Oprigtighed forsvinder i gode intentioner

7 Jul

Danmark er åbnet op, og det gælder også kulturen. Man må derfor tro, at der er mange spændende oplevelser at boltre sig i. Vi vil lade det komme an på en prøve. Måske er det fordi vi har pådraget os en corona-depression, at vi tøver og ikke rigtig tør tro på, at det kan betale sig at bevæge sig udenfor. Ligesom vi nøler med at lade mundbindet ligge. Vi har allerede været i teatret nogle gange, men ikke været så imponeret. Er det fordi vi har glemt, at ikke alt er fantastisk? Måske er vores forventninger for høje efter lang tids isolation. Vi har nok bare altid været meget kritiske og haft umuligt høje forventninger. Også det at gå på værtshus keder os. Hvad skal det egentlig gøre godt for? Vi vil have vores corona-nedlukning tilbage. Hvis samfundet endelig skal åbnes op, så lad det ske med manér. Bare forbi vi har siddet derhjemme med netflix i mere end et år, kan vi ikke spises af med hvad som helst.

Festivalerne er tilbage

I juni måned var der festivaler igen. Det lyder spændende, men holder de hvad de lover? I Aarhus er litteraturfestivalen LiteratureXchange genopstået efter den ufrivillige pause sidste år, godt nok uden tidligere års internationale højder.

Hele måneden kunne man i København se latinamerikanske film i Cinemateket. Latinamerika er også til stede i Aarhus med legende Isabel Allende på storskærm.  Det er ikke det samme. Vi har også muligheden af at møde den nigerianske forfatter Chigozie Obioma, ligeledes på storskærm – han forekommer at være et meget mere relevant og aktuelt valg end Isabel Allende. Hun har godt nok udgivet en roman, som netop er blevet oversat til dansk, men det har hun gjort næsten hvert eneste år siden 1980erne, hvor hun slog igennem overfor et dansk publikum sammen med Gabriel Garcia Márquez under betegnelsen magisk realisme. Siden har magisk realisme været et omdiskuteret begreb. Man skulle tro, at det efterhånden var gået i glemmebogen for at være blevet arkiveret som et levn fra en svunden tid, men det spørger åbenbart fortsat i kulissen – i hvert fald hvis man læser programmet for den latinamerikanske festival i København. På festivalen var der endda et debatarrangement dedikeret til at diskutere magisk realisme. Det eneste magiske, der var i bøgerne dengang i 1980erne var vist en sjæl, der svævede gennem stuen, men vi har også stadigvæk på dansk den sprogbrug at en engel går gennem stue. Det har fået den danske forfatter Mathilde Walther Clark til opgivende at konstatere, at vi jo i Danmark har en rig eventyrtradition, hvor der foregår alle mulige – ja, eventyrlige ting. Den britisk-nigerianske forfatter Ben Okri fnyser hånligt over betegnelsen magisk realisme, fordi han ikke mener, der er nogen modsætning mellem fantasi og virkelighed. Hans pointe er, at mennesker befinder sig i mange forskellige verdener, som vi elegant og ukompliceret glider ind og ud af – at stigmatisere det magiske som noget eksotisk, der knytter sig bestemte egne af verden er udtryk for en indsnævret vestlig tankegang, som er forbundet med koloniserings dæmonisering af den fremmede (den afsluttende konklusion om kolonisering er vores tilføjelse).

Ingen af de film, som vi indtil videre har set på festivalen, bringer tankerne i retning af magisk realisme. Faktisk er de derimod helt konkrete oplevelser fra menneskers hverdag, der kunne har udspillet sig hvor som helst i verden; fx den brasilianske/franske/argentinske film ”Breve Miragem de Sol” (Burning Nights) om en sort taxachauffør, som kører om natten. Hans hverdage eller nætter ligner mange andre taxachaufførers liv. Man ser kunder komme ind og ud af bilen. Han får et forhold til en sygeplejeske, som han kører hjem tidligt om morgenen. Han mistede sit tidligere arbejde og forsøger at kæmpe sig tilbage – og vigtigst af alt prøver han at få et forhold til sin søn, og hvis nogen blandt læserne har arbejdet som taxachauffør om natten, så er der måske en klokke der ringer. En film som denne sætter også spørgsmålstegn ved overhovedet at afholde en latinamerikansk filmfestival. Giver det mening at indramme et geografisk område et sted i verden og påstå at der er et sammenhængende hele som er værd at præsentere for publikum. Det ville måske være mere oplagt at afholde en filmfestival om trafik? Meningen er selvfølgelig at præsentere københavnerne for dele af verden som vi ikke ellers møder særlig ofte, men ved at holde verden på behørig afstand eller placere den i et hjørne forbliver den fremmed. Det er meget bedre at gøre den normal – eller som Chimamanda Ngozie Adichie skriver i sit brev til veninden Ijeawele, da hun har spurgt om gode råd til at opdrage sin datter Chizalum til at blive en god feminist – gør forskellighed normalt, ikke for at knytte en bestemt eller særlig værdi dertil, men fordi det er praktisk i en verden, der består forskellighed.

Læs artikel om Chimamanda’s brev til hendes veninde, Ijeawele

“Hvorfor er det altid så smertefuldt for mig at tale om forskellighed? – jeg græder altid, når jeg læser Adichies brev, og jeg læser altid afsnittet om forskellighed. Det er smertefuldt, fordi også jeg heller ikke har fået lov til at være, som jeg er, der er altid nogen, som fortæller mig, hvem jeg er, og jeg får altid at vide, at jeg skal være som de andre. Det minder mig om, at vi fortsætter med at tvinge små piger og drenge mod deres vilje. De er forsvarsløse overfor vores overgreb. Hver eneste gang det sker, gør det ondt – og vi genoplever en dyb smerte over, at det fik lov til at ske og sker igen”, fortæller Morten Ranum.

Han fortsætter: “Forskelligheden og det fremmede skal blive en del af vores hverdag og føle sig hjemme her, hvor vi befinder os. Det andet må ikke blive afvist ved grænsen, og når du afviser de andre, slår du også mig i ansigtet.”

Fanget i serpentiner angst

Under festivalen LiteratureXchange føler vi os slynget rundt i et centrifugalt mareridt. Den ene dag lytter vi til Leonora Carrington som med åbenhed og graciøs porøsitet inviterer alle enhver til at have en flydende krop og et flydende køn – at være lige præcis den du er. Aldrig lade nogen tvinge dig til at gå til bal på slottet, og hvis du tvangsindlægger din ven hyænen til at træde i dit sted, vil der kun ske det ene, at hyænen stiller sig op på bordet og river masken af og stinker med den lugt som en hyæne nu engang har. Dagen efter er vi i selskab med Olivia Wenzel og Jeanette Ehlers, der ikke gør det med vilje, men også bare er interesserede i at få magt og privilegier. Queen Mary skal stå ved siden af den hvide mand. Hun skal stå der med sine våben, ligesom han står med sine våben. Han ser lidt skeptisk på hende, fordi han har fået selskab, men de er ens. De vil det samme, de vil have magten, de vil være til stede i byen begge to, som en fysisk blind demonstration af magt, og være historien. Det er ikke med vilje, vi ved, at det ikke er med vilje, men det er det som er konsekvensen. Det får race til at fortsætte i det uendelige. Det ændrer ikke på vores problem. Det sprog vi taler, er det helt forkerte sprog at tale. Vi skal finde et nyt sprog. Et sprog, der ikke deler os op i grupperinger og indsætter os i et hierarki. Uanset om der er ligevægt mellem den hvide mand og den sorte kvinde, eller ikke. To så helt forskellige dage er vanskelige af leve med. Vi drikker os fulde og går tidligt hjem med en alarmerende uro i kroppen.

Hvorfor bliver Morten Ranum altid deprimeret i selskab med Jeanette Ehlers? Det er svært at finde et klart svar på det. Har det noget med pisken at gøre – at hun tager pisken i hånden, tager pisken fra den hvide mand og slår ham i ansigtet?

Læs mere om Jeanette Ehlers’ værk “Whip It Good” i artiklerne “Brun pige giver hvid pisk” og “Jeanette Ehlers bearbejder dansk slaveri i Nikolaj Kunsthal”

Derimod oplever vi det meget mere livgivende at lytte til Olivia Wenzel, når hun taler om præfikset ”afro” – og taler om, at vi burde være meget mere legende og eksperimenterende i forsøget på at finde ud af, hvad vi skal kalde hinanden og med en åbenhed overfor, at vi ikke nødvendigvis behøver at bruge de ord, vi hidtil har brugt, men vi kunne finde nogle andre, og hun forstår ikke, hvorfor der er så stærke følelser overfor nogle af de ord, vi bruger.

Samtaler om race, sorte kroppe og kolonihistorie

Den tyske forfatter, musiker og teatermennesket Olivia Wenzel har skrevet en fantastisk bog om en sort kvinde, der er vokset op i det tidligere Østtyskland. Store dele af bogen er konstrueret som en dialog mellem hovedpersonen og en udefinerbar stemme, der stiller hende spørgsmål. Nogle gange virker det som et forhør, andre gange er stemmen mere nysgerrig. Fortælleren svarer ikke nødvendigvis på spørgsmålene. Derfor fungerer de som parallelle spor, hvorigennem der bliver formidlet hårde og smertelige erfaringer med at vokse op som sort i en hvid verden – og ovenikøbet i et Tyskland, hvor øst-vest problemstillingen fortsat er til stede. Men der er også en meget humoristisk stemning hele vejen gennem romanen. Den er iscenesat som fakta-fiktion, men Olivia Wenzel pointerer gentagne gange, at det ikke er en nøjagtig gengivelse af hendes eget liv. I slutningen af bogen lader hun stemmen næsten bedrive kispuds med læserne ved at spørge, hvordan vi ville have det, hvis de oplevelser med racisme som har været beskrevet ikke var noget hun selv havde oplevet. I direkte forlængelse heraf konstateres drillende, at hun faktisk har haft et godt og helt ok liv, selvom det måske kan være svært at tro.

På dansk har bogen desværre fået den noget forfejlede og næsten romantiske titel ”Mit hjerte er en automat”. Titlen udspringer af nogle konkrete passager, hvor fortælleren som lille pige står overfor en slikautomat. Oversætteren Ditte Engels Hermansen indrømmer, at disse passager er meget isolerede fra resten af romanens handling. Den danske titel er således ikke grebet fuldstændig ud af luften, men den sender læseren i en helt anden retning end den tyske original, hvor titlen er ”1000 Serpentinen Angst”. Til sammenligning bliver titlen på engelsk ”1000 Coils of Fear”, hvilket forekommer at være en meget mere interessant oversættelse. Såvel den danske oversætter som forlaget Turbine indrømmer, at de har ønsket at give bogen et mere populistisk og kommercielt udtryk.

De argumenterer med, at de jo gerne vil sælge nogle bøger. De er bange for, at en tysk roman om frygt vil skræmme danske læsere væk. Dermed træder de tilbage fra at bidrage med nye ord og betydning til det danske sprog. Vi mener, at deres bekymring er ubegrundet, og det hviler måske på at både oversætter og forlag ikke helt ved, hvad der rør sig i den danske bogverden. De lader også til at mene, at der slet ikke oversættes tysk litteratur til dansk, hvilket ganske enkelt ikke er korrekt. Gad vide, hvordan de har fået den opfattelse?

I øvrigt afstår de fra enhver litterær samtale om bogens udformning, men forlaget Turbine er måske blot, hvad navnet antyder – en maskine.

Den engelske udgave af bogen er planlagt til at udkomme i 2022. I Tyskland er romanen blevet omformet til en teaterversion, og der er premiere på forestillingen på Maxim Gorki Theater i Berlin søndag den 22.august 2021, men den spiller også den efterfølgende weekend.

Olivia Wenzel optrådte to gange på LiteratureXchange i Aarhus. Den ene gang sammen med den danske billedkunstner Jeanette Ehlers på kunstmuseet AROS. Deres samtale knyttede sig til udstillingen ”This is Not Africa – How to Unlearn What We Have Learnt”. Derfor udviklede det sig naturligt til en diskussion om kolonialisme, og hvordan sorte repræsenteres, eller netop ikke er repræsenteret. I samtalen indgik også Jeanette Ehlers’ værk ”Whip It Good” og statuen af Queen Mary, som er skabt i samarbejde med kunstneren La Vaughn Belle fra Saint Croix. Aftenens samtale sluttede med en slags fælles konklusion om, at målet er en ligevægt i repræsentation i det offentlige rum. Derfor syntes de, at København med statuen af Queen Mary på en måde har opnået et mål. Nu er den sorte kvinde også repræsenteret i byens billede. Majestætisk sidder hun på sin trone og giver med sin fakkel i hånden statuerne af hvide mænd kamp til stregen.

Derimod kom der intet svar på Coates dilemma. Romanen ”Between the World and Me” former sig som et brev til hans søn, hvormed Ta-Nehisi Coates ønsker at forklare sin egen opvækst overfor sin søn, sådan at sønnen ved, hvor han kommer fra, men samtidig vil Coates også gerne forberede sin søn på, hvordan verden reagerer på en ung sort mand. Imens han gør sit bedste for at yde omsorg for sin søn, indser han at befinde sig i et dilemma, for hvis han gør meget ud af forskellen mellem at være sort og hvid i USA, medvirker han til at fastholde de racemæssige uligheder og konflikter, men hvis han undlader, vil hans frygt vokse for sin søns sikkerhed, og han ville føle sig skyldig, hvis sønnen skulle blive skudt på åben gade af en politibetjent, hvilket har vist sig ikke at være et urealistisk scenarie.  Desværre har hverken Ehlers eller Wenzel noget svar på Coates dilemma – og de virker heller ikke særlig interesserede i udfordringen. De konstaterer, at det er et problem, men de fortsætter hurtigt til andre emner – som var det blot et tilfældigt spørgsmål blandt mange andre.

Det er altid de privilegerede, der taler og fylder rummet – kun sker der skred i, hvem de privilegerede er – og de påberåber sig altid at repræsentere de, der har mindre end de selv har, mens de andre forbliver usynlige. Verden forandrer sig ikke – kun farvernes nuancer skifter. Også vi er nogle af de privilegerede, som taler om de andre, men vi glemmer ikke at udtale os om vores egne privilegier. Det er fejlagtigt at tro, at de-kolonisering er mulig. 

Vi er sikre på, at det ikke er det, som Jeanette Ehlers mener eller ønsker at udvirke – ja, vi ved, at det ikke er hendes hensigt. Hun har omvendt et oprigtigt ønske – ligesom Frantz Fanon og Achille Mbembe – om at nå til en verden hinsides race. Når vi befinder os i rampelyset i auditoriet på AROS, kommer hun alligevel til at virke tilfreds med den magtdemonstration, som Queen Mary er udtryk for, men endnu en statue gør os ikke frie. Derimod fastholder den os i et kolonialt favntag, om end i en let forandret magtkonstellation.  Queen Mary er ikke kun en manifestation af fortidens dronning og oprørsleder, men også af vor tids dronninger. Vi forstår godt stoltheden over værket og muligheden for pay-back time. Det er et vigtigt skridt og et nødvendigt opråb for at vække et sovende folk fra deres sukkerchok, men netop derfor man kan ikke træde ud af Coates dilemma.

