Krigens rædsler uden scenografi

13 May

Zinkdrengene
6.-15. maj 2021

Husets Teater
Halmtorvet,
København

I denne uge spiller forestillingen ”Zinkdrengene” på Husets Teater, som handler om Sovjetunionens krig i Afghanistan i periode 1979-89. Den bygger på Svetlana Aleksijevitj dokumentariske roman af samme navn, hvor hun beskriver krigens skæbner.

Til premieren torsdag den 6.maj sad jeg i Husets Teaters intime sal for første gang i mange måneder, men jeg følte det som om jeg havde været der dagen før. Med sædvanlige minimalistiske scenografi. Måske var der også en anden årsag til, at jeg følte det som var det i går, for det var som om vi havde set og især hørt det hele før.

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Litteratur på scenen

Forestillingen har nærmeste ingen scenografi. Man får næsten det indtryk, at instruktøren blot er gået ind i teatersalen uden at tænke på scenografi. Herefter er skuespillerne begyndt at læse op fra bogen. Den ene af dem spiller forfatteren. Publikum er vidne til forfatterens arbejdsproces, hvor hun interviewer soldater fra krigen og deres pårørende. Flere gange undervejs i den 3 timer lange forestilling spørger to af skuespillerne ud i rummet ”hvad siger jeg”, og de sætter dermed suffløren på overarbejde, som jeg aldrig før har oplevet til en premiere. Derfor kan man næsten få indtryk af, at man sidder med under en reading / læseprøve i forberedelser før forestillingen skal opføres. Det giver under alle omstændigheder et meget nøgent indtryk, hvilket sikkert er bevidst.

Hvis vi har at gøre med en tekst, der er stærk nok og som er karismatisk, performativ, iscenesættende og nyskabende, så er der en god logik i at vælge et fravær af scenografi – og koncentrere sig om kun at folde bogens sider ud på scenen og læse op fra bogen. Det er der desværre ikke tale om her. Derimod har vi at gøre med en tekst, hvis temaer er kendte og som har været gentaget mange gange. Især det faste publikum på Husets Teater må føle sig hensat til en slags deja-vu. Store dele af problemstillingen og tematikken i Aleksijevitj roman minder om Primo Levi’s romaner om holocaust. Der er selvfølgelig forskel på at blive sendt i krig som soldat og være fange i en koncentrationslejr, men menneskenes skæbner i de to tekster minder om hinanden, eller rettere den manglende menneskelighed er beslægtet. For lige præcis to år siden kunne man se Husets Teaters opsætning af Primo Levis “Vidnesbyrd”.

I begge bøger beskrives et fravær af menneskelighed. Derfor hersker der en voldsom brutalitet, og der er en ekstrem form for kynisme over for den “anden”, den der under andre omstændigheder ville have været et menneske og en mulig begyndelse på et venskab. Det er et system med sin logistik, der afsporer menneskelig værdighed. Bagefter er de implicerede efterladt som forkrøblede lig.

Behovet for dramatiske greb

Hver gang et teater vælger et stykke litteratur og sætter det op på en scene, omforme det til dramatik, bliver der produceret en forventning hos publikum om, at der gøres noget ved teksten. Ikke at gøre noget, at undlade at bruge teatrets virkemidler eksplicit er også et valg – og det kan der komme dygtig dramatik ud af, men denne gang savner jeg et dramatisk greb, som kan overbevise om, at jeg ikke bare skulle være blevet hjemme og læse bogen igen. Forestillingen tilføjer ikke rigtig noget, andet end uforløst forventning, og i pausen glemmer jeg også om forestillingen. Den sætter sig ikke rigtig fast i kroppen på mig, heller ikke da jeg endelig kommer hjem lidt over klokken elleve.

Behovet for dramatisk greb forstærkes yderligere af, at hele tematikken er velkendt, og det er ikke noget problem i sig selv, men netop derfor har publikum fortjent andet end oplæsning af teksten i et tomt rum.

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Alligevel er der enkelte strofer som i dagene efter dukker op i mit opmærksomhedsfelt. På et tidspunkt siger en af karaktererne ”vi har blod i munden, men vi vil ikke holde kæft”. Der er flere af den type formuleringer, som beskriver rædsel og meningsløshed, men også umuligheden af at give udtryk for, hvad der er sket og komme udover det og leve videre.

