Til Christian: V – fortalte mig alt

29 Sep

DU FORTALTE MIG ALT

Der var intet som var skjult
alt var sagt
vi talte om det nødvendige
alt det almindelige
alligevel var det helt stilfærdigt
der var intet udpenslende
eller dramatisk
over vores samvær
det som blev sagt
var stilfærdigt
næsten tavst
underbetonet og kortfattet
der er ikke mere at sige
derfor kan jeg spørge
om jeg hørte rigtigt?
jeg hørte hvad jeg skulle høre
du sagde præcist hvad du havde på hjerte
nu hvor jeg lader dig genfortælle
hvad du tidligere sagde
ved jeg at du fortalte mig alt
at vi skulle have talt mere om dit hjertes problemer
som andet end kortfattede konstateringer
vil være en omvendt form for nostalgi
og mine forsøg på genopfundne besøg på Malbeck, Bevi Bevi og Dyrehaven
med allerede for længst afsluttede flasker og tømte glas
og selvbestaltede rejser til Etiopien og Berlin
er blot mine egne behov for at leve videre

 

 

Advertisements

Til Christian: IV – i skyggen

26 Sep

SKYGGEN AF DINE ØJNE

Hver gang mine tanker flyder
dukker du op som en tilstand
en bevægelsen i verden
en lyd i mørket
et øjeblik
den skygge som går forud for mig
sandet i ørkenen skinner
er det dine øjne?
i en pause mellem hendes
anden og tredje orgasme
er du en usynlig ånd?
ikke et trekantsdrama jeg havde set for mig
du forsvinder
kommer og går
et lys der brænder
omflakkende vagabond i vinterens kulde
en vind med let og styrke
det er måske mine egne øjne
en utilsigtet tilsnigelse af tvivl
frygten for at være alene
kan jeg fortsætte herfra?
uden et menneske ved siden af
tæt på og langt væk

 

 

Love Affairs

19 Sep

Brother, brother
this is not the end
and you will be here
in every step I take
even my black shoes
remind me of you
when I go the Malbeck’s birthday
Hans ask me where you are
and says “I have always seen you as a couple”
a dark shadow of pain
is covering my face
I am turning in grief
a silent sound of mercy
I have lost before
this time I am fainting
losing my grip of reality
the woman I love
is afraid
she is in a state of dispair
because she feels my pain
will reduce my love for her
she is once in a life time
just as my friendship
and his death
will make me love her more
I am a cocktail
she said it herself
“I come as a package”
also I am a combination
a mixture of dead evil
positive energy
love and hate
black as white
it is only this man
she loves
from inside darkness
comes my smile
when I make love to her
I sink into invisible wells
of my heart
with unhealed wounds
doors of sorrow and grief
which will always be wide open
I dare tell her things
that will make her
recent me
and I hope
it will make her
love me more

 

 

De vægtløse

16 Sep

Den unge mexicanske forfatter Valeria Luiselli’s roman “De vægtløse” (Los Ingrávidos) er i august måned udkommet i dansk oversættelse på C&K Forlag. Romanen er et sammensurium af mange forskellige elementer. Det kan være forvirrende at holde rede i hvem der er spøgelser og hvad som er virkeligt. Også forfatteren er svær at sætte i kategori såvel geografisk som kulturelt. Valeria Luiselli er født i Mexico, men har boet flere så forskellige steder som USA, Costa Rica, Sydkorea, Sydafrika, Indien, Spanien og  Frankrig – og er nu bosat i New York.

2017-09-13 15.30.25

Det ellers italiensk klingende familienavn synes ikke helt at have nogen geografisk oprindelse. Således er hun en oprigtig kosmopolitisk diaspora.

Skrivestil og tematik sender tankerne i retning af Roberto Bolaños “De vilde detaktiver”, fordi Luiselli har noget af en sammen energi i sproget. Vi er allerede i fuld gang, da romanen begynder. I “De vægtløse” befinder vi os i et kunstnermiljø i New York. Her møder vi Ezra Pound, eller er det kun i fortællerens forestillingsverden? Også en række andre kendte forfatteren . Herunder så forskellige som græske Homer, spanske García Lorca og dansk-amerikanske Nella Larsen.

Undervejs romanen falder jeg over nogle interessant passager. Den ene handler om døden – min meget nære ven Christian Gerhard Leonard Nielsen er netop død, så derfor optager døden mig på en meget konkret måde. Hos Luiselli fabuleres over de døde, deres genfærd og de levende originaler.

“Folk dør og efterlader på uansvarlig vis et spøgelse af sig selv, og efterfølgende fortsætter originalen og spøgelset at leve hver sit liv.”

Vi befinder os som sagt i New York. Man bør måske have været der for at kunne læse romanen og følge med. Den slags eksempler er litteraturen fyldt af. Når vi læser forstår vi, hvad vi forstår. Uagtet din viden og fornemmelse af New York er beskrivelserne interessante og tankevækkende.

“New York er en teori om en by konstrueret i tiden. Manhatten er en time, eller et århundrede, som bliver gennemboret og fortæret af subway-ens borebiller, der fortærer byen sekund for sekund.”

Hvad er storbyen for en størrelse? Det er et sted, hvor alt er muligt, men det er også et sted, hvor alt går i stykker og pulveriseres. Folk dør i byen. Mennesker bliver skilt fra hinanden og møder andre. Måske bliver de gravide – kvinderne bliver gravide, og hun prøver at beskrive sine brystvorter – sine filosofiske brystvorter. Hvor kommer de fra, og hvad gør dem filosofiske?

“Dakota flyttede ind hos mig. Hun ankom med en lille grøn kuffert i den ene hånd og en ny spand i den anden. Når jeg ikke tilbragte natten et andet sted, sov vi i den samme seng, selvom Dakota altid kom meget sent hjem fra arbejde. Hun lagde sig nøgen i sengen og omfavnede min ligeledes nøgne ryg. Hun havde store, bløde bryster med ganske små brystvorter. Selv kaldte hun sine brystvorter for filosofiske.”

Graviditet og ekskoner hænger måske ikke umiddelbart sammen, men det kunne det muligvis godt gøre. Rækkefølgen er ikke altid afgørende, men her tager vi graviditeten først – og derefter mænds forhold til deres tidligere kærester.

“Denne gang begyndte følelsen i lænden. En frossen varme. Bagefter fik jeg gåsehud, begyndende på siden af lårene. Et fænomen der var mere geologisk end biologisk. En rystelse, en svag udbuling og hele maven begyndte at hæve sig, som en ø der dukkede frem af havoverfladen.”

Efter en lang række tanker om mandens kontakt med tidligere kærester og elskere, måske ikke helt upåvirket af den konkrete mands jævnlig rejser til Philadelphia.

“De første kærester svarer hvis de er ulykkelige sammen med deres koner. De tidligere elskerinder foreslår, hvis de endnu ikke skammer sig over deres kroppe, at mødes på et hotel. Et hotel i Philadelphia.”

Romanen går over stok og sten. Det er underholdende, men der er også mange tænksomme passager – ikke altid en modsætning. På et tidspunkt skal der selvfølgelig også stå noget om romaner og romanforfattere.

“Hvis du giver dig af  med at skrive romaner, giver du dig af med at bøje tide.
Jeg tror nærmere at det drejer sig om at fryse tiden uden at standse tingenes bevægelse, lidt ligesom når  man er ombord på et tog og kigger ud af vinduet.
Og det er også helt normalt at hvis man er romanforfatter, så er man også idiot.”

Lidt mærkelig refleksion, måske!

 

 

Til Christian: II – lytte til døden

14 Sep

LYTTE TIL DØDEN

Jeg troede ikke du ville tale om døden
det ville du heller ikke
du sagde det kontant
ikke noget at tale om
vi var ikke ens
derfor skulle jeg have lyttet til dig
der var altid noget vi skulle nå
jeg troede ikke det var lige nu
i næsten samme åndedrag drømte vi som gamle mænd
så meget god vin som muligt
før det ville være for sent
det sagde du ikke
helt på din måde
men på din egen måde
og jeg skulle have lyttet efter
men hvad skulle jeg have hørt
vi gjorde hvad vi gjorde
og skulle fortsætte ud af de tangenter
vi spillede på
ikke dvæle ved døden
at den ene skulle ånde ud
var ikke vores dagsorden
jeg fortryder intet
der er ikke noget jeg kan sige
tilstanden døden
et mareridt
min tilstand af fravær
jeg taber evnen til at gå
men jeg bevæger mig
det er en glæde at en mand
berører mig hjerte
så jeg bliver til en naturtilstand
en virkelig handling
større end du og jeg

Til Christian: I – en grusvej

13 Sep

EN GRUSVEJ

Jeg ved ikke om det er om dagen
eller om natten jeg har det værst
søvnen er en kamp
om liv og død
det er ikke svært at sove
jeg vil gerne forsvinde
fra det sted
jeg befinder mig
jeg har ingen vilje til at bevæge mig
det er en grusvej i høj fart
jeg overser hullerne i vejen
nogle gange er jeg heldig
at flyve over luften under mig
andre gange sidder jeg fast
et slag, en hård lyd
med et brag slutter det

Christian

7 Sep

Det umulige og forfærdelige…hinsides enhver mening, uden for al logik og i modstrid med alt, hvad jeg kan forestille mig…min ven og kammerat er død.

Et hjerte stopper med at slå og kan ikke mere. Jeg har svært ved at skifte til datid. Det var ikke planen eller meningen…vi skulle blive meget gamle sammen. Drikke sindssyg god vin. Hvorfor nøjes med mindre end det bedste? Det bliver et meget stort tab uden dig. Jeg lover at fortsætte kampen imod ”marmeladen” – og vinen er også et symbol.

Ikke alene skulle vi begge to blive gamle. Vi ville også leve så længe, at alle andre ville dø først. Vi ville udleve dem alle. Se bedre ud. Spise bedre – og uden tvivl drikke bedre vin og selvfølgelig være klogere end alle andre. Takket være dig foregår det på en underdrejet, ydmyg og graciøs måde, fordi det er sådan, du er – og sådan har vores samvær også været, men med en helt særlig kant midt i det hele.

Her i de seneste par år har vi nogle gange talt om at blive gamle. Der var en periode, hvor jeg gjorde rent på plejehjem. Jeg var bekymret over den dårlige mad og især papvinen, som de gamle blev spist af med. Jeg nævnte det en dag med bekymring for, hvordan det ville blive at sidde dér, men du afslog det med en håndbevægelse. Du havde et vinlager, som ikke ville kunne tømmes, uanset hvor gamle vi ville blive. Mange vil vide, at det ikke var et tomt løfte. I en særlig højstemt atmosfære en aften bekendtgjorde du, at Nick Cave skulle genopføre The Birthday Party til din begravelse, eller måske er det noget, som jeg har drømt. Det var som om, også jeg var inkluderet, og det var bare endnu en lejlighed, hvor vi ville være i hinandens selskab.

For 15 år siden rejste jeg til Uganda for første gang for at bo der i to år. Det var helt i begyndelsen af vores venskab. Din kommentar var tør og kontant:

2017-09-07-13-54-56.jpg

En veninde af mig havde medbragt en lille notesbog og sit polaroid kamera til min afskedsfest. Man kunne få taget et billede, klistre det i bogen og skrive en hilsen til mig. Intet billede af Christian, men denne korte og abrupte hilsen underskrevet C.N.

I lørdags efter meddelelsen om din død nåede mig, fik jeg lyst til at gentage, hvad du dengang skrev. Jeg ved godt, at det er helt uden sammenligning. Jeg rejste med vilje og vendte tilbage. Derimod ved jeg godt, at du ikke er død med din egen gode vilje, og jeg må finde en måde at erkende, er der ikke nogen chance for, at du vender tilbage.

I den forløbne uge – der nu efterhånden er gået – forsøger jeg at finde ud af, hvorfor det her er så satans svært for mig acceptere. Jeg oplever, at jeg ikke vil acceptere, at du ikke er her mere. Alt synes forbundet med dig. Her på Vesterbro kan jeg ikke bevæge mig, uden at du er til stede i det, som jeg gør, tænker og føler. Ethvert glas vin. Alle de steder vi har været for at spise eller drikke. De steder vi havde planlagt at komme eller steder vi burde have været. Mesteren & Lærlingen med en whisky og ginger ale i hånden. En drink jeg insisterer på, fordi ingefær passer godt til whisky. På den måde bliver det ikke alt for sødt. Dyrehaven på Sønder Boulevard med deres standard høker på fad. Malbeck og Mikkeller dengang indehaverne selv stod i baren og vi på den anden siden og lokkede dem til at hive noget særligt op af hatten, som ikke stod tavlen. Selv Distortion bliver interessant i selskab med dig. Evnen til at se sprækkerne. Der var altid en fin koncert i en af sidegaderne til Istedgade. Du bemærker stolt, hvordan smukke unge piger kiggede nysgerrigt efter Leon. Du er en stolt far. Mange gange pralede du af, hvad de to drenge går og laver. I ved begge to godt, hvad jeg mener. Det har altid været en stor fornøjelse at høre dig tale om Britta og jeres liv sammen. Med kærlighed og respekt for, hvad Britta gør, hvad hun siger og udretter.

På et tidspunkt her i sommer beklager jeg mig over mit eget parforhold – at min kæreste i Sydafrika kræver så utrolig meget kommunikation af mig hver eneste dag. Jeg forestillede mig vist nok, at du ville have givet mig ret i, at hun og jeg takler den lange distance mellem os forskelligt, men det gjorde du ikke. Derimod sagde du, at det da er fantastisk, at der er en kvinde, der har lyst til at tale med mig hver eneste dag. Ja, egentlig så typisk af dig at forstå det på den måde.

Nu kan jeg kun se at jeg gøre dette ene. Fortsætte med ikke at acceptere den tilstand jeg er kommet i. Nægte at forlige mig med, at du ikke er her mere. Tale i nutid. På den måde vil jeg uddybe og forstå den smerte jeg føler. Den sorg det er at miste. Det tab det er ikke at kunne dele hverdagen. Kun sådan vil jeg kunne leve. Jeg vil drikke vin. Spise godt. Gå til koncerten med Thåström i november – allerede i foråret mens jeg endnu engang var taget til Uganda, skrev du kommanderende, at jeg skulle være i København den 9. november, fordi du allerede havde købt en billet til mig, og det indrettede jeg mig selvfølgelig på.

Selv når jeg forsøger at sige noget generelt og alment som afslutning her, så slutter det ikke. Jeg vender tilbage til det ritual som vores venskab har været – en strøm af aktiviteter. Derfor er det helt umuligt svært.

This is not the end…
Continue reading