Dagen efter optræder Wenzel alene i selskab med sin oversætter på Godsbanen. Her fremstår hun langt mere intim, åben og legende – ja, faktisk søgende. Det handler meget direkte om hendes egen bog og humoren i den.  

Henimod slutningen spørger vi hende til præfixet ”afro-”. Det er en henvisning til et bestemt sted i hendes bog, hvor der er en refleksion over, hvad det betyder at få tilknyttet ”afro” til sin eksistens.

Præfikset ”afro-” gør det umuligt at leve, præfikset ”afro-” degraderer sorte mennesker, så længe præfikset eksisterer degraderes sorte mennesker. De er ikke rigtige amerikanere, de er i hvert fald ikke så rigtige som de andre amerikanere, på grund af dette lille præfiks.

Spørgsmålet er, hvad konsekvensen er, hvilken konsekvens vil Olivia Wenzel drage, og vil den være en anden, end den som Otis Foulie drager i sin musik? Olivia Wenzel er også musikker og optræder under navnet Otis Foulie. Hvad er mon relationen mellem Olivia Wenzel og Otis Foulie?

Olivia Wenzel pointerer, at der ikke er tale om en degradering, men at betegnelsen afro skaber en form for fremmedhed og ekskludering fra normaliteten (i den danske oversættelse står der imidlertid degradering). I romanen er der ikke nogen reaktion på problemstillingen, men den er blot fremsat som en realitet. Olivia Wenzel fortæller, at hun ofte har tænkt over, hvordan man på en legende måde kunne eksperimentere med vores sprog og forsøge at finde på nye navne og betegnelser. Hun har meget tit undret sig over, hvorfor vi er så fastlåste i vores holdninger til, hvordan vi skal bruge sproget. Hun forstår godt, at der er en modstand mod at benytte n-ordet, men hun er uforstående overfor den manglende forståelse over for, hvorfor sorte mennesker synes at brug af n-ordet er smertefuld. I lige så høj grad finder hun det mærkeligt, at hvide mennesker mener, at sproget skal fastholdes som det altid har været, som om det er en statisk størrelse. Når det kommer til sproget vil Olivia Wenzel altid være fortaler for en kærlighed til sproget – og det betyder eksperimenter og leg med sprog – at vi jonglerer med, hvad vi kalder mennesker og objekter.

Race er mere grundlæggende end klasse

Vi er begyndt at genopdage klasseproblemet, vi har fundet ud af, at vi slet ikke har løst spørgsmålet om klasse. Klasseproblemet er langt dybere, end vi havde forestillet os. Dernede dybere under klasseproblemet findes race. Det er fordi race er kommet op til overfladen, at vi har genopdaget klasse. Det er et afgrundsdybt problem, vi har. Race er – siger Achille Mbembe – langt mere dybtgående end klassebegrebet. Derfor har vi et endnu større problem med klasse og race, end vi troede vi havde i forvejen.

Hvad vi skal gøre ved det, ved vi ikke?

Vi lovgav og lavede aftaler for at løse klasseproblemet. Det blev ikke løst. Sandsynligheden for at vi kan aftale os og lovgive os ud af racebegrebet er forsvindende lille. Vi forsøgte også at løse klasseproblemet ved at tænke over repræsentation. Der skulle være gader, veje og pladser opkaldt efter arbejderledere, efter helte i arbejderbevægelsens historie, og de blev navngivet – pladserne og gaderne, men det ændrede ikke noget. Der var måske nok nogen, der følte sig bedre repræsenteret, men det gjorde ikke noget ved klasseproblemet, klasseproblemet forblev intakt, vi lever fortsat i et parallelsamfund. Derfor er det meget tvivlsomt om det at opkalde gader og stræder efter sorte oprørsledere i Vestindien endsige at opstille en statue af Queen Mary vil ændre noget som helst, men det vil give nogen en bedre for form repræsentation i det offentlige rum – men det vil også blot forlænge problemet, forlænge raceproblemet, ligesom vi har forlænget klasseproblemet.

Vi har behov for nye navne.  Ja, det har vi måske nok, men de nye navne, som vi har behov for findes på et sprog, vi end ikke kan se konturerne af. Det er det sprog vi skal forsøge på at skabe. Vi må holde op med at tro på navngivning, repræsentation, lovgivning og aftaler som den eneste rigtige løsning på de problemer vi har.

Hvide drenges privilegier skygger for udsigten

Efter litteraturfestivalen i Aarhus er vi kommet tilbage til filmfestivalen i København. Her afholder podcast duoen (Lasse Hegnet og Nemo Hensing) ”Det Andet Amerika” et debatarrangement om magisk realisme. Temaet forsøges blødt op ved at tale om kvinder og magi i latinamerikansk litteratur, men der ligger alligevel hele tiden en undertone af at ville tilføje et magisk og eksotisk element til det, der er knyttet til Latinamerika. Det virker meget påståeligt og uden en egentlig argumentation. Undervejs bliver der nævnt en række yngre forfattere fra latinamerikanske lande – som minsandten også forsøges relateret til begrebet magisk realisme. Endda den argentinske forfatter Mariana Enriquez får påhæftet mærkatet magisk realisme, hvilket forekommer besynderligt, fordi hun derimod er meget optaget af gotiske elementer og gys. Derfor sidder man hele tiden med fornemmelsen af at blive voldtaget af de to hvide mænd, som gerne vil presse et bestemt billede ned over alt, hvad de taler om.

Deres stigmatiseringer fortsætter ind i det efterfølgende arrangement, der handler om cubansk musik. Her fortæller de på et tidspunkt om, hvordan det var at opholde sig i Cuba, da Fidel Castro døde. Det var en speciel oplevelse fordi, der ikke måtte spilles musik i 10 dage. Lasse Hegnet og Nemo Hensing nærmest kappedes om at fortælle, hvor umuligt det er at forestille sig Cuba uden musik blot en enkelt dag. I studiet – eller rettere sagt ved arrangementet i Cinemateket – har de besøg af den herboende cubanske musiker Yasser Pino, og han afslører, at det egentlig er helt normalt i respekt for den afdøde at undlade at holde fester i nogle dage – og når præsidenten dør forlænges perioden selvfølgelig.

Gentagne gange giver podcast duoen ”Det Andet Amerika” udtryk for deres behov for at lade deres eget eksotiske blik skygge for udsigten. Det lader til at være et mønster. I en tidligere udgave af deres podcast ”Drømmenes kontinent”, der danner en slags optakt til den latinamerikanske festival i Cinemateket, afslører de om end ikke deres uvidenhed, men fordrejer tingene sådan at de passer ind i deres optik. Selve det at betegne Latinamerika som drømmenes sted korresponderer med det generelle behov for det eksotiske. På et tidspunkt i podcasten omtaler de begrebet mestizo, som er en betegnelse for personer med blandet spansk og indiansk afstamning, men de udvider betegnelsen til at opfatte alle racemæssige blandinger. Det sker for at introducere en anden eksotisk forestilling – ideen om at Latinamerika er den nye verden. De refererer til Jon Lee Anderson, der har skrevet en omfattende biografi om Che Guevara. Anderson taler netop om kontinentet som den nye verden, hvor der også er ved at udvikle sig et helt nyt menneske. Vi skal ikke her bevæge os ind i længere diskussion af, hvad Anderson mener, men begrænse os til, hvad ”Det Andet Amerika” bruger Anderson til. Ifølge Lasse Hegnet og Nemo Hensing er Andersons pointe, at Latinamerika er det første sted i verden, hvor man finder blod fra hele verden – eller hvor alle racer er til stede.

