Kommunikation eller aktivisme?

Installationen er et godt eksempel på kunstens tilstand. I de seneste årtier er kunstens metoder og produkter blevet revet væk fra kunsten selv, som i dette tilfælde i retning af den sociale sfære – festen, underholdning og forbrug. Denne decentrering mod andre sfærer af livet betyder at pengene flytter og dermed flytter kunstnerne også. Nogle kalder det for en aktivistisk vending i kunsten. Den hænger snævert sammen med det kommunikative – hvordan vi taler om kunst, men også i vores måder at tale om kunsten, skaber vi afstand fra den egentlige kunstneriske proces – fokus flyttes til sociale og samfundspolitiske emner, som er oppe i tiden. Art Week arrangerer selv en række talks af denne type. Her er formålet at lade kunstnerne komme til orde. Det foregår i Nikolaj Kunsthal. Der møder et bevidst, vidende, kræsent og engageret publikum op, men som ikke får lov til at deltage, fordi de inviterede gæster og ordstyreren bruger tiden. Der er valgt nogle aktuelle emner (katastrofer, køn og kolonialisme), som udvalgte kunstnere får lov til at give replik på, men ordstyren Alberte Clement Meldal opfører sig som en typisk kulturjournalist og trækker derved samtalen væk fra kunsten og forhindrer kunstnerne i at være hvad de er. De bliver tvunget over i et sociologisk kommunikationssprog. Meningen burde vel have været at skabe en samtale i et andet sprog end vi plejer at høre – et sprog på kunstens præmisser. Denne måde at lave samtaler på er desværre mere reglen end undtagelsen. Et helt andet sted i byen var der lørdag eftermiddag et eksempel på en meget anderledes art talk, hvor publikum blev delagtiggjort i en konkret kunstnerisk proces. Dermed opstod en fælles erfaring som dannede udgangspunkt for en dialog – en desværre meget sjælden invitation ind i kunstens sprog, ikke spor svært og utilgængeligt, men nemt og ligetil. Det foregik hos Galleri Bladr i Griffenfeldsgade. Elizabeth Molin havde en udstilling om sproget som materiale. Publikum blev bedt om at deltage i en fælles performance, hvor man på skift læste op fra en tekst som ingen kendte på forhånd, og bagefter oplevede alle at have været med i et kunstværk, som havde skabt en erfaring med sprog, krop, rum og lyd.

Et andet sted hvor man kan opleve gode samtaler om kunst er til Art Hubs Free Lunch Series. Her befandt vi os endnu engang på tirsdagen efter Art Week. Hver gang indtager man et måltid mad valgt af den aktuelle kunstner. Meget ofte skaber det tvivl om, hvad kunst er. Eller om man er havnet i en antropologisk workshop. Eller som på denne tirsdag et kursus i fermenterede madvarer. Under et måltid bestående af råvarer, som ellers ville have været smidt ud – og derfor ikke havde kostet en krone, indså vi at kunsten altid vil være der hvor ingen andre befinder sig. Når resten af samfundet nægter at respektere naturen og drukner i forbrug, så åbner der sig en sprække, hvor kunsten undersøger nye måder at organisere sig på.

Man skulle næsten tro, at man var på en ekskursion til Permatopia ved Karise på Midtsjælland eller hos et andet landets økologiske eller sociale boligeksperimenter. Forskellen på økosociale eksperimenter og kunst er, at de bevidst etablerer sig som isolerede lokalsamfund, mens kunsten fungerer i to meget forskellige spor. Kunsten lukker sig måske nok omkring sig selv for at skabe et helt særligt udtryk og en distinkt stemme, men den vil altid også blande sig i omgivelserne, fordi den bevæges af kræfter, der er større end den selv.

Vi befinder os på museet midt mellem kunstværkerne

Det kan være, at der er en eller anden, der siger, at vi til de såkaldte Art Mornings opholder os på de enkelte udstillingssteder, og derfor er på besøg hos kunsten. Helt konkret kunne man deltage i talks (eller samtaler, på mere mundret dansk) på kunstmuseet Arken og Glyptoteket, hvor publikum befandt sig midt blandt de malerier, som var tema for samtalen.

På Glyptoteket om tordagen var vi blevet lovet at vi skulle sidde side om side med såvel Michael Armitage’s malerier som kulturhistoriske genstande fra museets samling. Samtalens tema var aktivistisk skønhed, men der var nærmere tale om, at kurator for udstillingen Anne Kærsgaard Gregersen serverede en programerklæring og forsvarstale for udstillingen med kunstkritiker Maria Kjær Themsen fra Dagbladet Information som mikrofonholder. Publikum var vidne til en voldsom tolkning af malerierne, som blæste publikum omkuld og fik kunstværkerne til at smuldre væk i bombastiske analyser. Endnu engang fik publikum ikke lov til at deltage i samtalen, hvilket ellers kunne have været oplysende for om kurators ord havde resonans hos beskueren. Vi lever i en tid, hvor kuratorerne fylder ligeså meget som kunstværkerne, og det er ikke i sig selv noget problem. Det bliver problematisk, hvis kuratoren kører ud at sin egen tangent og glemmer udgangspunktet. I en tid hvor kunsten igen ønskes spændt for politiske dagsordener kan kunstneren og kuratoren meget nemt komme ude at takt.

Pernille Baade Jensen har, for nyhedsbureauet Globalnyt, produceret en eksperimenterende reportage om udstillingen. Her kombineres billeder, lyd og tekst. Ikke alt fungerer, men vi befinder os hele tiden helt tæt Michael Armitage’s malerier, mens vi hører journalisten i en samtale med lektor Karen Lauterbach fra Afrikanske Studier på Københavns Universitet.

Kan vi vende tilbage til kunsten?

Er det overhovedet muligt at komme tæt på kunsten? En uge efter Art Week gør vi endnu et forsøg. Vi tager på Den Sorte Diamant (eller Det Kongelige Bibliotek, som det jo ellers altid har heddet, det behøver vel ikke være så mystisk) for at se Trine Søndergaard – både hendes billeder og hende selv. Om aftenen er der nemlig en samtale mellem hende og kulturjournalist Nanna Mogensen (vært for programmet Skønlitteratur på P1).

Trine Søndergaard har været med til at sætte fotografi på kunstens landkort, eller hun har været aktiv kunstner i en periode, hvor fotografiet har oplevet at blive taget alvorligt som kunstform.

Fotografiet og litteraturen deler skæbne. Det er begge områder som både er kunstudtryk men også er en del af dagligdagens smalltalk. Derfor kræver det noget særligt og ofte voldsomt at få tilladelse til at være kunst. Mange af Trine Søndergaards billeder er portrætter af unge kvinder.

Hvor er kunsten i et portræt?

Vi tager alle sammen hele tiden billeder af os selv og af hinanden. Hos Trine Søndergaard er det, som vi skal se, hele tiden skjult, fordi fotografiet dermed bliver til mere end noget dokumentarisk. Vi tror vi skal se en kvinde, men vi ser hendes hår bagfra. Eller hun er så maskeret, at vi ikke ser hende, men noget andet – måske den dragt eller beklædningsgenstand, hun bærer. Vi ser ikke et menneske, men et symbol eller en politisk situation, men der er alligevel en kvinde.

