Tag Archives: Writing

Læs meget hellere en bog

9 Mar

Tiden er inde
til at holde op
med at skrive.

Der er allerede
skrevet alt for meget.

Hvis du tror
du er et menneske.

I et vildfarent overskud
af energi
kaster du dig over papiret
men der står intet
skrevet.

Læs meget hellere en bog.

Du tager den første ned
fra hylden
en af de mange
du aldrig
fik læst
fordi du havde for travlt
med at skrive dine håb-
løse digte.

At læse en bog, tror du nok, er en
ukompliceret
affære
men da du åbner bogen
forstår du
ingenting.

Det er godt nok en bog
og der står også noget på siderne
men du er en ignorant
der aldrig når længere
end første linje.

For at kunne fortsætte
må du
kende andre end dig selv
du må forstå
verden
og kunne hæve stemmen
lade vinen dryppe
og plukke
et bær fra en ukendt
plante.

 

Advertisements

Skriften er patetisk

1 Feb

Jeg er holdt op med at skrive. Skriften er en patetisk meddelelsesform, hvor kvinder og mænd skærer deres hjerter ud og gør blodet til et spørgsmål om liv og død, men derved forbigås pennens længsel og jagt på nye bogstaver, hvor jeg ser hendes hvide sko og følger dem som blind passager.

Meget mere respekterer jeg arkivarens som forbereder forudsætningerne for endnu-ikke virkeliggjorte drømme, eller blot giver muligheder for vores børnebørn liv; en aldeles uselvisk livsførelse.

Jeg foretrækker at skabe skulpturer i hverdagen uden signatur og optegnelser over fantasisyner i fjerne egne af verden – tegnets neutralitet og anonyme fodaftryk. Det er denne betydningsløse formgivning og modellering, der udgør min horisont.

Enhver social identitetsdannelse og selvbiografisk promotion overlader jeg trykt til andre – I vil opnå øjeblikke af berømmelse, men hurtigt være glemt – intet vil have forandret sig. En kort stund vil jeres navn løbe på et reklamebanner, men intet har I bidraget med.

Tænk et øjeblik på, hvorfor det overhovedet giver mening at trække vejret?

Hvis ikke unavngivne malere havde bevæget penslen, ville vi intet kunne se, og foran vores øjne ville kun have været en ugennemtrængelig tåge.

Hvis ikke musikken spillede, ville vi intet høre.

Og hvis ikke digtere havde talt, sagt og skabt nye ord, ville vi intet kunne sige, men måtte forblive stumme, som de døde kroppe i massegravene.

De vægtløse

16 Sep

Den unge mexicanske forfatter Valeria Luiselli’s roman “De vægtløse” (Los Ingrávidos) er i august måned udkommet i dansk oversættelse på C&K Forlag. Romanen er et sammensurium af mange forskellige elementer. Det kan være forvirrende at holde rede i hvem der er spøgelser og hvad som er virkeligt. Også forfatteren er svær at sætte i kategori såvel geografisk som kulturelt. Valeria Luiselli er født i Mexico, men har boet flere så forskellige steder som USA, Costa Rica, Sydkorea, Sydafrika, Indien, Spanien og  Frankrig – og er nu bosat i New York.

2017-09-13 15.30.25

Det ellers italiensk klingende familienavn synes ikke helt at have nogen geografisk oprindelse. Således er hun en oprigtig kosmopolitisk diaspora.

Skrivestil og tematik sender tankerne i retning af Roberto Bolaños “De vilde detaktiver”, fordi Luiselli har noget af en sammen energi i sproget. Vi er allerede i fuld gang, da romanen begynder. I “De vægtløse” befinder vi os i et kunstnermiljø i New York. Her møder vi Ezra Pound, eller er det kun i fortællerens forestillingsverden? Også en række andre kendte forfatteren . Herunder så forskellige som græske Homer, spanske García Lorca og dansk-amerikanske Nella Larsen.

Undervejs romanen falder jeg over nogle interessant passager. Den ene handler om døden – min meget nære ven Christian Gerhard Leonard Nielsen er netop død, så derfor optager døden mig på en meget konkret måde. Hos Luiselli fabuleres over de døde, deres genfærd og de levende originaler.

“Folk dør og efterlader på uansvarlig vis et spøgelse af sig selv, og efterfølgende fortsætter originalen og spøgelset at leve hver sit liv.”

Vi befinder os som sagt i New York. Man bør måske have været der for at kunne læse romanen og følge med. Den slags eksempler er litteraturen fyldt af. Når vi læser forstår vi, hvad vi forstår. Uagtet din viden og fornemmelse af New York er beskrivelserne interessante og tankevækkende.

“New York er en teori om en by konstrueret i tiden. Manhatten er en time, eller et århundrede, som bliver gennemboret og fortæret af subway-ens borebiller, der fortærer byen sekund for sekund.”

Hvad er storbyen for en størrelse? Det er et sted, hvor alt er muligt, men det er også et sted, hvor alt går i stykker og pulveriseres. Folk dør i byen. Mennesker bliver skilt fra hinanden og møder andre. Måske bliver de gravide – kvinderne bliver gravide, og hun prøver at beskrive sine brystvorter – sine filosofiske brystvorter. Hvor kommer de fra, og hvad gør dem filosofiske?

“Dakota flyttede ind hos mig. Hun ankom med en lille grøn kuffert i den ene hånd og en ny spand i den anden. Når jeg ikke tilbragte natten et andet sted, sov vi i den samme seng, selvom Dakota altid kom meget sent hjem fra arbejde. Hun lagde sig nøgen i sengen og omfavnede min ligeledes nøgne ryg. Hun havde store, bløde bryster med ganske små brystvorter. Selv kaldte hun sine brystvorter for filosofiske.”

Graviditet og ekskoner hænger måske ikke umiddelbart sammen, men det kunne det muligvis godt gøre. Rækkefølgen er ikke altid afgørende, men her tager vi graviditeten først – og derefter mænds forhold til deres tidligere kærester.

“Denne gang begyndte følelsen i lænden. En frossen varme. Bagefter fik jeg gåsehud, begyndende på siden af lårene. Et fænomen der var mere geologisk end biologisk. En rystelse, en svag udbuling og hele maven begyndte at hæve sig, som en ø der dukkede frem af havoverfladen.”

Efter en lang række tanker om mandens kontakt med tidligere kærester og elskere, måske ikke helt upåvirket af den konkrete mands jævnlig rejser til Philadelphia.

“De første kærester svarer hvis de er ulykkelige sammen med deres koner. De tidligere elskerinder foreslår, hvis de endnu ikke skammer sig over deres kroppe, at mødes på et hotel. Et hotel i Philadelphia.”

Romanen går over stok og sten. Det er underholdende, men der er også mange tænksomme passager – ikke altid en modsætning. På et tidspunkt skal der selvfølgelig også stå noget om romaner og romanforfattere.

“Hvis du giver dig af  med at skrive romaner, giver du dig af med at bøje tide.
Jeg tror nærmere at det drejer sig om at fryse tiden uden at standse tingenes bevægelse, lidt ligesom når  man er ombord på et tog og kigger ud af vinduet.
Og det er også helt normalt at hvis man er romanforfatter, så er man også idiot.”

Lidt mærkelig refleksion, måske!

 

 

Weekly Poetry – uge 33

19 Aug

33:

Hvad er egentlig en tekst?
Det har sandsynligvis ikke interesse for særlig mange
men jeg skriver kun for dem der interesserer sig for det særlige
det som jeg skriver om
alle andre kan læse mellem linjerne.

Meget ofte møder jeg et menneske
som stiller mig umulige spørgsmål
de kan finde på at spørge: hvorfor skriver du ikke en roman?
men romaner kan man altid skrive
og det gør da også næsten hvem som helst.

Der var engang hvor de sagde at alt er tekst
men verden kan jo ikke være på et ark papir
det er måske derfor at vi helt har glemt hvad papir er for noget
teksten er også forsvundet
tilbage har vi kun direkte tale
selvom det ligner en tekst
så er det bare sludder og sladder.

 

 

 

Weekly Poetry – koncept

8 Jan

Et digt hver fredag – 52 digte i 2016

Formålet er at skrive et digte om ugen i hele 2016. Det publiceres om fredagen, men skrives tidligere på ugen. I januar måned er digtene skrevet med tanke på en kvinde / mand jeg har elsket, jeg elsker, ville kunne elske eller kommer til at elske.

De skrives som en invitation til enhver der har lyst til at deltage. Det eneste krav er, at man lægger sig ind i konceptets ånd, deler på Facebook som link til sin blog eller som fuld tekst, samt at alle tagger hinanden gensidigt.

Hvis alt går vel, betyder det at vi hver fredag vil have rigtig meget poesi på mange forskellige menneskers Facebook-profiler, og en fredag med rigtig meget poesi, er en god fredag.

Indtil videre deltager følgende forfattere:

Louise Kristensen
Pia Valentin Sørensen
Steffen Weiss
Morten Ranum

Ønsker man at deltage sendes en besked til mig – og det er aldrig for sent til tilmelde sig. Ved slutningen af hver måned aftales næste måneds tema i fællesskab.

 

 

En digters værd

20 Aug

Hvad er poesiens berettigelse? – eller hvordan kan man bedømme digte og en digter… jeg har altid været fortaler for at lade praksis tale.

På mit lokale vaskeri ligger der ofte bunker af forladte bøger. Bøger som folk ikke længere vil have derhjemme. De bliver ikke smidt i skraldespanden. Vel sagtens i den tro at andre kunne have glæde af dem. Derfor lægges de på vaskeriet. Det er meget sjældent stor litteratur. For det meste for længst uddaterede debatbøger og dårlige krimier, som om der findes andet end dårlig krimi, samt romantiske noveller.

