Archive | Anmeldelser RSS feed for this section

Verden mellem to floder

3 Oct
Brian Hjulmann - fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Brian Hjulmann – fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Husets Teater går tilbage til hvor det hele begyndte. Med udgangspunkt forskellige skabelsesberetninger reflekteres der over menneskelighed og vores fremtid.

Forestillingen ”Skabelsen” er den første forestillingen under den nye ledelse på teatret. Jens Albinus og Laura Ramberg har overtaget stafetten fra Simon Boberg og Mads Wille. Teatret lover en række forestillinger om magt, magtens forvaltning og dens udfoldelse.

”Skabelsen” tager udgangspunkt i skabelsesberetningen, som vi finder i en meget beslægtet form inden for de tre store hovedregioners bøger: bibelen, toraen og koranen. De udspringer alle tre fra et geografisk meget begrænset område mellem floderne Eufrat og Tigris. Det område, som vi i dag kender som Mellemøsten. Det er i sig selv tankevækkende at så mange menneskers moralske, etiske og spirituelle udgangspunkt har en så afgrænset og koncentreret lokalisering.

 

Kan vi starte forfra?

Forestillingens kontekst er at menneskeheden i vor tid har nået en grænse. Vi udvikler os og organisere os socialt på måder, der ser ud til at ende med at vores civilisation går til grunde. Konceptet for forestillinger er at gå tilbage til begyndelsen og starte forfra. Heri ligger både en nysgerrighed overfor menneskehedens udvikling, men det er også en undersøgelse af, om det kunne have gået anderledes – og bedre.

 

Eksperimenterende og krævende

Skabelsen er ikke for dovne sjæle. Jens Albinus anlægger en meget mere eksperimenterende og svært tilgængelig stil end teatrets faste publikum har oplevet de seneste år. Det er en vovet start på en ny periode i teatrets historie. Under Boberg og Mads Wille har publikum fået en række ret kontante og socialrealistiske forestillinger, som ofte har været inspireret af ung tysk dramatik.

Hertil kommer, at Jens Albinus’ første forestillingen heller ikke er særlig sammenhængende. Der er nærmere tale om en række tematisk tableauer, som afløser hinanden. Publikum har svært ved at følge med. Ind imellem tager man sig i at tænke, hvor vi dog er på vej hen. Det er aldrig godt at publikum må afbryde sig selv og dermed miste koncentrationen. Det kunne have været rart med en mere helstøbt og sammenhængende forestilling – især i betragtning af at det er Albinus’ første produktion i chefstolen på teatret.

Forestillingen har derimod nogle meget smukke passager og imponerende skuespilpræstationer. Ulla Henningsen er i absolut storform som Gud og Djævelen. I stykket sidste halvdel har hun en blændende monolog, hvor hun sidder fuldstændig stille på scenen og alligevel udfylder rummet så vi er ved at sprænges i stykker. Men også den unge Brian Hjulmann demonstrerer sine fantastiske evner indenfor fysisk teater.

Det får imidlertid ikke fornemmelsen af manglende sammenhæng og retning til at forsvinde. Jens Albinus har haft en drøm om denne forestilling siden har været 12 år gammel. Det giver selvfølgelig en bekymring for, hvordan det kommer til at gå resten af sæsonen og de næste par sæsoner, men jeg håber ikke, at det får det trofaste publikum til at blive væk. Der er mange spændende takter i denne meget mere vovede profil. Der er i forvejen alt for meget socialrealisme og hverdagsliv i dansk teater.

 

Skabelsen
Skrevet af Jens Albinus
Spilleperiode: 17/9 – 15/10 2016

Husets Teater
Halmtorvet 9
1700 København V

Info: husetsteater

 

Weekly Poetry – uge 38

22 Sep

38:

We have destroyed everything
every narrative about life comes from the same place
an area surrounded by two rivers
names past on through history.

It is dark
the end of a long route
the direction points towards a hidden wall
a down fall into a swarm of fallen angels.

Can we reset history?
Do we not have the same destiny
if we tell the exact same story all over again
between two rivers not far apart?

A story told
word cannot be unspoken
darkness will prevail
in dried-out rivers
before we return in a thousand years.

