Mid Month Poetry III

16 Mar

MARCH

Frygt

Måske er det
et velkommen pusterum
i hverdagen?

Men for mig,
der ånder for byens puls,
er det en alvorlig nedbrænding.
Når jeg bevæger mig udenfor,
som jeg tillader mig
hver eneste morgen,
andre mennesker behandler mig som den spedalske,
mine åbne sår
fylder dem med ubehag,
de vender sig bort i afsky og kaster op,
vores øjnes kærtegn ligger nu mast ud på asfalten.

Det er lige nu vi har brug for Kafkas økse,
men de fleste har kastet den i vandet
og mens den ligger i havnen og ruster,
strammer de garnet om vores frihed

Anmeldelse: Yahya Hassen II

17 Feb

Skrevet med stort

Yahya Hassan har skrevet nye digte. De er igen sat med versaler, som om han er bange for ikke at blive hørt. Også Gyldendals redaktør Simon Pastinak synes at have været i tvivl. Han har været i blækhuset og skrevet to siders argumentation for bogens relevans og aktualitet.

Læs hele anmeldelse på solidaritet.dk

Mid Month Poetry II

14 Feb

FEBRUARY

Min midt på måneden poesi og et kærlighedsbrev for enden af tunnelen er blot armbøjninger eller Tai Chi på papiret, ritualiserede parader, ligegyldige bevægelser, som kunne have været erstattet af andre. De skal bringe mig til det punkt, hvor jeg begynder at skrive; at gøre sådanne skriveøvelser til litterære ville være udslag af dumhed, en slags mad for mentale krigere.

(my mid month poetry and a love letter in the end are just push ups or tai chi on paper, a ritual performance, meaningless exercise, which can be substituted by another. they will bring me to a point where I can write; to call it literature would be stupidity, a feed for mental warriors)

Vi fanger hinanden i at påstå, at vi er kommet et langt stykke vej væk fra barbariet, men vi er stadigvæk i krig. Der er fortsat mange, som slår hinanden ihjel et sted i verden, og her hos os under velfærdsstatens palmer er vi de levende døde. Vi er afkræftede og kan end ikke trække vejret. Derfor oplever vi ikke vores egen brutalitet.

(we claim the have come very far away from brutality, but we are still at war. many people are continuing to kill each other around the world, and right here under the palm trees of the velfare state we are the living dead. we have become weak and cannot even breath. therefor we do not experience our own violence)

I Sophiatown var gangsternes slag i ansigtet og spark i røven åbenlyse. Er det drømmen om ondskab? Vil vi også bare gerne slås ihjel for at kunne føle noget? Det er kun de steder, hvor livet er en indsats, at noget nyt opstår. Alle andre steder gentager vi allerede udslidte formater. Jeg vil også slå ihjel. Når jeg hæver mit våben og se ind i dine døde øjne står tiden stille, og vi lever et øjeblik endnu.

(in sophiatown the punches in the face and the kick in the ass by the gangsters were obvious. is this the thirst for cruilty? do we also want be killed in order to feel something? it is only those places where life is at stake that something will happen. everywhere else we are only repeating ourselves. i also want to kill. when I draw my weapon and look into your dead eyes, time will stand still, and we will survive for a moment)

Storbyens larm

23 Jan

Fra dagens morgenside:

I et tilfældig vindue
en gade hvor intet sker
her er altid stille.

Jeg ved det ikke
hvordan er jeg havner her
jeg der ellers elsker larm og støj
snavs og jord
det beskidte lag
indtil jeg er tonedøv

Mine morgensider er ikke hvad de har været. Jeg snyder. Det er mening at jeg skal stå op og i halvvejs søvne begynde at skrive uden at tøve og uden at bevæge mig væk fra papiret, men jeg laver tai chi først, og selvom det kun er i 10 minutter, er jeg lysvågen og bevidst om hvad der foregår omkring mig, inden jeg skriver. Det har den konsekvens, at jeg tænker mig om, og mens jeg tænker løfter jeg pennen fra papiret, fordi jeg glemme, hvilket ritual jeg er i færd med at udføre. Derfor tager mig uendelig lang tid at skrive to små, korte sider – og pludselig er det ikke længere morgen.

