Tag Archives: Denmark

Tredje december

3 Dec

2016-12-03-16-29-38

Fuglene flyver lavt over Strynø
de styrer lige efter mit hovedjeg kaster mig fladt mod jorden
ude over vandet går fugleflokken i et med vandspejlet
mine øjne brænder i aftensolens orange flammer
og langs min ryg løber lange striber af blod
i horisonten kan jeg se skygger af min rygsølje i fuglenes klør
jeg slæber mig hjem ad Møllevejen
havens æbletræer kaster nogle æbler ned
de rammer mig i hovedet
og jeg dør af kulde senere på natten.

 

 

Advertisements

Weekly Poetry – uge 45

11 Nov

45:

Jeg er på vej til et kontinent jeg elsker
helt oppe mod nord
her lader dets afgrænsning og logik til at gå i opløsning
ligesom det gjorde sidste gang meget langt mod syd.

Marokko er ikke engang en del af kontinentet
meget belejligt så vi alligevel kan opretholde forestillingen om Afrika
musikken er arabisk meget mere end den er afrikansk
gad vide hvorfor det arabiske ikke er et kontinent?
måske fordi det arabiske kiler sig symbolsk gennem vores kategorier
ligesom det ligger mellem os og Afrika.

For længe siden opgav jeg at forstå verden omkring mig
der er ingen særlig kontinental puls
kun hverdagen og dens evige forskellige aftryk
derfor rejser jeg på kryds og tværs af det største kontinent
som var jeg en anden Kapuscinski
og fortæller om de helt forskellige mennesker jeg møder.

 

 

Weekly Poetry – uge 43

29 Oct

43:

Det er som om fredag bliver til lørdag
det ene udtryk er ikke bedre end det andet
en bevægelse i luften eller skriftens sværte på kroppen
vanddråber bliver til flere og sæben glider mellem hænderne
støvet lægger sig på møblerne.

En porcelænsfigur pulveriserer mod en sort stenflade
den gamle dame græder og fortæller levende om sin ungdom
hænderne ryster
stemmer dirrer
ordenes sagte forstening.

I Bremen for hundrede år siden
en mand og kvinder elsker
de tager beslutninger og rejser bort
et lille hoved og en krop
forvandlet til støv
hun sidder i et køkken
med minder og en knust hoved
mellem hænderne.
 

 

Verden mellem to floder

3 Oct
Brian Hjulmann - fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Brian Hjulmann – fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Husets Teater går tilbage til hvor det hele begyndte. Med udgangspunkt forskellige skabelsesberetninger reflekteres der over menneskelighed og vores fremtid.

Forestillingen ”Skabelsen” er den første forestillingen under den nye ledelse på teatret. Jens Albinus og Laura Ramberg har overtaget stafetten fra Simon Boberg og Mads Wille. Teatret lover en række forestillinger om magt, magtens forvaltning og dens udfoldelse.

”Skabelsen” tager udgangspunkt i skabelsesberetningen, som vi finder i en meget beslægtet form inden for de tre store hovedregioners bøger: bibelen, toraen og koranen. De udspringer alle tre fra et geografisk meget begrænset område mellem floderne Eufrat og Tigris. Det område, som vi i dag kender som Mellemøsten. Det er i sig selv tankevækkende at så mange menneskers moralske, etiske og spirituelle udgangspunkt har en så afgrænset og koncentreret lokalisering.

 

Kan vi starte forfra?

Forestillingens kontekst er at menneskeheden i vor tid har nået en grænse. Vi udvikler os og organisere os socialt på måder, der ser ud til at ende med at vores civilisation går til grunde. Konceptet for forestillinger er at gå tilbage til begyndelsen og starte forfra. Heri ligger både en nysgerrighed overfor menneskehedens udvikling, men det er også en undersøgelse af, om det kunne have gået anderledes – og bedre.