Læs også min anmeldelse af forestillingen ”Hvis dette er et menneske”, der spillede på Husets Teater, marts – maj 2019.

To slags tilfældighed

31 Mar

Lige før Covid19 ankom til København sidste forår, havde jeg besluttet mig for et nyt perspektiv, som måske i virkeligheden er gammelt.

I lang tid havde jeg modtaget nyheder om kunstudstillinger over alt i verden via en mailinglisten ”Show On Show”, og der var rigtig mange af dem hver eneste uge. Jeg mindes ikke nogensinde at have tilmeldt mig listen, og jeg husker heller ikke præcist, hvornår jeg begyndte at modtage disse mails. Derfor ved jeg ikke, hvorfor jeg modtager dem. På et tidspunkt opstod den tanke – inspireret af mailinglisten – at jeg skulle rejse til tilfældige udvalgte kunstmesser, kun styret af hvad der landede i min inbox. Dermed ville jeg havne tilfældige steder i verden, som jeg ikke selv havde besluttet mig for, men som var resultat af en kunstudstillings midlertidige lokalisering. Jeg ville have taget en beslutning om at tage dertil, men ikke pga. destinationen.

Jeg havde igennem en årrække rejst til kunstmesser og musikfestivaler på såvel det europæiske som det afrikanske kontinent. Mit behov for centrifugalt at blive slynget rundt i verden var måske en længsel efter at slippe løs fra min selvforskyldte kontinentale spændetrøje. Jeg var blevet geografisk stigmatiseret. Men jeg havde også en længsel mod noget andet, fordi jeg følte, at jeg havde mistet noget. Tidligere i livet rejste jeg altid med bevidst intention et bestemt sted hen, satte mig ned og ventede på at noget skulle ske, og det gjorde der altid. Her var der fokus på hverdagens tilfældighed, spontanitet og vilkårlighed, mens jeg havde kontrol over, hvor jeg befandt mig.

De to former for tilfældighed medfører forskellige oplevelser, og jeg vil meget nødig vælge imellem de to horisonter. Mine overvejelser for et år siden var ikke et opgør med en bestemt tilfældighed, men det gik op for mig, at mine rejser var kollapset i kontrol. Enhver tilfældighed var dræbt. Jeg ville både kontrollere destinationen og aktiviteten. Formålet var egentlig godt nok. Jeg ville udvide min geografiske horisont, og derfor begyndte jeg at besøge de tilgrænsende afrikanske lande. Samtidig fandt jeg festivaller, som jeg kunne besøge ved samme lejlighed. Så langt så godt. Efterhånden begyndte jeg at kede mig, fordi jeg synes, jeg oplevede det samme eller ikke rigtig oplevede noget. Det var fordi, jeg på forhånd havde udelukket det eneste interessante – den ubekendte – tilfældigheden. Derfor måtte jeg begynde forfra eller simpelthen begynde igen. Den erkendelse er taget til i styrke gennem et år, hvor jeg ikke har kunnet bestemme, hvor jeg skulle opholde mig, men været tvunget til at være et bestemt sted, hvor der ikke rigtig har været noget at foretage sig.

Man skulle tro, at det ville være en tilværelse med to ubekendte.

Mid Month Poetry XII

16 Dec

We are coping with the world
in very different ways
I arrive in Paris
on New Years Eve
and the queue
in front of the passport control
is a flash mob.

A living and always
circular organism
where social distancing
is an alien metaphor
in an imaginative future.

Few hours earlier
in the outskirts
of a Nordic City
the airport is almost empty.
Everyone around me has brown or black hair
with the exception of a blond girl
she seems to be
an fearless immigrant.

We have the belief
everything has changed
but it is all very known to me
as if I was also here yesterday
and the day before.
It is a dangerous thought.

During my journey
I receive messages
I refuse to process.

In my destinaton
I do what I have always done
many times before
drink a glass of wine
buy a sim-card
from a different telephone company
board a flight to an domestic airport
arrive at the coast
of The Indian Ocean.

