Hvide pigers byrde

20 Oct

Formidabel iscenesættelse af Christina Hagens på alle måder geniale digtsamling, ”White Girl” (Gyldendal, 2012). Digtene består af en række håndskrevne postkort skrevet af hvide kvinder på rejse ude i verden. De er formuleret i et pidgin-sprog. På postkortene brokker kvinderne sig over, hvordan de bliver behandlet – men de udtrykker sig i en form for karikatur.

white_girl

En karikatur giver os mulighed for at grine – af os selv. Umiddelbart får vi lov til at genopleve vores egne erfaringer med at rejse. På et dybere plan får det os – hvis vores latter forstummer et øjeblik – til at overveje vores koloniale identitet. Der får vi i nogle sekunders mulighed for at de-kolonialisere os – med mindre latteren igen overdøver vores dømmekraft. Når vi griner, bliver vi påvirket af det, som vi oplever – men latteren giver os samtidig mulighed for at distancere os. Hvis vi ler, er det fordi, vi er bange – med let skjult reference til Georges Bataille (fransk forfatter og filosof). Vi bliver bange fordi, vi erkender vores koloniale identitet, men vi aner ikke, hvad vi skal stille op med den – eller hvordan vi skal slippe af med den. Vi føler den hvide piges byrde.

Forestillingen følger meget loyalt digtsamlingen. I begyndelsen virker det hele lidt for tegneserie-agtigt, men meget hurtigt accepterer man atmosfære og retorik som noget helt naturligt og realistisk. Det er som om det barnagtige pidgin-danske, og de karikerede figurer normaliseres for vores øjne – eller også er det publikum der suges ind i universet, fordi det måske slet ikke er så karikeret som det umiddelbart virker. Præcis ligesådan er det at læse digtsamlingen.

Foto: Miklos Szabo

Foto: Miklos Szabo

Men forestillingen gør andet end loyalt at formidle Christina Hagens digte. Skuespillerne radikaliserer på bestemte steder stemning og udtryk. Et af højdepunkterne er dér, hvor Johanne Louise Schmidt (den ene af skuespillerne i forestillingen) sidder på en strand, og hvor en farvestrålende, oppustet plastic-palme dukker op. Den siger hej, hej – hej … til pigen på stranden. Hun siger vrangvilligt hej tilbage, men hun er tydeligvis irriteret og vil helst blive ladt i fred. Palmen insisterer. Den bliver ved. Til sidst rejser pigen sig op og river palmen op af strandens sand. Hun river og flår i palmen – slår og skriger. Det fortsætter gennem meget lang tid. Først griner publikum højlydt. Det ser jo sjovt, morsomt og vanvittigt ud. Ind imellem forstummer publikums latter. Scenen med palmen glider mellem forskellige ekstremer. Nogle gange tæsker hun løs på palmen for at få den til at tie stille, så hun kan få fred. Andre gange pisker hun sig selv med palmen. Helt symbolsk veksler hun mellem at slå på verden, fordi hun gerne vil have den til at forsvinde, og hun bruger verden til at slå sig i hovedet med.

Dette er en helt central post-kolonial konflikt, som løber gennem hele forestillingen. Spørgsmålet er om vi tager konflikten på os – eller om vi blot nøjes med at grine af ”White Girl” og dermed os selv? Vi får i hvert fald her muligheden for at de-kolonialisere os, men det kræver, at vi lader latteren forstumme og accepterer at vores følelser ikke er rigtigere end de andres – dem vi møder på vores rejser rundt i verden. Vi må forstå, at vi alle kæmper for at overleve – vi gør det eneste vi kan gøre. Vi udnytter ikke hinanden – eller alle udnytter alle, men ikke af ond vilje. Manden på stranden udnytter ikke White Girl. Hun udnytter også ham. Vi har alle vores drømme som vi kæmper for at få opfyldt. Da det er White Girl (som ligeså godt kunne have været ”a white boy”), som rejser ud i verden, så må hun udvise større ydmyghed end dem hun møder. Intet mindre.

 

White Girl – Christina Hagen
Det Røde Rum, Skuepilhuset, Det Kongelige Teater
Spilleperiode: indtil 13. november 2013

Advertisements

One Response to “Hvide pigers byrde”

  1. Susanne Simonsen October 21, 2013 at 12:13 pm #

    Dejligt med en positiv anmeldelse fra dig! Hvis jeg var i byen ville jeg se stykket. Teksten er ind imellem lidt for analytisk/højpandet for mig. Men jeg følger gerne med.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: