Tag Archives: vin

Til Christian: VII – ceremonien

14 Nov

DEN EGENTLIGE CEREMONI

Det er blevet november
du ville have haft fødselsdag
i den første uge.

Thåström i Vega
billetter du købte i marts måned
og du beordrede mig om
at være hjemme den aften
fordi du allerede havde købt billetterne
det var uden forhandling
og jeg adlød.

Efter nogle flere rejser på tværs af verden
og hjemme på Vesterbro at vende igen
så står jeg dér
i et tætpakket Vega.

Foran står dine to drenge
de rager godt op i landskabet
så jeg næsten føler mig som en dværg
du har ret
de ligner dig ikke så lidt
den ene mere end den anden
men begge to står de
som du ville have gjort
roligt og eftertrykkeligt
fast og afventende
opmærksomme.

Du ville også have været her
du burde have været her
jeg ved godt at du ikke er her
det er gået op for mig
her i din egen ceremoni
den perfekte orkestrering af dit fravær
som havde du planlagt det selv
en sidste gave, et endeligt farvel
som en æstetisk tornado
jagten på de næste nye aktiviteter
og fingrene vibrerende
det yderste skrøbelige på kroppen.

Alt er som det skulle være
her i en ny tilstand
den etablerede balance
hvor du ikke er
som andet end uendelige cirkler af mental væren
et spøgelse, en engel, gespenst og genfærd i natten
det er okay at du ikke står der et sted
går på gaden eller dukker op
når som helst..
..nej, det er sgu da ikke.. ..okay
du skal da være her
det er sgu da ikke nok at hælde halvdelen af en bourgogne
ud på jorden på en skjult kirkegård
det er lidt ensomt med flasken i hånden

Det er ikke fordi jeg ikke igen kan drikke et glas
og heller ikke glasset er mit ærinde
der er mange andre jeg kan dele musikken med
men det var blevet en vane
så helt enkelt
meget stilfærdigt og konkret
og jeg skal ikke egentlig beklage mig
jeg fik i så rigelige mængder
hvad der var mit.

Kun det evindelige, konkrete
det ligegyldige, tilfældige
betyder noget
der er intet ord
på mine læber
ingen forklaring
kun en uendelig formålsløshed
det jeg savner
jeg mistede intet
er den umulige venten
på det som først opstår
da du ikke længere er

Advertisements

Til Christian: VI – en tilstand

23 Oct

EN TILSTAND AF DU OG JEG

Vi er ikke det samme menneske
alligevel er vi altid det samme sted
du er hvor jeg er
og jeg er lige her
vi er overalt
det er en sindsstemning som jeg ikke
vidste fandtes
hvordan kan et glas vin
have eksistentiel betydning?
først når glasset er tømt
ser jeg dråbernes
gennemsigtighed
og deres knivskarpe kanter
det er blåbærrets farve
sort over rød
en tyk klistret fløde
smurt udover tilværelsens trivialitet
et øjebliks formørkelse
og vores konstante tale
forstummer
et blik ude af stand til at se
jeg har opfundet dette sekund
for at kunne fortsætte
vi har aldrig været her før
for enden af tunnelen
vinker farvel
jeg taler stadigvæk om det samme

 

 

Til Christian: V – fortalte mig alt

29 Sep

DU FORTALTE MIG ALT

Der var intet som var skjult
alt var sagt
vi talte om det nødvendige
alt det almindelige
alligevel var det helt stilfærdigt
der var intet udpenslende
eller dramatisk
over vores samvær
det som blev sagt
var stilfærdigt
næsten tavst
underbetonet og kortfattet
der er ikke mere at sige
derfor kan jeg spørge
om jeg hørte rigtigt?
jeg hørte hvad jeg skulle høre
du sagde præcist hvad du havde på hjerte
nu hvor jeg lader dig genfortælle
hvad du tidligere sagde
ved jeg at du fortalte mig alt
at vi skulle have talt mere om dit hjertes problemer
som andet end kortfattede konstateringer
vil være en omvendt form for nostalgi
og mine forsøg på genopfundne besøg på Malbeck, Bevi Bevi og Dyrehaven
med allerede for længst afsluttede flasker og tømte glas
og selvbestaltede rejser til Etiopien og Berlin
er blot mine egne behov for at leve videre

 

 

Møde i HIFI-klubben

3 Sep

swingtime-download
Bestyrelsens formand byder velkommen. Han er som sædvanligt i sit es. I hvert fald sålænge det varer. De menige medlemmer fortsætter med at smide kortene på bordet til den lyse morgen. Der blev taget stik og ofret såvel konger som dronninger. Når musikken spiller er alt muligt.

Jeg spørger mig selv om vi er blevet klogere?

For retfærdighedens skyld – lad os nævne nogle fakta, selvom den slags måske slet ikke eksisterer i virkeligheden.

 

Lang alliance synes selv at mene, at de vil vinde på den lange bane – men hvad med den korte bane? Hvor stor er chancen for at bilerne synker ned i ørkenens sand? Reklamebranchen er ikke i tvivl. Det nødvendige må gøres – lige her og nu.  Og rent teknologisk set har antropologien fået en uddannelse – eller er det omvendt? Fødes der for mange børn? – har jeg et frit skolevalg for mine børn? Ikke hvis jeg bor på landet. Hvis man opretter et booking-bureau og booker sig selv, hvem tjener så pengene? Forresten vil jeg gerne vide, hvor mange shows, der skal aflyses nu når Ole Ernst er død. Må han hvile i fred.

Digteren synes ikke rigtig, at rimene passer – og idéen om den ultimative oneliner er for længst faldet til jorden. Hvad er der i øvrigt sket med diskoteket på Søborg Hovedgade? Denne gang var det en ret kold fornøjelse at komme for sent til bussen. Tak fordi nogen havde efterladt nogle oliven i havestuen.

Guys, mange tak for endnu en sjov aften …

PS: Til dem der ikke fatter noget som helst og heller ikke kan gøre sig håb om at opnå medlemskab af foreningen i fremtiden pga. af køn eller andre diskriminerende årsager, kan jeg sige, at de implicerede sikkert også er helt uforstående og bestemt ikke kan genkende sig selv – med mindre de er gået helt fra forstanden eller lever i en drømmeverden. Begge dele er selvfølgelig ikke helt utænkeligt. For mit eget vedkommende kan jeg kun sige, at jeg er digter og mener, at så snart teksten er skrevet, så tilhører den alle. Derfor kan jeg ikke drages til ansvar og regnskabets time vil aldrig indfinde sig.