It all comes back to me
what I like
and what I do not like
as if nothing has happened
in the last five years
I have become like the water
who rolls back and fourth
along the coast
somtimes wild and without mercy
in between silent and calm
tiny waves circulating
around my feet
but always changing
from one moment to the other
repeating already
discovered secrets.

Mid Month Poetry XI

15 Nov

NOVEMBER

Jeg har ikke læst en linje
og ingen bøger
men jeg har læst
en tanke
i et menneske
her står sproget og virker
et fragment
en sprække i huden
jeg ser tynde små bogstaver
de kommer til live
i et øjebliks lys
en stjerne skinner
fra et usynligt hjørne
i mørket står en kvinde
og smiler
hun har en bog
mellem hænderne
det er derfor
jeg ikke har kunnet finde den
hele morgenen
men jeg har heller ikke
kunnet finde hende
jeg møder hende
som en flænge i min arm
der løber en væske
streger tegnes på huden
vi skriver morgendagens drømme
og håber
regnen ikke vil udslette os
vi er villige til at skrive tykke bøger
om tiderne som gik bort
men vi nøjes med et digt
som en statue
står det foran slottet
indtil nogen vælter den
og smider den i vandet
et nyt digt kommer til verden
det vil gerne læses højt
men der er ikke længere nogen
som kan læse
og vi ser kun nyfalden sne

Frida Kahlos søstre

23 Oct

Det tankevækkende ved udstillingen på Louisiana er, at de kvindelige kunstnere portrætterer kroppen på en væsentlig anden måde end deres samtidige mandlige kunstnere, og derfor er udstillingen vigtig for at forstå konsekvenserne af de kønsmæssige forvridninger vi fortsat lider under

Fantastiske kvinder
Surreelle verdener fra Meret Oppenheim til Frida Kahlo
25.juli – 8.november 2020
Info: https://louisiana.dk/

Man kan for tiden se en Frida Kahlo udstilling på Louisiana, men det er egentlig ikke en udstilling med billeder af Frida Kahlo. Den viser en lang række kvindelige kunstnere, som levede samtidigt med Kahlo og som hang sammen med Kahlo – eller rettere: vi bliver præsenteret for en lang række forholdsvis ukendte kvinder, som har stået i skyggen af deres mandlige kolleger. Desværre forfalder også udstillingens kurator til at filtrede dem gennem maskulinitetens optik.

Rulleteksternes stigmatisering

Udstillingens mission er at trække nogle kunstnere frem i lyset som har fået lov til at stå i skyggen i en kunsthistorie domineret af mænd. Det er et værdigt formål. Netop derfor ville man forvente at teksterne til billederne koncentrerede sig om kunstnernes rolle (inden) for surrealismen og deres indflydelse på kunsthistorien, hvilket der også gøres forsøg på i katalog og udstillingsprogram.

Derimod når man går gennem udstillingen og ser billederne et ad gangen ledsaget af beskrivende billedtekster er der en kedelig tendens til at knytte kunstnerne til deres mandlige kolleger, som således forsat får lov til at kaste alt for lange skygger. Det skyldes måske bekymring for at publikum ikke ville kunne forstå udstillingen uden allerede velkendte referencer, men iveren for at sætte kunstnerne i kontekst arbejder imod kuratorens eget formål – at kaste lys på ellers skjulte i kunsthistorien.

Det er egentlig en ret underlig disposition, fordi det formodes, at udstillingens målgruppe må være mennesker, der eksplicit ankommer til Louisiana for at opleve det hidtidigt usynlige, og derfor ikke netop ikke ønsker endnu engang at blive gjort opmærksom på det allerede kendte og gennemtærskede. Der ligger en kedelig tendens til at operere med mindste fællesnævner, hvor publikum bliver gjort dummere, end vi er. Især ved denne udstilling er der grund til at forvente et velinformeret og kræsent publikum, fordi det ikke er endnu en udstilling med den velkanoniserede maler Frida Kahlo, men det er netop en udstilling med en bred vifte af for de fleste helt ukendte og ubeskrevne. Det har holdt mange væk fra udstillingen, som ville have været kommet, hvis Frida Kahlo havde indtage en mere dominerende plads i den samlede udstilling. Derfor adskiller udstillingen sig fra mange andre af museets udstillinger.

