Tag Archives: Mening

Weekly Poetry – uge 45

11 Nov

45:

Jeg er på vej til et kontinent jeg elsker
helt oppe mod nord
her lader dets afgrænsning og logik til at gå i opløsning
ligesom det gjorde sidste gang meget langt mod syd.

Marokko er ikke engang en del af kontinentet
meget belejligt så vi alligevel kan opretholde forestillingen om Afrika
musikken er arabisk meget mere end den er afrikansk
gad vide hvorfor det arabiske ikke er et kontinent?
måske fordi det arabiske kiler sig symbolsk gennem vores kategorier
ligesom det ligger mellem os og Afrika.

For længe siden opgav jeg at forstå verden omkring mig
der er ingen særlig kontinental puls
kun hverdagen og dens evige forskellige aftryk
derfor rejser jeg på kryds og tværs af det største kontinent
som var jeg en anden Kapuscinski
og fortæller om de helt forskellige mennesker jeg møder.

 

 

Advertisements

Weekly Poetry – uge 44

4 Nov

44:

Øjne ser
jeg ser, hun ser
vi ser
hinanden.

Blikket slået ned
i en drøm
jeg vågner
hun smiler
håret hviler langs ryggen.

Med åbne øjne
lyset trænger ind
enhver skygge
mørke pletter bliver lyse
håret i panden bevæger sig
et kys
og en venlig hånd mod kinden.

 

 

Weekly Poetry – uge 42

22 Oct

42:

En abe går gennem Europa
finder et træ og kravler op i træets krone
finder en mage
de får en mængde unger
ungerne dør
men der findes så mange andre dyr.

 

 

Weekly Poetry – uge 41

15 Oct

41:

Foto: Ian Mikraz/flickr

Foto: Ian Mikraz/flickr

 

 

 

 

 

 

 

Når fredag bliver til lørdag
og det bliver en vane
så må man stå fast
eller lade være.

Men det er ikke min afgørelse
det er et tegn fra det ydre rum.

Vi er alle uforsagte
overfor afstandens nådeløse stemme
den tale
og vi går i takt.

 

 

Weekly Poetry – uge 40

8 Oct

40:

Det er oktober
i fyrre uger har jeg skrevet et digt
det er som digte altid er
en længsel efter noget som ikke eksisterer
vi er alene
digtet og jeg.

Ind imellem kommer der et menneske forbi
et kortvarigt fællesskab
det minder om noget som var engang
eller et glimt af noget som kommer
digtet er du og jeg.

Digtet bestemmer
vi er slaver af sprogets brutale logik
men det er ikke sproget der får os til at lystre
det er kroppen der bevæger sig
håbet om et kys
begæret efter mere
vi er digtet.

 

 

Berlin mellem fortid og fremtid

8 Oct

Her er ikke rigtig noget af se. For mange år siden var der en forskel mellem øst og vest. Men millioner af Euros har fået det hele til at forsvinde. Der var engang hvor jeg kunne tage U-bahn og S-bahn på tværs af byen fra Charlottenburg til Marzahn. Midt i byens centrum skar sig et sår. Jeg blev mindet om årtiers stormagtdrømme. Nu ser jeg intet. Jeg har glemt alt det som de blev udsat for. I Marzahn ligger der et kæmpestort shoppingcenter, som var det en af Wallmarts mindre søskende. Jeg føler mig utilpas. Du beskylder mig for romantiske drømme om noget som ikke længer er relevant.

Omkring det næste gadehjørne oplever jeg noget helt andet. Jeg ved, at jeg befinder mig i midten af Europa. Hvad betyder det? Det er noget jeg har konstateret mange gange før. Det er imens jeg er på vej gennem et af de mange sporskift i byens finmaskede trafikale logistik. En ung muslims kvinde med to små børn holder døren til elevatoren for mig, selvom jeg er mindst 20 meter væk. I undergrunden sidder jeg i toget. Ved siden af mig er der en sort mand med en ølflaske i hånden. Han drikker ind imellem af flasken, men for det meste galer han op. Han har en uendelig monolog som ikke lader til at henvende sig til nogen. På den anden side af mig sidder en sort kvinde. Hun lader som ingenting. Der er ikke noget af det, som han siger, som vedkommer hende. Hun er jo også bare på vej hjem. Overfor sidder et ungt par med hinanden i hånden.

dartagnan

Han har lange slangekrøller som var han en D’Artagnan på tidsrejse. Han kigger på den sorte mand uden at kommentere noget af det som bliver sagt. Den sorte mand holder ind imellem en kort pause, hvorefter han fortsætter. Jeg tænker om jeg mon er i New York. Der er ingen grund til at jeg skulle være et andet sted, end der hvor jeg befinder mig, men det er New York der falder mig ind. Jeg er nået til min endestation, og jeg finder hurtigt vej det sidste stykke. De er begge to hjemme, og jeg bliver lukket indenfor.