Mens vi går gennem udstillingen møder vi tre damer, tre generationer som er i byen for at opleve kunst og være i hendes hinandens selskab. Især teenagere taler konstant, som om ordene står i kø for at komme ud i verden. Det er fascinerende, at et menneske kan have så meget på hjerte – at det ikke kun må tale konstant, men også tale meget hurtigt, næsten snublende over ordene.

Oppe på første sal hvor art talken finder sted, bliver vi mødt med skuffelse og idioti, ikke Trine Søndergaards skyld eller hendes billeder, som bliver vist i pauser i samtalen mellem hende og Nanna Mogensen, men fordi kulturjournalistikken banaliserer med sin insisteren på biografisk kronologi og intimidering af kunstnerens private affærer.

Trine Søndergaard - Martin Asbæk Gallery Martin Asbæk Gallery
Billede: Trine Søndergaard/Martin Asbæk Gallery

Der vises billeder undervejs, men de bruges ikke til noget. Derfor ikke så snart er vi komme på tæt hold af kunsten, før vi flygter fra den igen. Intentionen bag samtalen ligger egentlig på rette sted. De har delt samtalen op efter Trine Søndergaards forskellige projekter, og hver sektion indledes med at vise den relevant billedserie. Det sker i stilhed, hvorefter de lader det sidste billede i serien stå, mens de taler om billedserien, selvom de på intet tidspunkt bruger billedet eller henviser til det. Det er både mærkeligt og i modstrid med den forventning, som opbygges hos publikum. Når vi nu endelig får liv til at se billederne, mens vi taler sammen, ville det have været mere relevant at lade samtalen udvikle sig gennem og ved hjælp af billederne; fx kunne Trine Søndergaard have udlagt sine intentioner og italesat billeders udtryk, mens de kørte i et loop. Hun er trods alt et menneske, der skaber billeder og hele tiden er i selskab med fotografiet og sit kamera.  I stedet for blev vi hele tiden jaget væk fra fotografiet ind i en samtale om generelle temaer.

Et andet moment, som ødelagde publikums mulighed for at indgå i intimt samkvem med Trine Søndergaards fotokunst, var Nanna Mogensens ivrighed efter at tiltvinge sig adgang til Trine Søndergaards privatsfære. Trine Søndergaard og Nicolai Howalt har haft et mangeårigt professionelt samarbejde, og Nanna Mogensen insisterede på at pointere, at det var et samarbejde mellem mand og kone, selvom det var helt irrelevant for samtalen at snage i deres privatliv. Senere i samtalen bliver Trine Søndergaard tvunget til at afsløre, at pigerne i nogle af billederne er hendes egne døtre. Publikum virker helt uinteresserede i disse oplysninger, men det er åbenbart et afgørende øjeblik i samtalen for kulturjournalisten.

Den slaviske kronologi og svælgeriet i privatsfæren skygger desværre for udsigten og saboterer fokus på det centrale, som publikum er kommet for – fotografisk kunst.

Moderen til teenageren formulerer det meget godt på vej ud i oktober måneds kolde aften; er det bare mig, eller var det ikke mærkeligt, at vi skulle have at vide, at det var hendes mand; alt imens moderen ryster skuffet på hovedet.

Hvis man orkede at køre næsten helt ud til Tunnelfabrikken i Nordhavn, kunne man besøge Friisland, som betegner sig selv om et ”Live Art Project Space”. Her arbejder de med performancekunst, og hvordan især børn og unge kan bruge og forholde sig til performance. Det kan måske nok nærmere karakteriseres, som gaming eksperimenter end kunst, men det bærer blot ved til det brændende bål om, hvad kunst egentlig er, og om kunsten ikke netop hele tiden flytter sig et andet sted hen – som en reaktion på andre sfærer af livet?

Art Week var karakteriseret ved, jo længere væk fra centeret man bevægede sig, des tættere kom man på noget virkeligt, og noget der satte tanker i gang. Det har vel ofte været kunstens motivation, at skabe en bevægelse og få noget til at ske. Det er et paradoks, at det var lige præcist i Art Week’s center, at skuffelserne er flest – i Nikolaj Kunsthal. Ikke Art Week’s skyld, da det er kunsthallens selv, der er ansvarlig for udstillingerne. De har længe været planlagt og været forsinkede pga. pandemien, som så meget andet.

Oppe ovenpå i Tårngalleriet og Øvre Galleri i Nikolaj Kunsthal kunne man opleve David Lynch – ja, Twin Peaks’ fader, nu sprunget ud som fotograf. Det lyder jo som noget af et scoop, men det er det desværre ikke. Spørgsmålet er, om vi nogensinde ville have fået billederne at se, hvis ikke han allerede havde skabt sig et navn på noget andet. Sandsynligvis ikke. Der er en korrespondance mellem film og fotografi, og derfor skaber det nysgerrighed overfor, om det ville give dybere indblik i Lynch’s visuelle univers, men der er blot tale om lidt overfladiske og tilfældige landskaber, portrætter og et par enkelte snemænd bag nøgne træer.

Nedenunder i det højloftede kirkerum – Nedre Galleri – kunne man opleve udstillingen ”Eden” (Paradis) af Nikoline Liv Andersen. En mærkelig kitschet affære. I et hjørne ligger en træstamme og bag den høres nogle lyde, der bringer tankerne ud i skoven. Ved indgangen hænger en stor bunke af sammenfiltrede mannequindukker farvet lyserøde.

https://www.nikolajkunsthal.dk/sites/default/files/Pressebilleder/nikolaj_kunsthal_nikoline_liv_andersen25146.jpg
Billede: Nikoline Liv Andersen/Nikolaj kunsthal

Rundt om i rummet står nogle plyssede figurer, statuer eller installationer (eller hvad, vi nu skal kalde dem), som ikke rigtig imponerer. Et par af dem minder om nogle dårlige kopier af de to svenske kunstnere Nathalie Djurberg og Hans Bergs besynderlige underjordiske skabninger, som blev præsenteret på Venedig Biennalen i 2008, men det er mere end 10 år siden.

Hvis publikum var kommet for andet end de pæne drinks, blev de skuffede, og dem der kun kom for at drikke sig glade fik ikke serveret noget, der bragte dem på andre tanker. Det er endnu engang ikke noget man kan lægge Art Week til last, men bekymringer angår samtidskunsten og kunstnerne, eller måske er det en kritik af publikum for at lade sig nøje med allerede cirkulerede genstande og billeder.

Er en kunstsamtale mulig?

Vi interesserer os for kunstsamtaler og om det er muligt at tale om kunst i et sprog, som tager kunsten alvorligt, og ikke bare reproducerer den almindelige sociologiske kommunikation og newspeak fra TV, samt hverdagens rygklappende smalltalk. Det opsigtvækkende er, at der altid møder et veloplagt publikum op til enhver art talk, men de får kun meget sjældent lov til at deltage, selvom der er i mange tilfælde blandt publikum er mennesker, som er ligeså kvalificerede til at deltage i samtalerne, som de inviterede i panelet, og måske kunne deres deltagelse bringe samtalerne nye og overraskende steder hen. For øvrigt; hvis publikum ikke skal deltage, så kan vi ligeså godt klikke ind på TED Talks hjemme i privaten – så er der ingen grund til at betale en 90er og bevæge sig ind i Nikolaj Kunsthal.

Det er ærgerligt, at den offentlige samtale skal være domineret af denne verdens Christian Lund’ere, der mener, at de alene vide; og af Clement Kjersgaard’ere, som vil have lov til selv at bestemme, hvem der må sige noget, og hvad de, der gives ordet må sige.