Den nye verden er egentlig en gammel kolonial betegnelse. Det var det, som europæerne kaldte landet på den anden side af Atlanterhavet – et område de havde koloniseret, og som de opfattede som et sted hvor de kunne gøre hvad der passede og med uendelige muligheder. Forestillingen om et nyt menneske har Anderson fra Che Guevara, men det er også en tankegang, som findes mange andre steder – ikke begrænset til, men også inden for socialistiske og kommunistiske bevægelser – ja, faktisk i mange idealistiske tankesystemer.

Der er på mange måder en god mening i at ville skabe en bedre verden og et menneske, som passer ind i denne nye verden, men mennesket eksisterer allerede – mennesker udvikler sig og forandrer sig over lange tidsperioder, men det er ikke noget der kan skabes og installeres i et tankesystem og derefter blive virkeliggjort i verden. Tanken om et nyt menneske er i sin grundform egentlig autoritær og centralistisk – det er der aldrig kommet noget godt ud af, og her kombineres det endda med kolonialt tankegods. Det virker skræmmende, og der er grund til at være bekymret hvis podcast duoen ”Det Andet Amerika” skulle få magt som de har agt.

De har sikkert gode intentioner med at gøre et migrationsdomineret område af verden til noget godt, positiv og opbyggeligt, men det virker faretruende når det spændes foran en stor drøm, og når de samtidig udpeger et bestemt sted som dynamo for deres drømmescenarie. Drømmen kan meget nemt slå over i sin modsætning – især når deres tanker og begreber er så ufølsomme og upåvirkelige af virkeligheden.

Børnenes synspunkt

Det er en besynderlig oplevelse at se filmene på festivalen og undervejs lytte til podcast duoen, fordi vores indtryk af filmene er så forskellige – næsten som om det er nogle helt andre film på en anden festival. De bruger film efter film til at understøtte deres forestilling om det strålende og spektakulære Latinamerika – et billede vi slet ikke ser. Vi – derimod – ser en lang række film, alle meget forskellige, hvor kameraet er det centrale. Et kamera, der iscenesætter et blik, en retning og et perspektiv – formidler en særlig æstetik, film efter film. Hver eneste film med sit eget og helt særlige blik.

Da vi er kommet hjem fra Aarhus ser vi to forskellige film med hver deres særlige ambition. Den ene (Mamá, Mamá, Mamá) handler om en familie bestående af en gruppe små piger, der på mange måder er overladt til sig selv. Deres søster er ved filmens begyndelse lige druknet i swimmingpoolen i haven. Derfor er familien i sorg og moderen samt de andre voksne forekommer fraværende. Alt bliver vist fra pigerne perspektiv. Vi ser deres øjne fyldt med bekymring og forundring. Men det meste af tiden ser vi dem bare løbe rundt. I den sidste halvdel af filmen ser vi en af pigerne løbe mellem træerne på vejen udenfor huset omringet af høj, skræmmende og uhyggelig lyd – en stærk iscenesættelse af barnets frygt og angst for det ukendte og uvisse. Vi ved ikke præcist hvor vi befinder os og hvornår filmen udspiller sig, men det er heller ikke vigtigt. Det er derimod en eminent fortælling om utryghed hvor som helst. Den anden film hedder ”Once Upon a Time in Venezuala” og handler om byen Congo Mirador, som flyder oven på Venezuelas største sø, og som er ved at forsvinde. Beboerne kæmper en indædt kamp for politikernes opmærksomhed og mod klimaforandringer. Der er vand overalt. Men alligevel er der nogle fantastiske beskrivelser af mennesker og et liv der fortsætter på trods af al modstanden – især scener med drenge, deres interne drillerier, hvor vi ser dem lege og udføre arbejdsmæssige forpligtelser. Før vi rejste til litteraturfestival i Aarhus foreslog vi en festival om trafik, efter at have set disse to smukke film ønsker vi os en filmfestival set fra børnenes perspektiv – eller film set med alle mulige slags øjne og perspektiv. Det er bemærkelsesværdigt, at podcast duoen Hegnet og Hensing kun har det ene for øje at indramme alt, hvad de oplever i deres fantasme om magiens kontinent, og derfor måske glemmer at opleve, hvad de ser. Fordelen ved børn er, at de ser alt med åben pande og et rent blik mod horisonten. De har intet højere mål end at indfange verden som den træder frem. Der er ingen gode hensigter som skygger for udsynet.

Kontinenterne sammenbrud og opløsning

Det er måske på tide, vi begynder at tvivle på kontinenternes fornuft. De er trods alt skabt af en tid, hvor en ret begrænset del af verden rejste ud og målte op og satte grænse – i den tro, at det var deres ret, og de andre ikke havde ret. Måske er det stadigvæk vores historie, det er en sørgelig historie om mennesker, der rejser ud i verden og foretager sig præcist, hvad de har lyst uden egentlig at forstå særlig meget af steder, de ankommer til. De udgør en forsvindende minoritet, og deres øjne er sammenknebne og ørerne faldet af. Derfor er deres udsyn meget begrænset. Det har ingen betydning om de er udsendt af udenrigsministeriet, ansat af en idealistisk organisation, udstationeret af en national radiostation eller om de bare er tilfældige rejsende, der nedskriver deres noter om hvad de oplever og udgiver det på et forlag.

Hvis vi skal have held med at løfte os ud vores kolonihistorie, er det vigtigt at stille spørgsmål ved kontinenternes afgrænsning. Det er på tide, at vi lader de afgrænsninger falde sammen eller flyde mere ud, så vi kan begynde at opfatte verden, som den er.

Det gælder ikke kun, når vi diskuterer det afrikanske kontinent, selvom det nok gælder i særlig grad, når vi diskuterer det afrikanske kontinent. Det synes som om Afrikas skæbne er aldrig at få lov til at definere sig selv. Der er altid nogen, der fortæller Afrika, hvem hun er – eller hvem de er, hvem vi er – og det er aldrig godt, at der er nogen, som fortæller dig, hvem du er. Du skal have lov til at fortælle, hvem du selv er.

Noget tilsvarende gør sig gældende i diskussionen af magisk realisme og det latinamerikanske kontinent. Magisk realisme er det øjeblik, hvor Latinamerika forsvinder i Europas begær efter besynderlighed – et begær, der ønsker at fremstille den anden, som sær og mærkelig og uforståelig, mens vi i den vestlige verden er de normale og de rigtige. Den eksotisering er næsten ligeså voldelig som slaveriet, men det kontinentale rammer især det afrikanske kontinent. Et hvert sted i verden er forsvarsløs overfor at blive reduceret til chokolade i kaffen. Det plejede at være sukker (i kaffen eller teen), men når bægeret flyder over, må vi videre (og erobre nyt land).

I Cinemateket får ”Det Andet Amerika” lov til krampagtigt at fastholde begrebet magisk realisme og lade det klistre til vores forhold til Latinamerika. Vi kan ikke forstå hvorfor, fordi der ikke er noget grundlag for at fastholde det. Det forbliver en tom stigmatisering, hvis eneste formål kun kan være, at den hvide mand, det hvide menneske, den hvide dreng stadigvæk har et stort behov for at fastholde sit begær – for at fastholde, at resten af verden er mærkelig og mindreværdig.