Det kvindelige perspektiv

Kvinden og kroppen protrætteres på en anden måde end hos deres mandlige kolleger (som har domineret kunsthistorien) og måske endda (i nogle tilfælde) kønsneutral og kroppen vises som blødt kød, meget blidt og ikke på vej nogle steder hen.

Leonor Fini “Jordgudide våger ung mands søvn”, 1946. Foto: VG Bild-Kunst, Bonn 2019 / Courtesy Louisiana Museum.

På et tilsvarende maleri lader Fini mandens lem ligge slapt henover låret. Hvis det ikke havde været for manden ædlere dele, som på maleriet oven for bliver skjult af det farvestrålende klæde, ville jeg ikke have set en mand krop. Her ligger et menneske og sover. Kroppen er rolig og afslappet. Den er ikke på vej nogen steder hen, og den udfører heller ikke aktivitet. Kroppen giver ikke indtryk af at være et køn, og det tvinger publikum til at overveje vores meget stereotype forestillinger om forholdet mellem kvinde og mand. Det er malet af en kvinde i midten af 1940erne, og hendes perspektiv på krop og køn synes at være for hendes egen tid, men det virker også i vores tid progressivt og fremadrettet. Den krop vi ser afbilledet synes at gå bag om vores moderne forestillinger om køn, hvis ikke ligefrem hinsides køn.

Globalisering er ikke et nyt fænomen

I de seneste par årtier har vi talt meget om det globale – om hvordan vi er uløseligt forbundet på kryds og tværs af verden. Udstillingen er et strålende eksempel på, at det bestemt ikke er noget nyt fænomen, når det kommer til kunsten, og hvordan kunstnere måske altid har været globale.

Kunstnerne på udstillingen viser et vidt og forgrenet netværk på tværs af verden. De mange kvinder har ikke kun haft kendskab til hinanden og ladet sig gensidigt inspirere, men de har også besøgt hinanden og haft konkrete fællesskaber. Det er altså ikke kun hvad angår synet på krop og køn, at de ”fantastiske kvinder” var på forkant med tiden, men også hvad angår deres forhold til og engagement i verden.

Mid Month Poetry X

17 Oct

OKTOBER

Jeg sidder i et S-tog. Der er en lille pige med lyst hår. Hun er begejstret. Hun er opslugt. Jeg kigger på hende. Hun taler til sin bedstefar overfor hende. Jeg er egentlig usynlig, men vi har alt til fælles. Hun kigger hele tiden på displayet, der viser de stationer vi har passeret, og som vi vil ankomme til senere på rejsen.

Bedstefar forsøger at føre en samtale med pigen, men hun hører ikke efter. Hun iagttager skarpt displayet over hans hoved. Hun staver til navnet på en kommende station. Bedstefar udtaler navnet på stationen for at være høflig eller for at hjælpe hende, måske – i den tro at det er formålet med at stave til navnet at udtale det. Han udtaler navnet på stationen fordi han ikke ved, hvad han ellers skal gøre. Hun er ligeglad med navnet. Ligeså snart hun har stavet til et navn, fortsætter hun til den næste station uden at høre hvad bedstefar siger. Hun staver ikke til navnene. Det er ikke det hun gør. Hun nævner bogstaver efter hinanden og hun læser dem op fra displayet på væggen i toget. På sort baggrund. Røde bogstaver. Der er prikker der blinker.

Der går lang tid med bogstaverne, og hun må efterhånden have nået hele vejen gennem alle stationerne, men lige pludselig standser hun sig selv. Der er helt stille et øjeblik. Hun stirrer meget fast mod et bestemt sted på displayet. Det ser ud til at hun vil sige noget, men hun er tavs lidt endnu. Hendes ansigt lægger sig i alvorlige folder. Bedstefar siger noget om endestationen og nævner dens navn. Pigen vender tilbage fra sin koncentration. H-i-l-l-e…r-ø-d, Hillerød, siger hun. Hun gentager sig selv flere gange, tilsidst meget langsomt og bestemt. Hille-rød, Hillerøøøød. Hun trækker langt på den sidste stavelse, og hun ser ud til at have oplevet et mirakel. Vi sider i linje A

Det er bogstaverne, deres lyde og gentagelsen og en evig opmærksomhed om tegnene på væggen under en togrejse, og der intet andet mellem hende og verden. Så længe der er en lille pige i et tog, der sluger bogstaverne og skaber ordene uden nogen anden grund end bogstaverne og ordene selv, vil der også være en litteratur om hundrede år.

