Tag Archives: teater

Verden mellem to floder

3 Oct
Brian Hjulmann - fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Brian Hjulmann – fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Husets Teater går tilbage til hvor det hele begyndte. Med udgangspunkt forskellige skabelsesberetninger reflekteres der over menneskelighed og vores fremtid.

Forestillingen ”Skabelsen” er den første forestillingen under den nye ledelse på teatret. Jens Albinus og Laura Ramberg har overtaget stafetten fra Simon Boberg og Mads Wille. Teatret lover en række forestillinger om magt, magtens forvaltning og dens udfoldelse.

”Skabelsen” tager udgangspunkt i skabelsesberetningen, som vi finder i en meget beslægtet form inden for de tre store hovedregioners bøger: bibelen, toraen og koranen. De udspringer alle tre fra et geografisk meget begrænset område mellem floderne Eufrat og Tigris. Det område, som vi i dag kender som Mellemøsten. Det er i sig selv tankevækkende at så mange menneskers moralske, etiske og spirituelle udgangspunkt har en så afgrænset og koncentreret lokalisering.

 

Kan vi starte forfra?

Forestillingens kontekst er at menneskeheden i vor tid har nået en grænse. Vi udvikler os og organisere os socialt på måder, der ser ud til at ende med at vores civilisation går til grunde. Konceptet for forestillinger er at gå tilbage til begyndelsen og starte forfra. Heri ligger både en nysgerrighed overfor menneskehedens udvikling, men det er også en undersøgelse af, om det kunne have gået anderledes – og bedre.

 

Eksperimenterende og krævende

Skabelsen er ikke for dovne sjæle. Jens Albinus anlægger en meget mere eksperimenterende og svært tilgængelig stil end teatrets faste publikum har oplevet de seneste år. Det er en vovet start på en ny periode i teatrets historie. Under Boberg og Mads Wille har publikum fået en række ret kontante og socialrealistiske forestillinger, som ofte har været inspireret af ung tysk dramatik.

Hertil kommer, at Jens Albinus’ første forestillingen heller ikke er særlig sammenhængende. Der er nærmere tale om en række tematisk tableauer, som afløser hinanden. Publikum har svært ved at følge med. Ind imellem tager man sig i at tænke, hvor vi dog er på vej hen. Det er aldrig godt at publikum må afbryde sig selv og dermed miste koncentrationen. Det kunne have været rart med en mere helstøbt og sammenhængende forestilling – især i betragtning af at det er Albinus’ første produktion i chefstolen på teatret.

Forestillingen har derimod nogle meget smukke passager og imponerende skuespilpræstationer. Ulla Henningsen er i absolut storform som Gud og Djævelen. I stykket sidste halvdel har hun en blændende monolog, hvor hun sidder fuldstændig stille på scenen og alligevel udfylder rummet så vi er ved at sprænges i stykker. Men også den unge Brian Hjulmann demonstrerer sine fantastiske evner indenfor fysisk teater.

Det får imidlertid ikke fornemmelsen af manglende sammenhæng og retning til at forsvinde. Jens Albinus har haft en drøm om denne forestilling siden har været 12 år gammel. Det giver selvfølgelig en bekymring for, hvordan det kommer til at gå resten af sæsonen og de næste par sæsoner, men jeg håber ikke, at det får det trofaste publikum til at blive væk. Der er mange spændende takter i denne meget mere vovede profil. Der er i forvejen alt for meget socialrealisme og hverdagsliv i dansk teater.

 

Skabelsen
Skrevet af Jens Albinus
Spilleperiode: 17/9 – 15/10 2016

Husets Teater
Halmtorvet 9
1700 København V

Info: husetsteater

 

Advertisements

Weekly Poetry – uge 38

22 Sep

38:

We have destroyed everything
every narrative about life comes from the same place
an area surrounded by two rivers
names past on through history.

It is dark
the end of a long route
the direction points towards a hidden wall
a down fall into a swarm of fallen angels.

Can we reset history?
Do we not have the same destiny
if we tell the exact same story all over again
between two rivers not far apart?

A story told
word cannot be unspoken
darkness will prevail
in dried-out rivers
before we return in a thousand years.

 

 

Denne uges digt er skrevet henover min oplevelse med at se forestillingen “Skabelse” på Husets Teater lørdag den 17.september.
SKABELSE
Husets Teater
Halmtorvet 9
1700 København

Spilleperiode: 17. 9 – 15.10 2016
Man-fre kl. 20.00, lør kl. 17.00

www.husetsteater.dk

 

Boyfrind – en reading

11 Mar

Christina Hagens værk ”Boyfrind” er nu sat i scene, om end kun som reading på Teater Republique’s nye scene Reaktor under den nyligt afviklede litteraturfestival KBH Læser.

Umiddelbart mistænker jeg forfatteren Christina Hagen for at have bestilt en ny version af projektet Body-Double fra sommeren 2014.

Læs anmeldelse af bogen Boyfrind og min artikel om Body-Double

 

Forstyrrende referencer til body-double?

Girlfrend inkarneres af skuespiller Danica Curcic. Hun fremstår som en køn og lækker brunette. Man kan næsten høre Christina Hagens hvisken i baggrunden, at enhver kvinde i det offentlige rum skal være sådan, at mænd har lyst til at knalde hende, ellers er hun usynlig. Mine overvejelser om body-double har sandsynligvis forstyrret oplevelsen af forestillingen – og været direkte skyld i at jeg ikke synes opsætningen levede op til forventningen.

Undervejs bliver jeg irriteret over, at Madame (respektfuld tiltale af en kvinde der bevisligt har født det ene fantastiske kunstværk efter det andet) endnu engang skal pådutte mig et bestemt kvindeideal.

Umiddelbart efter forestillingen taler jeg med både Danica Curcic og instruktør Therese Willstedt, som begge to bedyrer, at Christina Hagen selv ikke har været inddraget i opsætningen af Boyfrind, udover at hun har givet tilladelse til at fotografier fra bogen kunne bruges i forestillingen. Derfor er min mistanke om reference til body-double altså udelukkende udslag af min egen fantasi.

 

Forestillingens form

Forestillingen er sat op som en reading. Scenen er indrettet som var det en teaterkoncert. BF sidder ved trommesættet med sin tynde og ranglede krop. Det halvlange lyse hår dækker konstant hans ansigt. Han forbliver perifer og anonym i hele forestillingen som i Hagens bog. Kun i forestillingens begyndelsen og slutning befinder BF og GF sig i en egentlig relation til hinanden, også direkte efter bogen. Dér sidder også GF ved trommesættet, og de hamrer begge to løs på trommerne og fremkalder en primitiv rocklyd. Resten af tiden er det GF, der har ordet.

boyfrind danica

Republique’s officiel plakat for forestillingen

Danica Curcics fremstilling af GF gestalter en kvinde, der glider mellem det søde, lækre og uskyldige, sårbare til det rå, brutale og hårde, kyniske. Jeg synes, at balancen mellem GFs forskellige fremtoninger ikke helt svarer til den kvinde jeg selv husker fra bogen. Danica Curcics version af GF er for sød, indbydende og pæn. Hagens egen version af GF synes jeg meget bedre indfanges af det (selv)portræt, som findes på den sidste side i bogen.

PRISKORN.COM

Foto: Thomas Priskorn

Her fremstår GF langt mere trashy, men samtidig er hun lækker og sexet på trods af fedtet hår og hænder indsmurt i gademad.

 

Bagved scenen

Jeg taler med instruktøren Therese Willstedt efter forestillingen. Med klangfuld svensk tone forklarer hun om arbejdet med Boyfrind. Hendes hænder borer sig dybere og dybere ned gennem de tynde luftlag, der er mellem hende og jeg. Jeg spekulerer på, hvad det er hun gør. Om hun er ved at grave ud under mig, så jeg om lidt vil styrte i frit fald mod bunden. I samme øjeblik bliver jeg mindet om, at teatret er en meget fysisk og kropslig kunstform.

Hun forsøger at beskrive sin frustration over, at der kun har været så kort tid til at arbejde med opsætningen af Boyfrind. Det er jo kun en reading. Hun ville så gerne have gravet dybere i karakteren for at få skabt det rette og perfekte udtryk på scenen.

 

REAKTOR
Teater Republique
Lørdag den 5.marts kl. 17 & 20
Info: boyfrind

Anmeldelse: ILT

2 Oct
Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Det begynder lige på og råt. Vi ved ikke helt, hvad der foregår. Rummet er helt rent og tomt. Kun en mand og en kvinde på scenen. Det foregår i højt tempo.

Selvom jeg er forberedt hjemmefra og godt kender forestillingens tema, så er det som om jeg har glemt alt, hvad jeg ved og nogensinde har lært eller fået at vide.

Jeg er med det samme opslugt af det bombardement, som jeg udsættes for. Der er rappe replikskifte. Det er ret usammenhængende og fragmenteret. De er allerede i gang med noget. Der er noget de gerne vil. De har nogle uenigheder, måske. Jeg accepterer meget hurtig præmissen. Det er sproget og dets mangel på sammenhæng som skal understøtte hele tematikken. Og det sker med stor effektivitet.

I replikker mødes såvel store som små problemer. De reflekterer over store problemer ude i verden. På samme tid afbilledes dagligdagens problemer i parforholdet. Vi bliver hvirvlet ind i kvinders og mænds forhold til hinanden. Der tages ikke parti, men der gøres lige dele grin med begge køn. Derfor kan vi alle sammen grine af både vores eget og det modsatte køn.

Tekstens meget korte replikker og replikker som er hakket over og afbrudte bidrager til at fremmane en stemning af opløsning og tvivl. Forvirring og angst for fremtiden. På intet tidspunkt postulerende. Derfor får publikum overført stemningen kropsligt. Vi føler det selv. Også vi bliver i tvivl og mærker usikkerheden.

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Lige omkring halvvejs gennem forestillingen går det galt. I længden bliver det for meget af det samme. Der er ikke nok stof til de næsten 2 timer. Slutningen er måske det værste. Den er underligt påklistret. I meget koncentreret form får vi kortfattet resten af parrets liv sammen meget hurtigt. Slutningen er helt unødvendig, og den kunne uden vanskeligheder været skåret af. Også uden slutningen er forestillingen imidlertid for langtrukken.

Derimod får vi i den første time en genial gennemlysning af problemer med at beslutte at leve og give liv i en verden hvor alt andet ellers står foran sin destruktion. Det særligt intelligente er, at det gøres uden store begreber og armbevægelser, men det sker direkte og kun gennem sprogets form og replikkernes glidende bevægelser. Det er så længe det varer meget dygtig og smuk dramatik.

 

Forestillingen handler om planetens fremtid, artens overlevelse og vores alles åndenød. Det hele udspiller sig mellem en mand og en kvinde, der elsker hinanden. De prøver at finde ud at gøre det rigtige. Skal de få børn eller netop ikke? Bør de tænke sig om eller handle? Ilt er den første af 2 forestillinger med engelsk dramatik i dette efterår på teatret. Den næste følger umiddelbart efter og hedder Konstellationer.

 

ilt

Ny engelsk dramatik

Husets Teater
Halmtorvet 9
1700 København V

Spilleperiode: 13. september – 11. oktober 2014
Man-fre kl. 20.00, lør kl. 17.00

Varighed: Ca. 1 time og 45 min. uden pause.

Billetpriser:
130-190 kr./60-120 kr. for unge u. 25 år.

Med: Tilde Maja Fredriksen og Thomas Hwan
Tekst: Duncan Macmillan
Instruktion: Christoffer Berdal
Oversættelse: Lars Mikkelsen og Simon K. Boberg

Det sner i Husets Teater

24 Feb

Husets Teater på Vesterbro i København opfører – nogle dage endnu forestillingen SNE, der bygger på Orhan Pamuks formidable roman af samme navn. Det er ligegyldigt om handlingen udspiller sig i Tyrkiet eller som i forestillingen i en lille tysk by. Temaerne i forestillingen er hyper-aktuelle og knytter sig bestemt ikke til den eller den verdensdel, men dem alle.