Lad os gøre op med disse kontinentale grænser og deres koloniale undertoner. Men hvad skal vi så kalde det, hvordan skal vi benævne verden? Hvad skal vi kalde de steder rundt om i verden, som vi ønsker at forholde os til? Det er vel egentligt meget enkelt. Vi skal forholde os til dem, som de er, og vi skal kalde dem de navne, de har.

Morten Ranum’s eget svar på spørgsmålet er, at I kan kalde mig det, som jeg hedder – I kan kalde mig Morten Ranum. I behøver ikke betegne mig som den hvide mand eller den hvide dreng eller den vrede mand, eller hvad der nu falder jer ind. I kan simpelthen kalde mig ved det navn, som er blevet mig givet fra fødslen. Måske behøver vi slet ikke kalde hinanden noget. Vi kan blot nyde hinanden selskab med åbent sind.

Krigens rædsler uden scenografi

13 May

Zinkdrengene
6.-15. maj 2021

Husets Teater
Halmtorvet,
København

I denne uge spiller forestillingen ”Zinkdrengene” på Husets Teater, som handler om Sovjetunionens krig i Afghanistan i periode 1979-89. Den bygger på Svetlana Aleksijevitj dokumentariske roman af samme navn, hvor hun beskriver krigens skæbner.

Til premieren torsdag den 6.maj sad jeg i Husets Teaters intime sal for første gang i mange måneder, men jeg følte det som om jeg havde været der dagen før. Med sædvanlige minimalistiske scenografi. Måske var der også en anden årsag til, at jeg følte det som var det i går, for det var som om vi havde set og især hørt det hele før.

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Litteratur på scenen

Forestillingen har nærmeste ingen scenografi. Man får næsten det indtryk, at instruktøren blot er gået ind i teatersalen uden at tænke på scenografi. Herefter er skuespillerne begyndt at læse op fra bogen. Den ene af dem spiller forfatteren. Publikum er vidne til forfatterens arbejdsproces, hvor hun interviewer soldater fra krigen og deres pårørende. Flere gange undervejs i den 3 timer lange forestilling spørger to af skuespillerne ud i rummet ”hvad siger jeg”, og de sætter dermed suffløren på overarbejde, som jeg aldrig før har oplevet til en premiere. Derfor kan man næsten få indtryk af, at man sidder med under en reading / læseprøve i forberedelser før forestillingen skal opføres. Det giver under alle omstændigheder et meget nøgent indtryk, hvilket sikkert er bevidst.

Hvis vi har at gøre med en tekst, der er stærk nok og som er karismatisk, performativ, iscenesættende og nyskabende, så er der en god logik i at vælge et fravær af scenografi – og koncentrere sig om kun at folde bogens sider ud på scenen og læse op fra bogen. Det er der desværre ikke tale om her. Derimod har vi at gøre med en tekst, hvis temaer er kendte og som har været gentaget mange gange. Især det faste publikum på Husets Teater må føle sig hensat til en slags deja-vu. Store dele af problemstillingen og tematikken i Aleksijevitj roman minder om Primo Levi’s romaner om holocaust. Der er selvfølgelig forskel på at blive sendt i krig som soldat og være fange i en koncentrationslejr, men menneskenes skæbner i de to tekster minder om hinanden, eller rettere den manglende menneskelighed er beslægtet. For lige præcis to år siden kunne man se Husets Teaters opsætning af Primo Levis “Vidnesbyrd”.

I begge bøger beskrives et fravær af menneskelighed. Derfor hersker der en voldsom brutalitet, og der er en ekstrem form for kynisme over for den “anden”, den der under andre omstændigheder ville have været et menneske og en mulig begyndelse på et venskab. Det er et system med sin logistik, der afsporer menneskelig værdighed. Bagefter er de implicerede efterladt som forkrøblede lig.

Behovet for dramatiske greb

Hver gang et teater vælger et stykke litteratur og sætter det op på en scene, omforme det til dramatik, bliver der produceret en forventning hos publikum om, at der gøres noget ved teksten. Ikke at gøre noget, at undlade at bruge teatrets virkemidler eksplicit er også et valg – og det kan der komme dygtig dramatik ud af, men denne gang savner jeg et dramatisk greb, som kan overbevise om, at jeg ikke bare skulle være blevet hjemme og læse bogen igen. Forestillingen tilføjer ikke rigtig noget, andet end uforløst forventning, og i pausen glemmer jeg også om forestillingen. Den sætter sig ikke rigtig fast i kroppen på mig, heller ikke da jeg endelig kommer hjem lidt over klokken elleve.

Behovet for dramatisk greb forstærkes yderligere af, at hele tematikken er velkendt, og det er ikke noget problem i sig selv, men netop derfor har publikum fortjent andet end oplæsning af teksten i et tomt rum.

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Alligevel er der enkelte strofer som i dagene efter dukker op i mit opmærksomhedsfelt. På et tidspunkt siger en af karaktererne ”vi har blod i munden, men vi vil ikke holde kæft”. Der er flere af den type formuleringer, som beskriver rædsel og meningsløshed, men også umuligheden af at give udtryk for, hvad der er sket og komme udover det og leve videre.

Læs også min anmeldelse af forestillingen ”Hvis dette er et menneske”, der spillede på Husets Teater, marts – maj 2019.

To slags tilfældighed

31 Mar

Lige før Covid19 ankom til København sidste forår, havde jeg besluttet mig for et nyt perspektiv, som måske i virkeligheden er gammelt.

I lang tid havde jeg modtaget nyheder om kunstudstillinger over alt i verden via en mailinglisten ”Show On Show”, og der var rigtig mange af dem hver eneste uge. Jeg mindes ikke nogensinde at have tilmeldt mig listen, og jeg husker heller ikke præcist, hvornår jeg begyndte at modtage disse mails. Derfor ved jeg ikke, hvorfor jeg modtager dem. På et tidspunkt opstod den tanke – inspireret af mailinglisten – at jeg skulle rejse til tilfældige udvalgte kunstmesser, kun styret af hvad der landede i min inbox. Dermed ville jeg havne tilfældige steder i verden, som jeg ikke selv havde besluttet mig for, men som var resultat af en kunstudstillings midlertidige lokalisering. Jeg ville have taget en beslutning om at tage dertil, men ikke pga. destinationen.

Jeg havde igennem en årrække rejst til kunstmesser og musikfestivaler på såvel det europæiske som det afrikanske kontinent. Mit behov for centrifugalt at blive slynget rundt i verden var måske en længsel efter at slippe løs fra min selvforskyldte kontinentale spændetrøje. Jeg var blevet geografisk stigmatiseret. Men jeg havde også en længsel mod noget andet, fordi jeg følte, at jeg havde mistet noget. Tidligere i livet rejste jeg altid med bevidst intention et bestemt sted hen, satte mig ned og ventede på at noget skulle ske, og det gjorde der altid. Her var der fokus på hverdagens tilfældighed, spontanitet og vilkårlighed, mens jeg havde kontrol over, hvor jeg befandt mig.