Vi ankommer til Holte Station. Pigen og hendes bedstefar rejser sig op for at forlade toget. Idet pigen passerer mig, stopper hun op og vender sig mod mig. Hun siger at hun skal hilse mig. Jeg spørger forbavset fra hvem?. Hun siger med største selvfølgelighed: ”Fra Billie”. ”Nåh, Billie! Kender du også hende?”, fremstammer jeg chokeret. Ja, siger pigen. ”Jeg er hendes søster”. Hun læner sig ind mod mig og hvisker: ”Du skal rejse tilbage til havet. Hun venter på dig”. Bedstefar kalder på pigen, og hun skynder sig ud af toget, og jeg ser hende aldrig igen.

Frederico Garcia Lorca

20 Sep

Onsdag den 19. august 2020 var det 84  år siden fascisterne dræbte en af det 20. århundredes allerstørste digtere ved begyndelsen af Den Spanske Borgerkrig. For fem år siden havde jeg den ære at præsentere Lorcas digte ved et arrangement i seriens Cocktails og Klassikere på Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade. Jeg har læst op fra Lorca’s flamenco digt suite “Canta Jondo” mange gange såvel tidligere som siden. Fredag den 11. september opførte jeg “Digtet om La Soleá” akkompagneret af Antonio Salcedo (fløjte, saxofon), Alex Mendez (guitar) og Martin Krog (kontrabas) i Kildevældskirken på Østerbro.

Da jeg præsenterede Lorca for 5 år siden på Hovedbiblioteket introducerede jeg ham på følgende måde:

“Frederico del Sagrado Corazon de Jesus Garcia Lorca. Spansk digter, der levede fra 1898 til 1936, hvor han blev skudt af fascisterne den 19. august 1936, ved begyndelsen af Den Spanske Borgerkrig.

Lorca er nok mest kendt for sit teater. Han skrev en række meget politiske teaterstykker. På dansk findes en samlet udgave af hans dramatik i 3 bind kløgtigt oversat af Peer Sibast. Udgivet i Serie af Oversat Litteratur, SOL, på Husets Forlag i Århus i 1999 (SOL udsendte i nogle år hemmelige bogpakker hver anden eller tredje måned. Man kunne betale for bøgerne eller sende dem retur til forlaget uden omkostninger – en fantastisk gestus).

I indledningen af 3-bindsværket citeres fra en tale med titlen ”Teatrets autoritet”, som Lorca holdt efter opførelsen af stykket Yerma i Madrid den 31.maj 1935. Her taler Lorca eksplicit om teatrets politiske og samfundsmæssige rolle. I talen langes i bogstavelig forstand ud efter fascisternes støvletramp og dens had til kunsten. Talen er samtidig en slags poetik for teaterkunsten – og måske også for kunst i det hele taget:

20200920_222331

En hver kan selv læse talen. I talen slutter han med at konstatere, at han er en god andaluc’er som forstår at holde hovedet koldt.

Netop det med at være en god andaluc’er, og Andalucien i det hele taget, er centralt for den del af Lorcas forfatterskab som vi skal være vidne til. Da det netop er andaluser’en Lorca vi skal opleve. Det betyder også, at det er digteren – og ikke dramatikeren – vi skal møde.

Hvad er egentlig Andalucien? – bortset fra at være den sydige del af den Iberiske Halvø, er landsdelen også hjemsted for flamencoen.

Flamenco er musik, poesi, kultur, passion – og, ja, for nogle en beskrivelse af livet selv. Den danske guitarist Jens Viggo Fjord har beskæftiget sig indgående med flamenco gennem hele sit liv, og han har udgivet bogen ”Flamenco – Poesi & passion, hvor han fortæller om flamenco som poesi og præsenterer forskellige stilarter indenfor flamemco’en.