I august måned mødte vi Christian Lund til en kort samtale om festival Louisiana Literature (Christian Lund er leder af festivalen). Festivalen på Louisiana fokuserer på at etablere interviews med forfattere og samtaler mellem forfattere. Derfor spurgte vi Christian Lund, hvordan de sammensætter forfatterne og udvælger interviewere og moderatorer (ordstyrere; på et mere mundret dansk). Han fortæller, at det sker konkret og spontant. Formålet er at etablere spændende par, konstellationer. Der er ikke nogen skabelon for sammensætningerne af panelerne på festivalen, og Christian Lund pointerer også, at festivalen ikke giver ordstyrere eller interviewere noget opdrag fro, hvordan samtalerne skal gennemføre, eller hvad de skal indeholde.

Beskrivelsen virker ikke troværdig, fordi det ikke svare til vores oplevelse på festivalen. Samtaler og interviews fremstår meget ens(rettede). De optrædende interviewere og ordstyrere er meget tilbagetrukne og næsten anonyme i deres fremtoning. Måske sker det i respekt for forfatteren? – for at lade forfatteren komme til orde, men forfatteren har jo allerede indtaget sin plads. Ellers ville han eller hun ikke have været forfatter og slet ikke en forfatter, som var kommet til festivalens og Christian Lunds søgelys. Konsekvensen af det meget tilbageholdende format er, at der tales ned til publikum – vi bliver gjort dummere, end vi rent faktisk er. Det fremmødte publikum er meget belæst og vidende. I publikum findes også ofte fra branchen, fordi festivalen er et af de steder, hvor man kan møde internationale forfattere i Danmark.

Et eksempel er da Peter Adolphsen interviewer Samanta Schweblin. Interviewet er næsten identisk med det interview, som han lavede med hende to år tidligere på LiteratureXchange i Aarhus. Ved begge lejligheder gennemgås hendes bøger slavisk, og han stiller på intet spørgsmål kritiske spørgsmål eller fremsætter egne synspunkter. Det er i kontrast til, hvordan vi ellers kender ham som forfatter og oversætter. På et tidspunkt lader han endda som om han ikke helt har styr på det spanske sprog, selvom han har oversat adskillige bøger fra spansk til dansk. 

Også Merete Pryds Helle opførte sig meget tilbagetrukket, da hun har samtale med Jamaica Kincaid, og hun skyder sig hele tiden videre til det næste på forhånd planlagte emne i deres samtale. Merete Pryds Helle kender vi ellers som meget udfarende og skarp i replikken.

Derfor virker det som om der er et bevidst og besluttet format. Christian Lund hævder, at festivalens formål er at skabe lange og dybe samtaler, og derfor fravælger de bevidste at tillade interaktion med publikum, fordi han mener publikums spørgsmål og kommentarer ville gøre seancerne fragmentariske og reducere samtalerne til at flyve mellem øst og vest. Det forekommer dog at være i modstrid med et andet af festivalens formål: at være et mødested mellem forfatterne og deres publikum.  

Måske taler vi og Christian Lund forbi hinanden, eller også taler vi ikke det samme sprog, fordi vi ikke synes at formålet om dybe samtaler bliver indfriet. Der er også den mulighed, at festivalen tager et særligt hensyn til Politiken Plus segmentet, som traditionelt set fylder meget blandt publikum. For det publikum er det vigtigt også at se giraffen. Det betyder ikke, at litteraturen er ligegyldig for dem, men festivalens prioriteringer skubber til balancen mellem forfatternes personligheder og bøger i forfatterskabet. Dermed skabes distance til litteraturen og kunsten. Den samme tendens, som karakteriserer samtidskunsten under Art Week.  

Oprigtighed forsvinder i gode intentioner

7 Jul

Redigeret udgave publiceret på Solidaritet den 12. august.

Danmark er åbnet op, og det gælder også kulturen. Man må derfor tro, at der er mange spændende oplevelser at boltre sig i. Vi vil lade det komme an på en prøve. Måske er det fordi vi har pådraget os en corona-depression, at vi tøver og ikke rigtig tør tro på, at det kan betale sig at bevæge sig udenfor. Ligesom vi nøler med at lade mundbindet ligge. Vi har allerede været i teatret nogle gange, men ikke været så imponeret. Er det fordi vi har glemt, at ikke alt er fantastisk? Måske er vores forventninger for høje efter lang tids isolation. Vi har nok bare altid været meget kritiske og haft umuligt høje forventninger. Også det at gå på værtshus keder os. Hvad skal det egentlig gøre godt for? Vi vil have vores corona-nedlukning tilbage. Hvis samfundet endelig skal åbnes op, så lad det ske med manér. Bare forbi vi har siddet derhjemme med netflix i mere end et år, kan vi ikke spises af med hvad som helst.

Festivalerne er tilbage

I juni måned var der festivaler igen. Det lyder spændende, men holder de hvad de lover? I Aarhus er litteraturfestivalen LiteratureXchange genopstået efter den ufrivillige pause sidste år, godt nok uden tidligere års internationale højder.

Hele måneden kunne man i København se latinamerikanske film i Cinemateket. Latinamerika er også til stede i Aarhus med legenden Isabel Allende på storskærm.  Det er ikke det samme. Vi har også muligheden af at møde den nigerianske forfatter Chigozie Obioma, ligeledes på storskærm – han forekommer at være et meget mere relevant og aktuelt valg end Isabel Allende. Hun har godt nok udgivet en roman, som netop er blevet oversat til dansk, men det har hun gjort næsten hvert eneste år siden 1980erne, hvor hun slog igennem overfor et dansk publikum sammen med Gabriel Garcia Márquez under betegnelsen magisk realisme. Siden har magisk realisme været et omdiskuteret begreb. Man skulle tro, at det efterhånden var gået i glemmebogen for at være blevet arkiveret som et levn fra en svunden tid, men det spørger åbenbart fortsat i kulissen – i hvert fald hvis man læser programmet for den latinamerikanske festival i København. På festivalen var der endda et debatarrangement dedikeret til at diskutere magisk realisme. Det eneste magiske, der var i bøgerne dengang i 1980erne var vist en sjæl, der svævede gennem stuen, men vi har også stadigvæk på dansk den sprogbrug at en engel går gennem stue. Det har fået den danske forfatter Mathilde Walther Clark til opgivende at konstatere, at vi jo i Danmark har en rig eventyrtradition, hvor der foregår alle mulige – ja, eventyrlige ting. Den britisk-nigerianske forfatter Ben Okri fnyser hånligt over betegnelsen magisk realisme, fordi han ikke mener, der er nogen modsætning mellem fantasi og virkelighed. Hans pointe er, at mennesker befinder sig i mange forskellige verdener, som vi elegant og ukompliceret glider ind og ud af – at stigmatisere det magiske som noget eksotisk, der knytter sig bestemte egne af verden er udtryk for en indsnævret vestlig tankegang, som er forbundet med koloniserings dæmonisering af den fremmede (den afsluttende konklusion om kolonisering er vores tilføjelse).

