Nittende december

19 Dec

Magisk sted med husspøgelse

Jeg har nu igen været et sted, hvor spøgelset er mig virkelig venlig stemt. Det er ikke fordi, jeg ikke har fået fred til at arbejde. Det har jeg i høj grad fået lov til. Og jeg har fået skrevet meget mere end resten af året – næsten, fraregnet sidste gang jeg var her. Ovenikøbet har jeg fået læst én bog per dag i gennemsnit. De fleste af bøger er fra Kapellets bibliotek på Hald Hovedgaard.

2016-12-19-19-49-47

Hvordan kan det egentlig lade sig gør? – og endnu værre, hvad går min tid med derhjemme i privaten til daglig? Langt mere interessant: Hvor kommer magien fra på Hald Hovedgaard? – Er det Peter og hunden, der får mig at falde til ro og synke ind i kunstnerisk speed produktionsmode? Eller er det hun-spøgelset, som fodrer mig med guldstøv om natten?

I der også har været her kan måske hjælpe mig med at opklare mysteriet. Men det er måske et af den slags spørgsmål, der bedst efterlades ubesvaret.

 

 

 

Fjerde søndag i advent

18 Dec

50:

Det var så det de fire lys. Hvad ser vi, når vi tænder de lys? – og når vi tænder lys i det hele taget? Ikke så meget andet end det vi ved i forvejen, eller ser i forvejen, eller ønsker at se. Derfor er det med at dokumentere virkeligheden vel egentlig heller ikke særlig interessant, når vores udsyn er ren fiktion.

Aller mindst spændende er dokumentar forklædt som fiktion. Så foretrækker jeg bestemt ”the real thing”. Der er selvfølgelig grunde til, at den såkaldte virkelighed bliver dokumenteret – behovet for at få formidlet konkret levet erfaring. Af den tåge er interessen for biografier opstået.

Jeg forstår bare ikke, hvorfor det skal være så ubearbejdet. Langt de fleste menneskers konkret levede liv er kedeligt. Netop derfor bliver det garneret med fiktion. Men hvorfor så ikke gå hele vejen – til fiktionen? Den er meget mere spændende – og i mange tilfælde også mere virkelig.

Vi bør blive ved med at tænde lys – for i vinteraftnernes mørke at kunne se nok til at læse mange flere romaner, digte og fantastiske historier.

Hvis det er virkeligheden, du interesserer dig for og er optaget af, så vil jeg foreslå, at du begynder med at koncentrere dig om dit eget konkret levede liv.

 

 

Syttende december

17 Dec

Jeg-fortæller

I flere dage har jeg nu skændtes med Maria om, hvem der skal fortælle historien. Så viser det sig, at vi ikke er enige. Ja, vi har jo været uenige længe; men uenige om, hvad vi skændes om. Jeg har hele tiden tænkt at siden det er en biografi, så er det historien om hendes liv. Så viser det sig, at hun hele tiden har troet, at det var historien om, hvor hun og jeg mødtes.

Hun mente bare, at jeg skulle skrive historien. Og det gør hun vist egentlig stadigvæk. Mit argument er, at hvis jeg skriver den, så er det jo ikke hendes historie. Men hvad er en biografi egentlig? Og skal den skrives i nutid eller datid? – pointen er måske, at hvis det er en jeg-fortæller, så er det en selvbiografi, hvilket er noget andet, påstås det! Jeg kan ikke rigtig se det. Der er vel ingen rigtig forskel på jeg og du – det er blot et spørgsmål om litterært greb. Der var engang én der sagde, at en jeg-fortæller i nutid bibringer en fragmenteret og forvirrende tilfældighed til historien. Det kan jeg egentlig godt lide.

Vores diskussion fortsætter. Efter at vi bliver klar over, hvad vi taler om, beslutter vi os for at begynde, hvad vi allerede har indledt – en samtale om, hvordan biografien skal skrives. Det er måske ikke særlig originalt at indlede en bog uden at tage nogle beslutninger, men der er ingen vej uden om, og der kommer en beslutning indenfor de første par sider.

Det ville have været på sin plads at henvende sig læserne på nuværende tidspunkt og sige, at hvis man vil vide mere, må man læse bogen, men den er ikke skrevet færdig – endsige udgivet. Derfor vil vi gerne løfte sløret.

Vil vi ikke, Maria?
Det gør du bare, hvis det er det, du gerne vil
Men det er da et fællesprojekt?
Et fællesprojekt.. det er da dig, der gerne vil skrive en bog om mig. Jeg synes sgu’ det ville være mere naturligt at knalde!
Det ligger bare så lige for.. noget som alle forventer.
Ja, ja..

Men hun har selvfølgelig en pointe. Hvorfor ikke bare knalde fremfor al det besvær? Det er bare fordi, at.. nej, fandeme.. det er jo det vi skal.. så bliver det også meget nemmere at skrive bagefter.