Det hele begynder med et skrig – ligesom i selve livet. Af dette skrig fødes El Cante, sangen, flamenco-sangen.

Jeg anbefaler enhver selv at læse Fjords glødende beskrivelse af flamencoen sande karakter og drift.

Det handler i flamenco om den mørke kærlighed, om en smerte som ikke kender til lindring, det er melankolsk, også døden er altid centralt tilstedeværende – men på sammen tid er der tale om ekstase, passion, glæde, skønhed. Her er alle stærke og kraftfulde følelser – og ofte følelser i modstrid med hinanden.

Flamenco er meget ofte karakteriseret ved en indestængt energi – den energi opkoncentreres via musikken. Det fører til et klimaks, der afstedkommer en eksplosion, og dermed sker der en forløsning i et enkelt øjeblik. I det øjeblik opleves smertens sviende og vederkvægende rislen. Sangen tager os med ind i et univers, hvor vi lever med usagt lidelse og oplever sand væren. Hvis alt lykkes optimalt vil vi for en stund befinde os i en trance-lignende tilstand, en drømmehave med dufte og farver, her skal vi blot lytte til stemmen og sangen – og vi bliver identisk med selve musikken (min parafrasering af Fjords fremstilling).

Den serie af digte vi vil præsentere kommer fra samlingen ”Cante Jondo”, og Cante Jondo betyder den dybe sang. Det er betegnelse for de mest alvorlige og melankolske stilarter indenfor flamenco – og samtidig også de ældste og mest oprindelige dele af flamenco’en – hertil hører blandt andet Solea og Seguirilla / Siguiriya, som vi kommer til at høre eksempler på. Det første digt vi læser op bærer titlen Digtet om Siguiriya, poema de siguiriya gitana.

Et eksempel på en ”Seguirilla” om kærligheden der forsvandt er “Con El Tiempo” sunget af Montse Cortés, som findes på skiven Chanson Flamenca.

Digtsamlingen Cante Jondo blev skabt i forbindelse med en festival for netop ”den dybe sang” som Lorca afholdt i samarbejde med komponisten Manuel de Falla. Festivalen var en stor succes. Cante Jondo og de efterfølgende ”Sigøjner-ballader” gjorde Lorca til en stjerne i den spansksprogede poetiske verden. Den brede befolkning elskede de lyriske fortællinger om blodhævn og sort smerte på det solbagte Andaluciens sletter.

Jeg ryster ikke på hånden, når jeg siger, at hvis man intet ved om det 20. århundredes Europa og kun kan læse en forfatter, så ville min anbefaling uden tøven være Garcia Lorca.

Frit parafraseret efter den biografiske introduktion i Udvalgte Digte, Det Poetiske Bureaus Forlag, 2009:

Lorca er på en og samme tid klassisk, moderne, realistisk, surrealistisk, folkelig og intellektuel. Han er digter, dramatiker, essayist, pianist, guitarist, komponist, skuepiller, tegner og entertainer.

Og ikke mindst hans poesi er enestående. Den vidner om en intens søgen efter det rene primitive billede og granskning af dunkle urkræfter der driver mennesket mod himlens svimlende højder og styrter det med næsen ned i jordens støv. Hvem andre end Lorca kan forene dolken og offeret, tyren og matadoren, livet og døden på det arketypiske Andaluciens universelle scene?

Det er på grænserne af kontinentet, at man finder de ægte beskrivelser af Europa, og europæernes virkelige identitet. Andalucien ligger på grænsen til Nordafrika og det arabiske. Eller mere præcist: forståelsen af Andalucien uden det arabiske ville være umulig. I Andalucien har Europa levet siden om side med det arabiske i århundrede, ligesom også flamenco’en er sammenvævet med arabisk kultur. Derfor præsenterer vi også digte fra den arabisk inspirerede samling Tamarit Divan.

20200920_223019

20200920_222930

Et eksempel på en ”Solea” er Tomatitio’s “Alquimia”, der findes på albummet “Paso de los Castaños”:

På Tomatito’s album spiller han også “Bir Ömûrlûk Misafir”, hvis oprindelse jeg ikke kender andet til end den er tyrkisk, men jeg bruger den ofte i forbindelse med foredrag og oplæsninger, fordi den er utrolig smuk, og derfor anbefaler jeg at lytte til den:

Mid Month Poetry IX

20 Sep

SEPTEMBER

Tilegnet: Ole Lillelund

Den gamle man er død
han har været døende længe
måske siden før jeg lærte ham at kende

Vi er alle døende
står på grænsen af noget andet
og synger et vers

Han sang også sine vers
de var tørre og bevidste
og døden har han aldrig været bange for
en alarmerende forandring
en grænse blandt alle andre

Vi kiggede hinanden i øjnene
som mange mænd gør
jeg er ikke sikker på
vi forstod hvad den anden mente
men vi forstod dedikationen
og sammensmeltningen med ordene

Der er ikke andet end ordet
og rejsen overalt
vi hørte ikke hjemme nogen steder
og derfor alle steder

Hvis du ikke forstår det
skal du holde din kæft
det er sådan ordene bliver sat sammen
uden respekt
et digt er et digt
og sangen synger sig selv
i en abrupt og uforløst meningsudveksling

Nu er kun asken tilbage
og den er grå
flyver med vinden
i et brutalt farvel

Du skal huske at du er dig selv
ordene står side om side
fordi det er dér de hører hjemme
glem alt om syntaks og synkroni
de pæne linjer er allerede nedsunket rigdom
vi skal stå på åbent hav
og ta’ hvad der kommer
din pande imod min
støvet drysser fra grovfilen
og øksen hugger dybt i sandet
rammer en poetiske åre

Blodet løber
det er en saft
der er til at forstå
og nu er det hele løbet af din krop
du er i luften
i støvet når det knaser
og under en sten
der ser tilforladelig ud
men er alt andet end det

Der er altid endnu et digt
en sang der synger
og et ord

Mid Month Poetry VIII

18 Aug

AUGUST

Jeg simulerer verden og dermed er den forandret. Jeg indtager en tilskuers perspektiv og bliver således en anden, mens tilskueren flytter grænser for sin væren. Jeg har meget længe forsøgt at forstå det andet og de andre, som er forskellige fra mig, og med tiden er jeg blevet den anden, som er forskellig fra mig selv, eller fra den jeg plejede at være, og så kan jeg ikke beklage mig over, at andre ser mig som fremmed og forskellig fra dem. Det er måske ikke en simulering.

Det er nok bare at flytte sig ganske lidt ved siden af den, jeg kunne have vedblevet med at være, og en dag har disse små flytninger, udsving fra mit tidligere jeg, fået mig til at tilbagelægge store afstande. Jeg ønsker ikke at sige noget, men jeg vil bare gerne bevæge mig til steder, jeg ikke har været før, eller til steder jeg har været mange gange, men som hver eneste gang er en anden oplevelse, en let forskudt hukommelse af noget, jeg har set før og steder jeg har været, men som jeg ikke genkender eller forstår, fordi det ikke længere er min hukommelse, men en andens.

Jeg vil heller ikke blive hørt, helst ikke, det ødelægger min eksistens, fører mig af sporet, og det er mærkeligt, for jeg vil meget gerne køre af sporet, og jeg foretrækker at være udenfor sporet, afsporet kan man måske sige, men det er ikke det jeg mener, for det er noget andet. Jeg vil bare gerne have lov til at cirkulere om et punkt, der hele tiden flytter sig.

Det er ikke sikkert, jeg ved, hvor jeg befinder mig, men jeg ser mig selv gå ture ved Nahoon Strand, men det er måske bare en drøm, som jeg har haft meget længe, om et sted ved havet, hvor jeg kan ånde frit. Ingen forstår mit behov for udsynet, men havets udstrækning betyder noget.

Første gang jeg oplevede de konstante bølgeslag mod kysten, indser jeg, at det er mine drømmes skæbne, der har ført mig hertil. Havets uendelighed befrier mig for enhver oplevelse af fangenskab. Der er ikke noget, som forhindrer mine øjnes rækkevidde. Jeg ser uforstyrret, men kan være hvor som helst. Det er bare et perspektiv. Der er ikke noget privilegeret sted at være. Jeg er ikke ham den anden og endnu mindre mig selv.