Ingen af de film, som vi indtil videre har set på festivalen, bringer tankerne i retning af magisk realisme. Faktisk er de derimod helt konkrete oplevelser fra menneskers hverdag, der kunne have udspillet sig hvor som helst i verden; fx den brasilianske/franske/argentinske film ”Breve Miragem de Sol” (Burning Nights) om en sort taxachauffør, som kører om natten. Hans hverdage eller nætter ligner mange andre taxachaufførers liv. Man ser kunder komme ind og ud af bilen. Han får et forhold til en sygeplejeske, som han kører hjem tidligt om morgenen. Han mistede sit tidligere arbejde og forsøger at kæmpe sig tilbage – og vigtigst af alt prøver han at få et forhold til sin søn, og hvis nogen blandt læserne har arbejdet som taxachauffør om natten, så er der måske en klokke der ringer. En film som denne sætter også spørgsmålstegn ved overhovedet at afholde en latinamerikansk filmfestival. Giver det mening at indramme et geografisk område et sted i verden og påstå at der er et sammenhængende hele som er værd at præsentere for publikum. Det ville måske være mere oplagt at afholde en filmfestival om trafik? Meningen er selvfølgelig at præsentere københavnerne for dele af verden som vi ikke ellers møder særlig ofte, men ved at holde verden på behørig afstand eller placere den i et hjørne forbliver den fremmed. Det er meget bedre at gøre den normal – eller som Chimamanda Ngozie Adichie skriver i sit brev til veninden Ijeawele, da hun har spurgt om gode råd til at opdrage sin datter Chizalum til at blive en god feminist – gør forskellighed normalt, ikke for at knytte en bestemt eller særlig værdi dertil, men fordi det er praktisk i en verden, der består forskellighed.

Læs artikel om Chimamanda’s brev til hendes veninde, Ijeawele

“Hvorfor er det altid så smertefuldt for mig at tale om forskellighed? – jeg græder altid, når jeg læser Adichies brev, og jeg læser altid afsnittet om forskellighed. Det er smertefuldt, fordi også jeg heller ikke har fået lov til at være, som jeg er, der er altid nogen, som fortæller mig, hvem jeg er, og jeg får altid at vide, at jeg skal være som de andre. Det minder mig om, at vi fortsætter med at tvinge små piger og drenge mod deres vilje. De er forsvarsløse overfor vores overgreb. Hver eneste gang det sker, gør det ondt – og vi genoplever en dyb smerte over, at det fik lov til at ske og sker igen”, fortæller Morten Ranum.

Han fortsætter: “Forskelligheden og det fremmede skal blive en del af vores hverdag og føle sig hjemme her, hvor vi befinder os. Det andet må ikke blive afvist ved grænsen, og når du afviser de andre, slår du også mig i ansigtet.”

Fanget i serpentiner angst

Under festivalen LiteratureXchange føler vi os slynget rundt i et centrifugalt mareridt. Den ene dag lytter vi til Leonora Carrington som med åbenhed og graciøs porøsitet inviterer alle enhver til at have en flydende krop og et flydende køn – at være lige præcis den du er. Aldrig lade nogen tvinge dig til at gå til bal på slottet, og hvis du tvangsindlægger din ven hyænen til at træde i dit sted, vil der kun ske det ene, at hyænen stiller sig op på bordet og river masken af og stinker med den lugt som en hyæne nu engang har. Dagen efter er vi i selskab med Olivia Wenzel og Jeanette Ehlers, der ikke gør det med vilje, men også bare er interesserede i at få magt og privilegier. Queen Mary skal stå ved siden af den hvide mand. Hun skal stå der med sine våben, ligesom han står med sine våben. Han ser lidt skeptisk på hende, fordi han har fået selskab, men de er ens. De vil det samme, de vil have magten, de vil være til stede i byen begge to, som en fysisk blind demonstration af magt, og være historien. Det er ikke med vilje, vi ved, at det ikke er med vilje, men det er det som er konsekvensen. Det får race til at fortsætte i det uendelige. Det ændrer ikke på vores problem. Det sprog vi taler, er det helt forkerte sprog at tale. Vi skal finde et nyt sprog. Et sprog, der ikke deler os op i grupperinger og indsætter os i et hierarki. Uanset om der er ligevægt mellem den hvide mand og den sorte kvinde, eller ikke. To så helt forskellige dage er vanskelige af leve med. Vi drikker os fulde og går tidligt hjem med en alarmerende uro i kroppen.

Hvorfor bliver Morten Ranum altid deprimeret i selskab med Jeanette Ehlers? Det er svært at finde et klart svar på det. Har det noget med pisken at gøre – at hun tager pisken i hånden, tager pisken fra den hvide mand og slår ham i ansigtet?

Læs mere om Jeanette Ehlers’ værk “Whip It Good” i artiklerne “Brun pige giver hvid pisk” og “Jeanette Ehlers bearbejder dansk slaveri i Nikolaj Kunsthal”

Derimod oplever vi det meget mere livgivende at lytte til Olivia Wenzel, når hun taler om præfikset ”afro” – og taler om, at vi burde være meget mere legende og eksperimenterende i forsøget på at finde ud af, hvad vi skal kalde hinanden og med en åbenhed overfor, at vi ikke nødvendigvis behøver at bruge de ord, vi hidtil har brugt, men vi kunne finde nogle andre, og hun forstår ikke, hvorfor der er så stærke følelser overfor nogle af de ord, vi bruger.

Samtaler om race, sorte kroppe og kolonihistorie

Den tyske forfatter, musiker og teatermennesket Olivia Wenzel har skrevet en fantastisk bog om en sort kvinde, der er vokset op i det tidligere Østtyskland. Store dele af bogen er konstrueret som en dialog mellem hovedpersonen og en udefinerbar stemme, der stiller hende spørgsmål. Nogle gange virker det som et forhør, andre gange er stemmen mere nysgerrig. Fortælleren svarer ikke nødvendigvis på spørgsmålene. Derfor fungerer de som parallelle spor, hvorigennem der bliver formidlet hårde og smertelige erfaringer med at vokse op som sort i en hvid verden – og ovenikøbet i et Tyskland, hvor øst-vest problemstillingen fortsat er til stede. Men der er også en meget humoristisk stemning hele vejen gennem romanen. Den er iscenesat som fakta-fiktion, men Olivia Wenzel pointerer gentagne gange, at det ikke er en nøjagtig gengivelse af hendes eget liv. I slutningen af bogen lader hun stemmen næsten bedrive kispuds med læserne ved at spørge, hvordan vi ville have det, hvis de oplevelser med racisme som har været beskrevet ikke var noget hun selv havde oplevet. I direkte forlængelse heraf konstateres drillende, at hun faktisk har haft et godt og helt ok liv, selvom det måske kan være svært at tro.

På dansk har bogen desværre fået den noget forfejlede og næsten romantiske titel ”Mit hjerte er en automat”. Titlen udspringer af nogle konkrete passager, hvor fortælleren som lille pige står overfor en slikautomat. Oversætteren Ditte Engels Hermansen indrømmer, at disse passager er meget isolerede fra resten af romanens handling. Den danske titel er således ikke grebet fuldstændig ud af luften, men den sender læseren i en helt anden retning end den tyske original, hvor titlen er ”1000 Serpentinen Angst”. Til sammenligning bliver titlen på engelsk ”1000 Coils of Fear”, hvilket forekommer at være en meget mere interessant oversættelse. Såvel den danske oversætter som forlaget Turbine indrømmer, at de har ønsket at give bogen et mere populistisk og kommercielt udtryk.