De to former for tilfældighed medfører forskellige oplevelser, og jeg vil meget nødig vælge imellem de to horisonter. Mine overvejelser for et år siden var ikke et opgør med en bestemt tilfældighed, men det gik op for mig, at mine rejser var kollapset i kontrol. Enhver tilfældighed var dræbt. Jeg ville både kontrollere destinationen og aktiviteten. Formålet var egentlig godt nok. Jeg ville udvide min geografiske horisont, og derfor begyndte jeg at besøge de tilgrænsende afrikanske lande. Samtidig fandt jeg festivaller, som jeg kunne besøge ved samme lejlighed. Så langt så godt. Efterhånden begyndte jeg at kede mig, fordi jeg synes, jeg oplevede det samme eller ikke rigtig oplevede noget. Det var fordi, jeg på forhånd havde udelukket det eneste interessante – den ubekendte – tilfældigheden. Derfor måtte jeg begynde forfra eller simpelthen begynde igen. Den erkendelse er taget til i styrke gennem et år, hvor jeg ikke har kunnet bestemme, hvor jeg skulle opholde mig, men været tvunget til at være et bestemt sted, hvor der ikke rigtig har været noget at foretage sig.

Man skulle tro, at det ville være en tilværelse med to ubekendte.

Mid Month Poetry XII

16 Dec

DECEMBER

We are coping with the world
in very different ways
I arrive in Paris
on New Year’s Eve
and the queue
in front of the passport control
is a flash mob.

A living and always
circular organism
where social distancing
is an alien metaphor
in an imaginative future.

Few hours earlier
in the outskirts
of a Nordic City
the airport is almost empty.
Everyone around me has brown or black hair
with the exception of a blond girl
she seems to be
an fearless immigrant.

We have the belief
everything has changed
but it is all very known to me
as if I was also here yesterday
and the day before.
It is a dangerous thought.

During my journey
I receive messages
I refuse to process.

In my destination
I do what I have always done
many times before
drink a glass of wine
buy a sim-card
from a different telephone company
board a flight to an domestic airport
arrive at the coast
of The Indian Ocean.

It all comes back to me
what I like
and what I do not like
as if nothing has happened
in the last five years
I have become like the water
who rolls back and forth
along the coast
sometimes wild and without mercy
in between silent and calm
tiny waves circulating
around my feet
but always changing
from one moment to the other
repeating already
discovered secrets.

Mid Month Poetry XI

15 Nov

NOVEMBER

Jeg har ikke læst en linje
og ingen bøger
men jeg har læst
en tanke
i et menneske
her står sproget og virker
et fragment
en sprække i huden
jeg ser tynde små bogstaver
de kommer til live
i et øjebliks lys
en stjerne skinner
fra et usynligt hjørne
i mørket står en kvinde
og smiler
hun har en bog
mellem hænderne
det er derfor
jeg ikke har kunnet finde den
hele morgenen
men jeg har heller ikke
kunnet finde hende
jeg møder hende
som en flænge i min arm
der løber en væske
streger tegnes på huden
vi skriver morgendagens drømme
og håber
regnen ikke vil udslette os
vi er villige til at skrive tykke bøger
om tiderne som gik bort
men vi nøjes med et digt
som en statue
står det foran slottet
indtil nogen vælter den
og smider den i vandet
et nyt digt kommer til verden
det vil gerne læses højt
men der er ikke længere nogen
som kan læse
og vi ser kun nyfalden sne

Frida Kahlos søstre

23 Oct

Det tankevækkende ved udstillingen på Louisiana er, at de kvindelige kunstnere portrætterer kroppen på en væsentlig anden måde end deres samtidige mandlige kunstnere, og derfor er udstillingen vigtig for at forstå konsekvenserne af de kønsmæssige forvridninger vi fortsat lider under

Fantastiske kvinder
Surreelle verdener fra Meret Oppenheim til Frida Kahlo
25.juli – 8.november 2020
Info: https://louisiana.dk/

Man kan for tiden se en Frida Kahlo udstilling på Louisiana, men det er egentlig ikke en udstilling med billeder af Frida Kahlo. Den viser en lang række kvindelige kunstnere, som levede samtidigt med Kahlo og som hang sammen med Kahlo – eller rettere: vi bliver præsenteret for en lang række forholdsvis ukendte kvinder, som har stået i skyggen af deres mandlige kolleger. Desværre forfalder også udstillingens kurator til at filtrede dem gennem maskulinitetens optik.

Rulleteksternes stigmatisering

Udstillingens mission er at trække nogle kunstnere frem i lyset som har fået lov til at stå i skyggen i en kunsthistorie domineret af mænd. Det er et værdigt formål. Netop derfor ville man forvente at teksterne til billederne koncentrerede sig om kunstnernes rolle (inden) for surrealismen og deres indflydelse på kunsthistorien, hvilket der også gøres forsøg på i katalog og udstillingsprogram.

Derimod når man går gennem udstillingen og ser billederne et ad gangen ledsaget af beskrivende billedtekster er der en kedelig tendens til at knytte kunstnerne til deres mandlige kolleger, som således forsat får lov til at kaste alt for lange skygger. Det skyldes måske bekymring for at publikum ikke ville kunne forstå udstillingen uden allerede velkendte referencer, men iveren for at sætte kunstnerne i kontekst arbejder imod kuratorens eget formål – at kaste lys på ellers skjulte i kunsthistorien.

Det er egentlig en ret underlig disposition, fordi det formodes, at udstillingens målgruppe må være mennesker, der eksplicit ankommer til Louisiana for at opleve det hidtidigt usynlige, og derfor ikke netop ikke ønsker endnu engang at blive gjort opmærksom på det allerede kendte og gennemtærskede. Der ligger en kedelig tendens til at operere med mindste fællesnævner, hvor publikum bliver gjort dummere, end vi er. Især ved denne udstilling er der grund til at forvente et velinformeret og kræsent publikum, fordi det ikke er endnu en udstilling med den velkanoniserede maler Frida Kahlo, men det er netop en udstilling med en bred vifte af for de fleste helt ukendte og ubeskrevne. Det har holdt mange væk fra udstillingen, som ville have været kommet, hvis Frida Kahlo havde indtage en mere dominerende plads i den samlede udstilling. Derfor adskiller udstillingen sig fra mange andre af museets udstillinger.

Det kvindelige perspektiv

Kvinden og kroppen protrætteres på en anden måde end hos deres mandlige kolleger (som har domineret kunsthistorien) og måske endda (i nogle tilfælde) kønsneutral og kroppen vises som blødt kød, meget blidt og ikke på vej nogle steder hen.

Leonor Fini “Jordgudide våger ung mands søvn”, 1946. Foto: VG Bild-Kunst, Bonn 2019 / Courtesy Louisiana Museum.

På et tilsvarende maleri lader Fini mandens lem ligge slapt henover låret. Hvis det ikke havde været for manden ædlere dele, som på maleriet oven for bliver skjult af det farvestrålende klæde, ville jeg ikke have set en mand krop. Her ligger et menneske og sover. Kroppen er rolig og afslappet. Den er ikke på vej nogen steder hen, og den udfører heller ikke aktivitet. Kroppen giver ikke indtryk af at være et køn, og det tvinger publikum til at overveje vores meget stereotype forestillinger om forholdet mellem kvinde og mand. Det er malet af en kvinde i midten af 1940erne, og hendes perspektiv på krop og køn synes at være for hendes egen tid, men det virker også i vores tid progressivt og fremadrettet. Den krop vi ser afbilledet synes at gå bag om vores moderne forestillinger om køn, hvis ikke ligefrem hinsides køn.

Globalisering er ikke et nyt fænomen

I de seneste par årtier har vi talt meget om det globale – om hvordan vi er uløseligt forbundet på kryds og tværs af verden. Udstillingen er et strålende eksempel på, at det bestemt ikke er noget nyt fænomen, når det kommer til kunsten, og hvordan kunstnere måske altid har været globale.