Med Erik Knudsen i forruden

21 Jan

For omkring 10 år siden arbejdede jeg som taxachauffør i København. Det var før Uber blev forbudt i Danmark, og det var før Uber overhovedet eksisterede. Måske nok et af de hårdeste og kedeligste job, som jeg nogensinde har haft.

I den perioden opfandt jeg one-lineren: “Taxi driving me crazy”; hvilket var en meget præcis beskrivelse af, hva jeg oplevede. Jobbet levede overhovedet ikke op til den meget udbredte romantisering om, at det jo må være et spændende arbejde, fordi du møder så mange spændende mennesker. Det var langt fra tilfældet. I de 18 måneder jeg overlevede i branchen lærte jeg en vigtig lektie: der er meget få mennesker, som er interessante at tale med. Siden hen – uden at fornærme nogen – har jeg måttet indrømme, at det også gælder i andre områder af livet. Når jeg selv ved enkelte lejligheder sætter mig på passager-sædet i en taxa oplever jeg næsten altid, at jeg siger noget ligegyldigt. En taxa er ganske enkelt ikke et sted, der inspirerer til dybsindig indsigt. Taxachaufføren selv kunne nok have fortalt en interessant historie, men han holder klogeligt sin mund, og hvis han siger noget, siger han kun det som kunden på bagsædet i bilen forventer. Der er nok mange, som hat oplevet taxachauffører, der plaprer løs og forstyrrer din mulighed for en stille stund i en travl arbejdsdag mens du kører fra A til B, men bær over med ham: han keder sig.

De første par måneder bevarede jeg en forventning om, at der en dag ville ske noget vigtigt, men det gjorde der aldrig. Der er selvfølgelig en vis nydelse i at have en smuk kvinde siddende ved siden af eller bag i bilen, som med sin skrøbelige stemme og yndige udseende hensatte mig i en erotisk drøm resten af natten, men smukke kvinder kan man møde hvor som helst. Desuden kom der aldrig noget ud af disse møder med kvinder i bilen, og så foretrækker jeg at sidde i en bar, hvor jeg i det mindste kan nyde en drink.

Enkelte gange lykkedes det mig at føre en rigtig samtale med et intelligent menneske. De kan tælles på en hånd. Samtalen udsprang altid af den musik, jeg spillede, eller den bog jeg havde liggende i forruden. Jeg spillede altid klassisk musik – Bach eller Mozart, sågar Strauss – eller Monk, Charlie Parker, Coltrane og især Brad Mehldau.

I en periode læste jeg Erik Knudsens digte. Det var om sommeren. Jeg havde fået hans “Udvalgte Digte” i fødselsdagsgave af min onkel. Han har for vane at give mig samlede værker af danske forfattere. Jeg var meget optaget af Knudsens digte, og derfor lå bogen i forruden meget længere tid, end det tog mig at læse bogen. Det overraskede mig, at der overhovedet var nogen, der var bekendt med hans digte.

En aften kørte jeg en ægtepar hjem på Frederiksberg, og samtlige de 20 minutter turen varede, underholdt manden mig med sin viden om Erik Knudsens poesi. For at runde vores samtale om litteratur og politik af måtte han blive siddende i bilen nogle minutter efter, at vi var ankommet til adressen.

En tidlig søndag morgen i Kødbyen samlede jeg tre yngre mænd op i Skælbækgade. Den ene af dem spurgte mig om bogen i forruden, og jeg fortalte begejstet om Erik Knudsen. Han spurgte om ov til at se bogen. Jeg gav ham den. Han begyndte at læse højt af tilfældige sigte fra bogen. De tre mænd var i højt humør.Til min glædelig overraskelse løftede dires humør sig endnu mere, mens de læste og lyttede til digtene. De fortsatte med på skift at læse højt for hinanden og jeg hele vejen fra Dybbølsbro Station til Kirkegårdsvej et godt stykke ude på Amager, hvor de skulle af.

Sommerens skitsebog

I
Træerne bruser langsomt; juli er tavs
Ingen fugle komme over havet
Bølgerne stormer forgæves mod land
Som i går; som før Babylons fald

Tankerne står derude hvor luft og vand
Opretholder illusionen om rene linjer
Og en verdensorden ældre end granit

Blæsten slynge ren stump avis for mine fødder
Helten fra i går, skurken af i dag
Stirrer på mig med trætte øjne

Skyggerne kryber over den nøgne strand

O Cortés

Hvad vil di med dit liv?

(Fra: Brændpunkt, 1953)

Rastløshedens flygtighed

21 Jan

Uddrag af en “morgenside”:

Jeg havde en drøm om Afrika, hvor jeg sagde, at Afrika ikke eksisterer, og hun lod til at acceptere mit synspunkt. Da jeg vågnede drømte jeg også om en tangodanser, som jeg senere havde sex med på toiletttet og i min seng. Lige nu har jeg lyst til at tage til Bremen for at besøge en pige, som jeg engang kendte. Jeg er nede i en dal og her er tåget og mørkt. Det er mit eget problem. Jeg overvejer at tage ud af byen, men jeg må ikke give efter for min rastløshed endnu. Jeg vil gerne til Bremen. Ikke kun på grund af en pige jeg engang kendte, men også for at se byen og stedet. Er det bare en flygtighed og afløb for rastløshed? Mit liv er en vandring.

En morgenside er et ritual. Hver eneste morgen står jeg op og mens jeg fortsat er halvt sovende men ved at vågne sætter jeg mig og skriver. Jeg skriver et antal siden uden tanke for noget. Denne metode kan også kaldes automatskrift eller lynskrivning og er inspireret af franske surrealister. Dengang i Paris brugte de metoden til at skabe poesi og kunst med. Umiddelbart bevirker metoden at man får fjernet alle forstyrrende og tilfældige tanker, sådan at man bagefter kan skrive noget rigtigt. Hvis man konsekvent benytter metoden, vil man opleve at der også sker noget mentalt og psykologisk. Du vil nå dybere i dig selv og få tanker du ikke vidste eksisterede eller forstår oprindelsen af. Derfor har metoden også været anvendt terapeutisk. Betegnelsen “morgensider” blev introduceret af den amerikanke forfattter Julia Cameron, som netop har fokuseret på metodens psykologiske aspekter.

Mid-month Poetry I

20 Jan

JANUARY

I do not have anything to say every day. A few years ago I wrote 52 poems, one every week. I wanted to see if the changing seasons had any influence, but I never made a conclusion. Maybe one week was too short a time for a poem to evolve. This year I will try to go deeper. If I have a month to write instead of a week or a day will it make a difference?

I would like to confront two conflicting modes of creating poetry. One is to begin to write and keep on writing until something happens. Another is to think for 30 days, hold a thought, keep thinking until you have an image and then, only then, then write it down.

Every act of writing has an element of fraud. It is like love. Just because I tell myself I love her does it mean that I really do love her? – Or am I just falling in love with my own phantasy. She calls me all kinds of sweet and sexy names, but it is not love. It is the same names she uses, when she corrects her daugther, addresses highschool girls to get attention in the classroom and when gathering her girlfriends for girltalk in a restaurant.

I am also lying when I tell you that I write morning pages. It is not automatic writing because I am always in control. Even when I tell you I will write a poem every month and insist I have been thinking about it for 30 days. If I had been thinking every day I would have been writing something. To write only one poems every month is one day of work. The only day I think is the day I write the poem. On the remaining 29 days I am disrupted by ramdom activities like walking down the street without purpose and serving tea for women I would like to have sex with – not that it makes any difference.

To write a one poem every month will not make me go deeper, but a least give me the fortune of have 12 days in 2020 worth remembering.