De argumenterer med, at de jo gerne vil sælge nogle bøger. De er bange for, at en tysk roman om frygt vil skræmme danske læsere væk. Dermed træder de tilbage fra at bidrage med nye ord og betydning til det danske sprog. Vi mener, at deres bekymring er ubegrundet, og det hviler måske på at både oversætter og forlag ikke helt ved, hvad der rør sig i den danske bogverden. De lader også til at mene, at der slet ikke oversættes tysk litteratur til dansk, hvilket ganske enkelt ikke er korrekt. Gad vide, hvordan de har fået den opfattelse?

I øvrigt afstår de fra enhver litterær samtale om bogens udformning, men forlaget Turbine er måske blot, hvad navnet antyder – en maskine.

Den engelske udgave af bogen er planlagt til at udkomme i 2022. I Tyskland er romanen blevet omformet til en teaterversion, og der er premiere på forestillingen på Maxim Gorki Theater i Berlin søndag den 22.august 2021, men den spiller også den efterfølgende weekend.

Olivia Wenzel optrådte to gange på LiteratureXchange i Aarhus. Den ene gang sammen med den danske billedkunstner Jeanette Ehlers på kunstmuseet AROS. Deres samtale knyttede sig til udstillingen ”This is Not Africa – How to Unlearn What We Have Learnt”. Derfor udviklede det sig naturligt til en diskussion om kolonialisme, og hvordan sorte repræsenteres, eller netop ikke er repræsenteret. I samtalen indgik også Jeanette Ehlers’ værk ”Whip It Good” og statuen af Queen Mary, som er skabt i samarbejde med kunstneren La Vaughn Belle fra Saint Croix. Aftenens samtale sluttede med en slags fælles konklusion om, at målet er en ligevægt i repræsentation i det offentlige rum. Derfor syntes de, at København med statuen af Queen Mary på en måde har opnået et mål. Nu er den sorte kvinde også repræsenteret i byens billede. Majestætisk sidder hun på sin trone og giver med sin fakkel i hånden statuerne af hvide mænd kamp til stregen.

Derimod kom der intet svar på Coates dilemma. Romanen ”Between the World and Me” former sig som et brev til hans søn, hvormed Ta-Nehisi Coates ønsker at forklare sin egen opvækst overfor sin søn, sådan at sønnen ved, hvor han kommer fra, men samtidig vil Coates også gerne forberede sin søn på, hvordan verden reagerer på en ung sort mand. Imens han gør sit bedste for at yde omsorg for sin søn, indser han at befinde sig i et dilemma, for hvis han gør meget ud af forskellen mellem at være sort og hvid i USA, medvirker han til at fastholde de racemæssige uligheder og konflikter, men hvis han undlader, vil hans frygt vokse for sin søns sikkerhed, og han ville føle sig skyldig, hvis sønnen skulle blive skudt på åben gade af en politibetjent, hvilket har vist sig ikke at være et urealistisk scenarie.  Desværre har hverken Ehlers eller Wenzel noget svar på Coates dilemma – og de virker heller ikke særlig interesserede i udfordringen. De konstaterer, at det er et problem, men de fortsætter hurtigt til andre emner – som var det blot et tilfældigt spørgsmål blandt mange andre.

Det er altid de privilegerede, der taler og fylder rummet – kun sker der skred i, hvem de privilegerede er – og de påberåber sig altid at repræsentere de, der har mindre end de selv har, mens de andre forbliver usynlige. Verden forandrer sig ikke – kun farvernes nuancer skifter. Også vi er nogle af de privilegerede, som taler om de andre, men vi glemmer ikke at udtale os om vores egne privilegier. Det er fejlagtigt at tro, at de-kolonisering er mulig. 

Vi er sikre på, at det ikke er det, som Jeanette Ehlers mener eller ønsker at udvirke – ja, vi ved, at det ikke er hendes hensigt. Hun har omvendt et oprigtigt ønske – ligesom Frantz Fanon og Achille Mbembe – om at nå til en verden hinsides race. Når vi befinder os i rampelyset i auditoriet på AROS, kommer hun alligevel til at virke tilfreds med den magtdemonstration, som Queen Mary er udtryk for, men endnu en statue gør os ikke frie. Derimod fastholder den os i et kolonialt favntag, om end i en let forandret magtkonstellation.  Queen Mary er ikke kun en manifestation af fortidens dronning og oprørsleder, men også af vor tids dronninger. Vi forstår godt stoltheden over værket og muligheden for pay-back time. Det er et vigtigt skridt og et nødvendigt opråb for at vække et sovende folk fra deres sukkerchok, men netop derfor man kan ikke træde ud af Coates dilemma.

Dagen efter optræder Wenzel alene i selskab med sin oversætter på Godsbanen. Her fremstår hun langt mere intim, åben og legende – ja, faktisk søgende. Det handler meget direkte om hendes egen bog og humoren i den.  

Henimod slutningen spørger vi hende til præfixet ”afro-”. Det er en henvisning til et bestemt sted i hendes bog, hvor der er en refleksion over, hvad det betyder at få tilknyttet ”afro” til sin eksistens.

Præfikset ”afro-” gør det umuligt at leve, præfikset ”afro-” degraderer sorte mennesker, så længe præfikset eksisterer degraderes sorte mennesker. De er ikke rigtige amerikanere, de er i hvert fald ikke så rigtige som de andre amerikanere, på grund af dette lille præfiks.

Spørgsmålet er, hvad konsekvensen er, hvilken konsekvens vil Olivia Wenzel drage, og vil den være en anden, end den som Otis Foulie drager i sin musik? Olivia Wenzel er også musikker og optræder under navnet Otis Foulie. Hvad er mon relationen mellem Olivia Wenzel og Otis Foulie?

Olivia Wenzel pointerer, at der ikke er tale om en degradering, men at betegnelsen afro skaber en form for fremmedhed og ekskludering fra normaliteten (i den danske oversættelse står der imidlertid degradering). I romanen er der ikke nogen reaktion på problemstillingen, men den er blot fremsat som en realitet. Olivia Wenzel fortæller, at hun ofte har tænkt over, hvordan man på en legende måde kunne eksperimentere med vores sprog og forsøge at finde på nye navne og betegnelser. Hun har meget tit undret sig over, hvorfor vi er så fastlåste i vores holdninger til, hvordan vi skal bruge sproget. Hun forstår godt, at der er en modstand mod at benytte n-ordet, men hun er uforstående overfor den manglende forståelse over for, hvorfor sorte mennesker synes at brug af n-ordet er smertefuld. I lige så høj grad finder hun det mærkeligt, at hvide mennesker mener, at sproget skal fastholdes som det altid har været, som om det er en statisk størrelse. Når det kommer til sproget vil Olivia Wenzel altid være fortaler for en kærlighed til sproget – og det betyder eksperimenter og leg med sprog – at vi jonglerer med, hvad vi kalder mennesker og objekter.

Race er mere grundlæggende end klasse

Vi er begyndt at genopdage klasseproblemet, vi har fundet ud af, at vi slet ikke har løst spørgsmålet om klasse. Klasseproblemet er langt dybere, end vi havde forestillet os. Dernede dybere under klasseproblemet findes race. Det er fordi race er kommet op til overfladen, at vi har genopdaget klasse. Det er et afgrundsdybt problem, vi har. Race er – siger Achille Mbembe – langt mere dybtgående end klassebegrebet. Derfor har vi et endnu større problem med klasse og race, end vi troede vi havde i forvejen.

Hvad vi skal gøre ved det, ved vi ikke?