Kunstnerne på udstillingen viser et vidt og forgrenet netværk på tværs af verden. De mange kvinder har ikke kun haft kendskab til hinanden og ladet sig gensidigt inspirere, men de har også besøgt hinanden og haft konkrete fællesskaber. Det er altså ikke kun hvad angår synet på krop og køn, at de ”fantastiske kvinder” var på forkant med tiden, men også hvad angår deres forhold til og engagement i verden.

Mid Month Poetry X

17 Oct

OKTOBER

Jeg sidder i et S-tog. Der er en lille pige med lyst hår. Hun er begejstret. Hun er opslugt. Jeg kigger på hende. Hun taler til sin bedstefar overfor hende. Jeg er egentlig usynlig, men vi har alt til fælles. Hun kigger hele tiden på displayet, der viser de stationer vi har passeret, og som vi vil ankomme til senere på rejsen.

Bedstefar forsøger at føre en samtale med pigen, men hun hører ikke efter. Hun iagttager skarpt displayet over hans hoved. Hun staver til navnet på en kommende station. Bedstefar udtaler navnet på stationen for at være høflig eller for at hjælpe hende, måske – i den tro at det er formålet med at stave til navnet at udtale det. Han udtaler navnet på stationen fordi han ikke ved, hvad han ellers skal gøre. Hun er ligeglad med navnet. Ligeså snart hun har stavet til et navn, fortsætter hun til den næste station uden at høre hvad bedstefar siger. Hun staver ikke til navnene. Det er ikke det hun gør. Hun nævner bogstaver efter hinanden og hun læser dem op fra displayet på væggen i toget. På sort baggrund. Røde bogstaver. Der er prikker der blinker.

Der går lang tid med bogstaverne, og hun må efterhånden have nået hele vejen gennem alle stationerne, men lige pludselig standser hun sig selv. Der er helt stille et øjeblik. Hun stirrer meget fast mod et bestemt sted på displayet. Det ser ud til at hun vil sige noget, men hun er tavs lidt endnu. Hendes ansigt lægger sig i alvorlige folder. Bedstefar siger noget om endestationen og nævner dens navn. Pigen vender tilbage fra sin koncentration. H-i-l-l-e…r-ø-d, Hillerød, siger hun. Hun gentager sig selv flere gange, tilsidst meget langsomt og bestemt. Hille-rød, Hillerøøøød. Hun trækker langt på den sidste stavelse, og hun ser ud til at have oplevet et mirakel. Vi sider i linje A

Det er bogstaverne, deres lyde og gentagelsen og en evig opmærksomhed om tegnene på væggen under en togrejse, og der intet andet mellem hende og verden. Så længe der er en lille pige i et tog, der sluger bogstaverne og skaber ordene uden nogen anden grund end bogstaverne og ordene selv, vil der også være en litteratur om hundrede år.

Vi ankommer til Holte Station. Pigen og hendes bedstefar rejser sig op for at forlade toget. Idet pigen passerer mig, stopper hun op og vender sig mod mig. Hun siger at hun skal hilse mig. Jeg spørger forbavset fra hvem?. Hun siger med største selvfølgelighed: ”Fra Billie”. ”Nåh, Billie! Kender du også hende?”, fremstammer jeg chokeret. Ja, siger pigen. ”Jeg er hendes søster”. Hun læner sig ind mod mig og hvisker: ”Du skal rejse tilbage til havet. Hun venter på dig”. Bedstefar kalder på pigen, og hun skynder sig ud af toget, og jeg ser hende aldrig igen.

Frederico Garcia Lorca

20 Sep

Onsdag den 19. august 2020 var det 84  år siden fascisterne dræbte en af det 20. århundredes allerstørste digtere ved begyndelsen af Den Spanske Borgerkrig. For fem år siden havde jeg den ære at præsentere Lorcas digte ved et arrangement i seriens Cocktails og Klassikere på Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade. Jeg har læst op fra Lorca’s flamenco digt suite “Canta Jondo” mange gange såvel tidligere som siden. Fredag den 11. september opførte jeg “Digtet om La Soleá” akkompagneret af Antonio Salcedo (fløjte, saxofon), Alex Mendez (guitar) og Martin Krog (kontrabas) i Kildevældskirken på Østerbro.

Da jeg præsenterede Lorca for 5 år siden på Hovedbiblioteket introducerede jeg ham på følgende måde:

“Frederico del Sagrado Corazon de Jesus Garcia Lorca. Spansk digter, der levede fra 1898 til 1936, hvor han blev skudt af fascisterne den 19. august 1936, ved begyndelsen af Den Spanske Borgerkrig.

Lorca er nok mest kendt for sit teater. Han skrev en række meget politiske teaterstykker. På dansk findes en samlet udgave af hans dramatik i 3 bind kløgtigt oversat af Peer Sibast. Udgivet i Serie af Oversat Litteratur, SOL, på Husets Forlag i Århus i 1999 (SOL udsendte i nogle år hemmelige bogpakker hver anden eller tredje måned. Man kunne betale for bøgerne eller sende dem retur til forlaget uden omkostninger – en fantastisk gestus).

I indledningen af 3-bindsværket citeres fra en tale med titlen ”Teatrets autoritet”, som Lorca holdt efter opførelsen af stykket Yerma i Madrid den 31.maj 1935. Her taler Lorca eksplicit om teatrets politiske og samfundsmæssige rolle. I talen langes i bogstavelig forstand ud efter fascisternes støvletramp og dens had til kunsten. Talen er samtidig en slags poetik for teaterkunsten – og måske også for kunst i det hele taget:

20200920_222331

En hver kan selv læse talen. I talen slutter han med at konstatere, at han er en god andaluc’er som forstår at holde hovedet koldt.

Netop det med at være en god andaluc’er, og Andalucien i det hele taget, er centralt for den del af Lorcas forfatterskab som vi skal være vidne til. Da det netop er andaluser’en Lorca vi skal opleve. Det betyder også, at det er digteren – og ikke dramatikeren – vi skal møde.

Hvad er egentlig Andalucien? – bortset fra at være den sydige del af den Iberiske Halvø, er landsdelen også hjemsted for flamencoen.

Flamenco er musik, poesi, kultur, passion – og, ja, for nogle en beskrivelse af livet selv. Den danske guitarist Jens Viggo Fjord har beskæftiget sig indgående med flamenco gennem hele sit liv, og han har udgivet bogen ”Flamenco – Poesi & passion, hvor han fortæller om flamenco som poesi og præsenterer forskellige stilarter indenfor flamemco’en.

Det hele begynder med et skrig – ligesom i selve livet. Af dette skrig fødes El Cante, sangen, flamenco-sangen.

Jeg anbefaler enhver selv at læse Fjords glødende beskrivelse af flamencoen sande karakter og drift.

Det handler i flamenco om den mørke kærlighed, om en smerte som ikke kender til lindring, det er melankolsk, også døden er altid centralt tilstedeværende – men på sammen tid er der tale om ekstase, passion, glæde, skønhed. Her er alle stærke og kraftfulde følelser – og ofte følelser i modstrid med hinanden.