Der er nok en eller anden slags logik i, at forestillingens forlæg – Pamuks roman er skrevet på grænsen af det ene og det andet kontinent. Istanbul har gennem århundrede været ventil mellem Europa og Orienten. Meget ofte en religiøse fejde. Noget vi kender alt for godt ude på gaden i København, i små og større europæiske byer og mange andre steder i verden. I skæringspunkter mellem kulturer og kontinenter er der særlige erfaringer med sådanne konflikter.

Forestillingens hovedperson er forfatteren Ka, som vender tilbage til sin fødeby for at forene sig med sin ungdomskæreste, som netop er blevet skilt. Det hele går ikke helt som han forestiller sig. Der viser sig at være konflikter mellem muslimer og ikke-muslimer, som Ka pludselig bliver en aktiv del af – selvom han egentlig hverken ønsker det eller gør noget bestemt for at blive det. Sådan er det for forfattere, vi er en del af livet omkring os – det kommer med erhvervet. Men også helt almindelige mennesker kan uforvarende blive centrum for sociale spændinger dér hvor de befinde sig.

323

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Som tilskuer sidder man og ser passivt på, hvad der sker på scenen. Sneen drysser ned over skuespillerne. Scenografien er meget enkel og klar. Udover sneen består den af 2 bokse, der kan drejes som markering af sceneskift. Boksene er åbne i de to af siderne. Undervejs i forestillingen fungerer de som rumadskillelse på scenen. Det varer ikke lang tid før publikums passive og neutrale position anfægtes. Begge sider af konflikten i forestillingen kommer snigende ind på dig. Sammen med begreber om frihed, lighed, ret, demokrati, tro og værdi. Alt forekommer lige værdigt og lige gyldigt, men bestemt ikke ligegyldigt.

Det er mellem 2 bestemte kontinenter, at vi slås – mellem 2 religioner og kulturer. Jeg tror, at hun er min fjende. Hans ansigt spejler sig i min frygt. Det er flodens strøm ved Bosperup. De samme skibe trækker striber af sorg gennem en fælles skæbne. Vi har ikke fortrudt – og intet lært.

Dette er nogle af de tanker og spørgsmål, som meldte sig hos denne anmelder (som også er forfatter, og ved hvad dét vil sige) i selskab med forestillingen SNE skrevet af et dramatiker team fra det tyrkiske miljø i Kreuzberg i Berlin med reference til Pamuk i Istanbul.

SNE
Husets Teater
Spilleperiode: 1.februar – 1.marts, man-fre kl. 20 & lør kl. 17
Billetter: 130-190 kr / 60-120 kr
Billetbestilling: 33251376 (man-fre kl. 14-18)
Gratis adgang for årskortholdere!

Hvide pigers byrde

20 Oct

Formidabel iscenesættelse af Christina Hagens på alle måder geniale digtsamling, ”White Girl” (Gyldendal, 2012). Digtene består af en række håndskrevne postkort skrevet af hvide kvinder på rejse ude i verden. De er formuleret i et pidgin-sprog. På postkortene brokker kvinderne sig over, hvordan de bliver behandlet – men de udtrykker sig i en form for karikatur.

white_girl

En karikatur giver os mulighed for at grine – af os selv. Umiddelbart får vi lov til at genopleve vores egne erfaringer med at rejse. På et dybere plan får det os – hvis vores latter forstummer et øjeblik – til at overveje vores koloniale identitet. Der får vi i nogle sekunders mulighed for at de-kolonialisere os – med mindre latteren igen overdøver vores dømmekraft. Når vi griner, bliver vi påvirket af det, som vi oplever – men latteren giver os samtidig mulighed for at distancere os. Hvis vi ler, er det fordi, vi er bange – med let skjult reference til Georges Bataille (fransk forfatter og filosof). Vi bliver bange fordi, vi erkender vores koloniale identitet, men vi aner ikke, hvad vi skal stille op med den – eller hvordan vi skal slippe af med den. Vi føler den hvide piges byrde.

Forestillingen følger meget loyalt digtsamlingen. I begyndelsen virker det hele lidt for tegneserie-agtigt, men meget hurtigt accepterer man atmosfære og retorik som noget helt naturligt og realistisk. Det er som om det barnagtige pidgin-danske, og de karikerede figurer normaliseres for vores øjne – eller også er det publikum der suges ind i universet, fordi det måske slet ikke er så karikeret som det umiddelbart virker. Præcis ligesådan er det at læse digtsamlingen.

