49:
Det hvirvler med blade, grene og støv op mod hende. Hun kigger ned. Det er som en sky. Hun tør ikke bevæge sig ret meget af frygt for at blive opdaget. Skyen er på en og samme tid en sammenhængende og usammenhængende masse, der vælter frem gennem skoven. Den fortsætter og river alt med sig flere meter op fra skovens bund. Hun tager ingen chancer, selvom hun gerne vil vide, hvad den larmende turmult indeholder. Derfor kravler hun forsigtigt og lydløst videre op gennem træets grene. Hun er nået til træets kerne. Her på dette sted lader det til at alting går i alle retninger. Der er mere plads omkring hende. Det er som et hulrum i træet. Hun ved stadigvæk ikke, hvad der drev hende herop, og hvad det var, hun flygtede fra, som hun udelukkende kunne skimte på afstand.
Leave a Reply