Vi lovgav og lavede aftaler for at løse klasseproblemet. Det blev ikke løst. Sandsynligheden for at vi kan aftale os og lovgive os ud af racebegrebet er forsvindende lille. Vi forsøgte også at løse klasseproblemet ved at tænke over repræsentation. Der skulle være gader, veje og pladser opkaldt efter arbejderledere, efter helte i arbejderbevægelsens historie, og de blev navngivet – pladserne og gaderne, men det ændrede ikke noget. Der var måske nok nogen, der følte sig bedre repræsenteret, men det gjorde ikke noget ved klasseproblemet, klasseproblemet forblev intakt, vi lever fortsat i et parallelsamfund. Derfor er det meget tvivlsomt om det at opkalde gader og stræder efter sorte oprørsledere i Vestindien endsige at opstille en statue af Queen Mary vil ændre noget som helst, men det vil give nogen en bedre for form repræsentation i det offentlige rum – men det vil også blot forlænge problemet, forlænge raceproblemet, ligesom vi har forlænget klasseproblemet.

Vi har behov for nye navne.  Ja, det har vi måske nok, men de nye navne, som vi har behov for findes på et sprog, vi end ikke kan se konturerne af. Det er det sprog vi skal forsøge på at skabe. Vi må holde op med at tro på navngivning, repræsentation, lovgivning og aftaler som den eneste rigtige løsning på de problemer vi har.

Hvide drenges privilegier skygger for udsigten

Efter litteraturfestivalen i Aarhus er vi kommet tilbage til filmfestivalen i København. Her afholder podcast duoen (Lasse Hegnet og Nemo Hensing) ”Det Andet Amerika” et debatarrangement om magisk realisme. Temaet forsøges blødt op ved at tale om kvinder og magi i latinamerikansk litteratur, men der ligger alligevel hele tiden en undertone af at ville tilføje et magisk og eksotisk element til det, der er knyttet til Latinamerika. Det virker meget påståeligt og uden en egentlig argumentation. Undervejs bliver der nævnt en række yngre forfattere fra latinamerikanske lande – som minsandten også forsøges relateret til begrebet magisk realisme. Endda den argentinske forfatter Mariana Enriquez får påhæftet mærkatet magisk realisme, hvilket forekommer besynderligt, fordi hun derimod er meget optaget af gotiske elementer og gys. Derfor sidder man hele tiden med fornemmelsen af at blive voldtaget af de to hvide mænd, som gerne vil presse et bestemt billede ned over alt, hvad de taler om.

Deres stigmatiseringer fortsætter ind i det efterfølgende arrangement, der handler om cubansk musik. Her fortæller de på et tidspunkt om, hvordan det var at opholde sig i Cuba, da Fidel Castro døde. Det var en speciel oplevelse, fordi der ikke måtte spilles musik i 10 dage. Lasse Hegnet og Nemo Hensing nærmest kappedes om at fortælle, hvor umuligt det er at forestille sig Cuba uden musik blot en enkelt dag. I studiet – eller rettere sagt ved arrangementet i Cinemateket – har de besøg af den herboende cubanske musiker Yasser Pino, og han afslører, at det egentlig er helt normalt i respekt for den afdøde at undlade at holde fester i nogle dage – og når præsidenten dør forlænges perioden selvfølgelig.

Gentagne gange giver podcast duoen ”Det Andet Amerika” udtryk for deres behov for at lade deres eget eksotiske blik skygge for udsigten. Det lader til at være et mønster. I en tidligere udgave af deres podcast ”Drømmenes kontinent”, der danner en slags optakt til den latinamerikanske festival i Cinemateket, afslører de om end ikke deres uvidenhed, men fordrejer tingene sådan at de passer ind i deres optik. Selve det at betegne Latinamerika som drømmenes sted korresponderer med det generelle behov for det eksotiske. På et tidspunkt i podcasten omtaler de begrebet mestizo, som er en betegnelse for personer med blandet spansk og indiansk afstamning, men de udvider betegnelsen til at opfatte alle racemæssige blandinger. Det sker for at introducere en anden eksotisk forestilling – ideen om at Latinamerika er den nye verden. De refererer til Jon Lee Anderson, der har skrevet en omfattende biografi om Che Guevara. Anderson taler netop om kontinentet som den nye verden, hvor der også er ved at udvikle sig et helt nyt menneske. Vi skal ikke her bevæge os ind i længere diskussion af, hvad Anderson mener, men begrænse os til, hvad ”Det Andet Amerika” bruger Anderson til. Ifølge Lasse Hegnet og Nemo Hensing er Andersons pointe, at Latinamerika er det første sted i verden, hvor man finder blod fra hele verden – eller hvor alle racer er til stede.

Den nye verden er egentlig en gammel kolonial betegnelse. Det var det, som europæerne kaldte landet på den anden side af Atlanterhavet – et område de havde koloniseret, og som de opfattede som et sted hvor de kunne gøre hvad der passede og med uendelige muligheder. Forestillingen om et nyt menneske har Anderson fra Che Guevara, men det er også en tankegang, som findes mange andre steder – ikke begrænset til, men også inden for socialistiske og kommunistiske bevægelser – ja, faktisk i mange idealistiske tankesystemer.

Der er på mange måder en god mening i at ville skabe en bedre verden og et menneske, som passer ind i denne nye verden, men mennesket eksisterer allerede – mennesker udvikler sig og forandrer sig over lange tidsperioder, men det er ikke noget der kan skabes og installeres i et tankesystem og derefter blive virkeliggjort i verden. Tanken om et nyt menneske er i sin grundform egentlig autoritær og centralistisk – det er der aldrig kommet noget godt ud af, og her kombineres det endda med kolonialt tankegods. Det virker skræmmende, og der er grund til at være bekymret hvis podcast duoen ”Det Andet Amerika” skulle få magt som de har agt.

De har sikkert gode intentioner med at gøre et migrationsdomineret område af verden til noget godt, positiv og opbyggeligt, men det virker faretruende når det spændes foran en stor drøm, og når de samtidig udpeger et bestemt sted som dynamo for deres drømmescenarie. Drømmen kan meget nemt slå over i sin modsætning – især når deres tanker og begreber er så ufølsomme og upåvirkelige af virkeligheden.

Børnenes synspunkt

Det er en besynderlig oplevelse at se filmene på festivalen og undervejs lytte til podcast duoen, fordi vores indtryk af filmene er så forskellige – næsten som om det er nogle helt andre film på en anden festival. De bruger film efter film til at understøtte deres forestilling om det strålende og spektakulære Latinamerika – et billede vi slet ikke ser. Vi – derimod – ser en lang række film, alle meget forskellige, hvor kameraet er det centrale. Et kamera, der iscenesætter et blik, en retning og et perspektiv – formidler en særlig æstetik, film efter film. Hver eneste film med sit eget og helt særlige blik.

Da vi er kommet hjem fra Aarhus ser vi to forskellige film med hver deres særlige ambition. Den ene (Mamá, Mamá, Mamá) handler om en familie bestående af en gruppe små piger, der på mange måder er overladt til sig selv. Deres søster er ved filmens begyndelse lige druknet i swimmingpoolen i haven. Derfor er familien i sorg og moderen samt de andre voksne forekommer fraværende. Alt bliver vist fra pigerne perspektiv. Vi ser deres øjne fyldt med bekymring og forundring. Men det meste af tiden ser vi dem bare løbe rundt. I den sidste halvdel af filmen ser vi en af pigerne løbe mellem træerne på vejen udenfor huset omringet af høj, skræmmende og uhyggelig lyd – en stærk iscenesættelse af barnets frygt og angst for det ukendte og uvisse. Vi ved ikke præcist hvor vi befinder os og hvornår filmen udspiller sig, men det er heller ikke vigtigt. Det er derimod en eminent fortælling om utryghed hvor som helst. Den anden film hedder ”Once Upon a Time in Venezuala” og handler om byen Congo Mirador, som flyder oven på Venezuelas største sø, og som er ved at forsvinde. Beboerne kæmper en indædt kamp for politikernes opmærksomhed og mod klimaforandringer. Der er vand overalt. Men alligevel er der nogle fantastiske beskrivelser af mennesker og et liv der fortsætter på trods af al modstanden – især scener med drenge, deres interne drillerier, hvor vi ser dem lege og udføre arbejdsmæssige forpligtelser. Før vi rejste til litteraturfestival i Aarhus foreslog vi en festival om trafik, efter at have set disse to smukke film ønsker vi os en filmfestival set fra børnenes perspektiv – eller film set med alle mulige slags øjne og perspektiv. Det er bemærkelsesværdigt, at podcast duoen Hegnet og Hensing kun har det ene for øje at indramme alt, hvad de oplever i deres fantasme om magiens kontinent, og derfor måske glemmer at opleve, hvad de ser. Fordelen ved børn er, at de ser alt med åben pande og et rent blik mod horisonten. De har intet højere mål end at indfange verden som den træder frem. Der er ingen gode hensigter som skygger for udsynet.

Kontinenterne sammenbrud og opløsning

Det er måske på tide, vi begynder at tvivle på kontinenternes fornuft. De er trods alt skabt af en tid, hvor en ret begrænset del af verden rejste ud og målte op og satte grænse – i den tro, at det var deres ret, og de andre ikke havde ret. Måske er det stadigvæk vores historie, det er en sørgelig historie om mennesker, der rejser ud i verden og foretager sig præcist, hvad de har lyst uden egentlig at forstå særlig meget af steder, de ankommer til. De udgør en forsvindende minoritet, og deres øjne er sammenknebne og ørerne faldet af. Derfor er deres udsyn meget begrænset. Det har ingen betydning om de er udsendt af udenrigsministeriet, ansat af en idealistisk organisation, udstationeret af en national radiostation eller om de bare er tilfældige rejsende, der nedskriver deres noter om hvad de oplever og udgiver det på et forlag.

Hvis vi skal have held med at løfte os ud vores kolonihistorie, er det vigtigt at stille spørgsmål ved kontinenternes afgrænsning. Det er på tide, at vi lader de afgrænsninger falde sammen eller flyde mere ud, så vi kan begynde at opfatte verden, som den er.

Det gælder ikke kun, når vi diskuterer det afrikanske kontinent, selvom det nok gælder i særlig grad, når vi diskuterer det afrikanske kontinent. Det synes som om Afrikas skæbne er aldrig at få lov til at definere sig selv. Der er altid nogen, der fortæller Afrika, hvem hun er – eller hvem de er, hvem vi er – og det er aldrig godt, at der er nogen, som fortæller dig, hvem du er. Du skal have lov til at fortælle, hvem du selv er.

Noget tilsvarende gør sig gældende i diskussionen af magisk realisme og det latinamerikanske kontinent. Magisk realisme er det øjeblik, hvor Latinamerika forsvinder i Europas begær efter besynderlighed – et begær, der ønsker at fremstille den anden, som sær og mærkelig og uforståelig, mens vi i den vestlige verden er de normale og de rigtige. Den eksotisering er næsten ligeså voldelig som slaveriet, men det kontinentale rammer især det afrikanske kontinent. Et hvert sted i verden er forsvarsløs overfor at blive reduceret til chokolade i kaffen. Det plejede at være sukker (i kaffen eller teen), men når bægeret flyder over, må vi videre (og erobre nyt land).

I Cinemateket får ”Det Andet Amerika” lov til krampagtigt at fastholde begrebet magisk realisme og lade det klistre til vores forhold til Latinamerika. Vi kan ikke forstå hvorfor, fordi der ikke er noget grundlag for at fastholde det. Det forbliver en tom stigmatisering, hvis eneste formål kun kan være, at den hvide mand, det hvide menneske, den hvide dreng stadigvæk har et stort behov for at fastholde sit begær – for at fastholde, at resten af verden er mærkelig og mindreværdig.

Lad os gøre op med disse kontinentale grænser og deres koloniale undertoner. Men hvad skal vi så kalde det, hvordan skal vi benævne verden? Hvad skal vi kalde de steder rundt om i verden, som vi ønsker at forholde os til? Det er vel egentligt meget enkelt. Vi skal forholde os til dem, som de er, og vi skal kalde dem de navne, de har.

Morten Ranum’s eget svar på spørgsmålet er, at I kan kalde mig det, som jeg hedder – I kan kalde mig Morten Ranum. I behøver ikke betegne mig som den hvide mand eller den hvide dreng eller den vrede mand, eller hvad der nu falder jer ind. I kan simpelthen kalde mig ved det navn, som er blevet mig givet fra fødslen. Måske behøver vi slet ikke kalde hinanden noget. Vi kan blot nyde hinanden selskab med åbent sind.

Krigens rædsler uden scenografi

13 May

Zinkdrengene
6.-15. maj 2021

Husets Teater
Halmtorvet,
København

I denne uge spiller forestillingen ”Zinkdrengene” på Husets Teater, som handler om Sovjetunionens krig i Afghanistan i periode 1979-89. Den bygger på Svetlana Aleksijevitj dokumentariske roman af samme navn, hvor hun beskriver krigens skæbner.

Til premieren torsdag den 6.maj sad jeg i Husets Teaters intime sal for første gang i mange måneder, men jeg følte det som om jeg havde været der dagen før. Med sædvanlige minimalistiske scenografi. Måske var der også en anden årsag til, at jeg følte det som var det i går, for det var som om vi havde set og især hørt det hele før.

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Litteratur på scenen

Forestillingen har nærmeste ingen scenografi. Man får næsten det indtryk, at instruktøren blot er gået ind i teatersalen uden at tænke på scenografi. Herefter er skuespillerne begyndt at læse op fra bogen. Den ene af dem spiller forfatteren. Publikum er vidne til forfatterens arbejdsproces, hvor hun interviewer soldater fra krigen og deres pårørende. Flere gange undervejs i den 3 timer lange forestilling spørger to af skuespillerne ud i rummet ”hvad siger jeg”, og de sætter dermed suffløren på overarbejde, som jeg aldrig før har oplevet til en premiere. Derfor kan man næsten få indtryk af, at man sidder med under en reading / læseprøve i forberedelser før forestillingen skal opføres. Det giver under alle omstændigheder et meget nøgent indtryk, hvilket sikkert er bevidst.

Hvis vi har at gøre med en tekst, der er stærk nok og som er karismatisk, performativ, iscenesættende og nyskabende, så er der en god logik i at vælge et fravær af scenografi – og koncentrere sig om kun at folde bogens sider ud på scenen og læse op fra bogen. Det er der desværre ikke tale om her. Derimod har vi at gøre med en tekst, hvis temaer er kendte og som har været gentaget mange gange. Især det faste publikum på Husets Teater må føle sig hensat til en slags deja-vu. Store dele af problemstillingen og tematikken i Aleksijevitj roman minder om Primo Levi’s romaner om holocaust. Der er selvfølgelig forskel på at blive sendt i krig som soldat og være fange i en koncentrationslejr, men menneskenes skæbner i de to tekster minder om hinanden, eller rettere den manglende menneskelighed er beslægtet. For lige præcis to år siden kunne man se Husets Teaters opsætning af Primo Levis “Vidnesbyrd”.