 

 

Verden mellem to floder

3 Oct
Brian Hjulmann - fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Brian Hjulmann – fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Husets Teater går tilbage til hvor det hele begyndte. Med udgangspunkt forskellige skabelsesberetninger reflekteres der over menneskelighed og vores fremtid.

Forestillingen ”Skabelsen” er den første forestillingen under den nye ledelse på teatret. Jens Albinus og Laura Ramberg har overtaget stafetten fra Simon Boberg og Mads Wille. Teatret lover en række forestillinger om magt, magtens forvaltning og dens udfoldelse.

”Skabelsen” tager udgangspunkt i skabelsesberetningen, som vi finder i en meget beslægtet form inden for de tre store hovedregioners bøger: bibelen, toraen og koranen. De udspringer alle tre fra et geografisk meget begrænset område mellem floderne Eufrat og Tigris. Det område, som vi i dag kender som Mellemøsten. Det er i sig selv tankevækkende at så mange menneskers moralske, etiske og spirituelle udgangspunkt har en så afgrænset og koncentreret lokalisering.

 

Kan vi starte forfra?

Forestillingens kontekst er at menneskeheden i vor tid har nået en grænse. Vi udvikler os og organisere os socialt på måder, der ser ud til at ende med at vores civilisation går til grunde. Konceptet for forestillinger er at gå tilbage til begyndelsen og starte forfra. Heri ligger både en nysgerrighed overfor menneskehedens udvikling, men det er også en undersøgelse af, om det kunne have gået anderledes – og bedre.

 

Eksperimenterende og krævende

Skabelsen er ikke for dovne sjæle. Jens Albinus anlægger en meget mere eksperimenterende og svært tilgængelig stil end teatrets faste publikum har oplevet de seneste år. Det er en vovet start på en ny periode i teatrets historie. Under Boberg og Mads Wille har publikum fået en række ret kontante og socialrealistiske forestillinger, som ofte har været inspireret af ung tysk dramatik.

Hertil kommer, at Jens Albinus’ første forestillingen heller ikke er særlig sammenhængende. Der er nærmere tale om en række tematisk tableauer, som afløser hinanden. Publikum har svært ved at følge med. Ind imellem tager man sig i at tænke, hvor vi dog er på vej hen. Det er aldrig godt at publikum må afbryde sig selv og dermed miste koncentrationen. Det kunne have været rart med en mere helstøbt og sammenhængende forestilling – især i betragtning af at det er Albinus’ første produktion i chefstolen på teatret.

Forestillingen har derimod nogle meget smukke passager og imponerende skuespilpræstationer. Ulla Henningsen er i absolut storform som Gud og Djævelen. I stykket sidste halvdel har hun en blændende monolog, hvor hun sidder fuldstændig stille på scenen og alligevel udfylder rummet så vi er ved at sprænges i stykker. Men også den unge Brian Hjulmann demonstrerer sine fantastiske evner indenfor fysisk teater.

Det får imidlertid ikke fornemmelsen af manglende sammenhæng og retning til at forsvinde. Jens Albinus har haft en drøm om denne forestilling siden har været 12 år gammel. Det giver selvfølgelig en bekymring for, hvordan det kommer til at gå resten af sæsonen og de næste par sæsoner, men jeg håber ikke, at det får det trofaste publikum til at blive væk. Der er mange spændende takter i denne meget mere vovede profil. Der er i forvejen alt for meget socialrealisme og hverdagsliv i dansk teater.

 

Skabelsen
Skrevet af Jens Albinus
Spilleperiode: 17/9 – 15/10 2016

Husets Teater
Halmtorvet 9
1700 København V

Info: husetsteater