[Regi: stilhed før storm..]

Okay.. det var det..
Ja..

Men vi har besluttet, at jeg skriver løs efter bedste hukommelse, og så afbryder Maria mig, når det er nødvendigt. Når jeg har glemt noget, eller hvis hun har noget at sige, som vil løfte historien op på et andet niveau.. en glemt dimension. Det vil hun kun gøre på den betingelse, at jeg ved faste mellemrum taler ud i den blå luft. Og hvad skal jeg tale om.. hvem skal jeg tale til? Dem der lytter, selvfølgelig. Det var det.

Det lyder egentlig lidt kedeligt..
.. men det er det ikke 🙂

 

Sekstende december

16 Dec

Ritualer

Det normale menneske lever efter helt fast ritualer. I en rytme, der har været gennemspillet tusinde gange før. Formålet er netop IKKE at opleve noget nyt. Der skal ske det sammen, som alle de andre gange. Det er sikkerhed og tryghed, der er formålet. En hverdag uden overraskelser.  En dag som alle de andre.

Hver tid har sine egne ritualer og vaner. Hvis alle normale mennesker bare gentager sig selv og hinanden, og dem der var her i går, hvordan opstår så det nye, og det som er forskelligt fra den evige gentagelse? Der må være nogen, som ikke bare gentager allerede trådte stier, ellers kan intet nyt opstå.

Der er nogen, der ikke er normale, men alle mennesker er normale. Der er nogen, som ikke er mennesker. Det er dem, der ikke er normale. De gentager ikke sig selv.

Vi, de ikke normale, vi dem der ikke gentager os selv, vi umenneskelige. Vi gør det andet. Vi gør ikke ting. Vi vender huden ud. Vi skaber det, som bliver ritualer om tusinde år. Vi er de forudsætningsløse. Det er os. der skaber forudsætninger for et liv, der vil opstå, når alt andet er gået til grunde. Vi er dem, der ikke er her, men vi bliver først i det endnu-ikke.

 

 

Tredje søndag i advent

11 Dec

49:

Det hvirvler med blade, grene og støv op mod hende. Hun kigger ned. Det er som en sky. Hun tør ikke bevæge sig ret meget af frygt for at blive opdaget. Skyen er på en og samme tid en sammenhængende og usammenhængende masse, der vælter frem gennem skoven. Den fortsætter og river alt med sig flere meter op fra skovens bund. Hun tager ingen chancer, selvom hun gerne vil vide, hvad den larmende turmult indeholder. Derfor kravler hun forsigtigt og lydløst videre op gennem træets grene. Hun er nået til træets kerne. Her på dette sted lader det til at alting går i alle retninger. Der er mere plads omkring hende. Det er som et hulrum i træet. Hun ved stadigvæk ikke, hvad der drev hende herop, og hvad det var, hun flygtede fra, som hun udelukkende kunne skimte på afstand.

 

 

Tiende december

10 Dec

Alle I der konstant mener, at alting er PERFEKT, og som reagerer på hver eneste sætning jeres venner og bekendte siger til jer med et klingende SUPER, hvad har I tænkt jer at gøre den dag I virkelig oplever noget fantastisk – uovertruffen – ekstraordinært – ud over det sædvanlige?

Da vil I opdage, at I har ædt sproget op indefra. Der er ikke mere tilbage at sige. Alt I kan sige er ligegyldighed. Men se, hvem er da der er dukket op der i den fjerneste hjørne? Det er digteren, og han har forudset det hele. Han har gennemskuet for længe siden, at I en dag ville befinde jeg i jeres absolutte miserable tilstand. Derfor har han forberedt sig. Han har i al den tid skabt nye ord og nyt sprog, og det er blevet til en hel del. Nu står han parat til at give jer, hvad i behøver, så I igen kan ånde frit og plaprer løs. Det er ellers netop ham I har bespottet og latterliggjort for at spilde sin tid og lukrere på andres arbejde. Men det er nu ham, der kommer jer til undsætning – og helt uden beregning, fordi han mener at sproget er kvit og frit. Det tilhører os alle ligesom frisk luft og rindende vand.

Så måske I næste gang I ønsker noget at læse i vil lade de sædvanlige parasit-forfattere, kriminal-statister, journalister og biografi-skrivere ligge, som kun jagter ussel mammon og også blot fortærer  sproget uden at give noget tilbage. – og i stedet for henvende jer til digterne og se hvad de dog har at byde på.

 

 

Sjette december

6 Dec

Jeg er tørstig
det er ikke vandet i brønden
isen smelter
på overfladen
finder jeg små
giftige korn
inden længe
slår de rødder
op af jorden
skyder onde blomster
de er sorte og røde
en modbydelig tåge
breder sig
stanken .. lugt selv
og dø