Intet udenfor din comfort zone

1 Oct

mango

Kirstine Magoola har skrevet en bog om en hvid diplomat-kvinde, som hedder Amalie. Hun bosætter sig i Kampala. Her forelsker hun sig i en fremstående oppositionspolitiker, Samuel Okello.

Historien er egentlig klassisk – blot ikke særlig velskrevet, desværre.  Hvide i Afrika træder først rigtig i karakter – de falder først rigtig til – når de bliver ”bollet” af en lokal. I denne bog sker det først omkring side 100. Indtil da er læsningen en ørkenvandring af ligegyldighed og kedsomhed.

Da Amalie og Samuels kærlighedsforhold begynder, er der endelig en historie. Her kommer vi en smule tættere på det Afrika, som forlaget lover, at bogen handler om. Som så ofte foregår mødet med Afrika via soveværelset. Uden sex skøjter hvide mænd og kvinder hen over virkeligheden, som var det en ny sæson af ”Sex in the City”.

Deres kærlighedsaffære slutter brat med Samuels død efter et trafikuheld omgæret med megen mystik. Noget i den stil MÅTTE ske – deres kærlighed kunne ikke vare ved, og Amalie skal jo tilbage til Danmark. Det kommer hun også. Endda meget resolut. Her er intet andet end comfort zone. Bogens bagside-tekst lover ellers, at livet begynder dér, hvor din comfort zone holder op, men ingen diplomat eller anden udstationeret i statens tjeneste vil nogensinde komme udenfor sin comfort zone.

Det er jo netop det, som er attraktionen ved at arbejde ude i verden – et liv i uendelig comfort, og hvis en fare eller usikker endelig opstår, så er der et stort apparat, som enten eliminerer problemerne, eller som i Amalie tilfælde sender dig hjem, hvor du kom fra..

På en forunderlig omvendt måde bliver bogen et dokument over rigtig mange hvides liv i Afrika. Vi tager dertil for at arbejde. Forstår meget lidt af, hvad der foregår omkring os. Føler os måske fortryllet af et menneske vi forelsker os i undervejs. Vi er fascineret af den kulturelle forskel. Selve hudens genskær og kroppens former er nok til at bevare gnisten, så længe det varer. MEN vi forlader det hele ligeså hurtigt og abrupt, som vi ankom. Derefter er der ikke noget af alt det, som vi bildte os ind at føle, og vi vender meget sjældent tilbage. Der er alt for meget på spil.

Bogen er på alle måder absurd. Den har nok tjent et formål for forfatteren selv – at komme ud med sine egne oplevelser undervejs. Det er imidlertid tid svært at forstå forlagets formål. Hvem skal egentlig læse bogen – og hvordan vil nogen få noget ud af at læse bogen? De der selv har været udstationeret eller endda boet i Kampala vil nok nikke genkendende til steder og situationer, men den kunne have været meget bedre skrevet og karaktererne været langt mere troværdige. De der aldrig har været i Afrika vil nok opfatte historien som eksotisk. Det kan sikkert sælge nogle bøger, vil jeg tro, men vi får nu ikke særlig meget at vide om Afrika, bortset fra Amalies fascination af en ugandisk mand. Desværre er det nok en meget akkurat beskrivelse af vores forhold til verden.

Hvor mangotræerne er tunge af frugter
– når lykken findes hvor man mindst venter det

Kirstine Magoola – Muusmann’forlag, 2013

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: