Dinar

14 Apr

I might not feel at home where I was born, but here on the outskirts of the continent I appreciate a waitress that does not take away my plate when I am still eating. It is my birthday – the 5th of April.

Can you imagine a bigger pleasure than being treated as you would like to be treated while your turning 53?

I am always looking for something, but very often I find something else. How can I expect to find the same restaurant after 27 years? I am like an aboriginal. My past and my heritage has been disrupted, distroyed and mutulated. I cannot sing the same song and find my way around. I thought I could cross the railway tracks, but they build a new railway station.

This time I found a small restaurant called Dinar in Konstantinoupoleos number 178A run by Nadia, where I got a nice bottle of rosé and freshly fried sardines.

 

 

In the air

14 Apr

Jeg havde næsten aflyst rejsen på grund af sygdom og ubehag. Det er blevet en besættelse for mig med lige dele godt og ondt at rejse. Det fylder mig med ubehag og væmmelse. Jeg ved at intet godt vil tilflyde mig, men så snart jeg bevæger mig, er jeg glad. Det er som at købe vin. Jeg fortryder det altid, men glæder mig til hvert et glas.

Det er vel bare mit misbrug.

 

 

Airport

14 Apr

I Kastrup har de nedlagt indenrigs-terminalen. Derfor er det overraskende, for mig, at det er så svært at opdrive internationale aviser. Ingen Guardian, El Pais eller New York Times. Man kan få det indryk at lufthavnen er blevet lavet om til en indenrigs-lufthavn ude på landet.

Vi påstår at leve i en global verden, og i den seneste år har vi haft større og fokus på det afrikanske kontinent. Derfor kunne man forestille sig, at det ville være muligt at købe magasiner, som behandler forhold rundt omkring i verden. Jeg fandt kun gamle travere som Time og Newsweek. For Københavns Lufthavn eksisterer der tilsyneladende ikke en verden uden for den vestlige!

At få bekræftet den form for status quo er yderst sørgelig, om end måske ikke overraskende. Danmark er et sted hvor vi interesserer os meget lidt for verden og meget for os selv.

 

Weekly Poetry – uge 52

31 Dec

52:

I am on my may again
boarding a transportation device
in late afternoon of New Year Eve
I have been here before
the train from Dar Es Salaam in 2010
I had to stop halfway due to practicalities
this time I intend to go all the way
since it would be very complicated not to.

This is also the end of 52 in 2016
a long journey of writing what ‘s on my mind
one month like the other
does it make a difference?
can I still after traveling the world grasp changing seasons?
is writing an accurate reflection of life?
I will tell you later.

Soon in an airplane over the Mediterranian Sea
the water connecting continents falling apart
maybe not even continents
they have no common identity
but simply pieces of land
it is only the water in the sea
claiming to be an entity of substance.
 

 

Weekly Poetry – uge 51

24 Dec

51:

Eyes in Rabat
I am seeing eyes everywhere
everywhere I look
the eyes of Rabat
eyes to look into
eyes looking at me
magnetic connections
an invitation to think
a pledge to connect
eyes of curiosity
kind and gently eyes
smiling
waiting
what do you want
and what do I want
a slight touch from behind
a hand protecting my eyes in the sun
I can see
you
you and me

 

 

Enogtyvende december

21 Dec

I am going to meet the HEAT
the HEAT will meet me
we are going to expand to unknown temperatures
a snow man will also be part of the equation
it will be a desicion between melting the HEAT
and selling the BEAT.

If you think you have already warmed up
then what you will see coming is a lot
we can not promise you eternal living
but while we are running
the MEAT will be boiling

 

 

Tyvende december

20 Dec

Traditioner skal holdes i hævd, og i Viborg har jeg to. Det ene er min tagine, som jeg altid laver, når jeg er på Hald Hovedgaard. Altid er måske lovligt voldsomt, da jeg kun har været der to gange. Den tagine er derimod meget særlig, og jeg ville ikke kunne lave præcist den samme noget andet sted.

Det andet jeg altid gør, når jeg er i Viborg, er, at aflægge et besøg på Viborg Kunsthal. Helt sikkert altid et besøg værd. Så gå ikke glip af det. Denne gang var jeg til artist talk med den japanske kunstner, Keiko Kuboki, som har boet og arbejdet der de sidste par måneder. Hun laver abstrakte værker. De starter altid i mere figurative skitser af det, som inspirerer hende. Derefter arbejder hun sig vej mod det abstrakte. Hun arbejder med gamle traditionelle materialer fra Japan. Her viser jeg en lille billedserie fra værkstedet på kunsthallen.

2016-12-15-19-33-52

2016-12-15-19-43-43

2016-12-15-19-43-12

Keikos skitse af søerne i Viborg

Keikos skitse af søerne i Viborg