Flamenco er meget ofte karakteriseret ved en indestængt energi – den energi opkoncentreres via musikken. Det fører til et klimaks, der afstedkommer en eksplosion, og dermed sker der en forløsning i et enkelt øjeblik. I det øjeblik opleves smertens sviende og vederkvægende rislen. Sangen tager os med ind i et univers, hvor vi lever med usagt lidelse og oplever sand væren. Hvis alt lykkes optimalt vil vi for en stund befinde os i en trance-lignende tilstand, en drømmehave med dufte og farver, her skal vi blot lytte til stemmen og sangen – og vi bliver identisk med selve musikken (min parafrasering af Fjords fremstilling).

Den serie af digte vi vil præsentere kommer fra samlingen ”Cante Jondo”, og Cante Jondo betyder den dybe sang. Det er betegnelse for de mest alvorlige og melankolske stilarter indenfor flamenco – og samtidig også de ældste og mest oprindelige dele af flamenco’en – hertil hører blandt andet Solea og Seguirilla / Siguiriya, som vi kommer til at høre eksempler på. Det første digt vi læser op bærer titlen Digtet om Siguiriya, poema de siguiriya gitana.

Et eksempel på en ”Seguirilla” om kærligheden der forsvandt er “Con El Tiempo” sunget af Montse Cortés, som findes på skiven Chanson Flamenca.

Digtsamlingen Cante Jondo blev skabt i forbindelse med en festival for netop ”den dybe sang” som Lorca afholdt i samarbejde med komponisten Manuel de Falla. Festivalen var en stor succes. Cante Jondo og de efterfølgende ”Sigøjner-ballader” gjorde Lorca til en stjerne i den spansksprogede poetiske verden. Den brede befolkning elskede de lyriske fortællinger om blodhævn og sort smerte på det solbagte Andaluciens sletter.

Jeg ryster ikke på hånden, når jeg siger, at hvis man intet ved om det 20. århundredes Europa og kun kan læse en forfatter, så ville min anbefaling uden tøven være Garcia Lorca.

Frit parafraseret efter den biografiske introduktion i Udvalgte Digte, Det Poetiske Bureaus Forlag, 2009:

Lorca er på en og samme tid klassisk, moderne, realistisk, surrealistisk, folkelig og intellektuel. Han er digter, dramatiker, essayist, pianist, guitarist, komponist, skuepiller, tegner og entertainer.

Og ikke mindst hans poesi er enestående. Den vidner om en intens søgen efter det rene primitive billede og granskning af dunkle urkræfter der driver mennesket mod himlens svimlende højder og styrter det med næsen ned i jordens støv. Hvem andre end Lorca kan forene dolken og offeret, tyren og matadoren, livet og døden på det arketypiske Andaluciens universelle scene?

Det er på grænserne af kontinentet, at man finder de ægte beskrivelser af Europa, og europæernes virkelige identitet. Andalucien ligger på grænsen til Nordafrika og det arabiske. Eller mere præcist: forståelsen af Andalucien uden det arabiske ville være umulig. I Andalucien har Europa levet siden om side med det arabiske i århundrede, ligesom også flamenco’en er sammenvævet med arabisk kultur. Derfor præsenterer vi også digte fra den arabisk inspirerede samling Tamarit Divan.

20200920_223019

20200920_222930

Et eksempel på en ”Solea” er Tomatitio’s “Alquimia”, der findes på albummet “Paso de los Castaños”:

På Tomatito’s album spiller han også “Bir Ömûrlûk Misafir”, hvis oprindelse jeg ikke kender andet til end den er tyrkisk, men jeg bruger den ofte i forbindelse med foredrag og oplæsninger, fordi den er utrolig smuk, og derfor anbefaler jeg at lytte til den:

Mid Month Poetry IX

20 Sep

SEPTEMBER

Tilegnet: Ole Lillelund

Den gamle man er død
han har været døende længe
måske siden før jeg lærte ham at kende

Vi er alle døende
står på grænsen af noget andet
og synger et vers

Han sang også sine vers
de var tørre og bevidste
og døden har han aldrig været bange for
en alarmerende forandring
en grænse blandt alle andre

Vi kiggede hinanden i øjnene
som mange mænd gør
jeg er ikke sikker på
vi forstod hvad den anden mente
men vi forstod dedikationen
og sammensmeltningen med ordene

Der er ikke andet end ordet
og rejsen overalt
vi hørte ikke hjemme nogen steder
og derfor alle steder

Hvis du ikke forstår det
skal du holde din kæft
det er sådan ordene bliver sat sammen
uden respekt
et digt er et digt
og sangen synger sig selv
i en abrupt og uforløst meningsudveksling

Nu er kun asken tilbage
og den er grå
flyver med vinden
i et brutalt farvel

Du skal huske at du er dig selv
ordene står side om side
fordi det er dér de hører hjemme
glem alt om syntaks og synkroni
de pæne linjer er allerede nedsunket rigdom
vi skal stå på åbent hav
og ta’ hvad der kommer
din pande imod min
støvet drysser fra grovfilen
og øksen hugger dybt i sandet
rammer en poetiske åre

Blodet løber
det er en saft
der er til at forstå
og nu er det hele løbet af din krop
du er i luften
i støvet når det knaser
og under en sten
der ser tilforladelig ud
men er alt andet end det

Der er altid endnu et digt
en sang der synger
og et ord

Mid Month Poetry VIII

18 Aug

AUGUST

Jeg simulerer verden og dermed er den forandret. Jeg indtager en tilskuers perspektiv og bliver således en anden, mens tilskueren flytter grænser for sin væren. Jeg har meget længe forsøgt at forstå det andet og de andre, som er forskellige fra mig, og med tiden er jeg blevet den anden, som er forskellig fra mig selv, eller fra den jeg plejede at være, og så kan jeg ikke beklage mig over, at andre ser mig som fremmed og forskellig fra dem. Det er måske ikke en simulering.

Det er nok bare at flytte sig ganske lidt ved siden af den, jeg kunne have vedblevet med at være, og en dag har disse små flytninger, udsving fra mit tidligere jeg, fået mig til at tilbagelægge store afstande. Jeg ønsker ikke at sige noget, men jeg vil bare gerne bevæge mig til steder, jeg ikke har været før, eller til steder jeg har været mange gange, men som hver eneste gang er en anden oplevelse, en let forskudt hukommelse af noget, jeg har set før og steder jeg har været, men som jeg ikke genkender eller forstår, fordi det ikke længere er min hukommelse, men en andens.

Jeg vil heller ikke blive hørt, helst ikke, det ødelægger min eksistens, fører mig af sporet, og det er mærkeligt, for jeg vil meget gerne køre af sporet, og jeg foretrækker at være udenfor sporet, afsporet kan man måske sige, men det er ikke det jeg mener, for det er noget andet. Jeg vil bare gerne have lov til at cirkulere om et punkt, der hele tiden flytter sig.

Det er ikke sikkert, jeg ved, hvor jeg befinder mig, men jeg ser mig selv gå ture ved Nahoon Strand, men det er måske bare en drøm, som jeg har haft meget længe, om et sted ved havet, hvor jeg kan ånde frit. Ingen forstår mit behov for udsynet, men havets udstrækning betyder noget.

Første gang jeg oplevede de konstante bølgeslag mod kysten, indser jeg, at det er mine drømmes skæbne, der har ført mig hertil. Havets uendelighed befrier mig for enhver oplevelse af fangenskab. Der er ikke noget, som forhindrer mine øjnes rækkevidde. Jeg ser uforstyrret, men kan være hvor som helst. Det er bare et perspektiv. Der er ikke noget privilegeret sted at være. Jeg er ikke ham den anden og endnu mindre mig selv.

Alle de andre tiltrækkes også af stranden og af havet.

Vi er ikke forskellige.