 

Eksperimenterende og krævende

Skabelsen er ikke for dovne sjæle. Jens Albinus anlægger en meget mere eksperimenterende og svært tilgængelig stil end teatrets faste publikum har oplevet de seneste år. Det er en vovet start på en ny periode i teatrets historie. Under Boberg og Mads Wille har publikum fået en række ret kontante og socialrealistiske forestillinger, som ofte har været inspireret af ung tysk dramatik.

Hertil kommer, at Jens Albinus’ første forestillingen heller ikke er særlig sammenhængende. Der er nærmere tale om en række tematisk tableauer, som afløser hinanden. Publikum har svært ved at følge med. Ind imellem tager man sig i at tænke, hvor vi dog er på vej hen. Det er aldrig godt at publikum må afbryde sig selv og dermed miste koncentrationen. Det kunne have været rart med en mere helstøbt og sammenhængende forestilling – især i betragtning af at det er Albinus’ første produktion i chefstolen på teatret.

Forestillingen har derimod nogle meget smukke passager og imponerende skuespilpræstationer. Ulla Henningsen er i absolut storform som Gud og Djævelen. I stykket sidste halvdel har hun en blændende monolog, hvor hun sidder fuldstændig stille på scenen og alligevel udfylder rummet så vi er ved at sprænges i stykker. Men også den unge Brian Hjulmann demonstrerer sine fantastiske evner indenfor fysisk teater.

Det får imidlertid ikke fornemmelsen af manglende sammenhæng og retning til at forsvinde. Jens Albinus har haft en drøm om denne forestilling siden har været 12 år gammel. Det giver selvfølgelig en bekymring for, hvordan det kommer til at gå resten af sæsonen og de næste par sæsoner, men jeg håber ikke, at det får det trofaste publikum til at blive væk. Der er mange spændende takter i denne meget mere vovede profil. Der er i forvejen alt for meget socialrealisme og hverdagsliv i dansk teater.

 

Skabelsen
Skrevet af Jens Albinus
Spilleperiode: 17/9 – 15/10 2016

Husets Teater
Halmtorvet 9
1700 København V

Info: husetsteater

 

Weekly Poetry – uge 39

2 Oct

39:

Det er ikke nok at være på vej
man skal også komme afsted
en indignation over noget
du er for radikal
så er der ingen vej tilbage.

Jeg er færdig med alt
nu bliver det hele en lang gentagelse
kan vi nå til enighed
der er intet vi har til fælles
det er derfor det hedder de andre.

Min fremmedgørelse er ikke bedre end din
jeg er blot et andet menneske
helt forskelligt fra dig
herimellem kan ingen bro bygges
kun accepten af forskel.

 

 

 

Weekly Poetry – uge 37

16 Sep

37:

fine-print-flickr

En helt falder ned fra himlen
med hatten i hånden står vi tilbage og nyser
han bevæger sig med lette skridt gennem skoven
vi har ikke set skyggen af ham
før han pludselig står utildækket foran os
der er ikke nogen sandhed
vi kan ikke forstå ham på den måde.

Vi er urolige
der er noget uafsluttet over den måde han opfører sig på
han ligner ikke noget andet menneske
vi kan ikke lide hans øjne
de blinker
det er et faresignal
der er altid noget der bevæger sig
og et gemt barn i fjerneste afkrog.

Solen er stået op
dagen begynder på ny
vi er ikke på vej noget sted hen
kun et blik i vandet
et sind i oprør
og verden i grus.

 

 

Weekly Poetry – uge 36

9 Sep

36:

Americas
I have seen you from East to West
but the Pacific was nothing like I expected
distance and the shape of waves are incomparable
water is soft and hard.

I do not know what to call you
all the names I have spoken are inadequate
in the wind I hear a whisper
words serving no purpose
can I mention a place without given it a name?

Africas
we speak of you
but there is nothing to speak about
you are still an expression of difference
I have changed my mind
all my attempts to reason have evaporated
let it just be you and me.