Alle de andre tiltrækkes også af stranden og af havet.

Vi er ikke forskellige.

Mid Month Poetry VII

13 Jul

JULY

Vi finder altid en vej gennem livet
den er ikke altid den mest oplagte
men kan være kompliceret
den har et formål
vi skal kunne trække vejret og være i fred.

Min far sidder næsten altid med en blyant i hånden
eller en pensel
for det meste tegner han
men nogle gange skriver han en sang
han ejer ikke en tone i livet
men i barnlig trods har han besluttet sig
for alligevel
at være en del af festen.

Han afslørede engang for mig
at han finder det intimiderende
når folk stiller sig bag ham
og ser på ham og hans tegning
og fortæller hvad den forestiller
som om en tegning skal være noget
den er bare min fars måde
at være menneske på.

Jeg forstår ham godt
forestil Jer at hele familien
loggede ind på den 15-åriges Instagram
og opload’ede deres egne billeder.

De bedste samtaler med min far
er når vi ser på et billede
på et museum
eller et andet sted
hvor der er et billede.

Fra meget tidligt i livet
har museet været et sted
jeg har opholdt mig
jeg husker at jeg kedede mig
der er ikke noget galt med at kede sig
jeg vil undlade at afsløre
hvad min far sagde til mig
når jeg sagde jeg kedede mig.

Senere i livet har jeg af egen drift
opholdt på mange museer
jeg ved ikke helt hvad jeg får ud af det
ofte befinder jeg mig bare i mit eget selskab
blandt billeder og går hvileløst rundt.

Nogle gange siger jeg
hvis det ikke var for malerne
ville vi intet kunne se
de mange timer på museerne som barn
har givet mig muligheden for at kunne se noget
det er en vidunderlig gave
at være et menneske der kan se.

Min mor sender mig ofte billeder
der er mange billeder af min far og hvad han foretager sig
men egentlig er der kun to billeder af min far
kun to forskellige billeder.

På det ene billede
sidder min far og slapper af
og har drukket et halvt glas fadøl
han siger: min kone står og tripper
så vi må nok hellere se at komme afsted
det er underforstået
han gerne ville have drukket et glas mere
men han ved godt
hendes energi vil bære frugt.

I det andet billede sidder han ved et stort bord
på bordet ligger der alle mulige genstande og ting
måske hentet på stranden
eller hvor har nu har kunnet få dem fra
mellem ham og genstandene
befinder sig hans mobile værksted
den taske han altid bringer med sig
med knive, blyanter og pensler
han er ved at omforme tingene
til noget andet
og til noget mere
her sidder han
uden påvirkning af tid eller sted
et rum med fred
hvor alt kan ske.

Det er tingene, deres orden
og foranderlighed
som bringer os fra et sted til et andet sted
en taktil verden
der yder modstand
men der er altid et billede
det er kun et spørgsmål
om at få øje på det.

I mange år har min far ikke ønsket sig noget
fordi han ikke mener han har mere at ønske sig
jeg har længe opfattet det som koketteri
men det går op for mig
han har ret
siden 1996 har han ikke
haft noget at ønske sig
fordi han fik opfyldt det højest mulige ønske
at hans første barnebarn
blev født på den samme dag
han selv var født
en vidunderlig gestus
min bror gav vores far
da hans kone fødte en pige
den trettende
og selvfølgelig
derefter
vil intet ønske
være værd at nævne.

Livet er en absolut cirkel
af uafsluttede møder
mellem mennesker
det ene menneske
er ikke
som noget andet
men vi befinder os alle sammen et sted
her sidder vi ned eller står stille
det er et forsøg på at være alene
mens hele verden cirkulerer om et punkt
vi sætter en streg på papiret
skriver et bogstav
drikker en kop kaffe.

Det kan kun ske
på lige præcis
den måde.

LIVE – 13.juli, 09.00
Mid Month Poetry – dansk

tilegnet min far på hans 79-års fødselsdag