Jeg løber altid gennem bøgerne på vaskeriet. Min samlermani forbyder mig at lade værre. En ganske sjælden gang er der noget som udfylder et hul i min bogsamling hjemme.

En dag i løbet af den forløbne sommer faldt jeg sågar over en digtsamling af Henrik Nordbrandt. Jeg har aldrig set en digtsamling i vaskeriet før. Jeg tog den med. Udgivet af Brøndum med tegning af Jørgen Haugen Sørensen. Kun delvis sprættet op – for dem der ved, hvad det vil sige.

I dagene derefter læser jeg samlingen. Det er den med digtet om ‘november’, og samlingens titel er da også: Håndens skælven i November. November-digtet er blevet så meget en kliché så det ikke længere kan læses. Derimod er der et andet digt som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Det får mig til at tænke på, hvad der beviser en digtsamlings værdi. Da opstår den tanke i mit hoved, at når blot der er ét digt som fæstner sig i en enkelt læsers bevidsthed, så har digtene tjent deres formål.

At blive bedraget gør et menneske ydmygt.
Lad dig bedrage så ofte du kan
af den, du elsker. På bunden af din ulykke
vil du komme til at elske alle.

Nordbrandt, Håndens skælven i november

Der er noget meget smukt og fantastisk i digtet, omend det på overfladen er tungsindigt. Det minder mig om følelser af taknemmelig, storhed og lykke. En hengivenhed over at være til i verden. Og en verden der er langt større, end du nogensinde vil kunne begribe. Noget jeg måske først selv forstod og turde opleve efter at have boet under ækvators sol. Det var Østafrikas stærke sol, der lærte mig hengivenhed – og derefter kunne jeg elske mere. I en periode følte jeg direkte, at mit hjerte voksede sig fysisk større.

Digtning drejer sig om om det partikulære, enkle og konkrete. Digteren går alene, men må også være der, hvor alle andre er. En umulig tanke, måske. Jeg bliver først rigtigt til, når jeg læser digtet om, hvem jeg er. Digteren er ikke et menneske, men en fantasi. Den tåge som ligger i horisonten før solen står op og åbner vores øjne for verden.

Taxi driving me crazy

27 Jan

En taxa-chauffør har altid været omgæret med romantik. Der er noget næsten eksotisk over at køre på kryds og tværs af byen om natten. Tænk på alle de mennesker, der kommer ind og ud af bilen. Her har vi den moderne skriftestol, som taxaen kaldes. Det må være en fantastisk gave at være vidne til så mange menneskers fantastiske fortællinger.

Virkeligheden i taxa-branchen er imidlertid langt mere kontant, rå og uforsødet. Her er rigtig meget hårdt arbejde, dårlig betaling og dårlige arbejdsvilkår. Det afføder selvfølgelig det naturlige spørgsmål: hvorfor gør vi det? Mange taxa-chauffører gør det, fordi vi ikke har andet valg.

Jobmarkedet er presset som en brugt citron. Nogle har løbet panden mod en mur i andre brancher eller slet og ret blevet fyret. I taxa-branchen er der næste altid et job at få. Derfor siger det vel sig selv at forholdende er derefter og udskiftningen stor. Jeg vil gerne gøre opmærksom, at jeg ikke føler mig dårlig behandlet, tværtimod – hvad jeg taler om her er branchens omstændigheder.

I den seneste tid har en tidligere topchef i DR været vidt og bredt omtalt i medierne. Han kører nu taxa. Det er selvfølgelig en god historie, ikke fordi han er taxa-chauffør, heller ikke fordi han skriver historier om de mennesker han møder på jobbet, men jo klart fordi han har været topchef i DR. Han påstår, at han skriver historier om virkelige mennesker  i det virkelige liv.

P1040366

Artikel om Jesper Grunwald i Kristeligt Dagblad

Spørgsmålet er om ikke taxamanden er lige så selvfed, som han selv mener han var, da han bestred diverse chefstillinger i DR? Jeg synes, at det er ærgerligt at han ikke benytter chancen for at skrive realistiske historier fra arbejdet i taxa-branchen. Når han nu har så god adgang til medier. I stedet for skøjter han hen over livets overfladen, ligesom mange andre journalister gør det hver eneste dag. Han giver den som den aldrende herre der som en anden læge i et katastroferamt område i verden redder små piger og drenge. Her reddes de sikkert hjem til Nordsjælland fra det kaotiske og pulserende byliv i og omkring Gothersgade ved Kongens Nytorv. Dermed bærer taxamanden ved til yderligere romantisering af livet som taxa-chauffør.

Jesper Grunwald, taxamand og tidligere topchef, skriver historie via sin Facebook-profil. Der kan du følge ham – sammen med nu en hel del andre, inkl. undertegnede. Jeg er jo også selv taxa-chauffør – og digter. Dette er min første blogpost om at køre taxa – sikkert ikke den eneste, nu da jeg endelig er blevet provokeret til at komme i gang 😀

Venter i taxa-køen ved Radison Blu på Islandsbrygge

Taxa-kø ved Radison Blu på Islands Brygge