 

 

Denne uges digt er skrevet henover min oplevelse med at se forestillingen “Skabelse” på Husets Teater lørdag den 17.september.
SKABELSE
Husets Teater
Halmtorvet 9
1700 København

Spilleperiode: 17. 9 – 15.10 2016
Man-fre kl. 20.00, lør kl. 17.00

www.husetsteater.dk

 

Film – fabulerende smuk poesi

16 May

Meget smukt film-digt om drømmeverdener med død og barndomserindringer. Men også overvågningens tyranni og frygten for luften blander sig i historierne. Det hele oplevet gennem forholdet til en hund.

heart of a dog

Vi bliver præsenteret for et sælsomt drømmeunivers. Hovedpersonen er en hund. Hunden bliver født ud af en kvindes livmoder i filmens begyndelse, men det er ikke en hvilket som helst fødsel. Hunden er på forhånd blevet syet ind i kvinden. Fortællingen drives fremad af Laurie Andersons tøvende stemmen, som ind mellem stopper op midt i sætninger for at mærke efter, før den fuldender den forventede pointe.

 

Amerikansk performancekunstner

Laurie Anderson har været aktiv som interessant og banebrydende performer igennem de sidste 30-40 år. Hun er bedst kendt for multimedia projekter med innovativ brug af teknologi, men hun har beskæftiget sig med række forskellige kunstneriske udtryk som eksempelvis teater og eksperimentel musik.

 

En visuel digtsamling

”Heart of a Dog” betjener sig også af mange forskellige udtryksformer. Filmen er også meget omskiftelig. Den handler om rigtig mange ting. Ind imellem kan man godt bliver meget forvirret og i tvivl om, hvad der egentlig foregår, og hvor vi er på vej hen. Alligevel formår Laurie Anderson at fastholde og bevare koncentrationen. Filmen er som en digtsamling. Den består af en række forskellige elementer med adskilte fortællinger, som tilsammen udgør en fortløbende tematik. Der er forholdet til hunden, men der er også flash tilbage til barndommens erindringer, som bruges til at forklare psykologiske mekanisme og reaktioner hos fortælleren. Midt i filmen er vi helt inden i hunden og ser alt som hunden ville se verden. Kameraet er som hundens øjne, og vi er nede i jordhøjde og lugter os frem. Ind mellem afbrydes fortællingen af referencer til filosofiske citater eller henvisninger til politiske begivenheder. På en helt naturlig måde forbindes overvågning og frygt efter bombningen af World Trade med hundens univers og fortællerens drømmende æstetik.

 

Lou Reeds rystede og rolige sang

Filmen er indrammet af Lou Reeds sang ”Turning Time Around”. Filmen er også dedikeret til netop Lou Reed, der døde for 3 år siden og var Laurie Andersons mand.

Lou Reed selv var også en stor performer. Hans meget sikre stemme, og der var ikke brug for så meget andet. Fans vil huske hans meget minimale virkemidler til utallige koncerter overalt i verden. Kun en mand på scenen, der næsten ubevægelig fremfører sine sange.

 

Den tørre og hæse stemmes glødende æstetik

Det der sammenfatter filmens historier og visuelle æstetik er Laurie Andersons tørre og hæse stemme. Hendes stemme gløder af begejstring for stoffet. Der er konstant en tøvende fremdrift i den måde ordene bliver fremført på. Hun giver sig god tid. Det hele er meget nøgent, rent og skrøbeligt. Hendes tøvende bevægelser i stemmeføringen og åbenhed i fortællingen giver et indtryk er ægthed og ærlighed. Det betyder også at der er meget luft og plads, som giver en følelse af at være budt inden for i hendes univers eller drøm.

 

HEART OF A DOG
– en film af Laurie Anderson

Premiere: 12.maj 2016

Info: www.camerafilm.dk

Filmen har premiere i Grand, Empire, Park Bio, Vester Vov Vov i København, Albertslund Biograferne, Øst for Paradis i Aarhus, Cafebiografen i Odense, Biffen i Aalborg, Nicolai Biograf og Cafe / Film 6000 i Kolding.

Boyfrind – en reading

11 Mar

Christina Hagens værk ”Boyfrind” er nu sat i scene, om end kun som reading på Teater Republique’s nye scene Reaktor under den nyligt afviklede litteraturfestival KBH Læser.

Umiddelbart mistænker jeg forfatteren Christina Hagen for at have bestilt en ny version af projektet Body-Double fra sommeren 2014.

Læs anmeldelse af bogen Boyfrind og min artikel om Body-Double

 

Forstyrrende referencer til body-double?

Girlfrend inkarneres af skuespiller Danica Curcic. Hun fremstår som en køn og lækker brunette. Man kan næsten høre Christina Hagens hvisken i baggrunden, at enhver kvinde i det offentlige rum skal være sådan, at mænd har lyst til at knalde hende, ellers er hun usynlig. Mine overvejelser om body-double har sandsynligvis forstyrret oplevelsen af forestillingen – og været direkte skyld i at jeg ikke synes opsætningen levede op til forventningen.

