De vægtløse

16 Sep

Den unge mexicanske forfatter Valeria Luiselli’s roman “De vægtløse” (Los Ingrávidos) er i august måned udkommet i dansk oversættelse på C&K Forlag. Romanen er et sammensurium af mange forskellige elementer. Det kan være forvirrende at holde rede i hvem der er spøgelser og hvad som er virkeligt. Også forfatteren er svær at sætte i kategori såvel geografisk som kulturelt. Valeria Luiselli er født i Mexico, men har boet flere så forskellige steder som USA, Costa Rica, Sydkorea, Sydafrika, Indien, Spanien og  Frankrig – og er nu bosat i New York.

2017-09-13 15.30.25

Det ellers italiensk klingende familienavn synes ikke helt at have nogen geografisk oprindelse. Således er hun en oprigtig kosmopolitisk diaspora.

Skrivestil og tematik sender tankerne i retning af Roberto Bolaños “De vilde detaktiver”, fordi Luiselli har noget af en sammen energi i sproget. Vi er allerede i fuld gang, da romanen begynder. I “De vægtløse” befinder vi os i et kunstnermiljø i New York. Her møder vi Ezra Pound, eller er det kun i fortællerens forestillingsverden? Også en række andre kendte forfatteren . Herunder så forskellige som græske Homer, spanske García Lorca og dansk-amerikanske Nella Larsen.

Undervejs romanen falder jeg over nogle interessant passager. Den ene handler om døden – min meget nære ven Christian Gerhard Leonard Nielsen er netop død, så derfor optager døden mig på en meget konkret måde. Hos Luiselli fabuleres over de døde, deres genfærd og de levende originaler.

“Folk dør og efterlader på uansvarlig vis et spøgelse af sig selv, og efterfølgende fortsætter originalen og spøgelset at leve hver sit liv.”

Vi befinder os som sagt i New York. Man bør måske have været der for at kunne læse romanen og følge med. Den slags eksempler er litteraturen fyldt af. Når vi læser forstår vi, hvad vi forstår. Uagtet din viden og fornemmelse af New York er beskrivelserne interessante og tankevækkende.

“New York er en teori om en by konstrueret i tiden. Manhatten er en time, eller et århundrede, som bliver gennemboret og fortæret af subway-ens borebiller, der fortærer byen sekund for sekund.”

Hvad er storbyen for en størrelse? Det er et sted, hvor alt er muligt, men det er også et sted, hvor alt går i stykker og pulveriseres. Folk dør i byen. Mennesker bliver skilt fra hinanden og møder andre. Måske bliver de gravide – kvinderne bliver gravide, og hun prøver at beskrive sine brystvorter – sine filosofiske brystvorter. Hvor kommer de fra, og hvad gør dem filosofiske?

“Dakota flyttede ind hos mig. Hun ankom med en lille grøn kuffert i den ene hånd og en ny spand i den anden. Når jeg ikke tilbragte natten et andet sted, sov vi i den samme seng, selvom Dakota altid kom meget sent hjem fra arbejde. Hun lagde sig nøgen i sengen og omfavnede min ligeledes nøgne ryg. Hun havde store, bløde bryster med ganske små brystvorter. Selv kaldte hun sine brystvorter for filosofiske.”

Graviditet og ekskoner hænger måske ikke umiddelbart sammen, men det kunne det muligvis godt gøre. Rækkefølgen er ikke altid afgørende, men her tager vi graviditeten først – og derefter mænds forhold til deres tidligere kærester.

“Denne gang begyndte følelsen i lænden. En frossen varme. Bagefter fik jeg gåsehud, begyndende på siden af lårene. Et fænomen der var mere geologisk end biologisk. En rystelse, en svag udbuling og hele maven begyndte at hæve sig, som en ø der dukkede frem af havoverfladen.”

Efter en lang række tanker om mandens kontakt med tidligere kærester og elskere, måske ikke helt upåvirket af den konkrete mands jævnlig rejser til Philadelphia.

“De første kærester svarer hvis de er ulykkelige sammen med deres koner. De tidligere elskerinder foreslår, hvis de endnu ikke skammer sig over deres kroppe, at mødes på et hotel. Et hotel i Philadelphia.”

Romanen går over stok og sten. Det er underholdende, men der er også mange tænksomme passager – ikke altid en modsætning. På et tidspunkt skal der selvfølgelig også stå noget om romaner og romanforfattere.

“Hvis du giver dig af  med at skrive romaner, giver du dig af med at bøje tide.
Jeg tror nærmere at det drejer sig om at fryse tiden uden at standse tingenes bevægelse, lidt ligesom når  man er ombord på et tog og kigger ud af vinduet.
Og det er også helt normalt at hvis man er romanforfatter, så er man også idiot.”

Lidt mærkelig refleksion, måske!

 

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: