Tag Archives: mand

Weekly Poetry – uge 51

24 Dec

51:

Eyes in Rabat
I am seeing eyes everywhere
everywhere I look
the eyes of Rabat
eyes to look into
eyes looking at me
magnetic connections
an invitation to think
a pledge to connect
eyes of curiosity
kind and gently eyes
smiling
waiting
what do you want
and what do I want
a slight touch from behind
a hand protecting my eyes in the sun
I can see
you
you and me

 

 

Advertisements

Tredje december

3 Dec

2016-12-03-16-29-38

Fuglene flyver lavt over Strynø
de styrer lige efter mit hovedjeg kaster mig fladt mod jorden
ude over vandet går fugleflokken i et med vandspejlet
mine øjne brænder i aftensolens orange flammer
og langs min ryg løber lange striber af blod
i horisonten kan jeg se skygger af min rygsølje i fuglenes klør
jeg slæber mig hjem ad Møllevejen
havens æbletræer kaster nogle æbler ned
de rammer mig i hovedet
og jeg dør af kulde senere på natten.

 

 

Weekly Poetry – uge 46

19 Nov

46:

Mine øjne er åbne igen
efter ikke at kunne se.

Det er øjnene der skiller os fra de andre
særlig et sted som der hvor jeg er lige nu
her er det kun øjnene jeg får lov til at se.

Når først du ser ind i de øjne
må du gøre alt.

 

 

Weekly Poetry – uge 44

4 Nov

44:

Øjne ser
jeg ser, hun ser
vi ser
hinanden.

Blikket slået ned
i en drøm
jeg vågner
hun smiler
håret hviler langs ryggen.

Med åbne øjne
lyset trænger ind
enhver skygge
mørke pletter bliver lyse
håret i panden bevæger sig
et kys
og en venlig hånd mod kinden.

 

 

Weekly Poetry – uge 43

29 Oct

43:

Det er som om fredag bliver til lørdag
det ene udtryk er ikke bedre end det andet
en bevægelse i luften eller skriftens sværte på kroppen
vanddråber bliver til flere og sæben glider mellem hænderne
støvet lægger sig på møblerne.

En porcelænsfigur pulveriserer mod en sort stenflade
den gamle dame græder og fortæller levende om sin ungdom
hænderne ryster
stemmer dirrer
ordenes sagte forstening.

I Bremen for hundrede år siden
en mand og kvinder elsker
de tager beslutninger og rejser bort
et lille hoved og en krop
forvandlet til støv
hun sidder i et køkken
med minder og en knust hoved
mellem hænderne.
 

 

Weekly Poetry – uge 40

8 Oct

40:

Det er oktober
i fyrre uger har jeg skrevet et digt
det er som digte altid er
en længsel efter noget som ikke eksisterer
vi er alene
digtet og jeg.

Ind imellem kommer der et menneske forbi
et kortvarigt fællesskab
det minder om noget som var engang
eller et glimt af noget som kommer
digtet er du og jeg.

Digtet bestemmer
vi er slaver af sprogets brutale logik
men det er ikke sproget der får os til at lystre
det er kroppen der bevæger sig
håbet om et kys
begæret efter mere
vi er digtet.

 

 

Berlin mellem fortid og fremtid

8 Oct

Her er ikke rigtig noget af se. For mange år siden var der en forskel mellem øst og vest. Men millioner af Euros har fået det hele til at forsvinde. Der var engang hvor jeg kunne tage U-bahn og S-bahn på tværs af byen fra Charlottenburg til Marzahn. Midt i byens centrum skar sig et sår. Jeg blev mindet om årtiers stormagtdrømme. Nu ser jeg intet. Jeg har glemt alt det som de blev udsat for. I Marzahn ligger der et kæmpestort shoppingcenter, som var det en af Wallmarts mindre søskende. Jeg føler mig utilpas. Du beskylder mig for romantiske drømme om noget som ikke længer er relevant.

Omkring det næste gadehjørne oplever jeg noget helt andet. Jeg ved, at jeg befinder mig i midten af Europa. Hvad betyder det? Det er noget jeg har konstateret mange gange før. Det er imens jeg er på vej gennem et af de mange sporskift i byens finmaskede trafikale logistik. En ung muslims kvinde med to små børn holder døren til elevatoren for mig, selvom jeg er mindst 20 meter væk. I undergrunden sidder jeg i toget. Ved siden af mig er der en sort mand med en ølflaske i hånden. Han drikker ind imellem af flasken, men for det meste galer han op. Han har en uendelig monolog som ikke lader til at henvende sig til nogen. På den anden side af mig sidder en sort kvinde. Hun lader som ingenting. Der er ikke noget af det, som han siger, som vedkommer hende. Hun er jo også bare på vej hjem. Overfor sidder et ungt par med hinanden i hånden.

dartagnan

Han har lange slangekrøller som var han en D’Artagnan på tidsrejse. Han kigger på den sorte mand uden at kommentere noget af det som bliver sagt. Den sorte mand holder ind imellem en kort pause, hvorefter han fortsætter. Jeg tænker om jeg mon er i New York. Der er ingen grund til at jeg skulle være et andet sted, end der hvor jeg befinder mig, men det er New York der falder mig ind. Jeg er nået til min endestation, og jeg finder hurtigt vej det sidste stykke. De er begge to hjemme, og jeg bliver lukket indenfor.