Undervejs bliver jeg irriteret over, at Madame (respektfuld tiltale af en kvinde der bevisligt har født det ene fantastiske kunstværk efter det andet) endnu engang skal pådutte mig et bestemt kvindeideal.

Umiddelbart efter forestillingen taler jeg med både Danica Curcic og instruktør Therese Willstedt, som begge to bedyrer, at Christina Hagen selv ikke har været inddraget i opsætningen af Boyfrind, udover at hun har givet tilladelse til at fotografier fra bogen kunne bruges i forestillingen. Derfor er min mistanke om reference til body-double altså udelukkende udslag af min egen fantasi.

 

Forestillingens form

Forestillingen er sat op som en reading. Scenen er indrettet som var det en teaterkoncert. BF sidder ved trommesættet med sin tynde og ranglede krop. Det halvlange lyse hår dækker konstant hans ansigt. Han forbliver perifer og anonym i hele forestillingen som i Hagens bog. Kun i forestillingens begyndelsen og slutning befinder BF og GF sig i en egentlig relation til hinanden, også direkte efter bogen. Dér sidder også GF ved trommesættet, og de hamrer begge to løs på trommerne og fremkalder en primitiv rocklyd. Resten af tiden er det GF, der har ordet.

boyfrind danica

Republique’s officiel plakat for forestillingen

Danica Curcics fremstilling af GF gestalter en kvinde, der glider mellem det søde, lækre og uskyldige, sårbare til det rå, brutale og hårde, kyniske. Jeg synes, at balancen mellem GFs forskellige fremtoninger ikke helt svarer til den kvinde jeg selv husker fra bogen. Danica Curcics version af GF er for sød, indbydende og pæn. Hagens egen version af GF synes jeg meget bedre indfanges af det (selv)portræt, som findes på den sidste side i bogen.

PRISKORN.COM

Foto: Thomas Priskorn

Her fremstår GF langt mere trashy, men samtidig er hun lækker og sexet på trods af fedtet hår og hænder indsmurt i gademad.

 

Bagved scenen

Jeg taler med instruktøren Therese Willstedt efter forestillingen. Med klangfuld svensk tone forklarer hun om arbejdet med Boyfrind. Hendes hænder borer sig dybere og dybere ned gennem de tynde luftlag, der er mellem hende og jeg. Jeg spekulerer på, hvad det er hun gør. Om hun er ved at grave ud under mig, så jeg om lidt vil styrte i frit fald mod bunden. I samme øjeblik bliver jeg mindet om, at teatret er en meget fysisk og kropslig kunstform.

Hun forsøger at beskrive sin frustration over, at der kun har været så kort tid til at arbejde med opsætningen af Boyfrind. Det er jo kun en reading. Hun ville så gerne have gravet dybere i karakteren for at få skabt det rette og perfekte udtryk på scenen.

 

REAKTOR
Teater Republique
Lørdag den 5.marts kl. 17 & 20
Info: boyfrind

Mexican music

2 Apr

A Mexican trio called Playa Magenta is on tour in Europe. This is a band you do not want to miss! They are definitely something out of the ordinary. Very mexican sound from the coast of Vera Cruz, but they also have a very international appeal. No wonder that they met in New York City. One of the songs is even born in the subway of NYC. But the rest of their music refer directly to Mexican musical traditions and Mexican heritage.

I met them in Dome of Visions in Copenhagen on Tuesday evening. My first thought when I saw a harpe on the stage was that this will be good. I had not seen a woman with a harpe since Joanna Newsom. Not only did I a see a harpe, but also a violin and marimba. I was exited.

The concert was a real joy. Three musicians with big enthusiasm for presenting their music. And a very attentive audience on a cold evening. The mayority of the audience was from the internatinal crowd of foreigners that nowadays choose to live in Copenhagen for some strange reason that beats me comprehension.

playa magenta beer

Playa Magenta has a rough expression. Nothing have been done to polish the sound, which I do appreciate very much. The collection of songs that they play are raging from cumbia over electronica to jazz, but they all have a distinctive combination of an international sound that could come from any huge urban place in the world and simultanously a clear splash of Mexican tradition.

 

Anmeldelse: ILT

2 Oct
Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Det begynder lige på og råt. Vi ved ikke helt, hvad der foregår. Rummet er helt rent og tomt. Kun en mand og en kvinde på scenen. Det foregår i højt tempo.

Selvom jeg er forberedt hjemmefra og godt kender forestillingens tema, så er det som om jeg har glemt alt, hvad jeg ved og nogensinde har lært eller fået at vide.