Foto: Miklos Szabo

Foto: Miklos Szabo

Men forestillingen gør andet end loyalt at formidle Christina Hagens digte. Skuespillerne radikaliserer på bestemte steder stemning og udtryk. Et af højdepunkterne er dér, hvor Johanne Louise Schmidt (den ene af skuespillerne i forestillingen) sidder på en strand, og hvor en farvestrålende, oppustet plastic-palme dukker op. Den siger hej, hej – hej … til pigen på stranden. Hun siger vrangvilligt hej tilbage, men hun er tydeligvis irriteret og vil helst blive ladt i fred. Palmen insisterer. Den bliver ved. Til sidst rejser pigen sig op og river palmen op af strandens sand. Hun river og flår i palmen – slår og skriger. Det fortsætter gennem meget lang tid. Først griner publikum højlydt. Det ser jo sjovt, morsomt og vanvittigt ud. Ind imellem forstummer publikums latter. Scenen med palmen glider mellem forskellige ekstremer. Nogle gange tæsker hun løs på palmen for at få den til at tie stille, så hun kan få fred. Andre gange pisker hun sig selv med palmen. Helt symbolsk veksler hun mellem at slå på verden, fordi hun gerne vil have den til at forsvinde, og hun bruger verden til at slå sig i hovedet med.

Dette er en helt central post-kolonial konflikt, som løber gennem hele forestillingen. Spørgsmålet er om vi tager konflikten på os – eller om vi blot nøjes med at grine af ”White Girl” og dermed os selv? Vi får i hvert fald her muligheden for at de-kolonialisere os, men det kræver, at vi lader latteren forstumme og accepterer at vores følelser ikke er rigtigere end de andres – dem vi møder på vores rejser rundt i verden. Vi må forstå, at vi alle kæmper for at overleve – vi gør det eneste vi kan gøre. Vi udnytter ikke hinanden – eller alle udnytter alle, men ikke af ond vilje. Manden på stranden udnytter ikke White Girl. Hun udnytter også ham. Vi har alle vores drømme som vi kæmper for at få opfyldt. Da det er White Girl (som ligeså godt kunne have været ”a white boy”), som rejser ud i verden, så må hun udvise større ydmyghed end dem hun møder. Intet mindre.

 

White Girl – Christina Hagen
Det Røde Rum, Skuepilhuset, Det Kongelige Teater
Spilleperiode: indtil 13. november 2013

Lohmann’s Tom Kristensen

15 Sep

Fribytter 466x331

Jeg var splittet i to hos Teater V i eftermiddag. Skal jeg anmelde nøgternt eller lade følelserne løbe af med mig? Det endte med en mellem-bedømmelse, fordi forestillingen ikke lige var min smag. Jeg kunne ikke genkende Tom Kristensen i Jesper Lohmann, men forestillingen var alligevel godt komponeret og helstøbt inden for sine egne præmisser. Bedømt efter min smag ville den næsten have skrabet bunden, men anskuet på egne præmisser ville den have sneget sig op i den pæne ende af skalaen.

I min anmeldelse adskiller jeg de to kriterier for bedømmelse – indleder med det nøgterne og konkluderer med mine smagsnuanceringer.

Når det kommer til min personlige smag og opfattelse af Tom Kristensen, så er det måske bare mig, der digter ham ud af værtshusets og morskabens  forvildende omstændigheder? – men sådan er digtere, vi drømmer om virkeligheder med forrykt råddenskab, steder hvor kun ondskab eksisterer, vi ønsker ingen mellemregninger, ikke noget men, kun den hudløse afskrælling af alt levende, på vejen dertil drikker vi os fra sans og samling, men vi dør aldrig i vores eget skidt, fordi vi forfølger et højere formål. Dér helt udenfor rækkevidde bedriver vi hor og smadrer et hvert håb om en bedre verden.

Vi er ikke længere et normalt menneske, men er for evigt jaget vildt hinsides himmel og helvede.

Vi skriger.