I begge bøger beskrives et fravær af menneskelighed. Derfor hersker der en voldsom brutalitet, og der er en ekstrem form for kynisme over for den “anden”, den der under andre omstændigheder ville have været et menneske og en mulig begyndelse på et venskab. Det er et system med sin logistik, der afsporer menneskelig værdighed. Bagefter er de implicerede efterladt som forkrøblede lig.

Behovet for dramatiske greb

Hver gang et teater vælger et stykke litteratur og sætter det op på en scene, omforme det til dramatik, bliver der produceret en forventning hos publikum om, at der gøres noget ved teksten. Ikke at gøre noget, at undlade at bruge teatrets virkemidler eksplicit er også et valg – og det kan der komme dygtig dramatik ud af, men denne gang savner jeg et dramatisk greb, som kan overbevise om, at jeg ikke bare skulle være blevet hjemme og læse bogen igen. Forestillingen tilføjer ikke rigtig noget, andet end uforløst forventning, og i pausen glemmer jeg også om forestillingen. Den sætter sig ikke rigtig fast i kroppen på mig, heller ikke da jeg endelig kommer hjem lidt over klokken elleve.

Behovet for dramatisk greb forstærkes yderligere af, at hele tematikken er velkendt, og det er ikke noget problem i sig selv, men netop derfor har publikum fortjent andet end oplæsning af teksten i et tomt rum.

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Alligevel er der enkelte strofer som i dagene efter dukker op i mit opmærksomhedsfelt. På et tidspunkt siger en af karaktererne ”vi har blod i munden, men vi vil ikke holde kæft”. Der er flere af den type formuleringer, som beskriver rædsel og meningsløshed, men også umuligheden af at give udtryk for, hvad der er sket og komme udover det og leve videre.

Læs også min anmeldelse af forestillingen ”Hvis dette er et menneske”, der spillede på Husets Teater, marts – maj 2019.

To slags tilfældighed

31 Mar

Lige før Covid19 ankom til København sidste forår, havde jeg besluttet mig for et nyt perspektiv, som måske i virkeligheden er gammelt.

I lang tid havde jeg modtaget nyheder om kunstudstillinger over alt i verden via en mailinglisten ”Show On Show”, og der var rigtig mange af dem hver eneste uge. Jeg mindes ikke nogensinde at have tilmeldt mig listen, og jeg husker heller ikke præcist, hvornår jeg begyndte at modtage disse mails. Derfor ved jeg ikke, hvorfor jeg modtager dem. På et tidspunkt opstod den tanke – inspireret af mailinglisten – at jeg skulle rejse til tilfældige udvalgte kunstmesser, kun styret af hvad der landede i min inbox. Dermed ville jeg havne tilfældige steder i verden, som jeg ikke selv havde besluttet mig for, men som var resultat af en kunstudstillings midlertidige lokalisering. Jeg ville have taget en beslutning om at tage dertil, men ikke pga. destinationen.

Jeg havde igennem en årrække rejst til kunstmesser og musikfestivaler på såvel det europæiske som det afrikanske kontinent. Mit behov for centrifugalt at blive slynget rundt i verden var måske en længsel efter at slippe løs fra min selvforskyldte kontinentale spændetrøje. Jeg var blevet geografisk stigmatiseret. Men jeg havde også en længsel mod noget andet, fordi jeg følte, at jeg havde mistet noget. Tidligere i livet rejste jeg altid med bevidst intention et bestemt sted hen, satte mig ned og ventede på at noget skulle ske, og det gjorde der altid. Her var der fokus på hverdagens tilfældighed, spontanitet og vilkårlighed, mens jeg havde kontrol over, hvor jeg befandt mig.

De to former for tilfældighed medfører forskellige oplevelser, og jeg vil meget nødig vælge imellem de to horisonter. Mine overvejelser for et år siden var ikke et opgør med en bestemt tilfældighed, men det gik op for mig, at mine rejser var kollapset i kontrol. Enhver tilfældighed var dræbt. Jeg ville både kontrollere destinationen og aktiviteten. Formålet var egentlig godt nok. Jeg ville udvide min geografiske horisont, og derfor begyndte jeg at besøge de tilgrænsende afrikanske lande. Samtidig fandt jeg festivaller, som jeg kunne besøge ved samme lejlighed. Så langt så godt. Efterhånden begyndte jeg at kede mig, fordi jeg synes, jeg oplevede det samme eller ikke rigtig oplevede noget. Det var fordi, jeg på forhånd havde udelukket det eneste interessante – den ubekendte – tilfældigheden. Derfor måtte jeg begynde forfra eller simpelthen begynde igen. Den erkendelse er taget til i styrke gennem et år, hvor jeg ikke har kunnet bestemme, hvor jeg skulle opholde mig, men været tvunget til at være et bestemt sted, hvor der ikke rigtig har været noget at foretage sig.

Man skulle tro, at det ville være en tilværelse med to ubekendte.

Mid Month Poetry XII

16 Dec

DECEMBER

We are coping with the world
in very different ways
I arrive in Paris
on New Year’s Eve
and the queue
in front of the passport control
is a flash mob.

A living and always
circular organism
where social distancing
is an alien metaphor
in an imaginative future.

Few hours earlier
in the outskirts
of a Nordic City
the airport is almost empty.
Everyone around me has brown or black hair
with the exception of a blond girl
she seems to be
an fearless immigrant.

We have the belief
everything has changed
but it is all very known to me
as if I was also here yesterday
and the day before.
It is a dangerous thought.

During my journey
I receive messages
I refuse to process.

In my destination
I do what I have always done
many times before
drink a glass of wine
buy a sim-card
from a different telephone company
board a flight to an domestic airport
arrive at the coast
of The Indian Ocean.

It all comes back to me
what I like
and what I do not like
as if nothing has happened
in the last five years
I have become like the water
who rolls back and forth
along the coast
sometimes wild and without mercy
in between silent and calm
tiny waves circulating
around my feet
but always changing
from one moment to the other
repeating already
discovered secrets.

Mid Month Poetry XI

15 Nov

NOVEMBER

Jeg har ikke læst en linje
og ingen bøger
men jeg har læst
en tanke
i et menneske
her står sproget og virker
et fragment
en sprække i huden
jeg ser tynde små bogstaver
de kommer til live
i et øjebliks lys
en stjerne skinner
fra et usynligt hjørne
i mørket står en kvinde
og smiler
hun har en bog
mellem hænderne
det er derfor
jeg ikke har kunnet finde den
hele morgenen
men jeg har heller ikke
kunnet finde hende
jeg møder hende
som en flænge i min arm
der løber en væske
streger tegnes på huden
vi skriver morgendagens drømme
og håber
regnen ikke vil udslette os
vi er villige til at skrive tykke bøger
om tiderne som gik bort
men vi nøjes med et digt
som en statue
står det foran slottet
indtil nogen vælter den
og smider den i vandet
et nyt digt kommer til verden
det vil gerne læses højt
men der er ikke længere nogen
som kan læse
og vi ser kun nyfalden sne