Jeg er med det samme opslugt af det bombardement, som jeg udsættes for. Der er rappe replikskifte. Det er ret usammenhængende og fragmenteret. De er allerede i gang med noget. Der er noget de gerne vil. De har nogle uenigheder, måske. Jeg accepterer meget hurtig præmissen. Det er sproget og dets mangel på sammenhæng som skal understøtte hele tematikken. Og det sker med stor effektivitet.

I replikker mødes såvel store som små problemer. De reflekterer over store problemer ude i verden. På samme tid afbilledes dagligdagens problemer i parforholdet. Vi bliver hvirvlet ind i kvinders og mænds forhold til hinanden. Der tages ikke parti, men der gøres lige dele grin med begge køn. Derfor kan vi alle sammen grine af både vores eget og det modsatte køn.

Tekstens meget korte replikker og replikker som er hakket over og afbrudte bidrager til at fremmane en stemning af opløsning og tvivl. Forvirring og angst for fremtiden. På intet tidspunkt postulerende. Derfor får publikum overført stemningen kropsligt. Vi føler det selv. Også vi bliver i tvivl og mærker usikkerheden.

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Lige omkring halvvejs gennem forestillingen går det galt. I længden bliver det for meget af det samme. Der er ikke nok stof til de næsten 2 timer. Slutningen er måske det værste. Den er underligt påklistret. I meget koncentreret form får vi kortfattet resten af parrets liv sammen meget hurtigt. Slutningen er helt unødvendig, og den kunne uden vanskeligheder været skåret af. Også uden slutningen er forestillingen imidlertid for langtrukken.

Derimod får vi i den første time en genial gennemlysning af problemer med at beslutte at leve og give liv i en verden hvor alt andet ellers står foran sin destruktion. Det særligt intelligente er, at det gøres uden store begreber og armbevægelser, men det sker direkte og kun gennem sprogets form og replikkernes glidende bevægelser. Det er så længe det varer meget dygtig og smuk dramatik.

 

Forestillingen handler om planetens fremtid, artens overlevelse og vores alles åndenød. Det hele udspiller sig mellem en mand og en kvinde, der elsker hinanden. De prøver at finde ud at gøre det rigtige. Skal de få børn eller netop ikke? Bør de tænke sig om eller handle? Ilt er den første af 2 forestillinger med engelsk dramatik i dette efterår på teatret. Den næste følger umiddelbart efter og hedder Konstellationer.

 

ilt

Ny engelsk dramatik

Husets Teater
Halmtorvet 9
1700 København V

Spilleperiode: 13. september – 11. oktober 2014
Man-fre kl. 20.00, lør kl. 17.00

Varighed: Ca. 1 time og 45 min. uden pause.

Billetpriser:
130-190 kr./60-120 kr. for unge u. 25 år.

Med: Tilde Maja Fredriksen og Thomas Hwan
Tekst: Duncan Macmillan
Instruktion: Christoffer Berdal
Oversættelse: Lars Mikkelsen og Simon K. Boberg

Review: Something must break

17 Sep

En utrolig smuk, poetisk og rå film om ikke at høre til. Sebastian eller Eliie bliver et billede på hudløst diaspora.

Den androgyne Sebastian eller kvinden Ellie kæmper med tomhed og livets meningsløshed. Han eller hun møder kærligheden sammen med Andreas. Men den falder ikke i umiddelbare kategorier.

Hvorfor er køn vigtigt?

Vi elsker dem vi drages imod, og har sex med dem vores begær beslutter. Det hele er så enkelt. I den bedste af alle verdener, måske; men ikke i denne. Enten indordner man sig, ellers må du leve i landflygtighed og i kamp mod sig selv, andre og verden omkring dig.

Filmen har et meget præcist og imponerende musikspor og poetiske billedsekvenser, som uddyber budskaberne. Sangteksterne skærer helt ind til benet. Billederne understreger historiens følelsesmæssige dimensioner.

Det diaspora vi oplever, ligner på en måde immigrantens … kampen for at høre til, at blive set af andre, som den du er. Når det viser sig umuligt oplever du sorg, ulykke og aggression. Du presses af omstændighederne til at blive en anden, om det er mere dig eller længslen efter accept er usikkert, men vi skal alle overleve.

Vi drømmer, elsker og slår fra os.

Om den glidende transformation af Sebastian i retning af Ellie er tilpasning eller et forsøg på at blive et mere helt menneske står åbent, men måske kan filmen om et indre, hvidt diaspora bruges til at forstå bevægelser på tværs af verden bedre, eller bare os selv.

EMPIRE BIO
Guldberggade 29 F
2200 København N

Premiere: 18.september 2014